Når far er den bedste?!

Min søn på 2 år blev storebror i september og der har farmand måtte tage meget mere over mht. aflevering i vuggestue, hente ham, ligge ham osv. Jeg henter ham også fra vuggestue med mellemrum, men slet ikke så meget som jeg gjorde før lillesøster kom til. Normalt lagde jeg ham om aftenen også ...men dette kan ikke rigtig lade sig gøre nu pga. lillesøster... amning, skrigeri osv. (Har prøvet)

Jeg føler mig lidt på sidelinien og jeg kan mærke jeg nogle gange bliver lidt trist og så begynder jeg at bebrejde mig selv osv. ^{(ved godt det ikke gavner noget)} Men sys faktisk det er ret svært pludselig at føle sig som 2. priotet  Sådan har det jo være for min kæreste de første 2 år af Bassen liv... men nu er det ligsom vendt... Andre som oplever dette? Og hvordan har I det?

Når jeg er alene med Bassen så kan vi sagtens hygge osv. Og hvis han er ked af det og har slået sig så vil han som oftest kun trøstes af mig... men det er faktisk også så begyndt at vende.

Som mor gør det lidt ondt inden i... føler lidt min søn "glider væk" fra mig... ^{(ved godt det sikkert er en fjollet tanke, og bør nok tage mig lidt sammen)} Men sys det er lidt svært for tiden!

Måtte bare lige ud med det *SUK*

 

MorDk skriver:

Min søn på 2 år blev storebror i september og der har farmand måtte tage meget mere over mht. aflevering i vuggestue, hente ham, ligge ham osv. Jeg henter ham også fra vuggestue med mellemrum, men slet ikke så meget som jeg gjorde før lillesøster kom til. Normalt lagde jeg ham om aftenen også ...men dette kan ikke rigtig lade sig gøre nu pga. lillesøster... amning, skrigeri osv. (Har prøvet)

Jeg føler mig lidt på sidelinien og jeg kan mærke jeg nogle gange bliver lidt trist og så begynder jeg at bebrejde mig selv osv. ^{(ved godt det ikke gavner noget)} Men sys faktisk det er ret svært pludselig at føle sig som 2. priotet  Sådan har det jo være for min kæreste de første 2 år af Bassen liv... men nu er det ligsom vendt... Andre som oplever dette? Og hvordan har I det?

Når jeg er alene med Bassen så kan vi sagtens hygge osv. Og hvis han er ked af det og har slået sig så vil han som oftest kun trøstes af mig... men det er faktisk også så begyndt at vende.

Som mor gør det lidt ondt inden i... føler lidt min søn "glider væk" fra mig... ^{(ved godt det sikkert er en fjollet tanke, og bør nok tage mig lidt sammen)} Men sys det er lidt svært for tiden!

Måtte bare lige ud med det *SUK*

 

Vil lige starte med et kæmpe

Hjemme hos os, er det (desværre) lidt omvendt - der er det kun mig som duer lige pt. - og der oplever Daniel præcis det samme som du oplever med Victor.. Og jeg kan mærke på Daniel at det går ham meget på.. Men samtidige er det også hårdt at være den som kun duer - skal hele tiden være på, og klar til at tage over (er pt. syg, så er det ekstra hårdt).. Men okay, vi har "kun" et barn - så "oplevelsen" med 2 børn må lioge vente lidt endnu..

Men du får lige en  mere fra mig

Vil lige starte med et kæmpe

Hjemme hos os, er det (desværre) lidt omvendt - der er det kun mig som duer lige pt. - og der oplever Daniel præcis det samme som du oplever med Victor.. Og jeg kan mærke på Daniel at det går ham meget på.. Men samtidige er det også hårdt at være den som kun duer - skal hele tiden være på, og klar til at tage over (er pt. syg, så er det ekstra hårdt).. Men okay, vi har "kun" et barn - så "oplevelsen" med 2 børn må lioge vente lidt endnu..

