Jeg vil gerne passes på!

Nettemor skriver:

Årh søde søde Anna.

Jeg ville ønske jeg kunne lette din byrde+ gøre Lærke rask, så du ikke skulle kæmpe med dette.

Jeg håber at du og din mand kommer igennem dette som et styrket par. At han hjælper dig så du indser at du ikke altid behøver være den stærke. Du må også godt være den skal passes på. Bare engang imellem.

Du må godt være den der sætter dig foran computeren bare for at glemme, også selv om det bare er for et øjeblik .

Du og din familie har været igennem en masse som ikke mange kunne klare. Men I har dog klaret det. Selv om du nu er syg så skal du tro på at du har gjort et enormt flot stykke arbejde. Det må du aldrig tvivle på.

Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive for jeg ved at uanset hvad jeg skriver vil det ikke kunne ændre på situationen. Men hvis du har brug for at få det ud. For at 'snakke' med andre end din familie og din psykolog om det så er du mere end velkommen til at skrive til mig. Det håber jeg du ved! Åhh jeg ville ønske jeg kunne gøre en masse for dig. Om ikke andet så bare hjælpe med at give din mand et spark i r*ven som får ham til at indse hvor meget du elsker ham og har brug for ham i denne periode.

Får du noget hjælp i hjemmet så alle opgaverne ikke også tynger? Hvad har I af hjælp til Lærke for tiden?

Du er bare så skøn en person - man kan altid regne med de kærligste svar fra dig, og det løfter mig hver gang, bare lidt

Min svigermor tager ind imellem lidt når hun er her, hun passer børnene når vi spiller tennis om torsdagen, så der laver hun lidt.

Vi har fået bevilliget aflastning til Lærke. Hun starter derude 11. januar. 6 døgn om måneden, på en rigtig hyggelig institution med andre handicappede børn, der er også nogen fra hendes børnehave
Tror det bliver godt, både for hende og os.

Øv hvor er det hårdt for dig, og hvor er dt godt at du får lidt hjælp! Syntes også at du ska be din mand om at tage med til terapi, da det netop er noget han ka gøre for dig! 

I har haft nogle tramtiske oplevelser, og de vil altid på et eller andet tidspunkt komme tilbage og bide jer i rumpen, hvis i ik får det snakket igennem.

Hvor lyder det godt at i har fået aflastning til jeres lille guldklump, og jeg håber i bliver rigtig glade for det! Jeg ved fra mit arbejde med netop handicappet børn, at mange forældre i starten føler det som en fallit erklæring, når barnet starter i aflastning, men hurtigt finder ud af at det er noget af det bedste de har ku gøre både for barnet, dem selv og ik mindst deres søskende. Det gir lige et lille pusterum, hvor der ka blive ladet op, soves længe,  slappet rigtig af osv, så hele familien igen får mere energi og overskud. Vh stine 

StineW79 skriver:

Øv hvor er det hårdt for dig, og hvor er dt godt at du får lidt hjælp! Syntes også at du ska be din mand om at tage med til terapi, da det netop er noget han ka gøre for dig! 

I har haft nogle tramtiske oplevelser, og de vil altid på et eller andet tidspunkt komme tilbage og bide jer i rumpen, hvis i ik får det snakket igennem.

Hvor lyder det godt at i har fået aflastning til jeres lille guldklump, og jeg håber i bliver rigtig glade for det! Jeg ved fra mit arbejde med netop handicappet børn, at mange forældre i starten føler det som en fallit erklæring, når barnet starter i aflastning, men hurtigt finder ud af at det er noget af det bedste de har ku gøre både for barnet, dem selv og ik mindst deres søskende. Det gir lige et lille pusterum, hvor der ka blive ladet op, soves længe,  slappet rigtig af osv, så hele familien igen får mere energi og overskud. Vh stine 

Han vil bare ikke - har spurgt flere gange.
Jeg synes også det kunne være godt hvis han kom med, men nogen gange føles det bare som om han er ved at bakke ud af vores forhold.

Han trækker sig længere og længere fra mig, og jeg kan mærke at det påvirker mig.
Tror inderst inde ikke han har lyst mere, selvom han siger han vil

Jeg er selv sygemeldt med stress og angst. Jeg er startet på noget medicin, som skal tage det værste af angsten og får så psykoterapi hos psykologen.

