Hvorfor har i valgt at få dem så tætte? var jeres første nem? tror nemlig det bliver hårdt hvis man får en med fx kolik og den store ikke engang er pottetrænet endnu.. puha.. men vil så gerne have en mere..
hvad med opmærksomhed til det første barn? bliver det ikke hårdt at dele den? undskyld jeg læsser af på dig men kan se du har taget overvejelser nøje og besluttet jer 
Uha nej! Haha! Rose var IKKE nem! Hun havde kolik, vi har haft mange soveproblemer osv., og hun har et herligt temperament, men vi er enige om, at sammen kan vi klare alt. Der er forskellige årsager til, at vi vil have dem tæt. Nogen siger det er en naiv overvejelse, den første, men vi har et håb om, at de vil få mere glæde af hinanden med den afstand. Det er baseret på det faktum at vi selv har afstand til vores søskende. Da min bror blev født var jeg 4 år, og da han var stor nok til at lege, var jeg for stor til at gide lege med de samme ting, og jeg tror det er en af årsagerne til, at vi aldrig har haft mega meget glæde af hinanden. Vi har et godt forhold, og jeg elsker min bror, men vi har ikke rigtig kontakt i det daglige. Der kan jo altid være andre årsager, fx kønsforskelle eller forskelle i personlighed, men vi håber på, at de vil kunne hygge sammen med den lave forskel.
Ydermere vil vi gerne have en større børneflok, og vi vil gerne være færdig med at have børn i en tidlig alder. Vi vil gerne have 3 eller 4 børn, og af rent praktiske årsager må man jo så tænke lidt over afstanden Hvis vi ikke fik nummer 2 nu, måtte vi vente til jeg var færdig med min bachelor. Der ville jeg være 25. Hvis vi så fik nr. 2 der, så skulle jeg på barsel et år (26 år), så skulle jeg gøre kandidaten færdig (28 år), og helst ud i et job først (måske 29 år), og så ville jeg være 29-30 år inden vi fik nr. 3, og når vi så gerne vil have 1 mere, så begynder den at knibe lidt ift. vores livsplaner. Hvis vi ventede med nr. 2, ville vi alligevel skulle have 2 og 3 tæt, og så ville det jo være samme problemstilling, men måske endnu hårdere fordi man havde 2 i forvejen.
Det lyder som nogle meget kyniske overvejelser, det kan jeg godt høre, og der er selvfølgelig også det følelsesmæssige aspekt, at vi er utrolig børneglade, og bare gerne vil berige vores lille familie med et lille væsen mere, og bare gerne ville have én mere nu rent følelsesmæssigt. Så der er mange faktorer indblandet. Der er også andre, men så kunne jeg skrive en hel stil
Hvis nummer 2 bliver et svært barn, så er man jo 2 (det gætter jeg jo så på i også er), og så må man jo hjælpe og aflaste hinanden. Og derudover har vi som sagt et stærkt netværk af en stor familie, som hellere end gerne hjælper, hvis det skulle brænde helt på!
Hvad angår opmærksomheden tror jeg ærlig talt, at problemet er lige så stort om der er 1,5 eller 3 år mellem barnet. Jeg har valgt at vende den om: Et barn på 1,5 har endnu ikke et veludviklet selv, og har derfor ikke nogen selvbiografisk hukommelse endnu. Barnet kan ikke, når det er ældre, huske den tid det var alene. Det kan et barn på 3 år, og barnet har ydermere været alene i 1,5 år længere, hvorfor det vil være en større omvæltning at skulle dele opmærksomheden.
Men som jeg ser det, er det kun et problem (uanset hvad aldersforskellen er), hvis man som forældre tackler det dårligt. Man kan jo inddrage barn nr. 1 på så utrolig mange måder. Man kan se en tegnefilm sammen i sofaen, imens man ammer, man kan læse en bog sammen imens man ammer, man kan inddrage og få den lille til at hjælpe til i det omfang barnet nu forstår det i den alder. Altså på en måde, hvor barnet føler sig inkluderet. Og når så man ikke ammer, er der jo rig mulighed for, at farmand lige kan tage sig en hyggetjans med den lille ny, imens man leger med den store. Og når den yngste bliver lidt ældre, kan man få den passet et par timer og tage en storesøster dag. Det er ikke noget, jeg ser som et problem. Barnet vil skulle dele opmærksomheden før eller senere, der er ingen forskel i mine øjne. Kun en forskel på hvordan man håndtere det.
Jeg tror der er lige mange plusser og minusser i at få dem tæt og at vente, det handler i sidste ende om hvad der passer ind i ens familiestruktur, ønsker, planer og personlighed, så derfor tror jeg ikke det giver mening på et generelt plan at diskutere hvad der er bedst, for det er helt individuelt. Men det BLIVER hårdt, og det skal man være indforstået med!
Beklager den lange smøre, men tænkte du kunne bruge. Bare spørg, hvis der er andet
