Føler mig alene

Hej alle sammen

Skriver da jeg ikke ved hvad jeg skal føle eller gøre.. Jeg er førstegangs gravid 25+4 og har været sammen med min kæreste i næsten 5,5 år..

Vi er begge rigtig glade for graviditeten og venter og et rigtig ønskebarn

Vi boede i lejlighed sammen med den var for lille til at have et barn, så indil vi har fået huskøbet helt på plads, bor vi hos svigerforældrene da de har god plads og vi kan spare lidt op i mens..

Min kæreste spiller fodbold og står for sin egen gruppe i hjemmeværnet hvilket han bruger rigtig meget tid på.. Jeg sidder derfor ofte hjemme alene uden noget at lave.. jeg føler mig ikke rigtig hjemme hos svigerforældrene specielt ikke når jeg er der alene.. Jeg kan rigtig godt lide mine svigerforældre men føler mig bestemt ikke hjemme der..

Jeg har forklaret det for kæresten mange gange og sagt at jeg synes det er hårdt at gå igennem en graviditet (med alt hvad det indebærer) alene..

Jeg skulle "tvinge ham med til jordemoder sidste gang og han har sagt at jeg ikke skulle regne med at han kom med at fødselsforberedelse, selvom han ved hvor meget det betyder for mig :/

Ved ikke hvad jeg skal gøre, havde troet at man ville være ligeså meget sammen som før man blev gravid, (hvis ikke mere), men sådan er det bestemt ikke i vores tilfælde :/

- ved ikke hvad jeg forventer med dette oplæg, men har brug for at snakke med nogen om det som ikke lige kender os, for jeg elsker jo mine kæreste og kunne ikke forestille mig et liv uden ham, specielt ikke nu hvor vi venter os en fantastisk lille dreng <3

Anonym skriver:

Hej alle sammen

Skriver da jeg ikke ved hvad jeg skal føle eller gøre.. Jeg er førstegangs gravid 25+4 og har været sammen med min kæreste i næsten 5,5 år..

Vi er begge rigtig glade for graviditeten og venter og et rigtig ønskebarn

Vi boede i lejlighed sammen med den var for lille til at have et barn, så indil vi har fået huskøbet helt på plads, bor vi hos svigerforældrene da de har god plads og vi kan spare lidt op i mens..

Min kæreste spiller fodbold og står for sin egen gruppe i hjemmeværnet hvilket han bruger rigtig meget tid på.. Jeg sidder derfor ofte hjemme alene uden noget at lave.. jeg føler mig ikke rigtig hjemme hos svigerforældrene specielt ikke når jeg er der alene.. Jeg kan rigtig godt lide mine svigerforældre men føler mig bestemt ikke hjemme der..

Jeg har forklaret det for kæresten mange gange og sagt at jeg synes det er hårdt at gå igennem en graviditet (med alt hvad det indebærer) alene..

Jeg skulle "tvinge ham med til jordemoder sidste gang og han har sagt at jeg ikke skulle regne med at han kom med at fødselsforberedelse, selvom han ved hvor meget det betyder for mig :/

Ved ikke hvad jeg skal gøre, havde troet at man ville være ligeså meget sammen som før man blev gravid, (hvis ikke mere), men sådan er det bestemt ikke i vores tilfælde :/

- ved ikke hvad jeg forventer med dette oplæg, men har brug for at snakke med nogen om det som ikke lige kender os, for jeg elsker jo mine kæreste og kunne ikke forestille mig et liv uden ham, specielt ikke nu hvor vi venter os en fantastisk lille dreng <3

Har det på samme måde som dig. Men før jeg blev gravid havde jeg altså ikke det problem, altså med at føle mig alene.

Jeg kan mærke jeg er blevet mere pylleret - jeg pyller aldrig , jeg har brug for mere opmærksomhed og for mere kærlighed og jeg vil helst have den uden at bede om den fordi jeg vil føle at kæresten selv vil give den osv osv.

Mine hormoner raser, men hvad skal jeg gøre ved det?  Jeg ved det godt, men hvad skal jeg gøre ved det.
Men tror også at når man ved det og kan fortælle ens kæreste at man godt ved man er hormon-åndssvag at så ser de anerledes på det, jeg syntes i hvert fald at min kæreste (godt nok efter en par tudende samtaler hehe) at blevet meget bedre til at varetage mine nye behov.

Ved ikke om det er sådan du har det og forstår hvad jeg skriver 

Anonym skriver:

Hej alle sammen

Skriver da jeg ikke ved hvad jeg skal føle eller gøre.. Jeg er førstegangs gravid 25+4 og har været sammen med min kæreste i næsten 5,5 år..

Vi er begge rigtig glade for graviditeten og venter og et rigtig ønskebarn

Vi boede i lejlighed sammen med den var for lille til at have et barn, så indil vi har fået huskøbet helt på plads, bor vi hos svigerforældrene da de har god plads og vi kan spare lidt op i mens..