Har du overvejet at høre lægen om noget medicin? Det kan sætte lidt gang i tingene, og gøre at angsten ikke styre dit liv. 

AnnaKJ skriver:

Han vil bare ikke - har spurgt flere gange.
Jeg synes også det kunne være godt hvis han kom med, men nogen gange føles det bare som om han er ved at bakke ud af vores forhold.

Han trækker sig længere og længere fra mig, og jeg kan mærke at det påvirker mig.
Tror inderst inde ikke han har lyst mere, selvom han siger han vil

Har du en god SP til din lille datter? Måske du kan spørge hende til råds? Man kan jo faktisk få noget gratis familierådgivning gennem kommunen. Måske "familierådgivning" ikke lyder helt lige så faretruende som "parterapi"?

BornToBe skriver:

Jeg er selv sygemeldt med stress og angst. Jeg er startet på noget medicin, som skal tage det værste af angsten og får så psykoterapi hos psykologen.

Har du overvejet at høre lægen om noget medicin? Det kan sætte lidt gang i tingene, og gøre at angsten ikke styre dit liv. 

Nej har ikke tænkt på medicin endnu.
Må indrømme at det lige pt. ikke er noget jeg har lyst til. Vil gerne prøve de andre alternative behandlinger, før jeg siger ja til noget medicin.

modesty skriver:

Har du en god SP til din lille datter? Måske du kan spørge hende til råds? Man kan jo faktisk få noget gratis familierådgivning gennem kommunen. Måske "familierådgivning" ikke lyder helt lige så faretruende som "parterapi"?

Ja vi har en alletiders SP. Men ikke en jeg kan snakke med om det.

Min mand står på bagben så snart kommunen nævnes. Ikke fordi vi er blevet fulgt eller overvåget af dem, for det er vi aldrig, men fordi vi jo har vores handicappede datter, og mange ting med hende går gennem kommunen, og han har mange gange været god gal på dem, ja det har jeg egentlig også, for man skal da kæmpe med dem hele tiden.
Men han mener bare ikke at de vil noget godt.

AnnaKJ skriver:

Synes efterhånden det er ved at være ret frustrerende.
Jeg er syg - virkelig syg! Jeg er syg af stress og det dræner mig.
Tapper mig for energi, overskud, latter, smil og andet godt.

Jeg får hjælp hos en psykolog med speciale i stress. Hun er dygtig.
Problemet er bare at sammen med stressen, har jeg udviklet angst. Angst for at dø, for mennesker, for min skole (er dog blevet tåleligt at være deroppe igen), for at miste, for at gå i butikker, for at blive alvorligt syg, angst for at miste kontrollen og ja, angst for at få angst.
Tror jeg har undertrykt min krops følelser og signaler i lang tid, og derfor er jeg der hvor jeg er nu.

Jeg fødte i 2009 en dejlig datter, men hun er hjerneskadet og har svær epilepsi. Da hun var 3 mdr gammel havde hun oppe over 1000 kramper om dagen. Krampede hun ikke, så enten sov eller skreg hun.
Læger og sygeplejersker fortalte os, at de ikke længere var sikker på at hun ville overleve. Hun lå på en børneintensiv-afdeling.
Min mand var meget ked af det, og jeg måtte være den stærke.
Mange har siden fortalt mig, at de var overrasket over min manglende reaktion på at min datter kunne dø. At jeg ikke græd eller at jeg i det mindste sagde noget. Men jeg havde ingen reaktion. Og jeg skammer mig.
Jeg tror bare ikke at min krop kan holde til at undertrykke følelser mere og derfor kommer min reaktion først nu.
Havde hele tiden følelsen jeg skulle være stærk, både for min mand og for min syge datter.

Heldigvis har min datter det godt, efter omstændighederne. Og hun er nu 3 år og højt elsket af os alle. Vores guld!

I november sidste år, kørte min mand galt i lastbil. Han væltede på hovedet 10-15 meter ned af en skrænt.
Fik en opringning om at smide alt hvad jeg havde i hænderne og så komme afsted. Der blev ikke nævnt noget om ham, andet end at han var kørt galt og røret blev lagt på. Jeg vidste jo hverken ud eller ind. Vidste ikke om han klarede den, var kritisk kommet til skade eller om han var død.
Der gik 15 min før jeg fandt ud af at han var i live, men at han havde brækket ryggen 4 steder.
Men alle de tanker der fløj igennem mit hoved i de 15 min, det er bare ikke til at beskrive.
Vi havde 3 uger forinden fundet ud af at jeg var gravid med Carolina. Og jeg stod der og intet vidste.

