Dødt foster (Ved ikke om den høre hjemme her)

Hej piger

jeg er 23 år gammel, kæresten og jeg har prøvet i noget tid og blive gravide.

Først i oktober skete det så, jeg stod med en, eller rettere sagt 4 positive teste, skyndte mig til lægen og blive testet, jo den var god nok jeg var gravid

Vi bestemte os for at holde det hemmeligt, så skulle vores forældre have et fotoalbum med blyp i en ekstra julegave

Alt gik godt, indtil jeg begyndte at få ondt, havde bange fornemmelser var utryg, og havde så travlt med vi skulle have en tidlig scanning.

Vi kom til scanning, der var der den fineste lille blyp der bare var fuld af liv, vi skulle komme igen 2 uger efter, for at holde øje og berolige mig

I fredags d. 9-11-2012 skete det jeg var bange for, mit foster var dødt hvordan ved de ikke. 

Jeg var til scanning igår mandag d. 12-11-2012 og fik konstateret den var død. kæresten og jeg fik en god snak med læge og sygeplejersken, fik 4 piller skulle sætte op, og 4 timer senere fødte jeg så

Var så skrækkelig en oplevelse

Heldigivs var min kæreste så god, han var så rolig og fjernede pænt fosteret og moderkagen, fik mig i bad og tørrede ellers op på gulvet og vasket mit tøj, fandt rent tøj til mig, smertestillende, varmede en varmepude, og så græd vi sammen, krammede og kyssede og blev enige om at vi kan klare det her sammen, kan vi klare alt..

Men er der andre herinde har oplevet noget lignende, at miste sit elskede foster??

Så må i virkelig gerne skrive, vil dejligt og vide man ikke er alene

Knus

Nymark89

Tusinde tak, jeg var 9+4 uger henne

tarkoflen skriver:

Har ikke prøvet det, men kunne da ikke gå herfra uden at give dig det største trøste med på vejen!

Det er da bare helt forfærdeligt det l har været igennem!

Godt l er der for hinanden og at din kæreste kunne være så stærk i situationen!

Jah det er så facineret over han kunne, tror det hjælper han er falck assistent, han har oplevet sådan noget før, så tror han automatisk blev prof.

Jeg har heller ikke oplevet det men kunne ikke lade vær med at skrive til dig og vise din Alt min støtte og kærlighed til jer. Jeg er ked af det på jeres vejne og fæler virkelig med jer. Er glad for at du havde/har en kæreste som bare står der for dig og støtter dig hele vejen. Det er rigtig godt at i kan snakke om det og få grædt ud sammen.. husk at der er mange som er der for jer

Nymark89 skriver:

Hej piger

jeg er 23 år gammel, kæresten og jeg har prøvet i noget tid og blive gravide.

Først i oktober skete det så, jeg stod med en, eller rettere sagt 4 positive teste, skyndte mig til lægen og blive testet, jo den var god nok jeg var gravid

Vi bestemte os for at holde det hemmeligt, så skulle vores forældre have et fotoalbum med blyp i en ekstra julegave

Alt gik godt, indtil jeg begyndte at få ondt, havde bange fornemmelser var utryg, og havde så travlt med vi skulle have en tidlig scanning.

Vi kom til scanning, der var der den fineste lille blyp der bare var fuld af liv, vi skulle komme igen 2 uger efter, for at holde øje og berolige mig

I fredags d. 9-11-2012 skete det jeg var bange for, mit foster var dødt hvordan ved de ikke. 

Jeg var til scanning igår mandag d. 12-11-2012 og fik konstateret den var død. kæresten og jeg fik en god snak med læge og sygeplejersken, fik 4 piller skulle sætte op, og 4 timer senere fødte jeg så

Var så skrækkelig en oplevelse

Heldigivs var min kæreste så god, han var så rolig og fjernede pænt fosteret og moderkagen, fik mig i bad og tørrede ellers op på gulvet og vasket mit tøj, fandt rent tøj til mig, smertestillende, varmede en varmepude, og så græd vi sammen, krammede og kyssede og blev enige om at vi kan klare det her sammen, kan vi klare alt..

 

Men er der andre herinde har oplevet noget lignende, at miste sit elskede foster??

Så må i virkelig gerne skrive, vil dejligt og vide man ikke er alene

 

Knus

Nymark89

Kæmpe trøsteknus herfra.

Ja, det kan man vist roligt sige at jeg har...adskillige gange endda.

Så jeg forstår så glimrende hvordan du har det.

Første gang jeg var gravid havde jeg også pludseligt en død baby i maven, og der er jo så lidt man kan gøre. Jeg var omkring uge 21-22.

Anden gang  var jeg i 7. md. hvor jeg pludseligt fødte på toilettet, endnu en dødfødt, og tredie gang skete det igen, denne gang levede han i 2 timer. Der var jeg i 8. måned.

Det er hårdt..utroligt hårdt, men man kommer igennem det, hvis man gør sig stærk og holder focus på, at det er den slags ting livet og naturen kan byde en.
Man skal ikke give op, men holde ved.
Det er ok at sørge, men man skal også se at komme videre...prøve igen.

Jeg har tændt et lys for din lille stjerne, for dig og din søde mand, som må være en gave fra himlen, at have ved din side i disse dage.

De kærligste hilsener
Sussie

Nymark89 skriver:

Jah det er så facineret over han kunne, tror det hjælper han er falck assistent, han har oplevet sådan noget før, så tror han automatisk blev prof.

 

Jeg oplevede det samme som dig omkring ca. samme tid. - I 10-11. uge her i foråret. Derfor gør dit indlæg ekstra ondt. 

Jeg fik ikke nogen piller, men min krop skaffede sig selv af med "resterne", hvilket er en af de mest traumatiserende oplevelser i mit liv. Ekstrem smerte både fysisk og psykisk.

Stort kram fra mig.  Husk på at det ikke er jer, der er noget galt med, det er desværre helt almindeligt at miste så tidligt. Op på hesten igen (det var nemlig vigtigt for mig at huske på).

Jeg  for jer.