Er der nogen drømme-eksperter tilstede?:)

Lå og snakkede med kæresten om de mærkelige drømme jeg af og til får, og han sagde jeg måske skulle få det luftet et sted, så det gør jeg lige  

Det handler om, at siden jeg fik min dreng for 5 år siden har jeg af og til drømme/mareridt hvor der sker nogenlunde det samme. Jeg er ude og lave noget med min dreng (og måske andre) og så glemmer jeg ham der! Det kan være i et supermarked, på en restaurant, inde i byen, i en bus, eller whatever sted - pointen er at jeg glemmer ham og kommer i tanker om det måske først timer efter! Hvor jeg så paniker en lille smule, og vågner som regel så. 
Hvorfor glemmer jeg dog min søn? Det er da noget sært noget! 

Nu er jeg gravid, så mine drømme er bare blevet dét mere livagtige, så det føles bare så ubehageligt - jeg forestiller mig jo at han er alene og forvirret og ked af det, når jeg har glemt ham! 

Havde engang et andet gentagende mareridt, hvor jeg blev jaget af et vildt dyr (ofte en tiger, en løve eller en bjørn), og farede vild inde i en masse rum, hvor jeg lukkede dør efter dør for at lukke det her vilde dyr ude! Men efter jeg fik snakket med én om det (en slags drømme-ekspert, call it whatever ) og hun fortalte at jeg blot skulle konfrontere dyret i stedet for at løbe fra det så har den drøm aldrig dukket op siden.. underligt, i know, og jeg er altså ikke spor spirituel.. 

Så jeg tænkte at i måske kunne være behjælpelige med den her drøm om min søn, som jeg glemmer gang på gang  

Gigl skriver:

Lå og snakkede med kæresten om de mærkelige drømme jeg af og til får, og han sagde jeg måske skulle få det luftet et sted, så det gør jeg lige  

Det handler om, at siden jeg fik min dreng for 5 år siden har jeg af og til drømme/mareridt hvor der sker nogenlunde det samme. Jeg er ude og lave noget med min dreng (og måske andre) og så glemmer jeg ham der! Det kan være i et supermarked, på en restaurant, inde i byen, i en bus, eller whatever sted - pointen er at jeg glemmer ham og kommer i tanker om det måske først timer efter! Hvor jeg så paniker en lille smule, og vågner som regel så. 
Hvorfor glemmer jeg dog min søn? Det er da noget sært noget! 

Nu er jeg gravid, så mine drømme er bare blevet dét mere livagtige, så det føles bare så ubehageligt - jeg forestiller mig jo at han er alene og forvirret og ked af det, når jeg har glemt ham! 

Havde engang et andet gentagende mareridt, hvor jeg blev jaget af et vildt dyr (ofte en tiger, en løve eller en bjørn), og farede vild inde i en masse rum, hvor jeg lukkede dør efter dør for at lukke det her vilde dyr ude! Men efter jeg fik snakket med én om det (en slags drømme-ekspert, call it whatever ) og hun fortalte at jeg blot skulle konfrontere dyret i stedet for at løbe fra det så har den drøm aldrig dukket op siden.. underligt, i know, og jeg er altså ikke spor spirituel.. 

Så jeg tænkte at i måske kunne være behjælpelige med den her drøm om min søn, som jeg glemmer gang på gang  

Jeg kender det så godt,. Dog ikke drømme hvor jeg glemmer mine børn men hvor min forlovede er mig utro gang på gang,. Hvor jeg hver gang opdager det og han er ligeglad og hvor det ender med vi går fra hinanden,. Det er mine typiske drømme når jeg er gravid,. Men kun når jeg er gravid,. Og drømmene føltes så ægte, og når jeg vågner har jeg enten tårer i øjnene ellers vågner jeg at jeg tud brøler,.

Jeg håber dit/dine mareridt går over, det er bestemt ikke sjove drømme,.!

Mange af den slags drømme ha rnoget med din underbevidsthed at gøre (jeg er IKKE drømmetyder, taler kun af egen erfaring)

Så altså, du drømmer, at du glemmer dit barn et sted, at han er ked af det og forvirret, fordi han ikke kan finde dig. 

