Højgravid og kæresten er skredet.. hvad gør jeg?

Hej

Jeg sidder i den forfærdelige situation at min kæreste er gået fra min, en måned før min termin. jeg blev gravid på mini-piller, så det var meget uventet for os begge to. min kæreste var ikke vild med ideen om baby, men jeg kunne ikke få en abort. så han fik valget om at være en del af det hele eller ej. han valgte barnet - og mig. alt har været rigtig fint hele graviditeten igennem, selvom jeg hele tiden har haft en underlig fornemmelse omkring det hele. han har ikke haft meget interesse i det, og jeg har skulle sørge for absolut alt omkring baby, og de ting han har skulle hjælpe med er blevet konstant udskudt. jeg skulle nok have set det komme, men man er altid bagklog :-) han har et barn fra tidligere forhold, som han heller ikke har den vildeste interesse i, for et par måneder siden fortalte han mig, at han aldrig ville have haft børn, så det er IKKE en sjov situation for ham eller mig (og baby.).

han begyndte så at opføre sig meget underligt, blev væk i flere timer om aftenen og afholdte sig fra mig (og igen, alt der havde med baby at gøre), jeg konfronterede ham og det udløste så udfaldet. han har brug for at finde ud af hvad han vil, og han følte ikke at han havde kontrol over sit liv længere. han håbede selvfølgelig at det ville ændre sig igennem graviditeten, men jeg tror han har tænkt at "det skal nok gå," og nu gik den ikke længere. ligesom, jeg har set igennem fingre med den dårlige fornemmelse igennem hele graviditeten. han ønsker at være en del af barnets liv, hvis det gør nogen forskel.

nu sidder jeg her præcis en måned før min termin. jeg kan ikke bo i lejligheden alene med et spædbarn (4.sal uden elevator, vask i kælder etc.) det kan gå i en periode, men ikke på sigt. jeg føler mig forrådt, skuffet, rasende og så er jeg så såret at jeg føler at jeg aldrig bliver hel igen. jeg ANER ikke hvad jeg skal gøre. det hele er så uoverskueligt. jeg sidder selvfølgelig og håber, at når barnet er født, at han så ændrer mening. vi, som kvinder, har mange flere følelser for vores ufødte barn end mænd har. man siger jo, at man ikke fortryder de børn man har fået, så jeg håber inderligt at det ændrer sig. for jeg kan slet ikke klare tanken om at skulle være alene mor, at opgive drømmen om kernefamilien inden jeg har prøvet at være en familie. det gør SÅ ondt, endnu mere fordi jeg ikke aner hvad jeg skal stille op med bolig, fødsel og alt der kommer med der..

det blev en lang smøre, men jeg havde brug for det.
tak for din tid :-)

Lige en til dig, fordi det er da virkelig ikke en sjov situation at stå i.. men jeg kan ikke lade vær med at tænke på at han jo nok reagere sådan fordi han ikke selv har taget valget om at blive far.. Det er et af de største valg i livet og en anden har pludselig taget det for ham, selvfølgelig er det slet ikke den rigtig løsning at rende fra det hele fordi det er der ingen grund til Det sker jo ligemeget om han vil det eller ej og jeg tror da også han en dag (det er jo svært at sige hvornår) vænner sig til tanken og kommer tilbage Det vil jeg da håbe for jer..

det er også min tanke. men en måned før termin? det er det største slag. han siger til mig at han har vidst det hele tiden, og så venter han til nu. det er så uretfærdigt :-(

Det var ellers lidt af en opførsel fra hans side!

Men uanset om han stikker af eller hjælper til eller ej, så har du snart en fantastisk baby i armene. Prøv at vride det så positivt du kan, f eks i stedet for at tænke "Nu står jeg helt alene med ansvaret" så prøv at tænke "pyh, jeg er godt nok glad for, at jeg slipper det ekstra stress med en kæreste som ikke hjælper til og et usikkert parforhold som knirker i hverdagen, nu mens baby er helt lille".

Har du familie i nærheden, som kan hjælpe dig lidt med de praktiske ting i hverdagen her til at begynde med? Det lyder godt nok upraktisk med 4. etage uden elevator og vask i kælderen...

Det er virkelig hårdt, det du står i nu, siden du både må håndtere at han går fra dig og at skulle være mor for første gang på en gang.

Skriv en liste med alle de praktiske problemer, som du står med, og så tag dem et ad gangen. Hvis man tænker på det hele på en gang, bliver alt bare uoverskueligt.

