Højgravid og kæresten er skredet.. hvad gør jeg?

Øv sikke en situation at stå i  KÆMPE  til dig!!!
Mht at han skifter mening så tror jeg det ikke, hvis han ikke ser hans andet barn så kan man nok ikke tro det forandre sig med jeres
Men selvom den tanke omkring en familie er vigtig, så er det vigtigste at dig og baby har det godt og baby har et forbilled.. der er mange mænd som ville tage barnet til sig og være forbilled.. Jeg synes du skal droppe tanken og håbet om ham.
Kan godt se det hårdt at skulle stå med tingene selv og alt det omkring bolig osv, er ikke sjovt.. men er sikker på du nok skal klare den!!

kæmpe kram til dig jeg kan ikke sige noget andre ikke allerede har sagt. Håber det hele løser sig for dig. 

emmelyn skriver:

tusinde tak for jeres svar og støtte det betyder rigtig meget at der er nogen, som vil en det bedste - selvom man er fremmed..
jeg ved ikke hvad jeg skal tænke. jeg ved det praktiske nok skal gå, det er også kærestesorgen der gør mest ondt lige nu. jeg har heldigvis en god familie der er klar på hjælpe mig, og det beroliger meget.

det er lidt svært når det er pga. baby at han går - og ikke pga. mig. det er svært at forholde sig til, at han gerne vil mig, men ikke vores barn. jeg har besluttet at jeg giver ham én chance til at "fortryde" når baby er kommet til verdenen. udelukkende fordi jeg skylder mit barn så meget og det kan være at det ændre sig når han holder babyen, men indtil da, så vil jeg gøre præcis hvad jeg vil. sidde og ynke med bridget jones og shopamok i babyting og forberede mig på et liv med min guldklump - alene :-) jeg tænker det er bedre at græde ud nu end når jeg sidder med ham på armen.

-

selvfølgelig er min boligsituation ikke helt hen i vejret, det ved jeg også godt, men jeg orker det simpelthen ikke :-P så jeg bliver her indtil jeg finder et bedre alternativ, også for at komme væk fra alle minderne.

Det lyder rigtig fornuftigt og at du kan tænke sådan, eller i hvert fald forsøge at tænke sådan, er helt klart første skridt i den rigtige retning, i stedet for bare at sætte dig ned og tude. Det skal der selvfølgelig også være plads til! Men det er fedt, du kan tænke så kontruktivt. 

Giv dig lov til at puste ud og hyggesørge, som du selv nævner med Bridget Jones osv.

Jeg synes, det er super fint at du først og fremmest tænker på dig selv, og hvis han kommer tilbage er det fint nok, og hvis ikke, er det også fint nok. Godt at du har et godt bagland til at hjælpe. Husk at baby.dk også er et super godt forum at læsse af i og få støtte fra. Som du jo allerede gør.

Kæmpe trøstekram og du får også lige en motiverende thumbs up for din mentale styrke: 

emmelyn skriver:

Hej

Jeg sidder i den forfærdelige situation at min kæreste er gået fra min, en måned før min termin. jeg blev gravid på mini-piller, så det var meget uventet for os begge to. min kæreste var ikke vild med ideen om baby, men jeg kunne ikke få en abort. så han fik valget om at være en del af det hele eller ej. han valgte barnet - og mig. alt har været rigtig fint hele graviditeten igennem, selvom jeg hele tiden har haft en underlig fornemmelse omkring det hele. han har ikke haft meget interesse i det, og jeg har skulle sørge for absolut alt omkring baby, og de ting han har skulle hjælpe med er blevet konstant udskudt. jeg skulle nok have set det komme, men man er altid bagklog :-) han har et barn fra tidligere forhold, som han heller ikke har den vildeste interesse i, for et par måneder siden fortalte han mig, at han aldrig ville have haft børn, så det er IKKE en sjov situation for ham eller mig (og baby.).

han begyndte så at opføre sig meget underligt, blev væk i flere timer om aftenen og afholdte sig fra mig (og igen, alt der havde med baby at gøre), jeg konfronterede ham og det udløste så udfaldet. han har brug for at finde ud af hvad han vil, og han følte ikke at han havde kontrol over sit liv længere. han håbede selvfølgelig at det ville ændre sig igennem graviditeten, men jeg tror han har tænkt at "det skal nok gå," og nu gik den ikke længere. ligesom, jeg har set igennem fingre med den dårlige fornemmelse igennem hele graviditeten. han ønsker at være en del af barnets liv, hvis det gør nogen forskel.

nu sidder jeg her præcis en måned før min termin. jeg kan ikke bo i lejligheden alene med et spædbarn (4.sal uden elevator, vask i kælder etc.) det kan gå i en periode, men ikke på sigt. jeg føler mig forrådt, skuffet, rasende og så er jeg så såret at jeg føler at jeg aldrig bliver hel igen. jeg ANER ikke hvad jeg skal gøre. det hele er så uoverskueligt. jeg sidder selvfølgelig og håber, at når barnet er født, at han så ændrer mening. vi, som kvinder, har mange flere følelser for vores ufødte barn end mænd har. man siger jo, at man ikke fortryder de børn man har fået, så jeg håber inderligt at det ændrer sig. for jeg kan slet ikke klare tanken om at skulle være alene mor, at opgive drømmen om kernefamilien inden jeg har prøvet at være en familie. det gør SÅ ondt, endnu mere fordi jeg ikke aner hvad jeg skal stille op med bolig, fødsel og alt der kommer med der..

det blev en lang smøre, men jeg havde brug for det.
tak for din tid :-)

Ville ikke gå uden at gi en