Jeg er virkelig kommet i tvivl!

mor:) skriver:

Din mand lyder til at være psykisk ustabil og meget usikker på sig selv. 

Jeg har været i et lignende forhold. Købte tøj efter hvad jeg troede min kæreste ville godkende, gik ikke i make-up længere, var bange for at møde nogen af drengene fra klassen mens jeg gik tur med kæresten, hvis nu drengen stoppede op for at small-talke. Jamen listen blev kun længere med årene. Min daværende kæreste fandt hurtigt ud af at hvis han kunne få mig til det, så vil han også kunne kræve mere. Han sagde også altid at han ville begå selvmord hvis jeg forlod ham. Det er et smart trick for at holde på kvinden.

Den eneste forskel på dit forhold og det jeg havde er, at der også var vold indblandet efter noget tid.

Det er ikke noget DU kan snakke med din kæreste om. Han har brug for proffesionel hjælp.

Men husk på at du kun har et liv, og du kun er ung en gang. Lev dit liv som du ønsker det. 

Jeg følte mig enorm befiret da jeg skred og det er helt bestemt ikke noget jeg fortryder. Et par år efter fandt jeg en dejlig kæreste, hvor jeg 100% kan være mig selv, for han elsker mig som jeg er. 

Sorry det blev så langt, men føler med de kvinder der går noget lignende igennem som jeg har. 

Kæmpe kram til dig. Håber du får det liv du ønsker og at du bliver lykkelig

Tusind tak for svar. Det gør mig ondt, at du har været i et forhold, hvor der også var vold indblandet.

Jeg synes bare det er så svært! Det ene øjeblik tænker jeg, nu smutter jeg. Det næste tænker jeg på alle vores gode stunder sammen. Jeg elsker ham jo. Jeg ved han elsker mig overalt på jorden, og vi har det i dagligdagen rigtig godt sammen. Derfor er jeg også bange for, om jeg nogensinde finder noget der er så "godt" igen. Hvis det giver nogen mening.

Vilgerneværegravid skriver:

Hvis du er i tvivl om det er manden for dig, så synes jeg bestemt ikke du skal få et barn med ham! Du er ung og kan uden problemer nå at finde en ny og få børn med. I mødte hinanden, da I var meget unge, og I er blevet "voksne" hurtigt. De fleste piger på din alder, går i byen og fester og nyder deres ungdom. Siger ikke der er noget forkert i at I har mødt hinanden tidligt, men tænk dig grundigt om! Er du lykkelig? HVad med om 10, 15år? 

Tak for svar.
Jeg synes det er svært at sige, om jeg er lykkelig. Jeg elsker min mand, og jeg elsker at vi har det så godt sammen i dagligdagen, når vi bare er os to. Jeg hader bare når det er i sociale sammenhænge, hvor man altid skal tænke på hvad man gør og siger. Jeg har aldrig haft en kæreste før, så jeg er måske også lidt bange for, at jeg aldrig finder noget, hvor vi har det så "godt". Forstået på den måde, at jeg ved min mand elsker mig, og vil gøre alt for mig, han har bare nogle meget skræppe grænser, når det kommer til at "dele" mig. Han siger han er bange for andre bliver forelsket i mig, hvis de ser mig, som jeg i virkeligheden er.
Jeg synes det er så svært! Skifter mening hele tiden

Tøs85 skriver:

Stort kram til dig..! Jeg har også været i et forhold hvor jeg måtte tænke over hvilket tøj jeg havde på og hvilke drenge jeg talte med.. Jeg slog op efter 2,5 år og det var det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv.. Jeg begyndte virkelig at nyde min ungdom og nu er jeg 26 og venter barn med den dejligste mand på jorden og er sindsygt glad for jeg ikke valgte at 'nøjes' med det jeg havde.. Du kan også blive lykkelig!!

Tak for svar.

Jeg har lige uddybet det lidt i mit svar ovenfor.

Anonym skriver:

Tusind tak for svar. Det gør mig ondt, at du har været i et forhold, hvor der også var vold indblandet.