Du kommer til at klare dette, og du kommer også til at få det flot sammen med baby. Husk at passe godt på dig selv midt i det hele.

Hej.. Først et kæmpe til dig det har du vidst brug for.. Jeg har ikke så mange gode råd, ville blot sige at jeg håber i finder den rigtige løsning for jer, hver for sig eller sammen, og at du/i finder lykken i jeres lille guldklump.. Camilla

emmelyn skriver:

det er også min tanke. men en måned før termin? det er det største slag. han siger til mig at han har vidst det hele tiden, og så venter han til nu. det er så uretfærdigt :-(

Ja jeg kan sagtens se det må være rigtig hårdt Kan i slet ikke snakke om det? Eller går han så bare igen?

emmelyn skriver:

Hej

Jeg sidder i den forfærdelige situation at min kæreste er gået fra min, en måned før min termin. jeg blev gravid på mini-piller, så det var meget uventet for os begge to. min kæreste var ikke vild med ideen om baby, men jeg kunne ikke få en abort. så han fik valget om at være en del af det hele eller ej. han valgte barnet - og mig. alt har været rigtig fint hele graviditeten igennem, selvom jeg hele tiden har haft en underlig fornemmelse omkring det hele. han har ikke haft meget interesse i det, og jeg har skulle sørge for absolut alt omkring baby, og de ting han har skulle hjælpe med er blevet konstant udskudt. jeg skulle nok have set det komme, men man er altid bagklog :-) han har et barn fra tidligere forhold, som han heller ikke har den vildeste interesse i, for et par måneder siden fortalte han mig, at han aldrig ville have haft børn, så det er IKKE en sjov situation for ham eller mig (og baby.).

han begyndte så at opføre sig meget underligt, blev væk i flere timer om aftenen og afholdte sig fra mig (og igen, alt der havde med baby at gøre), jeg konfronterede ham og det udløste så udfaldet. han har brug for at finde ud af hvad han vil, og han følte ikke at han havde kontrol over sit liv længere. han håbede selvfølgelig at det ville ændre sig igennem graviditeten, men jeg tror han har tænkt at "det skal nok gå," og nu gik den ikke længere. ligesom, jeg har set igennem fingre med den dårlige fornemmelse igennem hele graviditeten. han ønsker at være en del af barnets liv, hvis det gør nogen forskel.

nu sidder jeg her præcis en måned før min termin. jeg kan ikke bo i lejligheden alene med et spædbarn (4.sal uden elevator, vask i kælder etc.) det kan gå i en periode, men ikke på sigt. jeg føler mig forrådt, skuffet, rasende og så er jeg så såret at jeg føler at jeg aldrig bliver hel igen. jeg ANER ikke hvad jeg skal gøre. det hele er så uoverskueligt. jeg sidder selvfølgelig og håber, at når barnet er født, at han så ændrer mening. vi, som kvinder, har mange flere følelser for vores ufødte barn end mænd har. man siger jo, at man ikke fortryder de børn man har fået, så jeg håber inderligt at det ændrer sig. for jeg kan slet ikke klare tanken om at skulle være alene mor, at opgive drømmen om kernefamilien inden jeg har prøvet at være en familie. det gør SÅ ondt, endnu mere fordi jeg ikke aner hvad jeg skal stille op med bolig, fødsel og alt der kommer med der..

det blev en lang smøre, men jeg havde brug for det.
tak for din tid :-)

ej puha... kan godt forstå du er ked og rystet! 

sikke da en klap-hat han er... ja undskyld mig. 

Jeg tænker lidt at alvoren omkring baby måske virkelig er gået op for ham, her 1 måned før termin, og at han simpelthen er skræmt + ikke kan overskue det? måske er det kommet lige lovligt lidt for tæt på for ham nu.... men det er dog stadig ikk fair at han bare skrider, og lader dig sidde med alle bekymringerne...

håber du har en god familie + venner som kan komme og støtte dig og hjælpe dig lidt i den første tid med baby? 

sender dig et stort trøste kram!  du skal NOK klare det - med eller uden ham 

emmelyn skriver:

