Jeg får skylden for alt han gør af forkerte ting...

Ved ikke, hvad jeg vil med det her....få luft?

Jeg er ved at drukne i det her forhold af skyldfølelse og at jeg bare ikke forstår sammenhængen. Jeg får skylden for alle hans forkerte handlinger....

Her kommer nogle eksempler:

I dag var meningen han skulle tage opvasken og jeg spørger ham, om han stadig vil tage den og han siger, han vil vente til i morgen. Så siger jeg "Okay, men så tager jeg den bare", hverken surt eller noget... jeg var faktisk bedøvende ligeglad med om hvem der tog den.... Med det samme siger han "Årh, du behøver sgu ikke være sur.... ", så svarer jeg pænt, jamen det er jeg ikke. "Jo du er".... og så kører... mig der står og siger tusind gange, jamen jeg er ikke sur.... og ham der bliver ved med at sige, at det er jeg... Så til sidst bliver jeg sgu frustreret og siger at det altså ikke er rimeligt, at han ikke vil høre på at jeg siger, at jeg ikke er sur, og at han da må se at han har opfattet det forkert.... Hvortil han så siger: " det kan jo ligeså vel være dig der tager fejl"... Øh hvordan det? Jeg forstår det ikke.... Så jeg går væk, fordi jeg ikke kan overkomme det.. Så kommer han ind og siger undskyld for at han opfattede det forkert, MEN at han bare ikke stolede på mig, så fremover måtte jeg sige, at han altså kunne stole på mig når jeg sagde jeg ikke var sur... Og her hopper kæden af for mig? Hvorfor er det mit ansvar, at sørge for at han ikke skal opfatte mig forkert? Det er som om at hver gang han begår et fejltrin, så i stedet for bare at sige, undskyld, my bad, så skal der lige ligges lidt af ansvaret og skylden over på mig.

Et andet eksempel.... han har tidligere, haft en del gange hvor vi har lavet aftaler, hvor han så har været taget i byen aftenen inden. Aftalerne med mig er så altid blevet droppet, og ligegyldig hvor mange gange det har gjort mig ked af det... ja så har det ikke ændret noget. Og det er ikke værre end at man jo selvfølgelig bare lader være med at aftale noget, når man ved han skal i byen... fair nok. Men sidste gang, han var afsted havde vi en aftale. Inden han skal afsted er jeg sådan lidt kort for hovedet, for ved bare at jeg endnu engang bliver skrottet, til trods for at han siger jamen jeg lover det nok skal blive til noget osv. Og ganske rigtigt, aftalen skrottes, for han er for dårlig. Så ja alle de gange det er sket, har selvfølgelig sat sine spor..... Og det er så kommet til at han føler han ikke må gå i byen (har aldrig sagt han ikke må), men har sagt at han kan jo ikke forvente jeg jubler, når han gang på gang har droppet aftaler, i forbindelse med byture. Det værste er faktisk en af de første gange jeg var på weekend hos ham (vi boede 100 km fra hinanden dengang), valgte han at tage i byen med sin kammerat. Det føltes så ensomt at blive ladt alene tilbage, i en lejlighed, i en by hvor man ikke kender nogen. Især når man nu var taget på weekend for at være sammen med sin på det tidspunkt nye kæreste. Jeg skulle hjem dagen efter, og der lå han så med tømmermænd, så det var ikke meget kærestetid.

Nå men tilbage... med hensyn til aftaler og byture, har jeg sagt han i det mindste bare kan være ærlig.... og fred være med om jeg så bliver irriteret eller hvad jeg gør, men synes jeg fortjener at man er ærlig og med det samme siger, at han ikke kan deltage. Men her modargumenterer han så og siger, at det er fordi han ikke tør sige det til mig og bla bla.... Igen er det mig, der får skylden og ansvaret, for de ting han gør forkert. Ja det kan godt være han vil undgå jeg bliver sur/ked af det.... men mon ikke jeg bliver endnu mere ked af, at føle det uundgåelige svigt.... men igen, min skyld, fordi han tør ikke sige sandheden....