Min kæreste spiller fodbold og står for sin egen gruppe i hjemmeværnet hvilket han bruger rigtig meget tid på.. Jeg sidder derfor ofte hjemme alene uden noget at lave.. jeg føler mig ikke rigtig hjemme hos svigerforældrene specielt ikke når jeg er der alene.. Jeg kan rigtig godt lide mine svigerforældre men føler mig bestemt ikke hjemme der..

Jeg har forklaret det for kæresten mange gange og sagt at jeg synes det er hårdt at gå igennem en graviditet (med alt hvad det indebærer) alene..

Jeg skulle "tvinge ham med til jordemoder sidste gang og han har sagt at jeg ikke skulle regne med at han kom med at fødselsforberedelse, selvom han ved hvor meget det betyder for mig :/

Ved ikke hvad jeg skal gøre, havde troet at man ville være ligeså meget sammen som før man blev gravid, (hvis ikke mere), men sådan er det bestemt ikke i vores tilfælde :/

- ved ikke hvad jeg forventer med dette oplæg, men har brug for at snakke med nogen om det som ikke lige kender os, for jeg elsker jo mine kæreste og kunne ikke forestille mig et liv uden ham, specielt ikke nu hvor vi venter os en fantastisk lille dreng <3

Først en kæmpe krammer mænd oplever desværre ikke graviditeten på samme måde som os kvinder og der er mange mænd der mener at de ikk behøver slæbes med til læge, jordemoder og fødselsforberedelser. Min mand gik heller ikk op i det da han ikk helt ku forholde sig til at der lå et barn i min mave men har var da med til de ting jeg bad ham om. men jeg tror ikk det er fordi de ikk vil. Vi går med bebs i maven og for os er det meget mere virkelig jeg kan sagtens forstå hvis ikk du kan føle dig hjemme hos dine sviger, det tror jeg heller aldrig jeg ville kunne. Det er da ærgerligt hvis din kæreste ikke kan forstå dig men der er nok ikke andet for end at fortælle hvordan du har det og forklare at du er en del mere sensitiv i forbindelse med din graviditet. Måske kan du også snakke med din svigermor, det er jo ikk fordi du ikk ka lide dem at du ikk føler dig hjemme så måske ku Kuhn være go at ha

Tak for jeres hurtige svar

Det er dejligt at vide det ikke kun er mig der har det sådan.! Ved også godt jeg er mere følelsesmæssig end jeg plejer, og det har jeg prøvet at forklare ham flere gange.. Det er heller ikke fordi han ikke kan tage til fodbold og så videre men det kunne være dejligt bare med lidt kæreste tid specielt nu hvor jeg virkelig føler jeg har brug for den

Min svigermor ved godt jeg føler mig alene og har også sagt at jeg sagtens kan invitere venner over, men synes altså det er for mærkeligt når jeg ikke selv føler mig hjemem :/

Min kæreste siger også gang på gang at han nok skal priotere vores tid sammen højere, men der sker ikke rigtig noget.. Han siger også at det bliver bedre når vi får kontrakten om det nye hus på plads og kan flytte ind, og det kan da godt være det bliver bedre iform af at jeg nemmere kan have venner på besøg, men hvis ikke han vil sætte tid af til mig og måske senere den lille jamen så er det vel ikke det smarteste at købe hus med ham :/

Det er bare rigtig mange tanker og følelser der flyver rundt i mit hoved og i hele kroppen og kan ikke holde styr på det eller finde en løsning som virker :/

Mener jo også lige nøjagtig at det er vigtigt han er med til undersøgelserne for at det bliver mere virkeligt for ham Og han vil også gerne med til skanningerne men det er alt det andet han ikke føler han behøver være en del af :/

Jeg kunne aldrig drømme om at tvinge min kæreste til at være mere sammen med mig, og gå med til en masse han ikke havde lyst til.

Jeg er selv meget bevidst om at følelserne går amok, og nogle gange siger jeg bare til ham at jeg har "en af de dage"...

Jeg ville selv hade hvis jeg skulle tvinges til at være et sted jeg ikke havde lyst til.

Som en anden skriver, så er vi gravide (og mødre) fra det øjeblik der er to streger på testen, men mange mænd er først fædre (i deres egne øjne) når de har skabt et bånd til det barn der kommer ud.

Jeg tror man skubber dem længere væk ved at være efter dem, og stille krav som de ikke kan/vil leve op til.

Jeg forstår udemærket dine følelser - det er skide hårdt. Men jeg er sikker på at I kommer fint igennem processen, får et dejligt hus og et skønt familie liv. Det er bare en fase, og du skal ikke slå dig selv eller kæresten oveni hovedet fordi det er en dum periode

Synes bare at det er lige så vigtigt for ham at få afvide hvordan det går med den lille da det jo også er hans barn.. Jeg kan virkelig ikke sætte mig ind i hvorfor man ikke for alt i verden vil med det dem. Specielt hvis man ikke føler man ikke er "en del af" graviditeten, for det bliver man da om noget til undersøgelserne

Men ja tror også (håber) at det kommer til at gå.. Synes bare jeg "ofre" og ændre meget for graviditeten  og det kommende liv som mor (hvilket jeg med glæde gør). Og så synes jeg også bare godt han kunne gøre bare en smule   

Anonym skriver:

Mener jo også lige nøjagtig at det er vigtigt han er med til undersøgelserne for at det bliver mere virkeligt for ham Og han vil også gerne med til skanningerne men det er alt det andet han ikke føler han behøver være en del af :/

Må sige, at jeg godt forstår din kæreste på det punkt, for har det nøjagtig ligesom ham. Jeg ville føle det akavet, hvis min kæreste skulle med til læge og jordemoder og vil helst afsted alene, sådan havde jeg det også første gang. Han er også kun med til skanninger. Der bliver jo ikke snakket om noget som jeg ikke kan genfortælle og synes virkelig det er spild af en fridag at han skal med til det. Selve fødselsforberedelsen var i hold, hvor herrerne skulle med 3 af gangene og der var han selvfølgelig med.

