Jeg vil gerne passes på!

Synes efterhånden det er ved at være ret frustrerende.
Jeg er syg - virkelig syg! Jeg er syg af stress og det dræner mig.
Tapper mig for energi, overskud, latter, smil og andet godt.

Jeg får hjælp hos en psykolog med speciale i stress. Hun er dygtig.
Problemet er bare at sammen med stressen, har jeg udviklet angst. Angst for at dø, for mennesker, for min skole (er dog blevet tåleligt at være deroppe igen), for at miste, for at gå i butikker, for at blive alvorligt syg, angst for at miste kontrollen og ja, angst for at få angst.
Tror jeg har undertrykt min krops følelser og signaler i lang tid, og derfor er jeg der hvor jeg er nu.

Jeg fødte i 2009 en dejlig datter, men hun er hjerneskadet og har svær epilepsi. Da hun var 3 mdr gammel havde hun oppe over 1000 kramper om dagen. Krampede hun ikke, så enten sov eller skreg hun.
Læger og sygeplejersker fortalte os, at de ikke længere var sikker på at hun ville overleve. Hun lå på en børneintensiv-afdeling.
Min mand var meget ked af det, og jeg måtte være den stærke.
Mange har siden fortalt mig, at de var overrasket over min manglende reaktion på at min datter kunne dø. At jeg ikke græd eller at jeg i det mindste sagde noget. Men jeg havde ingen reaktion. Og jeg skammer mig.
Jeg tror bare ikke at min krop kan holde til at undertrykke følelser mere og derfor kommer min reaktion først nu.
Havde hele tiden følelsen jeg skulle være stærk, både for min mand og for min syge datter.

Heldigvis har min datter det godt, efter omstændighederne. Og hun er nu 3 år og højt elsket af os alle. Vores guld!

I november sidste år, kørte min mand galt i lastbil. Han væltede på hovedet 10-15 meter ned af en skrænt.
Fik en opringning om at smide alt hvad jeg havde i hænderne og så komme afsted. Der blev ikke nævnt noget om ham, andet end at han var kørt galt og røret blev lagt på. Jeg vidste jo hverken ud eller ind. Vidste ikke om han klarede den, var kritisk kommet til skade eller om han var død.
Der gik 15 min før jeg fandt ud af at han var i live, men at han havde brækket ryggen 4 steder.
Men alle de tanker der fløj igennem mit hoved i de 15 min, det er bare ikke til at beskrive.
Vi havde 3 uger forinden fundet ud af at jeg var gravid med Carolina. Og jeg stod der og intet vidste.

Min mands ryg har haft store konsekvenser for vores familie.
Jeg må klarer mange ting, for han kan ikke.
Og tanken om at jeg selv skulle gå hen og blive syg eller dø fra dem, det må bare ikke ske, for hvem skal så passe på dem?

Min frygt for at miste er blevet så voldsom.
Min mor ringede her til aften og fortalt at min morfar var blevet indlagt. Det var en blodprop, men den havde passeret.
Og jeg kunne øjeblikkeligt føle angsten.
Han har det jo godt, men for pokker - den dumme angst.

Føler mig begrænset! For mig besværliggjort.

Jeg vil så gerne min mand forstår det, eller bare prøver.
Jeg vil så gerne at han tager hånd om mig og passer på mig, og hjælper mig ud af det her.
Men han sidder bare der, foran sin computer.
Jeg er klar over at det nok er svært for ham, og det er nemmere at "gemme" sig væk og lade eksperterne om det, men jeg har brug for ham. Har brug for at han elsker mig og vil mig.

Men jeg føler mig så alene om det hele.

Beklager det blev så langt, men måtte før eller siden have det ned på skrift.

Puh, det lyder hårdt.  Jeg synes virkelig at det er synd at du skammer dig! Du har gjort alt hvad du kunne for at være den stærke og holde sammen på forholdet og familien. Det er sejt! Og totalt naturligt at du ikke kan holde til det i længden.

Indvier du ham i de tanker du har? Ved han hvordan du føler? Og ved han at du savner at han er der for dig?

Det er godt at du går til psykolog og får snakket tingene igennem. 

Har du/I overvejet parterapi?

AnnaKJ skriver:

Synes efterhånden det er ved at være ret frustrerende.
Jeg er syg - virkelig syg! Jeg er syg af stress og det dræner mig.
Tapper mig for energi, overskud, latter, smil og andet godt.