Jeg er træt af at man ikke bare kan tage ansvaret for sine egne handlinger... Jeg forstår godt man kan frygte folks reaktion, men at det så gør det okay, at foretage en sårende handling, det forstår jeg ikke. Savner at han bare kunne tage og sige, ja jeg ved sgu godt det var forkert, undskyld! og så bare lade den ligge der...

Åh det er så trættende, at føle at hans forkerte handlinger/ord, altid kan forsvares med at det jo er pga mig.

Noget at sige til, at man efterhånden føler sig træt og udslidt. At man føler man hele tiden går på randen af, at ryge i et dybt hul? Men man formår lige at holde sig oppe, for man har jo en skole, der skal passes og en dreng, der skal sørges for.

Et af rådene, der sikkert kommer nu er prøv at vise ham det du har skrevet her. Det kan jeg ikke, for han vil bare lukke af med det samme, og sige at "du skal fandme ikke skrive om vores problemer...."....

Det er som at løbe panden imod en mur det her...

Tak fordi i gad læse, havde brug for at komme af med det...

Hmmm... ved ikke hvad jeg skal sige eller gøre... har ingen råd.. men har levet i præcis sådan et forhold tidligere.. hvor han vendte den om på mig, så det var mig der sad og undskyldte..  så ved hvad du går igennem!!  Håber det løser sig eller andre har nogle guldkorn!

hmmm ... 

 

min undring .. hvorfor er du sammen med ham ? .. og hvorfor kom du på besøg 2. gang når nu han brændte dig af og efterlod dig i en lejlighed 1. gang?

Den lykkelige skriver:

Hmmm... ved ikke hvad jeg skal sige eller gøre... har ingen råd.. men har levet i præcis sådan et forhold tidligere.. hvor han vendte den om på mig, så det var mig der sad og undskyldte..  så ved hvad du går igennem!!  Håber det løser sig eller andre har nogle guldkorn!

Det skal lige siges, at jeg sidder ikke og undskylder som sådan... jeg er bare træt af at han ligger ansvaret over på mig, og det har jeg også sagt, men han kan bare ikke se at det er det han gør. Det virker lidt som om at han ikke kan rumme, at tage hele ansvaret... og jeg siger ikke han skal tage hele ansvaret, men ansvaret for det han selv siger og gør... men han forstår det ikke.

Hej Jeg har ikke nogle gode råd til dig, men ville bare lige sende et kram Når jeg læser dine eksempler på din kærestes opførsel tænker jeg som det første, at han virker meget umoden og at det er respektløst af ham at droppe aftaler, fordi han har været ude at drikke - enten må han være klog nok til ikke at lave de aftaler, når han ved, at han skal ud at drikke, ellers må han jo lade være med at drikke sig til så led en hovedpine, når han ved han har en aftale med dig. Jeg var selv blevet virkelig vred og skuffet hvis min kæreste lavede det show herhjemme, så kan godt forstå det generer dig. Hilsner fra Camilla.

Jeg ved heller ikke helt hvad jeg skal råde dig til.... Altså jeg var nok slet ikke blevet kærester med ham, for hvis han havde valgt at bruge tiden på bytur med en kammerat og efterfølgende tømmermænd, når jeg kom på kæresteweekend, så var jeg sgu taget hjem. 

Jeg forstår godt din frustration over brudte aftaler - min mand må også gerne tage i byen, men har vi en aftale, så bliver den overholdt. Hvis han ved at det nok kommer til at gå vildt til, så planlægger vi efter det og lader være at lave andre fælles aftaler. 

Lader du ham måske træde på dig? Altså det er jo ikke forbudt at blive sur... Hvis I har aftalt at han skulle vaske op, og han ikke gør det, så kan man da godt blive lidt sur - eller lade opvasken stå til han tager den... 

serinasmor skriver:

hmmm ... 

 

min undring .. hvorfor er du sammen med ham ? .. og hvorfor kom du på besøg 2. gang når nu han brændte dig af og efterlod dig i en lejlighed 1. gang?