Men du får lige en  mere fra mig

Det kan jeg godt se men jeg kan bare godt blive sådan lidt "Snøft snøft" da jeg altid er meget på... og jeg har været meget alene med ham fra han var spæd osv. Selvfølgelig er jeg glad for ar han er SÅ glad for sin far, men sys bare det er lidt hårdt... følelsen af at Bassen vil sin far mere...

Kender godt følelesen...

Vi har en pige på snart fem og en dreng, som lige er blevet tre år.

Pigen og jeg er meget nære. Hun har det fint med sin far, men hun er helt klart mors pige og foretrækker mig i mange situationer.

Drengen er stik modsat. Han og hans far tænker og reagerer virkelig ens, og det er helt tydeligt, at de har et særligt bånd sig imellem. Han foretrækker helt klart sin far i mange situationer.

Det kan godt gøre rigtig ondt, nogen gange, når man ikke føler sig god nok osv. Men selvom han foretrækker sin far en del - og måske nok på nogen måder er tættest på ham - så kan han og jeg også hygge, kæle, lege og le. Der, hvor jeg synes, det er værst, er når jeg er nødt til at gribe ind overfor et eller andet eller sætte foden ned, når han ikke vil i seng en aften el lign, og han så bare sætter i et hyl og råber efter Far, bliver sur på mig, råber ad mig el lign. Når vi ikke har så meget hyggetid føles det ekstra surt at måtte bruge sin tid med ham til at være streng og tage kampene - selvom det er det, som er det rigtige at gøre i situationen.

Min mand og jeg har snakket en del om det i det sidste, og vi planlægger faktisk nogen dage at dele os, så han og pigen har en dag sammen og jeg og drengen har en dag sammen for at modvirke dette med, at den ene får et meget nærere forhold til barnet end den anden. Det har jo intet med manglende kærlighed  at gøre.

 

Ciss skriver:

Kender godt følelesen...

Vi har en pige på snart fem og en dreng, som lige er blevet tre år.

Pigen og jeg er meget nære. Hun har det fint med sin far, men hun er helt klart mors pige og foretrækker mig i mange situationer.

Drengen er stik modsat. Han og hans far tænker og reagerer virkelig ens, og det er helt tydeligt, at de har et særligt bånd sig imellem. Han foretrækker helt klart sin far i mange situationer.

Det kan godt gøre rigtig ondt, nogen gange, når man ikke føler sig god nok osv. Men selvom han foretrækker sin far en del - og måske nok på nogen måder er tættest på ham - så kan han og jeg også hygge, kæle, lege og le. Der, hvor jeg synes, det er værst, er når jeg er nødt til at gribe ind overfor et eller andet eller sætte foden ned, når han ikke vil i seng en aften el lign, og han så bare sætter i et hyl og råber efter Far, bliver sur på mig, råber ad mig el lign. Når vi ikke har så meget hyggetid føles det ekstra surt at måtte bruge sin tid med ham til at være streng og tage kampene - selvom det er det, som er det rigtige at gøre i situationen.

Min mand og jeg har snakket en del om det i det sidste, og vi planlægger faktisk nogen dage at dele os, så han og pigen har en dag sammen og jeg og drengen har en dag sammen for at modvirke dette med, at den ene får et meget nærere forhold til barnet end den anden. Det har jo intet med manglende kærlighed  at gøre.

 

Åh det er nu dejligt at høre at jeg ikke er "alene" omkring disse følselser. Kæresten og jeg har også snakket  om at jeg skal lave nogle ting alene med Bassen. Det vil jeg også super gerne...

 

Min veninde fortalte lige, hvad SP havde sagt til hende "tillykke du har et helt almindelig og sundt barn" hun var også meget bekymret for, om gjorde noget galt, men det er bare sådan udviklingen er, når lillesøster er så lille.