De forholder sig ikke til det på samme måde som os, der bærer barnet i kroppen og det må vi respektere synes jeg - ligeså vel som de så må være mere imødekommende for, at der sker en masse  ændringer i kroppen og hormonbalamcen osv. - og det gør altså noget ved os gravide

Når nu du ikke føler dig sådan rigtigt hjemme hos svigerne, kunne det så være en løsning at komme mere ud? Tage ud til veninder, på café, dine forældre osv.?

Anonym skriver:

Hej alle sammen

Skriver da jeg ikke ved hvad jeg skal føle eller gøre.. Jeg er førstegangs gravid 25+4 og har været sammen med min kæreste i næsten 5,5 år..

Vi er begge rigtig glade for graviditeten og venter og et rigtig ønskebarn

Vi boede i lejlighed sammen med den var for lille til at have et barn, så indil vi har fået huskøbet helt på plads, bor vi hos svigerforældrene da de har god plads og vi kan spare lidt op i mens..

Min kæreste spiller fodbold og står for sin egen gruppe i hjemmeværnet hvilket han bruger rigtig meget tid på.. Jeg sidder derfor ofte hjemme alene uden noget at lave.. jeg føler mig ikke rigtig hjemme hos svigerforældrene specielt ikke når jeg er der alene.. Jeg kan rigtig godt lide mine svigerforældre men føler mig bestemt ikke hjemme der..

Jeg har forklaret det for kæresten mange gange og sagt at jeg synes det er hårdt at gå igennem en graviditet (med alt hvad det indebærer) alene..

Jeg skulle "tvinge ham med til jordemoder sidste gang og han har sagt at jeg ikke skulle regne med at han kom med at fødselsforberedelse, selvom han ved hvor meget det betyder for mig :/

Ved ikke hvad jeg skal gøre, havde troet at man ville være ligeså meget sammen som før man blev gravid, (hvis ikke mere), men sådan er det bestemt ikke i vores tilfælde :/

- ved ikke hvad jeg forventer med dette oplæg, men har brug for at snakke med nogen om det som ikke lige kender os, for jeg elsker jo mine kæreste og kunne ikke forestille mig et liv uden ham, specielt ikke nu hvor vi venter os en fantastisk lille dreng <3

som det er blevet sagt flere gange, så tror jeg altså ikke på at man kan tvinge følelser frem i folk som de ikke har. Altså jeg ville da selv føle det MEGET mærkeligt at stå og glo på en skærm imens der godt nok er noget der bevæger sig, men uden at have nogen former for føling med dette. jeg tror på at det er noget HELT andet for kvinderne, de bærer trodsalt rundt på dette lille væsen. JEg kunne absolut ikke forstille mig at min kæreste overhovedet ville ane hvad der var op og ned på skærmen, og selv hvis jeg fortalte ham det ville han formenligt bare sige " jaja det er godt med dig" og så ikke ligge mere i det. Jeg tror bare at det i langt de fleste tilfælde er en kvinde ting. OG jeg ville da også blive ked af hvis han slæbte mig med til rally ( eks) på tvang når biler nu ikke siger mig en pind, på samme måde ville han nok have det, fordi det er svært at forholde sig rigtigt til det før end at barnet er der.

Det at få et barn er jo bare en "fælles interesse" så synes ikke det kan sammenlignes med f.eks. rally eller noget andet.. Vi havde fra starten været enige om at vi skulle dele alle aspekter af det her sammen og det er derfor det sårer mig at han ikke længere føler at vi skal dele de oplevelser sammen..

Jeg prøver også at komme så meget ud som muligt, men da mange af mine venner og veninder er flyttet til andre byer for at studere, så er det begrænset hvor mange jeg har mulighed for at se i hverdagen.. Jeg prøver også så vidt muligt at arrangere det sådan at jeg aftaler de aftner hvor han skal afsted.. Det med at tage på caféer prøver jeg også at gøre de dage jeg har tidligt fri fra arbejde, men da vi er ved at købe hus så er det heller ikke noget jeg føler, jeg har penge til at gøre særlig ofte.. Og det er jo heller ikke mine venner jeg føler mig alene i forhold til, for dem ser jeg når der er mulighed for det og ellers har jeg meget kontakt med dem på andre måder.. Det er jo min kæreste jeg føler mig alene i forhold til og det er det jeg ikke ved hvad jeg skal gøre ved for at ændre :/