Nu var det ikke første gang jeg var der, men en af de første gange... jeg var nyforelsket og jeg er af den mening, at man selvfølgelig skal kunne begå en fejl. Den gang sagde jeg ikke noget, for som sagt jeg var nyforelsket og tænkte, at det går jo nok... Og det er selvfølgelig helt og holdent min fejl, at jeg valgte at holde mund. Og er sammen med ham fordi det jo ikke er hele ham, det jeg har beskrevet her. Han er en god kæreste og far, dog er der bare lige det her punkt, hvor jeg bliver sindssygt ked af det: at jeg føler han giver mig ansvaret for hans handlinger (selvfølgelig kun de negative).... Hvor jeg mener, at man selv har ansvaret for hvad man siger og gør.

Ved godt at når man skriver sådan et indlæg, så virker det som om hele forholdet er forskruet.... men altså det er jo blot nogle punkter hvor vi har problemer... Vi er gået igennem meget sammen.

FruK skriver:

Jeg ved heller ikke helt hvad jeg skal råde dig til.... Altså jeg var nok slet ikke blevet kærester med ham, for hvis han havde valgt at bruge tiden på bytur med en kammerat og efterfølgende tømmermænd, når jeg kom på kæresteweekend, så var jeg sgu taget hjem. 

Jeg forstår godt din frustration over brudte aftaler - min mand må også gerne tage i byen, men har vi en aftale, så bliver den overholdt. Hvis han ved at det nok kommer til at gå vildt til, så planlægger vi efter det og lader være at lave andre fælles aftaler. 

Lader du ham måske træde på dig? Altså det er jo ikke forbudt at blive sur... Hvis I har aftalt at han skulle vaske op, og han ikke gør det, så kan man da godt blive lidt sur - eller lade opvasken stå til han tager den... 

Kunne ikke lade være med at smile af det sidste du skrev... Nej jeg kan nu godt blive sur når jeg synes det hører sig til, ingen tvivl der men idag, gjorde det mig nu ikke lige så meget... han troede nok bare at jeg ville blive sur og så tolkede han lige lidt forud.... Og det skal der også være plads til...at begå fejl. Jeg står bare af, når man så ikke tager ansvaret for sine fejl...

Men, vi har været igennem en hel del sammen.... han har en trist barndom, og det påvirker ham... det retfærdiggør selvfølgelig ikke at man dummer sig her og der, og det har da også gjort, at vi har haft vores at kæmpe med. Men vi er ellers stærke nok sammen... men det er bare nogle gange, det lige glipper...

Men ja jeg burde nok helt tilbage dengang, have sat stolen for døren, og sagt det er eddermame første og sidste gang, at du lader mig sidde tilbage, ellers kan du vinke farvel til mig. Men man var nyforelsket og ja så jeg lod den være. det skal dog siges, at han aldrig efterfølgende gjorde det samme igen....

Camilla30 skriver:

Hej Jeg har ikke nogle gode råd til dig, men ville bare lige sende et kram Når jeg læser dine eksempler på din kærestes opførsel tænker jeg som det første, at han virker meget umoden og at det er respektløst af ham at droppe aftaler, fordi han har været ude at drikke - enten må han være klog nok til ikke at lave de aftaler, når han ved, at han skal ud at drikke, ellers må han jo lade være med at drikke sig til så led en hovedpine, når han ved han har en aftale med dig. Jeg var selv blevet virkelig vred og skuffet hvis min kæreste lavede det show herhjemme, så kan godt forstå det generer dig. Hilsner fra Camilla.

Ja det er lige præcis det du skriver, jeg gerne vil have ham til at forstå. Problemet er bare, at han har svært ved at stoppe drikkeriet når det først går igang..... Han er vokset op med både en mor og en far, der drak, så tænker, at det måske er lidt derfra....

Men igen, jeg bliver bare så ked af det, når man ikke tager ansvaret selv, for sine handlinger. Der skal være plads til fejl... så længe man tager sit eget ansvar.