Det drømmer du sikkert fordi det er en af de største frygter du har, altså at du skal glemme ham et sted, sådan at du kommer til at være den der er skyld i at han bliver skræmt, og måske mister tilliden til dig. 

Så hvis du skal gøre som i den anden drøm, hvor du konfronterede udyret. Kan man sige, at du skal bevidst overbevise dig selv om at du ER god nok til at passe på din søn, og at du selvfølgelig ikke glemmer ham nogen steder. 

Når jeg selv har den slags drømme, er det oftest at min familie, venner, børn og jeg selv, er blevet påført en eller anden ulykke. For eksempel at vi bliver taget til fange af en psykopat, og jeg øjner en chance for at slippe væk, men jeg kan så kun nå at redde et af mine børn ud af de to jeg har. 

Et af de seneste eksempler, er netop at jeg og mine børn bliver taget til fange, af en psykopat, som mener vi skal bo hos ham som familie nu. 
efter en rum tid tror han at han har knækket mig, og at jeg ikek vil flygte, så han bliver lemfældig med dørene og med at holde vagt over os. Derfor bliver der en mulighed for at jeg kan slippe væk, og stikke af, uden at han stopper os. Men jeg kan kun bære et barn af gangen, og mine børn er urgerlige, og bliver derfor ikke der hvor jeg stiller dem. 
Så jeg løber ud ad døren, med et barn i armene, sætter barnet udenfor, og løber ind efter det andet. Da jeg sætter barn nummer 2 udenfor, er barn nummer 1 løbet ind igen, og sådan fortsætter det, til jeg må give op, eller vågner. 

Den gang jeg selv var barn, lå jeg ofte vågen HELE natten, især hvis vi sov ude, og tænkte på hvordan jeg skulle redde hele familien, hvis der opstod brand et sted i huset. 
Når jeg havde tænkt den situation igennem, og skulle lige til at falde i søvn, så startede det forfra med, at jeg måtte udtænke en ny plan, for hvis nu branden opstod et ANDET sted i huset. 

Og jeg har haft MASSER af drømme, hvor der sker ulykker, og en eller flere personer er i fare for at dø, og jeg er den eneste der har opdaget det, og jeg kan ikke komme i kontakt med nogen andre, eller få dem overbevist om faren, og så er det op til mig at redde vedkommende. 

Det er en "skade" af at føle mig FOR ansvarlig som barn. Og alle de her tvangstanker og ulykkes drømme, skyldes at jeg i min underbevidsthed er tragisk bange for ikke at kunne redde alle, og være lige god ved alle, hvis noget skulle ske. 

mariamiss6 skriver:

Mange af den slags drømme ha rnoget med din underbevidsthed at gøre (jeg er IKKE drømmetyder, taler kun af egen erfaring)

Så altså, du drømmer, at du glemmer dit barn et sted, at han er ked af det og forvirret, fordi han ikke kan finde dig. 

Det drømmer du sikkert fordi det er en af de største frygter du har, altså at du skal glemme ham et sted, sådan at du kommer til at være den der er skyld i at han bliver skræmt, og måske mister tilliden til dig. 

Så hvis du skal gøre som i den anden drøm, hvor du konfronterede udyret. Kan man sige, at du skal bevidst overbevise dig selv om at du ER god nok til at passe på din søn, og at du selvfølgelig ikke glemmer ham nogen steder. 

Når jeg selv har den slags drømme, er det oftest at min familie, venner, børn og jeg selv, er blevet påført en eller anden ulykke. For eksempel at vi bliver taget til fange af en psykopat, og jeg øjner en chance for at slippe væk, men jeg kan så kun nå at redde et af mine børn ud af de to jeg har. 

Et af de seneste eksempler, er netop at jeg og mine børn bliver taget til fange, af en psykopat, som mener vi skal bo hos ham som familie nu. 
efter en rum tid tror han at han har knækket mig, og at jeg ikek vil flygte, så han bliver lemfældig med dørene og med at holde vagt over os. Derfor bliver der en mulighed for at jeg kan slippe væk, og stikke af, uden at han stopper os. Men jeg kan kun bære et barn af gangen, og mine børn er urgerlige, og bliver derfor ikke der hvor jeg stiller dem. 
Så jeg løber ud ad døren, med et barn i armene, sætter barnet udenfor, og løber ind efter det andet. Da jeg sætter barn nummer 2 udenfor, er barn nummer 1 løbet ind igen, og sådan fortsætter det, til jeg må give op, eller vågner. 