Hun fik det råd at fastholde de rutiner, som man havde med den store før, og som er realistiske. Hos dem var det, at mor puttede eksempelvis. Det kan jeg godt se, ikke kan lade sig gøre hos jer, men så kan det måske være, at det er dig, der tager dig af ham ved måltiderne eller noget andet, som du plejede at gøre... Så der stadig er noget, som han er vant til at du gør mest sammen med ham

Ved jo af gode grunde ikke om det kan virke, men det var i hvert fald det råd min veninde lige har fået

Og så skal han nok komme tilbage til sin moar på et tidspunkt

MorDk skriver:

Min søn på 2 år blev storebror i september og der har farmand måtte tage meget mere over mht. aflevering i vuggestue, hente ham, ligge ham osv. Jeg henter ham også fra vuggestue med mellemrum, men slet ikke så meget som jeg gjorde før lillesøster kom til. Normalt lagde jeg ham om aftenen også ...men dette kan ikke rigtig lade sig gøre nu pga. lillesøster... amning, skrigeri osv. (Har prøvet)

Jeg føler mig lidt på sidelinien og jeg kan mærke jeg nogle gange bliver lidt trist og så begynder jeg at bebrejde mig selv osv. ^{(ved godt det ikke gavner noget)} Men sys faktisk det er ret svært pludselig at føle sig som 2. priotet  Sådan har det jo være for min kæreste de første 2 år af Bassen liv... men nu er det ligsom vendt... Andre som oplever dette? Og hvordan har I det?

Når jeg er alene med Bassen så kan vi sagtens hygge osv. Og hvis han er ked af det og har slået sig så vil han som oftest kun trøstes af mig... men det er faktisk også så begyndt at vende.

Som mor gør det lidt ondt inden i... føler lidt min søn "glider væk" fra mig... ^{(ved godt det sikkert er en fjollet tanke, og bør nok tage mig lidt sammen)} Men sys det er lidt svært for tiden!

Måtte bare lige ud med det *SUK*

 

Tror og håber at det er deres alder der gør det..

Som du sikkert allerede ved, så er Alberte også de 2 år, og hun er FARS pige, som i virkelig fars pige.. Og det har hun faktisk været et stykke tid. Om det er kommet af at det er en periode de har i deres liv, eller om det er fordi jeg ikke kan løfte hende på samme måde mere og er mere hæmmet i leg osv..

Men kan udemærket sætte mig ind i følelsen, har da også haft nogle tudeaftener, hvor jeg helt kan komme i tvivl om min rolle som mor..

Det skal være far der putter, kan ind i mellem få lov, men midt i en godnat sang kan hun finde på at sige "mor stop, Far putter, gå mor" Puh det skær i hjertet..

I løbet af dagen, er det heldigvis os begge der dur, men det er da hendes far hun først går til..

VI har også frygtet hvordan og hvorledes når lillebror kommer, men har så snakket om at i den forbindelse er det egentlig meget godt at der er far der dur, så bliver "omvæltningen" ikke så stor i og med at jeg vil være lidt låst med amning osv..

Men puha det er hårdt og glæder mig til at jeg kan få lov til at putte flere gange i løbet af ugen

MorDk skriver:

Min søn på 2 år blev storebror i september og der har farmand måtte tage meget mere over mht. aflevering i vuggestue, hente ham, ligge ham osv. Jeg henter ham også fra vuggestue med mellemrum, men slet ikke så meget som jeg gjorde før lillesøster kom til. Normalt lagde jeg ham om aftenen også ...men dette kan ikke rigtig lade sig gøre nu pga. lillesøster... amning, skrigeri osv. (Har prøvet)

Jeg føler mig lidt på sidelinien og jeg kan mærke jeg nogle gange bliver lidt trist og så begynder jeg at bebrejde mig selv osv. ^{(ved godt det ikke gavner noget)} Men sys faktisk det er ret svært pludselig at føle sig som 2. priotet  Sådan har det jo være for min kæreste de første 2 år af Bassen liv... men nu er det ligsom vendt... Andre som oplever dette? Og hvordan har I det?

Når jeg er alene med Bassen så kan vi sagtens hygge osv. Og hvis han er ked af det og har slået sig så vil han som oftest kun trøstes af mig... men det er faktisk også så begyndt at vende.