Jeg synes bare det er så svært! Det ene øjeblik tænker jeg, nu smutter jeg. Det næste tænker jeg på alle vores gode stunder sammen. Jeg elsker ham jo. Jeg ved han elsker mig overalt på jorden, og vi har det i dagligdagen rigtig godt sammen. Derfor er jeg også bange for, om jeg nogensinde finder noget der er så "godt" igen. Hvis det giver nogen mening.

Der kommer en dag hvor "kun" jer to bare ikke er nok. Vi mennesker er nogle sociale dyr.

Jeg håber ikke du en dag sidder og fortryder og bebrejder din mand det, for det tror jeg kommer til at ske.

Hvad med pigeveninder. Har du stadig dem?

Anonym skriver:

Tak for svar.
Jeg synes det er svært at sige, om jeg er lykkelig. Jeg elsker min mand, og jeg elsker at vi har det så godt sammen i dagligdagen, når vi bare er os to. Jeg hader bare når det er i sociale sammenhænge, hvor man altid skal tænke på hvad man gør og siger. Jeg har aldrig haft en kæreste før, så jeg er måske også lidt bange for, at jeg aldrig finder noget, hvor vi har det så "godt". Forstået på den måde, at jeg ved min mand elsker mig, og vil gøre alt for mig, han har bare nogle meget skræppe grænser, når det kommer til at "dele" mig. Han siger han er bange for andre bliver forelsket i mig, hvis de ser mig, som jeg i virkeligheden er.
Jeg synes det er så svært! Skifter mening hele tiden

Jeg vil også tilføje at det altså er meget bevidst at "disse typer" mænd isolere deres kæreste for at sikre sig at hun ikke har noget netværk. 

 

 

mor:) skriver:

Der kommer en dag hvor "kun" jer to bare ikke er nok. Vi mennesker er nogle sociale dyr.

Jeg håber ikke du en dag sidder og fortryder og bebrejder din mand det, for det tror jeg kommer til at ske.

Hvad med pigeveninder. Har du stadig dem?

Ja, og det er det jeg kan mærke nu. Jeg mangler virkelig den sociale del, da det førhen var en stor del af mig. Det udviklede sig til en stor diskussion, fordi jeg gerne ville med til en julefest med min klasse.
Jeg havde nogle rigtig tætte drengevenner førhen, og jeg savner dem. Jeg savner de mennesker, som betød så meget for mig førhen. Jeg har altid været bedst til at snakke med drenge, men har få pigevenner.
Det er meget begrænset jeg snakker med dem. En-to gange om året ser jeg et par stykker. Har så én veninde, som jeg ser noget oftere, men det skal altid planlægges, så jeg er hjemme, når han kommer hjem, så vi kan hygge os sammen. Derefter følger en udspørgning, om hvem vi så snakkede om, og så en gennemgang af hvem det var jeg havde kysset med før jeg mødte ham. Fordi det var nogle drenge jeg lærte at kende gennem hende veninden.
Beklager det blev lidt rodet!

Anonym skriver:

Ja, og det er det jeg kan mærke nu. Jeg mangler virkelig den sociale del, da det førhen var en stor del af mig. Det udviklede sig til en stor diskussion, fordi jeg gerne ville med til en julefest med min klasse.
Jeg havde nogle rigtig tætte drengevenner førhen, og jeg savner dem. Jeg savner de mennesker, som betød så meget for mig førhen. Jeg har altid været bedst til at snakke med drenge, men har få pigevenner.
Det er meget begrænset jeg snakker med dem. En-to gange om året ser jeg et par stykker. Har så én veninde, som jeg ser noget oftere, men det skal altid planlægges, så jeg er hjemme, når han kommer hjem, så vi kan hygge os sammen. Derefter følger en udspørgning, om hvem vi så snakkede om, og så en gennemgang af hvem det var jeg havde kysset med før jeg mødte ham. Fordi det var nogle drenge jeg lærte at kende gennem hende veninden.
Beklager det blev lidt rodet!

Må jeg spørge dig om du får ondt i maven inden han kommer hjem? Frygter du hvad han nu vil spørge om?

Jeg synes helt klart du er ved at blive isoleret. Tilsidst må du heller ikke være sammen med veninden, for det kunne jo være der kommer nogen drenge og hvis hun får sig en kæreste så kunne det jo være han er der.

mor:) skriver:

Må jeg spørge dig om du får ondt i maven inden han kommer hjem? Frygter du hvad han nu vil spørge om?