Den gang jeg selv var barn, lå jeg ofte vågen HELE natten, især hvis vi sov ude, og tænkte på hvordan jeg skulle redde hele familien, hvis der opstod brand et sted i huset. 
Når jeg havde tænkt den situation igennem, og skulle lige til at falde i søvn, så startede det forfra med, at jeg måtte udtænke en ny plan, for hvis nu branden opstod et ANDET sted i huset. 

Og jeg har haft MASSER af drømme, hvor der sker ulykker, og en eller flere personer er i fare for at dø, og jeg er den eneste der har opdaget det, og jeg kan ikke komme i kontakt med nogen andre, eller få dem overbevist om faren, og så er det op til mig at redde vedkommende. 

Det er en "skade" af at føle mig FOR ansvarlig som barn. Og alle de her tvangstanker og ulykkes drømme, skyldes at jeg i min underbevidsthed er tragisk bange for ikke at kunne redde alle, og være lige god ved alle, hvis noget skulle ske. 

Det er så vildt, hvad vores underbevidsthed gør sig af tanker, hva! Det lyder som nogle ubehagelige situationer og dilemmaer du bliver sat i af dine tanker. 

Ja det er svært at vide hvad det bunder i, men tusind tak for dit svar og dit eget eksempel. Synes det er noget underligt noget, men vel egentlig også lidt spændende.. der må jo være årsager til at vi får variationer af den samme drøm af og til. Tror jeg..  

Gigl skriver:

Det er så vildt, hvad vores underbevidsthed gør sig af tanker, hva! Det lyder som nogle ubehagelige situationer og dilemmaer du bliver sat i af dine tanker. 

Ja det er svært at vide hvad det bunder i, men tusind tak for dit svar og dit eget eksempel. Synes det er noget underligt noget, men vel egentlig også lidt spændende.. der må jo være årsager til at vi får variationer af den samme drøm af og til. Tror jeg..  

Jamen det er jeg bestemt sikker på.

Nogle drømmetydere er ligesom i et helt andet spor, hvor store hunde betyder en eller anden følelse, og så videre....

Det synes jeg er liiiiige at overfortplke lidt. 

Jeg tror man meget skal se på, hvad det er man føler mens man er i drømmen, og så tage udgangspunkt i det. For oftest er det et spørgsmål om at underbevidstheden arbejder mens du sover, og så danner den en film, som er et scenarie over hvad dine tanker laver af roderi inden i dig. 

Så jeg tror på du bare skal tage fat i dig selv, og så se på om ikke du bare gør tingene godt nok  

Selvfølgelig er der jo chance for det ikke virker, nu hvor du er gravid og monsterhormonella, men så når du ligesom er færdig med at være gravid

Så altså, med min egen logiske forstand, og min viden om mine egne følelser, kan jeg rimeligt nemt fortolke den slags drømme for mit eget vedkommende. Det er jeg sikker på du også kan, hvis du kigger på dig selv, og lægger mærke til hvad du egentlig går og bekymrer dig om i det virkelige liv.

Selvom man kan fortolke drømmene selv, kan de hodt være skræmmende jo, når man er i dem, og det er svært at finde hovede og hale på tingene, når man vågner, hvis det er en meget livagtig drøm. 

Men altså, med tiden, og lidt ekstra god forståelse for sig selv, kan man lære at tage det roligt efterfølgende

Og du har ret, især det med ildebrand var rigtig svært. for jeg var jo ikke særlig gammel, og det var ikke engang en drøm. Det var simpelthen tvangstanker der holdt mig vågen hele nætter, og det var drænende, og skræmmende som død og helvede, at man som barn tror at der bare ikke er nogen andre end een selv, som er voksen og ansvarlig nok, til at redde lille mig ud af et brændende hus, og i stedet lader mig om de alvorlige ting.