Jeg får hjælp hos en psykolog med speciale i stress. Hun er dygtig.
Problemet er bare at sammen med stressen, har jeg udviklet angst. Angst for at dø, for mennesker, for min skole (er dog blevet tåleligt at være deroppe igen), for at miste, for at gå i butikker, for at blive alvorligt syg, angst for at miste kontrollen og ja, angst for at få angst.
Tror jeg har undertrykt min krops følelser og signaler i lang tid, og derfor er jeg der hvor jeg er nu.

Jeg fødte i 2009 en dejlig datter, men hun er hjerneskadet og har svær epilepsi. Da hun var 3 mdr gammel havde hun oppe over 1000 kramper om dagen. Krampede hun ikke, så enten sov eller skreg hun.
Læger og sygeplejersker fortalte os, at de ikke længere var sikker på at hun ville overleve. Hun lå på en børneintensiv-afdeling.
Min mand var meget ked af det, og jeg måtte være den stærke.
Mange har siden fortalt mig, at de var overrasket over min manglende reaktion på at min datter kunne dø. At jeg ikke græd eller at jeg i det mindste sagde noget. Men jeg havde ingen reaktion. Og jeg skammer mig.
Jeg tror bare ikke at min krop kan holde til at undertrykke følelser mere og derfor kommer min reaktion først nu.
Havde hele tiden følelsen jeg skulle være stærk, både for min mand og for min syge datter.

Heldigvis har min datter det godt, efter omstændighederne. Og hun er nu 3 år og højt elsket af os alle. Vores guld!

I november sidste år, kørte min mand galt i lastbil. Han væltede på hovedet 10-15 meter ned af en skrænt.
Fik en opringning om at smide alt hvad jeg havde i hænderne og så komme afsted. Der blev ikke nævnt noget om ham, andet end at han var kørt galt og røret blev lagt på. Jeg vidste jo hverken ud eller ind. Vidste ikke om han klarede den, var kritisk kommet til skade eller om han var død.
Der gik 15 min før jeg fandt ud af at han var i live, men at han havde brækket ryggen 4 steder.
Men alle de tanker der fløj igennem mit hoved i de 15 min, det er bare ikke til at beskrive.
Vi havde 3 uger forinden fundet ud af at jeg var gravid med Carolina. Og jeg stod der og intet vidste.

Min mands ryg har haft store konsekvenser for vores familie.
Jeg må klarer mange ting, for han kan ikke.
Og tanken om at jeg selv skulle gå hen og blive syg eller dø fra dem, det må bare ikke ske, for hvem skal så passe på dem?

Min frygt for at miste er blevet så voldsom.
Min mor ringede her til aften og fortalt at min morfar var blevet indlagt. Det var en blodprop, men den havde passeret.
Og jeg kunne øjeblikkeligt føle angsten.
Han har det jo godt, men for pokker - den dumme angst.

Føler mig begrænset! For mig besværliggjort.

Jeg vil så gerne min mand forstår det, eller bare prøver.
Jeg vil så gerne at han tager hånd om mig og passer på mig, og hjælper mig ud af det her.
Men han sidder bare der, foran sin computer.
Jeg er klar over at det nok er svært for ham, og det er nemmere at "gemme" sig væk og lade eksperterne om det, men jeg har brug for ham. Har brug for at han elsker mig og vil mig.

Men jeg føler mig så alene om det hele.

Beklager det blev så langt, men måtte før eller siden have det ned på skrift.

Stort  For at du så ærligt beskriver  hvordan du har det....det er det største og sværeste skridt på vejen. Jeg tænker intet under du har det som du skriver med det du har været igennem. Lyder som poat traumatisk stress syndrom som ofte har Angst som følge.... Kan læse du går hos en psykolog...men er det nok? Hvad siger din læge?

Sender

modesty skriver:

Puh, det lyder hårdt. 

Indvier du ham i de tanker du har? Ved han hvordan du føler? Og ved han at du savner at han er der for dig?

Har du/I overvejet parterapi?

Ja. Jeg fortæller ham hvordan jeg har det og hvordan jeg føler, han siger han forstår, men tror han føler sig lidt magtesløs?

Har tit overvejet det, men han vil ikke.

rimor skriver:

Stort  For at du så ærligt beskriver  hvordan du har det....det er det største og sværeste skridt på vejen. Jeg tænker intet under du har det som du skriver med det du har været igennem. Lyder som poat traumatisk stress syndrom som ofte har Angst som følge.... Kan læse du går hos en psykolog...men er det nok? Hvad siger din læge?

Sender

Jeg ved endnu ikke om det er nok, har været der 3 gange.
Hun mener jeg skal regne med mindst 6 mdr før jeg har det okay igen, men det kunne også varer længere alt afhængig af hvordan jeg reagere på behandlingen.

