Er anonym, men hvis i kan gennemskue mig er det ok, bare i holder det for jer selv.
Har en datter på omkring 14 måneder (herfra R) og er gravid med barn nr. 2 som kommer til foråret.
Mine svigerforældre har en hund, sådan en hyrdehund, J. J og vores datter er bare de bedste venner, og J følger efter R rundt i hele hytten, når vi er der. R er sågar kommet til at lægge sig på J ved en fejl, og det reagerede J ikke på. Til Js forsvar skal siges, at hun er vokset op med børn i hjemmet, så derfor er hun self. vant til det. Det er dejligt, og jeg tænker aldrig over, om J er i nærheden af R uden vi er der, for jeg ved, at J aldrig ville gøre noget.
Så har vi min far og hans kone. De har en hund, en jack russel terrier, C. C har de fra et dyreinternat, og de kender ikke så meget til hans fortid, bortset fra han nok ikke har fået mega meget kærlighed. Men min far og kone har gjort ham til en meget kærlig hyggehund. Min fars kone har ikke egne børn, og hunden er klart hendes barn. Spørger i mig, bliver den behandlet ALT for meget som et menneske, men jeg kan også godt forstå at hun er endt med at omplacere den kærlighed hun kunne have haft for eget barn. Den er altid med i sofa og sengen (og det synes jeg er ok), men værre endnu er, når der er spist færdig hos os ved bordet, får den lov at komme op på skødet af min fars kone og slikke tallerkner oppe på bordet
Det er bare én ting, der er også mange andre, og han er ikke så velopdraget. Han hader andre hunde og gør og knurrer af dem, og de har udbygget vindueskarme i gæsteværelset, hvor han ligger når de er på job, og så ligger han på sit lammeskind og gør af dem, der går forbi.
Problemet er, at C hader vores datter R! Jeg har aldrig stolet 100% på C, det gjorde jeg med min far og kones gamle hund, som nu er gået bort. Men har bare altid haft en fornemmelse af, at han nok har haft en lille brist.
Lige siden dag 1, har han knurret af vores datter. Han får self. at vide "NEJ", men det har ikke rigtig nogen effekt. Da hun var lille, var det ikke SÅ stort et problem, når vi kunne have hende hos os, men nu løber hun jo rundt i huset, og så føler hunden sig nok jaloux - R er ikke interesseret i hunden, så hun lader ham bare være, men hunden bemærker jo, at alle er dybt fascinerede af vores datter, taler "babysprog" til hende i stedet for hunden, plus hun jo er nede i hans højde.
Hunden får også opmærksomhed, når vi er der, men han kan ikke klare, at han ikke er i centrum. Så han knurrer af hende når han kan komme til det - Så vi kan IKKE lade hende gå rundt alene, og da vi var på overnatning i går, måtte vi simpelthen lukke ham ud af stuen, fordi det var for stort et stresselement. Men så stod han bare ude i gangen og peb og gøede.
Stuedøren har glasruder, og vores datter elsker døre, så hun går jo hen for at se ud, og 3-4 gange skete der det, at hunden ude på den anden side af døren hoppede op, viste tænder og "snappede" (dog med rude mellem dem), imens han knurrede og gøede af hende. Vores lille pige bliver self. vildt ked af det, og løber smågrædende hen til mig og siger "mo-mo-mo-mo" og vil op. Han blev ikke irettesat ret meget, da han gjorde de ting.
Jeg ved ikke hvad vi skal gøre - Jeg er ikke tryg ved at komme der, når hunden er der. Vi var der i går, og gangen før var mens der var mega varmt, og det er helt ærligt pga. hunden. De siger, at det bliver bedre, når hun bliver større, men vi har jo ligesom én mere på vej, og kommer ALDRIG til at stole på den hund!
De talte om her i går, at måske skulle de købe mundkurv den kunne få på, når vi var på besøg med børn. Det synes jeg bare ikke er nogen løsning, for det forhindrer ham måske i at bide, men det ændrer ikke hans adfærd PLUS det betyder, at han kommer til at forbinde vores besøg med ubehag og mundkurv. Synes jo ikke det burde være nødvendigt hunden går med mundkurv inde i eget hjem 
Hvad skal vi gøre? Vi kan ikke blande os i hundeopdragelsen, jeg har haft mange konflikter med dem, da jeg var teenager, som vi endelig har lagt bag os, og jeg ved, at de ikke er villige til hård disciplin på det område, for hunden er jo "deres barn".
Men det virker bare heller ikke som en løsning at sige, at så kommer vi simpelthen aldrig på besøg. For vi elsker dem jo, de er nær familie. Vores børn kommer bare ALDRIG til at være i nærheden af de hund, den risiko vil jeg IKKE løbe! Og min far og stedmor er selv utrygge, fordi C udviser så truende adfærd overfor vores datter. Hunden kan sikkert mærke vi er nervøse, men den nervøsitet kan jeg ikke lægge fra mig, så længe han mener, at vores datter er under ham i flokken og han mener, at hun er en trussel.
Gode råd? - Som sagt har vores datter aldrig gjort hunden noget, hun er slet ikke interesseret i den. Hun går heller ikke i dens ting..