Anyways, det er vidst ikke sket for mig i rigtig mange år nu tror jeg  

Jeg har kun nogle sære drømme ind i mellem...

Og ind i mellem, så ER det virkelig bare en sær drøm, som man simpelthen ikke kan finde hoved og hale i og som man bare må grine af

mariamiss6 skriver:

Jamen det er jeg bestemt sikker på.

Nogle drømmetydere er ligesom i et helt andet spor, hvor store hunde betyder en eller anden følelse, og så videre....

Det synes jeg er liiiiige at overfortplke lidt. 

Jeg tror man meget skal se på, hvad det er man føler mens man er i drømmen, og så tage udgangspunkt i det. For oftest er det et spørgsmål om at underbevidstheden arbejder mens du sover, og så danner den en film, som er et scenarie over hvad dine tanker laver af roderi inden i dig. 

Så jeg tror på du bare skal tage fat i dig selv, og så se på om ikke du bare gør tingene godt nok  

Selvfølgelig er der jo chance for det ikke virker, nu hvor du er gravid og monsterhormonella, men så når du ligesom er færdig med at være gravid

Så altså, med min egen logiske forstand, og min viden om mine egne følelser, kan jeg rimeligt nemt fortolke den slags drømme for mit eget vedkommende. Det er jeg sikker på du også kan, hvis du kigger på dig selv, og lægger mærke til hvad du egentlig går og bekymrer dig om i det virkelige liv.

Selvom man kan fortolke drømmene selv, kan de hodt være skræmmende jo, når man er i dem, og det er svært at finde hovede og hale på tingene, når man vågner, hvis det er en meget livagtig drøm. 

Men altså, med tiden, og lidt ekstra god forståelse for sig selv, kan man lære at tage det roligt efterfølgende

Og du har ret, især det med ildebrand var rigtig svært. for jeg var jo ikke særlig gammel, og det var ikke engang en drøm. Det var simpelthen tvangstanker der holdt mig vågen hele nætter, og det var drænende, og skræmmende som død og helvede, at man som barn tror at der bare ikke er nogen andre end een selv, som er voksen og ansvarlig nok, til at redde lille mig ud af et brændende hus, og i stedet lader mig om de alvorlige ting.

Anyways, det er vidst ikke sket for mig i rigtig mange år nu tror jeg  

Jeg har kun nogle sære drømme ind i mellem...

Og ind i mellem, så ER det virkelig bare en sær drøm, som man simpelthen ikke kan finde hoved og hale i og som man bare må grine af

Jeg har også fået fortalt -og tror på- at det handler om selve den følelse man har - ikke så meget om hændelsen. Og jeg føler mig nok som verdens ringeste mor i drømmen, der svigter sit barn. Det er normalt ikke en overskyggende følelse jeg har i virkeligheden.. men den må da ligge og gnave et sted.. 

Narh, det der med at specielle objekter i en drøm har bestemt betydning, det virker også sådan lidt... mja...

Ja, du må da et eller andet sted have følt et stort ansvar på dine små skuldre om at klare den voldsomme opgave, hvis en så frygtelig ting skulle opstå. Gad vide da hvorfor. 
Forestiller mig det er ligesom når jeg tager mig selv i at forestille mig det værste hvis min dreng f.eks. var lige ved at gøre noget farligt (løbe ud mod vejen, el. lign.) - kan simpelthen se lange scenarier for mig om at han f.eks. bliver kørt over, jeg ser det, jeg panikker, han er død, jeg er i chok, jeg skal sige det til familien, jeg skal igennem en sorgperiode.. Ej det er faktisk helt sygeligt, hva

Gigl skriver:

Jeg har også fået fortalt -og tror på- at det handler om selve den følelse man har - ikke så meget om hændelsen. Og jeg føler mig nok som verdens ringeste mor i drømmen, der svigter sit barn. Det er normalt ikke en overskyggende følelse jeg har i virkeligheden.. men den må da ligge og gnave et sted.. 

Narh, det der med at specielle objekter i en drøm har bestemt betydning, det virker også sådan lidt... mja...

