Har virkelig brug for jeres hjælp :.-(

Anonym skriver:

Undskyld jeg nok ynker lidt nu

Fx har i sommers skulle min far og damen i zoo, de to mine to halvsøskende med,  DE SPURGTE IKKE OM DERES BØRNEBØRN VILLE MED og helt ærlig de to andre halvsøskende er omkring de 40 år

 

I efterårsferien, har de overhovedet ikke villet ha deres børnebørn på ferie, og ud og opleve noget....næææh nej, men de kunne sagens tage mine to gamle halvsøskende med på tur det gør mig godt nok ked af det,,,, og det er svært for mig og skal svare ungerne når de kommer og spør om hvorfor de ikke må komme op på ferie hos morfar og bedste

Ynk du bare! Ud skal det jo.. Og jeg forstår dig udemærket! Men det er oz synd for ungerne hele tiden at spørge og spørge uden at få et konkret svar.. Hvis man siger sandheden et par gange så er det min erfaring at så holder de op med at spørge.. MEN før du siger deres morfar ik gider dem, så prøv lige en sidste gang at snakke med din far.. For børn husker, og har du sagt morfar ik gider dem hvis det viser sig at det vil han gerne, så bliver det aldrig rigtig det samme igen.. Måske er det oz forkert formuleret at skulle fortælle børn at nogen ik gider dem.. Måske man bare skulle sige noget andet som at morfar ik har tid, eller morfar er flyttet (langt væk), eller morfar er en gammel mand der ik kan passe små børn i ferien.. Noget der måske ik ligefrem piller selvtilliden ud af ungerne..

 

Jeg giver ik meget for de andres svar om at han vil tage sig af "Problembørnene" istedet for jer for i har styr på tingene.. Det virker rent ud sagt som om i er valgt fra, det forekommer desværre!

1 / som forslået før.. fortæl ham ansigt til ansigt evt ALENE (dvs uden ny kone og halvsøskende) hvad du føler.. og find ud af hvad han føler tilbage. Det er den eneste måde der får ham til at åbne øjnene tror jeg, HVIS der altså er noget at åbne dem for. Måske er han bare "tilfreds" i sit nye forhold og har trukket halen mellen benene og skubber jer væk, nok ubevidst fordi han er glad (og efter min mening egoistisk) hvor han er nu.. Og det kan i jo ikke ændre på - det er hans følelser desværre.

2/ eller... hvis det er svært for dig ansigt til ansigt, selvom jeg tror det vil virke bedst.. så skriv ham et brev og forklar det hele.

3/ hvis han ikke reagerer som i har snakket om / aftalt fremover, så tror jeg desværre du må stille ham et ultimatum med at han må tage sig sammen ellers er i ikke hans liv mere. Og ellers simpelthen bare stille og roligt glide væk... uden ultimatummet. Og så må i jo se om det hjælper på ham, og han igen får øjnene op for jer.

Jeg synes ikk der er nogen grund til at gå og sku være ked af det og skuffet over alt det han gør for de andre søskende ihvertfald. Det er spild af dine kræfter og dit liv. Og det er ikke det værd.

Jeg selv er skilsmissebarn og har aldrig haft et decideret forhold til min far.. (var kun 4 år dengang tror jeg, de blev skilt) Han er i mit liv, men har kun titlen fordi han ER min far, ikke fordi jeg ser ham som det der indebærer at være det. Det er mere min stedfar der har den.
Og det er fint nok for mig - jeg synes mere det er hans tab, ikke mit. Sådan har jeg ihvertfald vendt den til. Han ser os til jul og fødselsdage, også min datters. Og han kommer hver gang han blir inviteret. Men derudover er der ikk meget invitation eller lign fra hans side, men det er også fint nok. Hellere det end en falsk venlig en Han gør helt sikkert også mere for mine halvsøskende end han gør for mig, min bror og søster.. Men det gider jeg SLET ikke bruge min tid på at være jaloux eller lign over. Han får bare heller ikke hjælpen eller interesseren den anden vej

Så ja - du må gøre op med dig selv hvad du vil.
Det er hårdt - men også hårdt hvis du skal gå og være ked og skuffet resten af livet over det. Held og lykke

Jeg havde sagt farvel.

Livet er for kort til at gå rundt og være ked af skodfamilie.

Find nogle reservebedster til børnenogom også kan være noget for jer.

Og så brug energien til at skabe gode rammer for jer selv og jeres børn.