Som mor gør det lidt ondt inden i... føler lidt min søn "glider væk" fra mig... ^{(ved godt det sikkert er en fjollet tanke, og bør nok tage mig lidt sammen)} Men sys det er lidt svært for tiden!

Måtte bare lige ud med det *SUK*

 

Det er det samme herhjemme. Bella er blevet fars pige - med store ord, efter jeg startede på arbejde efter barslen. 

Han er hendes primære forældrer netop fordi jeg har nogle lange arbejdsdage. I starten gjorde det mig ikke noget, for hele barslen igennem var hun mors pige, men nu er det så småt begyndt at være lidt svært for mig. Jeg er god nok når hun er syg osv. 

Jeg prøver at lade være at tænke over det, men det er en smule svært 

MorDk skriver:

Min søn på 2 år blev storebror i september og der har farmand måtte tage meget mere over mht. aflevering i vuggestue, hente ham, ligge ham osv. Jeg henter ham også fra vuggestue med mellemrum, men slet ikke så meget som jeg gjorde før lillesøster kom til. Normalt lagde jeg ham om aftenen også ...men dette kan ikke rigtig lade sig gøre nu pga. lillesøster... amning, skrigeri osv. (Har prøvet)

Jeg føler mig lidt på sidelinien og jeg kan mærke jeg nogle gange bliver lidt trist og så begynder jeg at bebrejde mig selv osv. ^{(ved godt det ikke gavner noget)} Men sys faktisk det er ret svært pludselig at føle sig som 2. priotet  Sådan har det jo være for min kæreste de første 2 år af Bassen liv... men nu er det ligsom vendt... Andre som oplever dette? Og hvordan har I det?

Når jeg er alene med Bassen så kan vi sagtens hygge osv. Og hvis han er ked af det og har slået sig så vil han som oftest kun trøstes af mig... men det er faktisk også så begyndt at vende.

Som mor gør det lidt ondt inden i... føler lidt min søn "glider væk" fra mig... ^{(ved godt det sikkert er en fjollet tanke, og bør nok tage mig lidt sammen)} Men sys det er lidt svært for tiden!

Måtte bare lige ud med det *SUK*

 

Jeg forstår godt din frustration..

Indtil for nyligt oplevede jeg det samme. Min datter bliver to her i December og det sidste halve år har det været far far far far. Det var kun far der duede når der skulle lege, spises, bades, tages tøj på osv osv. Det eneste tidspunkt jeg duede var når Emmelie skulle trøstes eller når vi selvfølgelig var alene. 

Det var utrolig hårdt aldrig "at måtte være med til noget", men på den anden side måtte jeg glæde mig over min datters utrolige store kærlighed til sin far

Nu er det vendt. mor mor mor mor mor hele tiden.. Aldrig far. Det er præcis det samme bare omvendt. Puha det er da også hårdt.  Men på den gode måde

 

Jeg tror det er meget normalt at børn har sådanne perioder og tror for vores vedkommende at det vil skifte flere gange endnu ..

 

 

 

Du skal have et stort stort kram ..

Og så kan jeg fortælle det er præcis sådan her os . Vores dreng blev storebror 31 oktober , han er 22 måneder . Og vi HAR haft meget svære opstarts problemer og har det stadig , læs evt min sidste tråd ..

Men her er det kun far som dur , jeg er fuldstændig væk i billedet nærmest .. han går hele tiden til sin far . Han vil kun puttes af far kun have mad af far kun skifter af far osv osv .. far starter op på job i morgen igen efter barsel.
Og jeg er meget spændt på hvordan det skal forløbe det hele .. nu er der kun mig til at hente aflevere lave mad osv osv .

Jeg har altid været meget alene med vores søn og derfor har han naturligt os haft et virkelig godt bånd til mig jo da far har arbejdet virkelig meget .. jeg Håber noget af det kommer igen .. Jeg føler mig som verdens dårligste mor pt , fordi jeg ikke kan tage mig af min søn som jeg altid har gjort ..