Ja, du må da et eller andet sted have følt et stort ansvar på dine små skuldre om at klare den voldsomme opgave, hvis en så frygtelig ting skulle opstå. Gad vide da hvorfor. 
Forestiller mig det er ligesom når jeg tager mig selv i at forestille mig det værste hvis min dreng f.eks. var lige ved at gøre noget farligt (løbe ud mod vejen, el. lign.) - kan simpelthen se lange scenarier for mig om at han f.eks. bliver kørt over, jeg ser det, jeg panikker, han er død, jeg er i chok, jeg skal sige det til familien, jeg skal igennem en sorgperiode.. Ej det er faktisk helt sygeligt, hva

Ork, det er der skam en forklaring på

Den ikke helt korte version. 

Som barn var jeg aldrig rigtig barn. Jeg blev behandlet som et barn, forstået sådan at jeg dog ikke skulle gøre alt selv, og altså havde en masse voksne omkring mig.
Men de her voksne forventede så til gengæld, at jeg opførte mig som en voksen også. Der blev snakket "forbudt for børn" samtaler, trods jeg var tilstede, for jeg var jo stille, og blandede mig egentlig ikke. Hvis jeg stillede spørgsmål, som børn jo gør, til voksen ting, fik jeg ikke rigtig noget svar som var fyldestgørende, og jeg spurgte aldrig to gange. Så jeg skulle ligesom alligevel selv finde ud af alt ting, trods der var tilsyneladende udemærkede voksne omkring mig. 

Jeg følte heller ikke at der blev gjort noget, hvis jeg havde et problem, og jeg fremlagde det for de voksne. Altså, det var som om de voksne ikke tog ansvar og lod mig være et barn bare. Så jeg var i virkeligheden et barn med en voksen inden i, som hele tiden skulle trøste og passe på mig selv, og samtidig passe på at jeg ikke gjorde noget forkert over for resten af verdenen.

Jeg var generelt angst, og følte ofte jeg var panisk, men da det dukkede op for alvor havde jeg ikke en følelse af at jeg kunne snakke med nogle voksne, for hvis jeg havde den slags problemer, blev det negligeret. Derfor sagde jeg ikke noget, og gik hele min barndom i panik og angst, som jeg aldrig fortalte eller viste til nogen. 

Hvis jeg en sjælden gang, virkelig voldsomt sjældent, faktisk opførte mig som et barn, og måske lavede lidt ballade, eller forsøgte et lille oprør, oplevede jeg det som om at de voksnes verden faldt fuldstændig sammen om ørene på dem, og så var det igen op til mig at "sætte alt på plads for alle, så verden kunne blive normal". Så rent følelsmæssigt har jeg altid været ekstremt undertrykt, og lagt voldsomt beslag på mig selv. 

Så altså, det var som om det var en selvfølge, at hvis noget gik galt, så var det op til mig at holde hovedet koldt, og være den der lige kunne ordne og fikse det hele igen.

Så kan du lige forestille dig min skræk for hvordan sådan en lille en som mig, skulle kunne passe på og oven i købet redde en hel familie, hvis sommerhuset stod i bål, og een eller andens udvej var spærret

det var sådan jeg havde det. Der er selvfølgelig mange flere aspekter i det, men nu var din tråd jo om at tyde drømme

mariamiss6 skriver:

Ork, det er der skam en forklaring på

Den ikke helt korte version. 

Som barn var jeg aldrig rigtig barn. Jeg blev behandlet som et barn, forstået sådan at jeg dog ikke skulle gøre alt selv, og altså havde en masse voksne omkring mig.
Men de her voksne forventede så til gengæld, at jeg opførte mig som en voksen også. Der blev snakket "forbudt for børn" samtaler, trods jeg var tilstede, for jeg var jo stille, og blandede mig egentlig ikke. Hvis jeg stillede spørgsmål, som børn jo gør, til voksen ting, fik jeg ikke rigtig noget svar som var fyldestgørende, og jeg spurgte aldrig to gange. Så jeg skulle ligesom alligevel selv finde ud af alt ting, trods der var tilsyneladende udemærkede voksne omkring mig. 

