Muhmi skriver:
Heey pigerne 
Er der nogle herinde der synger??
Hvilken stil synger i og hvad kan i lide at synge?
Synger i i band eller synger i "kun" til hjemmebrug?
Hvor lang tid har i sunget og er det noget i har tænkt jer at bruge til noget?
Jeg synger nemlig og har lagt en video på youtube, en gaaammel video og skal have lavet den om, for jeg laver en mega fejl i den på et tidspunkt og jeg kendte faktisk ikke rigtig sangen da jeg "indspillede" den herhjemme... Så skal have lavet en ny på et tidspunkt 
Sidder så nu her og bliver faktisk lidt kilder i maven, fordi jeg elsker at synge, men ikke rigtig tør at synge foran andre (Pisse bange for at blive dømt) men er efterhånden også begyndt at være så gammel og have så meget selvtillid at det egentlig rager mig om der er nogle der synes jeg synger dårligt, for jeg ELSKER at synge og hver gang drengene går en tur, eller jeg idet hele taget bare lige er alene hjemme, så sætter jeg en omgang karaoke på og så giver jeg den gas hihihihi... 
Jeg synger ikke i band, men heldigvis så spiller min mand jo guitar+mange andre instrumenter og har også et band hvor de snakker om at "bruge" mig på et tidspunkt, hvis de laver en passende sang, så derfor spiller jeg nogle gange med manden herhjemme og det hygger vi os også rigtig fint med...
Jeg synger mest opera - disneysange - celine dion og andre i den genre... Mest fordi jeg rigtig gerne VIL synge opera og har altid været utroligt fasineret af den sangstil...
Kunne godt finde på at stille op i et af de der syngeprogrammer, men der tror jeg dog stadig at jeg er liiidt for bange til faktisk at gøre det... 
Nå, så fik i liiiige en lille historie omkring mig og synge...
Nu er det jeres tur
Ja! 
Men det er ikke noget jeg snakker så meget om. LOL
Eller skulle jeg rette det til, at jeg HAR sunget i mange år.
Jeg er født ind i en super musikalsk familie.
Min far bl.a. spillede i sine unge dage sammen med Svend Asmussen, og alle de gamle gutter fra Pappa Bue, altså Jazz-musiker.
Så jeg er flasket op med musik som "fadermælk" og har kendt alle de gamle store musikere, både danske og udenlandske.
Derfor begyndte jeg også selv meget tidligt med musik og sang.
Det medførte at jeg debuterede som klassisk sangerinde, da jeg var 14 år sammen med den for længst afdøde trompetist Arne Lambert.
Egentligt var det meningen, at jeg skulle gå den klassiske vej og synge opera, jeg havde nemlig en stemme, der var velegnet til at synge Wagner, kæmpe stor og utrættelig, der kun blev bedre, jo flere timer jeg sang...men helt ærligt...Wagner 
Jeg havde også lyst til at synge så meget andet, og det kan man ikke, hvis man vil synge opera.
Det er nemlig sådan, at enten synger man opera eller også synger man "alt det andet".
Så jeg tog et valg, og det blev så - alt det andet, og det har jeg bestemt ikke fortrudt.
Mit sangerliv har bragt mig mange vidunderlige timer. For mig har min stemme været en gave fra himlen, beregnet til at glæde andre.
I perioder har jeg levet af det, men jeg har altid bakket ud, hvis der kom pladekontrakter og den slags ambisiøse projekter på banen, måske fordi jeg har set alt, alt for mange gange, hvad det gjorde ved folk, der levede sanger- og musikerlivet.
Når man har set store kunstnere dø af stress, druk og misbrug, så begynder man at overveje om det er prisen værd.
Og da jeg på et tidspunkt netop oplevde stress i forbindelse med mit kunstnerliv, så blev jeg virkeligt bange for, at jeg ville gå samme vej, og bakkede helt ud af det professionelle ræs.
Kontrakttilbud har bestemt ikke manglet, og i dag, har jeg stadig kontakt til mange af de store kunstnere, som har overlevet ræset.
Men mine mange oplevelser og vidunderlige stunder sammen med sangen og musikken, kan ingen tage fra mig.
Jeg har optrådt sammen med alle de gamle superkunstnere inden for jazz, blues og pop og haft det herresjovt, noget jeg aldrig vil glemme.
I '99 fik jeg min søn ved kejsersnit i fuld bedøvelse, og selvom der i min journal stod oplyst, at jeg var sanger, så "glemte" man at læse hvad der stod, og man brugte den forkerte slags intubering, med det resultat, at man skadede mine stemmebånd, så de dannede arvæv, og de blev aldrig det samme.
Langsomt blev de stivere og stivere og mere og mere ubrugelige, og jeg stoppede helt med at synge professionelt i 2004.
Den sidste gang jeg sang offentligt var i 2006 til min fars begravelse, og jeg har ikke sunget siden, jeg kan ganske enkelt ikke, min stemme er væk.
Naturligvis savner jeg det, men jeg har altid haft den holdning, at alt har en ende, og det må man lære at leve med.
Kvinder har det med at få rystestemme med alderen. Når man som kvinde passerer overgangsalderen, er der mange, der får en stemme ændring til det værre, og jeg har altid forsværget at synge, når jeg nåede det punkt, for i mine ører findes der ikke noget værre og mere patetisk en en gammel kone, som engang, havde et stort navn som sanger, der stiller op og ryster sig igennem et smukt stykke musik, men ødelægger det, fordi hun ikke mere kan kontrolere sin stemme, så bør hun hellere holde sin mund. Jeg kan nævne 100-vis af kvinder, der burde sætte stemmen på "pension", leve på minderne, og takke af for den tid, der var, men som alligevel bliver ved, selvom det er en ynk, at høre på.
Kun meget få sangerinder formår at bevare stemmen, når alderen sætter ind, og så er det naturligvis stadig en fornøjelse, at høre på.
Jeg valgte så at stoppe, godt nok en del år før jeg havde regnet med, men ikke desto mindre at stoppe helt.
I dag ser jeg tilbage med glæde på den tid, også med savn, javist, men mest med glæde.
Jeg har undervist i musik og sang, spillet og sunget, og brugt min gave til at glæde andre og der igennem mig selv, og så kan ingen forlange mere. 
Kærligst
Sussie