Min mands ryg har haft store konsekvenser for vores familie.
Jeg må klarer mange ting, for han kan ikke.
Og tanken om at jeg selv skulle gå hen og blive syg eller dø fra dem, det må bare ikke ske, for hvem skal så passe på dem?

Min frygt for at miste er blevet så voldsom.
Min mor ringede her til aften og fortalt at min morfar var blevet indlagt. Det var en blodprop, men den havde passeret.
Og jeg kunne øjeblikkeligt føle angsten.
Han har det jo godt, men for pokker - den dumme angst.

Føler mig begrænset! For mig besværliggjort.

Jeg vil så gerne min mand forstår det, eller bare prøver.
Jeg vil så gerne at han tager hånd om mig og passer på mig, og hjælper mig ud af det her.
Men han sidder bare der, foran sin computer.
Jeg er klar over at det nok er svært for ham, og det er nemmere at "gemme" sig væk og lade eksperterne om det, men jeg har brug for ham. Har brug for at han elsker mig og vil mig.

Men jeg føler mig så alene om det hele.

Beklager det blev så langt, men måtte før eller siden have det ned på skrift.

Prøv at vise din mand dette brev, så tror jeg 10-øren falder!

 

Jeg sender dig en masse krammer,

ved du hvad DU ER STÆRK selv om det er svært af se, da jeres første barn havde mest brug for en stærk person var du der, også kommer alt det hårdt bagefter alle tankerne JAMEN ALT! og klart du så går 5 skridt tilbage i dit liv og du ender i et helvede.....

livet er møg hammer svært og især når man har angst, jeg har endelig også fået papir på jeg har en svær grad af angst og min psykolog har hjulpet mig rigtigt meget...

jeg er meget meget bange for at dø jeg tænker på det min 5gange om dagen hvis nu, jeg er en der har kontrold over alt og tænk hvis jeg skulle slippe den kontrold, hvad så med min søn hvad så med min kæreste hvad med min familie..... hvis jeg bare ser en film og der er en der dør så pisker tårne frem det er så forbandet....

jeg snakker tit med min kæreste om alle de ting han siger han forstår det og jeg tror ham virkelig men han takler tingene på en helt anden måde han jeg gør, og der for føler jeg også nogle gange han er ligeglad men det ved jeg han ikke er for hvis lortet virkelig brander på for mig jamen så er han der også 110%...

det er virkelig svært for din kæreste også han har været meget igennem og tænker over mange ting og hans måde er nok at koble af overe en computer du er evt ikke sikker på at han har en deperation????

men hold da op i har været meget igennem også, og klart man har lov til at skrige og især om hjælp kroppen kan ikke altid det hele... og alt det du har været igennem kommer streesen og angsten desværre....  min angst for mennesker er goså blevet større med tiden, den er svær især når jeg søger job, for er bange for folk bare syntes jeg er latterlig og jeg ingen ting gider....

men hvor er det vidunderligt jeres datter er 3år  jeg håber af hele mit hjerte at du kommer igennem det her og det kan du for du har en god hjælp, jeg håber en dag du kan trænke lidt ind til din kæreste omkring det hele og evt se om han har brug for hjælp

 håber alle tingene giver en mening og det ikke er for rodet

AnnaKJ skriver:

Du er bare så skøn en person - man kan altid regne med de kærligste svar fra dig, og det løfter mig hver gang, bare lidt

Min svigermor tager ind imellem lidt når hun er her, hun passer børnene når vi spiller tennis om torsdagen, så der laver hun lidt.

Vi har fået bevilliget aflastning til Lærke. Hun starter derude 11. januar. 6 døgn om måneden, på en rigtig hyggelig institution med andre handicappede børn, der er også nogen fra hendes børnehave
Tror det bliver godt, både for hende og os.

Hvor er du sød!

Det er godt I kommer hjemmefra. Og så er det jo bare en super bonus at svigermor hjælper lidt i huset.

Det bliver spændende når Lærke skal i aflastning. Jeg er sikker på det nok skal gå super godt. Især når hun allerede nu kender nogle af børnene.

Det bliver super godt for jer som familie. I vil uden tvivl få noget mere overskud til det hele. Både til Lærke og Carolina.