Jeg følte heller ikke at der blev gjort noget, hvis jeg havde et problem, og jeg fremlagde det for de voksne. Altså, det var som om de voksne ikke tog ansvar og lod mig være et barn bare. Så jeg var i virkeligheden et barn med en voksen inden i, som hele tiden skulle trøste og passe på mig selv, og samtidig passe på at jeg ikke gjorde noget forkert over for resten af verdenen.

Jeg var generelt angst, og følte ofte jeg var panisk, men da det dukkede op for alvor havde jeg ikke en følelse af at jeg kunne snakke med nogle voksne, for hvis jeg havde den slags problemer, blev det negligeret. Derfor sagde jeg ikke noget, og gik hele min barndom i panik og angst, som jeg aldrig fortalte eller viste til nogen. 

Hvis jeg en sjælden gang, virkelig voldsomt sjældent, faktisk opførte mig som et barn, og måske lavede lidt ballade, eller forsøgte et lille oprør, oplevede jeg det som om at de voksnes verden faldt fuldstændig sammen om ørene på dem, og så var det igen op til mig at "sætte alt på plads for alle, så verden kunne blive normal". Så rent følelsmæssigt har jeg altid været ekstremt undertrykt, og lagt voldsomt beslag på mig selv. 

Så altså, det var som om det var en selvfølge, at hvis noget gik galt, så var det op til mig at holde hovedet koldt, og være den der lige kunne ordne og fikse det hele igen.

Så kan du lige forestille dig min skræk for hvordan sådan en lille en som mig, skulle kunne passe på og oven i købet redde en hel familie, hvis sommerhuset stod i bål, og een eller andens udvej var spærret

det var sådan jeg havde det. Der er selvfølgelig mange flere aspekter i det, men nu var din tråd jo om at tyde drømme

Jamen hold da op! Det lyder ikke som nogen specielt sund opvækst.. Det er et tungt ansvar på så små skuldre, at skulle vide hvornår man må snakke og hvornår man ikke må - hvornår man må opføre sig som et barn og hvornår man ikke må - og hvornår man skal passe på de andre. Det ville få nogle børn til at gå i konstant oprør fordi de er forvirrede og SÅ er det let at se, at der er noget galt, men en reaktion som din - af overdrevet tilpassethed - gør det svært at se at der overhovedet er et problem. 
Det lyder til du har fået tingene bearbejdet med den beundringsværdige selvindsigt du har dig. 

Gigl skriver:

Jamen hold da op! Det lyder ikke som nogen specielt sund opvækst.. Det er et tungt ansvar på så små skuldre, at skulle vide hvornår man må snakke og hvornår man ikke må - hvornår man må opføre sig som et barn og hvornår man ikke må - og hvornår man skal passe på de andre. Det ville få nogle børn til at gå i konstant oprør fordi de er forvirrede og SÅ er det let at se, at der er noget galt, men en reaktion som din - af overdrevet tilpassethed - gør det svært at se at der overhovedet er et problem. 
Det lyder til du har fået tingene bearbejdet med den beundringsværdige selvindsigt du har dig. 

Haha nej jeg er stadig aldeles fucked up. 

Jeg var meget bedre til at skjule det som barn.

Men som voksen har jeg lært at analysere og snakke fanden et øre af

Det er dog ikke meget bearbejdet af den grund, jeg opdager stadig ting som forklarer en MASSE.

Men altså, jeg er her da endnum og der opstod heldigvis ikke nogen brand, så alle de andre er her også stadig

mariamiss6 skriver:

Haha nej jeg er stadig aldeles fucked up. 

Jeg var meget bedre til at skjule det som barn.

Men som voksen har jeg lært at analysere og snakke fanden et øre af

Det er dog ikke meget bearbejdet af den grund, jeg opdager stadig ting som forklarer en MASSE.

Men altså, jeg er her da endnum og der opstod heldigvis ikke nogen brand, så alle de andre er her også stadig

 

Heldigt, ingen brænd ;D hehe..

Nå ja, sådan kan man vel også se på det. Store kram til dig for det måtte have skullet gå igennem (og stadig gør?) - mine drømme kan ikke forklares med noget tilbage fra barndommen, det tvivler jeg i hvert fald på