Jeg KU slå ham ihjel!!

Janni. skriver:

bedre formuleret end dét, jeg magtede.

Tak

Kunsten er jo at få sagt det der er svært, uden at gøre nogen kede af det!

Jupiter skriver:

Jeg tillader mig at være lidt provokerende - dog HELT UDEN AT MENE DET ONDT!

Men hvis du opfører dig overfor din kæreste ligesom du skriver i dette indlæg, så kan jeg sgu godt forstå han er ligeglad med det hele. Han kan alligevel ikke gøre noget rigtigt efter dit hoved.

Måske skulle man prøve at vende al den her negativitet indad, og tænke over om det måske er dig selv du er sur på - og om det ikke var noget du skulle arbejde med først og fremmest?

Jeg er selv et kontrol menneske, med en MEGET stor kærlighed for DETALJER og KONTINUITET - og det løber også af med mig herhjemme nogle gange (kæresten plejer at sige "Jeg bor her altså også, og har et andet syn på livet" når det er ude på et sidespor). Men så må jeg sgu bide i det sure æble og indrømme at jeg skal tage mig sammen, og give plads til at der findes andre mennesker med andre holdninger og personligheder end mig!

Jeg håber ikke jeg træder dig for meget over tæerne, det er i hvert fald ikke min mening at gøre dig endnu mere gal, blot et forsøg på at vende bøtten lidt om

overhovedet ikke - og jeg ved godt det er mig selv jeg er sur på.
jeg er en heks en bitch , jeg er alt..

jeg sidder og græder hver dag når han ikke er hjemme over jeg er sådan ..

jeg ved ikke hvordan jeg skal ligge det kontrollerende fra mig ??
jeg har prøvet og give ham plads og lade ham - men alligevel gør han det ikke godt nok det køøøøre rundt i hovedet på mig - jeg kan ikke se det lyse i noget

Wimmie skriver:

Du kalder ham 'dum' og 'fatsvag' og kan intet positivt se ved ham.... Ja, jeg synes da egl. du skal gøre ham en tjeneste og gå fra ham, for han fortjener da ikke én der beskriver ham sådan... håber da ikke du kalder ham disse ting over for ham eller jeres omgangskreds.

Jeg håber virkelig at det bare er dine hormoner... 

 

Men I skal da uden tvivl have snakket sammen uanset hvad.

jeg kan ikke give dig mere ret..

jeg omtaler ham desværre sådan overfor ham selv og andre ..

og det smutter bar ud af munden på mig .. så elendigt har vi det..

eller han er jo den mest fantastiske rolige - sjove fyr . det er han virkelig..

det er mig der problemet, jeg kan kun se alle de fejl ved ham

Anonym skriver:

jeg har gang på gang fortalt hvad jeg forventer af ham - han giver mig det samme svar med han nok skal blive bedre..

han siger han ved ikke hvad han skal gøre.. vi plejer at have det bedste sex nogensinde - men nu tænder jeg ik på ham mere. han har ca, 2 gange på det 2½ år vi har været sammen lagt op til sex

en dag havde jeg købt sexet undertøj og tændt hele soveværelset med sterrain og sat noget lækkert musik på..

skrev så en sms til ham : kom lige ind i soveværelset ..

hvorefter jeg fik en sms hvori der stod : ja om 10 min ser lige bold.

:/ ?? jeg blev såååå KED af det og siden han gjorde det mistede jeg min sex lyst totaaaal

han har ikke lagt op til noget siden, men vælger i stedet at spille den af på arbejde eller til nogen af alle de porno sider er findes på hans computer

så i dag, tænkte jeg nu sku vi hygge os, fik jeg bare et svar om to min..
men når man har været sammen i 2½ år og ikke er så vilde og romantiske og ny forelsket mere, så mister man lysten af sådan noget, jeg ahr gang på gang fortalt ham og vist ham på internettet hvad jeg tænder på men det tænder han ikke på og han ender med at få slap diller, det eneste vi gør er de 3 basis stillinger , og det er så svært for mig, for før jeg mødte ham elskede jeg sex over alt i verden, jeg udforskede alt ... og ham her, han tør ikke rigtig og når jeg får ham overtalt så ender det jo med en slap diller..

undskyld den fortælling den var ude for side sporet - men den er nok en største del problem i vores forhold

Jeg ved ikke om du læste min kommentar?

