Børn vs karriere ?

Mon ikke de fleste vil svare at børn kommer først - til hver en tid!

Når det så er sagt, så er der jo nogle der holder meget af deres job, føler sig nyttige qua deres job, får energi ved at gå på job med mere. Jeg mener sagtens at man kan være god forældre, selvom man har en karriere man også gerne vil dyrke.

Jeg har ikke selv nogen vild karriere. Jeg droppede min overbygning på Handelshøjskolen halvt igennem den, fordi jeg kedede mig røven ud af bukserne, og fordi jeg uddannede mig til laaaange arbejdsdage. Men ikke desto mindre så har jeg et rigtig dejligt job, og det er vigtigt for mig at komme på arbejde - jeg ville blive bims hvis jeg ikke havde det!

Og selvom jeg aldrig synes jeg har tid nok til at være på arbejde, eller tid nok til at være sammen med ungerne (flere timer i døgnet tak!), så er det nu altså på denne måde jeg trives bedst.

Jeg prioriterer mine børn højest. Men min karriere er også meget vigtig for mig. Det er jo ikke for ingen ting at jeg har taget en lang uddannelse. Så Børnene har ofte lange dag i SFO og børnehave.

Min mand derimod, prioriterer helt klart sit arbejde før vores børn og arbejder rigtig meget. Det har jeg det fint med, det er jo sådan vi har valgt at leve og det fungerer upåklageligt 

Når jeg engang får børn vil de betyde alt for mig. Det ved jeg allerede nu!

Men jeg vil ALDRIG opgive min karriere for mine børn. Der skal stadig brød på bordet og tøj på kroppen. Jeg elsker mit arbejde, ikke mindst fordi at jeg har arbejdet mig op fra at være servicemedarbejder,til at være teamkoordinator.

Men jeg har skiftende arbejdstider, så derfor møder jeg nogle gange tidligt morgenen og går hjem tidligt på eftermiddagen, møder til middag og har sent fri eller de helt lange dage fra tidligt om morgenen til sent om aftenen. Men det hører med til mit job.
Jeg vil være afhængig af, at min kæreste kan hente og bringe nogle dage, andre vil jeg godt kunne én af delene, eller at mine forældre henter. Det ved jeg at de heldigvis vil nyde at gøre  

Jeg er stolt over mit arbejde og forstår virkelig ikke de forældre, der skælder ud på forældre med fuldtidsarbejde. Ens liv skal jo ikke gå i stampe bare, fordi at man får børn. Selvfølgelig skal det passe sammen, men jeg tror ikke på at børn tager skade af, at mor har et fuldtidsarbejde at passe. Jeg er selv vokset op med forældre, der havde fuldtidsarbejde. En far der havde 3 timers transport om dagen. Mine søstre og én barnepige, der hentede mig i DP, BH og skole, indtil at jeg var gammel nok til at være alene hjemme.

Men det er bare min holdning 

Lise skriver:

Mon ikke de fleste vil svare at børn kommer først - til hver en tid!

Når det så er sagt, så er der jo nogle der holder meget af deres job, føler sig nyttige qua deres job, får energi ved at gå på job med mere. Jeg mener sagtens at man kan være god forældre, selvom man har en karriere man også gerne vil dyrke.

Jeg har ikke selv nogen vild karriere. Jeg droppede min overbygning på Handelshøjskolen halvt igennem den, fordi jeg kedede mig røven ud af bukserne, og fordi jeg uddannede mig til laaaange arbejdsdage. Men ikke desto mindre så har jeg et rigtig dejligt job, og det er vigtigt for mig at komme på arbejde - jeg ville blive bims hvis jeg ikke havde det!

Og selvom jeg aldrig synes jeg har tid nok til at være på arbejde, eller tid nok til at være sammen med ungerne (flere timer i døgnet tak!), så er det nu altså på denne måde jeg trives bedst.

Må erklære mig enig her. Selvfølgelig kommer ens børn først, tror ikke der er mange der vil sige andet. MEN det er da ikke ensbetydende med, man ingen karriere kan have.

Jeg har så overbygningen, og derfor også et job der til tider vil kræve lange arbejdstider. men jeg elsker mit arbejde, får energi af det og ikke mindst gør det, at jeg kan være en glad mor....

Er stadig på barsel, og måske derfor naiv, men er overbevist om, at man godt kan være en god tilstedeværende mor og have en karriere. Det er desuden også den rollemodel, jeg gerne vil vise min datter - at man arbejder for sine penge, og det KAN lade sig gøre at opfylde karrieredrømme samtidig med man er en god mor.