Hej

Jeg sidder i den forfærdelige situation at min kæreste er gået fra min, en måned før min termin. jeg blev gravid på mini-piller, så det var meget uventet for os begge to. min kæreste var ikke vild med ideen om baby, men jeg kunne ikke få en abort. så han fik valget om at være en del af det hele eller ej. han valgte barnet - og mig. alt har været rigtig fint hele graviditeten igennem, selvom jeg hele tiden har haft en underlig fornemmelse omkring det hele. han har ikke haft meget interesse i det, og jeg har skulle sørge for absolut alt omkring baby, og de ting han har skulle hjælpe med er blevet konstant udskudt. jeg skulle nok have set det komme, men man er altid bagklog :-) han har et barn fra tidligere forhold, som han heller ikke har den vildeste interesse i, for et par måneder siden fortalte han mig, at han aldrig ville have haft børn, så det er IKKE en sjov situation for ham eller mig (og baby.).

han begyndte så at opføre sig meget underligt, blev væk i flere timer om aftenen og afholdte sig fra mig (og igen, alt der havde med baby at gøre), jeg konfronterede ham og det udløste så udfaldet. han har brug for at finde ud af hvad han vil, og han følte ikke at han havde kontrol over sit liv længere. han håbede selvfølgelig at det ville ændre sig igennem graviditeten, men jeg tror han har tænkt at "det skal nok gå," og nu gik den ikke længere. ligesom, jeg har set igennem fingre med den dårlige fornemmelse igennem hele graviditeten. han ønsker at være en del af barnets liv, hvis det gør nogen forskel.

nu sidder jeg her præcis en måned før min termin. jeg kan ikke bo i lejligheden alene med et spædbarn (4.sal uden elevator, vask i kælder etc.) det kan gå i en periode, men ikke på sigt. jeg føler mig forrådt, skuffet, rasende og så er jeg så såret at jeg føler at jeg aldrig bliver hel igen. jeg ANER ikke hvad jeg skal gøre. det hele er så uoverskueligt. jeg sidder selvfølgelig og håber, at når barnet er født, at han så ændrer mening. vi, som kvinder, har mange flere følelser for vores ufødte barn end mænd har. man siger jo, at man ikke fortryder de børn man har fået, så jeg håber inderligt at det ændrer sig. for jeg kan slet ikke klare tanken om at skulle være alene mor, at opgive drømmen om kernefamilien inden jeg har prøvet at være en familie. det gør SÅ ondt, endnu mere fordi jeg ikke aner hvad jeg skal stille op med bolig, fødsel og alt der kommer med der..

det blev en lang smøre, men jeg havde brug for det.
tak for din tid :-)

Sikke da en situation at stå i her for dig Håber du har noget familie if gode venner du kan søge trøst hos lige nu og som kan hjælpe dig her den sidsre tid inden du føder og i tiden derefter.

Mht din boligsituation så kan man altså sagtens bo på 4. sal med en lille selvom der ikke er elevator og med vaskeri i gården. Jeg gør jeg selv med min datter Jeg har været alene altid og det gik fint med den lille i slynge og senere bæresele

Pøj pøj med det hele

dorthemus skriver:

Sikke da en situation at stå i her for dig Håber du har noget familie if gode venner du kan søge trøst hos lige nu og som kan hjælpe dig her den sidsre tid inden du føder og i tiden derefter.

Mht din boligsituation så kan man altså sagtens bo på 4. sal med en lille selvom der ikke er elevator og med vaskeri i gården. Jeg gør jeg selv med min datter Jeg har været alene altid og det gik fint med den lille i slynge og senere bæresele

Pøj pøj med det hele

Kan skrive under på dette: Slynge er genialt til de små, når man skal klare alt selv!

tusinde tak for jeres svar og støtte det betyder rigtig meget at der er nogen, som vil en det bedste - selvom man er fremmed..
jeg ved ikke hvad jeg skal tænke. jeg ved det praktiske nok skal gå, det er også kærestesorgen der gør mest ondt lige nu. jeg har heldigvis en god familie der er klar på hjælpe mig, og det beroliger meget.

det er lidt svært når det er pga. baby at han går - og ikke pga. mig. det er svært at forholde sig til, at han gerne vil mig, men ikke vores barn. jeg har besluttet at jeg giver ham én chance til at "fortryde" når baby er kommet til verdenen. udelukkende fordi jeg skylder mit barn så meget og det kan være at det ændre sig når han holder babyen, men indtil da, så vil jeg gøre præcis hvad jeg vil. sidde og ynke med bridget jones og shopamok i babyting og forberede mig på et liv med min guldklump - alene :-) jeg tænker det er bedre at græde ud nu end når jeg sidder med ham på armen.

-

selvfølgelig er min boligsituation ikke helt hen i vejret, det ved jeg også godt, men jeg orker det simpelthen ikke :-P så jeg bliver her indtil jeg finder et bedre alternativ, også for at komme væk fra alle minderne.