Men uanset hvad, så er det for mig tydeligt at der ligger en maaaaasse og gemmer sig inden i dig, som du ikke kan tøjle eller forstå eller selv gøre noget ved!

Jeg får den opfattelse at du gør din kæreste til hade-objekt for en masse følelser du ikke ellers ved hvor du skal placere. Og inderst inde har du måske ikke lyst til at finde ud af hvor de hører til (tænk hvis det var dig selv de hørte til?).

Hov, jeg var lige for hurtig - kan godt se du har responderet på mit første indlæg også

Jupiter skriver:

Hov, jeg var lige for hurtig - kan godt se du har responderet på mit første indlæg også

det er nok det der gør mig mest ked af det og utrolig bange.. at jeg skal have indset fuldt ud for mig selv at det er mig der er problemet og har indset det halvt, men mangler den halve...

jeg var på lykkepiller indtil jeg blev gravid og de HJALp-- ÅH hvor de hjalp.. men i samarbejde med læge og mig selv valgte vi at stoppe fordi jeg havde dte jo godt og fordi det ku skade vores lille barn -- der gik os ca 5 uger før jeg blev hidsig - ved ik om det homonerne der køre mere nu?? eller om det er min bivirkning på de skide piller der træder ind

Anonym skriver:

jeg kan ikke give dig mere ret..

jeg omtaler ham desværre sådan overfor ham selv og andre ..

og det smutter bar ud af munden på mig .. så elendigt har vi det..

eller han er jo den mest fantastiske rolige - sjove fyr . det er han virkelig..

det er mig der problemet, jeg kan kun se alle de fejl ved ham

Stor ros til dig fordi du står ved det... 

Har du selv snakket med en psykolog evt.? Altså jeg synes paterapi lyder som en god idé, men måske du skulle prøve selv at snakke med én først, for det virker netop som om du bærer rundt på megen vrede.

det har jeg godt tænkt på..

jeg skal have det hele ud, til en som ikke taler ned til mig, min mor og veninder snakker bare ned til mig når jeg fortæller om dette..

sys det er en god ide med psykolog - men har været til en to gange og følte mig så dum følte igen at osse hun så ned på mig og tænkte : hoooold da kæft en mærkelig pige

Wimmie skriver:

Stor ros til dig fordi du står ved det... 

Har du selv snakket med en psykolog evt.? Altså jeg synes paterapi lyder som en god idé, men måske du skulle prøve selv at snakke med én først, for det virker netop som om du bærer rundt på megen vrede.

det har jeg godt tænkt på..

jeg skal have det hele ud, til en som ikke taler ned til mig, min mor og veninder snakker bare ned til mig når jeg fortæller om dette..

sys det er en god ide med psykolog - men har været til en to gange og følte mig så dum følte igen at osse hun så ned på mig og tænkte : hoooold da kæft en mærkelig pige

Anonym skriver:

det er nok det der gør mig mest ked af det og utrolig bange.. at jeg skal have indset fuldt ud for mig selv at det er mig der er problemet og har indset det halvt, men mangler den halve...

jeg var på lykkepiller indtil jeg blev gravid og de HJALp-- ÅH hvor de hjalp.. men i samarbejde med læge og mig selv valgte vi at stoppe fordi jeg havde dte jo godt og fordi det ku skade vores lille barn -- der gik os ca 5 uger før jeg blev hidsig - ved ik om det homonerne der køre mere nu?? eller om det er min bivirkning på de skide piller der træder ind

Det er også fuldstændig ligemeget hvad grunden er - du ved at du ikke har det godt, og du har så småt gjort noget ved det, ved at starte denne tråd. Det er jo et kæmpe skridt på vejen!

Hvad med at sige det til kæresten? Bede ham om hjælp? Det vil uden tvivl virke bedre på forholdet, end at du skubber ham væk og gør ham til syndebukken. Husk at du har valgt ham af en grund - han var jo dejlig engang, ikke?

Få din læge ind over, så i kan finde ud af en måde at tackle det på indtil graviditeten er overstået, og du måske kan begynde på medicinen igen!