Har overvejet andre alternative behandlinger, fx. hypnose.
Og så får jeg massage, zoneterapi og kranio sakralterapi, og arbejder lidt med mindfullness.

Ja. Jeg fortæller ham hvordan jeg har det og hvordan jeg føler, han siger han forstår, men tror han føler sig lidt magtesløs?

Har tit overvejet det, men han vil ikke.

OK. Jeg tror virkelig at det ville være godt for jer med parterapi. Herhjemme er det nogen helt andre problemer vi har, men vi har været SÅ glade for at kunne snakke om dem sammen med en psykolog. Det letter virkelig.

Hvis jeg var dig, ville jeg prøve igen. Fortæl ham at det er noget HAN kan gøre for DIG. At det ikke handler om hans problemer, men om dine, og at han virkelig kan hjælpe dig ved at gå med til det. Måske han er bange for det fordi han tror at han vil blive kritiseret og bebrejdet?

modesty skriver:

OK. Jeg tror virkelig at det ville være godt for jer med parterapi. Herhjemme er det nogen helt andre problemer vi har, men vi har været SÅ glade for at kunne snakke om dem sammen med en psykolog. Det letter virkelig.

Hvis jeg var dig, ville jeg prøve igen. Fortæl ham at det er noget HAN kan gøre for DIG. At det ikke handler om hans problemer, men om dine, og at han virkelig kan hjælpe dig ved at gå med til det. Måske han er bange for det fordi han tror at han vil blive kritiseret og bebrejdet?

Han er rigtig bange for at blive dømt, det er efter vi fik vores datter.
Rigtig mange kigger mærkeligt efter os når vi kommer med hende og mange vi troede var venner hører vi slet ikke til mere.

AnnaKJ skriver:

Han er rigtig bange for at blive dømt, det er efter vi fik vores datter.
Rigtig mange kigger mærkeligt efter os når vi kommer med hende og mange vi troede var venner hører vi slet ikke til mere.

Det lyder ikke sjovt. Det må også være rigtig hårdt for ham.  Gid han kunne forstå at man hos en psykolog jo netop IKKE bliver dømt. Det er et frirum hvor man kan få lov til at tale om hvordan man har det.

Men der er desværre mange mænd der har det svært med terapi. Min mand var også modstander i flere år, indtil jeg gjorde det klart for ham at det var absolut nødvendigt for mig. Og nu er han virkelig glad for det.

modesty skriver:

Det lyder ikke sjovt. Det må også være rigtig hårdt for ham.  Gid han kunne forstå at man hos en psykolog jo netop IKKE bliver dømt. Det er et frirum hvor man kan få lov til at tale om hvordan man har det.

Men der er desværre mange mænd der har det svært med terapi. Min mand var også modstander i flere år, indtil jeg gjorde det klart for ham at det var absolut nødvendigt for mig. Og nu er han virkelig glad for det.

Det samme siger min psykolog.
Og jeg har prøvet at forklarer ham det, men han har bare slet ikke lyst og jeg synes et eller andet sted at det er synd for ham.

Dejligt det virker for jer og at din mand var villig til det for din skyld.

Årh søde søde Anna.

Jeg ville ønske jeg kunne lette din byrde+ gøre Lærke rask, så du ikke skulle kæmpe med dette.

Jeg håber at du og din mand kommer igennem dette som et styrket par. At han hjælper dig så du indser at du ikke altid behøver være den stærke. Du må også godt være den skal passes på. Bare engang imellem.

Du må godt være den der sætter dig foran computeren bare for at glemme, også selv om det bare er for et øjeblik .

Du og din familie har været igennem en masse som ikke mange kunne klare. Men I har dog klaret det. Selv om du nu er syg så skal du tro på at du har gjort et enormt flot stykke arbejde. Det må du aldrig tvivle på.

Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive for jeg ved at uanset hvad jeg skriver vil det ikke kunne ændre på situationen. Men hvis du har brug for at få det ud. For at 'snakke' med andre end din familie og din psykolog om det så er du mere end velkommen til at skrive til mig. Det håber jeg du ved! Åhh jeg ville ønske jeg kunne gøre en masse for dig. Om ikke andet så bare hjælpe med at give din mand et spark i r*ven som får ham til at indse hvor meget du elsker ham og har brug for ham i denne periode.

Får du noget hjælp i hjemmet så alle opgaverne ikke også tynger? Hvad har I af hjælp til Lærke for tiden?