Jeg synes helt klart du er ved at blive isoleret. Tilsidst må du heller ikke være sammen med veninden, for det kunne jo være der kommer nogen drenge og hvis hun får sig en kæreste så kunne det jo være han er der.

Det gør jeg nogen gange. Jeg undlader også tit at fortælle ham, hvis en dreng har sagt noget til mig i skolen, fordi jeg ved at så skal han have alt muligt at vide om, hvem han er, hvor mange gange jeg har snakket med ham, om han er i forhold og alt sådan noget. Og så slutter han af med. Det er ikke dig jeg ikke stoler på, jeg stoler bare ikke på andre.

Min veninde har en mand, og min mand bryder sig bestemt heller ikke om, at han er der. Fordi han også kendte mig førhen, hvor jeg jo bare levede livet og kyssede lidt med nogle drenge engang imellem.

Det værste er alle de spørgsmål hele tiden. Jeg skal gang på gang forklare noget som skete lang tid før jeg lærte ham at kende. Det udkører mig helt vildt.
Men at tage skridtet og forlade ham, det ved jeg bare ikke om er det rigtige. Hvordan bliver man sikker på det?
Tænker også meget på vores familier, hvad vil de ikke sige?

Anonym skriver:

Det gør jeg nogen gange. Jeg undlader også tit at fortælle ham, hvis en dreng har sagt noget til mig i skolen, fordi jeg ved at så skal han have alt muligt at vide om, hvem han er, hvor mange gange jeg har snakket med ham, om han er i forhold og alt sådan noget. Og så slutter han af med. Det er ikke dig jeg ikke stoler på, jeg stoler bare ikke på andre.

Min veninde har en mand, og min mand bryder sig bestemt heller ikke om, at han er der. Fordi han også kendte mig førhen, hvor jeg jo bare levede livet og kyssede lidt med nogle drenge engang imellem.

Det værste er alle de spørgsmål hele tiden. Jeg skal gang på gang forklare noget som skete lang tid før jeg lærte ham at kende. Det udkører mig helt vildt.
Men at tage skridtet og forlade ham, det ved jeg bare ikke om er det rigtige. Hvordan bliver man sikker på det?
Tænker også meget på vores familier, hvad vil de ikke sige?

Den med familie holdte også mig tilbage i alt for lang tid. Du må bare skide på hvad de vil sige. Og jeg er sikker på at hvis du fortæller dine forældre hvordan forholdet har været, ville de bakke dig op i din beslutning.

Du kan være sikker i og med du ikke må være dig selv, du bliver begrænset. I har ikke et åbent forholdt hvor man kan sige alt til hinanden.

Det med at det ikke er dig men dem som han ikke stoler på er noget mundlort. For hvis han stolede på dig, ville det ikke røre ham om der så var 30 der lagde an på dig.

Jeg synes det er et enorm usundt forhold og ødelæggende for din selvtillid og selvværd.

mor:) skriver:

Den med familie holdte også mig tilbage i alt for lang tid. Du må bare skide på hvad de vil sige. Og jeg er sikker på at hvis du fortæller dine forældre hvordan forholdet har været, ville de bakke dig op i din beslutning.

Du kan være sikker i og med du ikke må være dig selv, du bliver begrænset. I har ikke et åbent forholdt hvor man kan sige alt til hinanden.

Det med at det ikke er dig men dem som han ikke stoler på er noget mundlort. For hvis han stolede på dig, ville det ikke røre ham om der så var 30 der lagde an på dig.

Jeg synes det er et enorm usundt forhold og ødelæggende for din selvtillid og selvværd.

Ja, det har du helt ret i. Hvis ikke jeg er lykkelig, er det ikke et liv der er værd at leve, og det må familierne jo også acceptere.
Men puha hvor er det altså hårdt! Jeg troede aldrig jeg skulle igennem det her. Var så helt igennem forelsket i ham længe. Og troede at det var helt normalt, at ting ændrede sig, når man kom i fast forhold. Men måske bare ikke så meget. Man skal jo stadig have sig selv med i det.