Endelig giver en karriere jo altså nogle økonomiske friheder, som min datter kommer til at nyde godt af. Hun kommer til at vokse op i et dejligt hus med have, cykelstier til skole, masser legekammerater i baghaven m.m. Det ville jeg ikke have kunne give hende, havde jeg valgt arbejde/karriere fra.

Jeg stiller mig dog uforstående overfor, man har et sådan behov for at rakke ned på karrierermødre - jeg ser sjældent en tendens den anden vej, altså karrieremødre der hakker ned på hjemmegående eller studerende. Vi træffer alle vores valg udfra hvad vi tror vil fungerer bedst for vores familie. Skulle vi så ikke bare stoppe med at dømme hinanden?

Jeg synes ihvertfald man skal tænke sig om, inden man vælger at få børn, hvis begge parter er karrieremennesker. Hos os er det min mand der dyrker karrieren og jeg er gået ned i tid og tager mig mest af børnene. Han er dog så heldig at have et fleksibelt job, så han er sjældent senere hjemme end kl. 17.00, men arbejder så tit når børnene sover.

Et vennepar satser benhårdt på karrieren begge to, og det forstår jeg altså ikke... De er nødt til at have au pair for at få det hele til at hænge sammen og deres barn er i institution 8-9 timer hver dag (det er der mange der er og det er ikke for at rakke ned på nogen- men når man selv ligefrem vælger at få et institutionsbarn, synes jeg det er noget andet). De er igang med nr. 2 på trods af de aldrig ser nr. 1.

Der synes jeg måske man skal overveje om man virkelig skal have børn!

Unalisa skriver:

Jeg ved at det her er et øm punkt for mange vil bede om en ordentlig og Sober tone Hvad prioritere du først??? Dine børn eller karriere? Når man nu har været så heldig at få børn , er det så fair overfor dem at forældrene har så lange arbejdsdage at de i sammenlagt ser dem max 2-3 om dagen?? God aften

lige nu er jeg igang med uddanelse og stadig på barsel så jeg VED det ikke rigtigt endnu.... men jeg har altid engageret mig 100% i mine studier/skolegang og nu engagerer jeg mig 100% i min datter

Jeg ku forestille mig at jeg er FAMILIE først og fremmest så længe børnene er små - der er kæresten til gengæld i fuld sving med karrieren fordi de er en opstarts-virksomhed og det gør at man nogengange er nødt til at arbejde for 1,5 mand... men han er i håndværkerbranchen så vi ved begge to at han bliver hurtigere slidt end mig (it/akademikerbranchen) så jeg tror helt naturligt at der kommer et skifte på et tidspunkt hvor jeg måske får lidt længere arbejdsdage samtidig med at han får nogle mindre

Dog tror jeg altid vi vil prioritere familien først - det er mere et spørgsmål om hvorvit jeg/han gør rent/handler ind/vasker tøj eller om vi fx betaler os fra det hvis lønnen tillader det

så tror der er mange praktiske led der kan uddelegeres før det bliver en prioritering mellem børn og arbejde

Men her mens børnene (nu har vi kun et men alligevel) er små så kan jeg slet ikke se mig selv undvære hende mere end MAX et par timer om dagen 

Mine børn.

Er selvstændig,så arbejder meget om aften når de sover.

Så her er det max 30 timer i inst fra man er 3 år.

Før de 3 passes man af mor 

nielsen80 skriver:

Må erklære mig enig her. Selvfølgelig kommer ens børn først, tror ikke der er mange der vil sige andet. MEN det er da ikke ensbetydende med, man ingen karriere kan have.

Jeg har så overbygningen, og derfor også et job der til tider vil kræve lange arbejdstider. men jeg elsker mit arbejde, får energi af det og ikke mindst gør det, at jeg kan være en glad mor....

Er stadig på barsel, og måske derfor naiv, men er overbevist om, at man godt kan være en god tilstedeværende mor og have en karriere. Det er desuden også den rollemodel, jeg gerne vil vise min datter - at man arbejder for sine penge, og det KAN lade sig gøre at opfylde karrieredrømme samtidig med man er en god mor.

Endelig giver en karriere jo altså nogle økonomiske friheder, som min datter kommer til at nyde godt af. Hun kommer til at vokse op i et dejligt hus med have, cykelstier til skole, masser legekammerater i baghaven m.m. Det ville jeg ikke have kunne give hende, havde jeg valgt arbejde/karriere fra.

Jeg stiller mig dog uforstående overfor, man har et sådan behov for at rakke ned på karrierermødre - jeg ser sjældent en tendens den anden vej, altså karrieremødre der hakker ned på hjemmegående eller studerende. Vi træffer alle vores valg udfra hvad vi tror vil fungerer bedst for vores familie. Skulle vi så ikke bare stoppe med at dømme hinanden?

  - til det hele!