1 år og skide hidsig

Gardenia skriver:

Jamen det er da også bare træls ikke at må det hele

Det er vel en vurdering fra gang til gang. Sommetider har vi sat os på gulvet og trøstet ham, andre gange har han altså fået lov til at komme ud med det. Hvis han f.eks er træt, sidst på dagen er det i vores vurdering mere et spørgsmål om kort lunte end det egentligt er temperament, så i de tilfælde har vi trøstet og afledt. Men er det nummer 407 gang på en eftermiddag vi beder ham om at lade katten være i fred, bliver han bedt om enten at lade hende helt være i fred eller tøffe ned på værelset, får han et flip dér bliver han fjernet fra katten og "efterladt".

Konsekvente forældre der har uanede mængder af tålmodighed er vist det eneste der virker

Puha ja, det er sgu lidt af en udfordring det med tålmodigheden nogen gange! Især med fjernsynet! Det er meget sjældent tændt når hun er vågen, men når det er, SKAL hun åbenbart røre ved det. Og vi har ikke mulighed for at det kan stå udenfor hendes rækkevidde Det er bare ufatteligt de ikke fatter pointen og bliver ved! I går fjernede jeg hende 20-25 gange i streg og gav hende et alternativ, men hun blev ved og blev bare mere og mere hidsig! Aner ikke hvor hun har det fra

Frøken J. skriver:

Puha ja, det er sgu lidt af en udfordring det med tålmodigheden nogen gange! Især med fjernsynet! Det er meget sjældent tændt når hun er vågen, men når det er, SKAL hun åbenbart røre ved det. Og vi har ikke mulighed for at det kan stå udenfor hendes rækkevidde Det er bare ufatteligt de ikke fatter pointen og bliver ved! I går fjernede jeg hende 20-25 gange i streg og gav hende et alternativ, men hun blev ved og blev bare mere og mere hidsig! Aner ikke hvor hun har det fra

Vores fladskærm står stadig på et tv-bord der nu er lige i hoftehøjde af drengen. Det betyder han kan løbe fra den ene ende af lejligheden og HAMRE hans hammer ind i skærmen. OG - han kan gudhjælpemig også komme op og ligge foran det mens han enten sutter på det eller sparker på det. Det er vi slet ikke færdige med at have debat om, så når vi flytter næste weekend ryger tv-bord ud og skærm bliver sat fast på væggen - så vi vinder.

God kamp. Hold da fast hvor får du brug for det 

Jeg prøver at snakke med ham, virker det ikk går jeg min vej.... Så raser han ud et par minutter også er han god igen :-) lukas får nogengange hys anfald hvor han smider sig på gulvet og slår til alle sider.... :-S

Frøken J. skriver:

Jeg kan sagtens følge dig, men der er jo bare nogen ting man ikke kan være på forkant med. Så i de situationer, hvad gør man NÅR hun bliver vred, ikke hvordan man undgår hun bliver det Fx skal hun jo have tøj på, selvom hun bliver vred over det. Og nogen gange bliver hun sulten længe før end hun plejer, så kan man jo ikke have maden klar. Og hendes havregrød er jeg jo nødt til at lave om morgenen når hun vågner, jeg ved jo ikke hvornår hun vågner, så jeg kan ikke lige sætte mit vækkeur til 10 minutter før og gå ud og lave grød, hvis du kan følge mig? Så nogen af tingene kan forebygges, andre kan ikke, og er i tvivl om hvad jeg så gør i de situationer, hvor hun bliver vred over de ting, som man ikke kan komme i forkøbet.

kan sagtens følge dig og ved hvor skide hårdt det er da jeg selv har preteenager sur baby om aftenen i disse dage så føler med dig..

det bedste råd jeg kan give er ikke at køre med på showet Altså simpelthen udstråle og signalere at det der show det gider I slet ikke. F.eks. når hun skal have tøj på ( det er også en kamp her han drejer sig, skriger og er bare sur ) jeg siger bare roligt " Carl-Emil det nytter ikke noget du skal have tøj på, bevare roen imens han skriger og jeg kæmper tøjet på ham og så snart den sidste hjemmesko er sat på siger jeg højt " taaadaaa Guffe ( det er hans kaldenavn ) så er du færdig" hvor på jeg kysser ham med høje kysse lyde også griner han og bum så er det glemt og det har båret frugt Selvf. når han er mega træt så er han bare rasende også acceptere han ikke at jeg "kysser mig ud af det " men i dagstimerne fungere det super godt

for det er slutresultatet der bliver forbundet med noget sjovt og rart som belønning for at nu er man færdig

 

og btw stort tillykke med bebs i maven

Frøken J. skriver:

Ja hvad gør man så?
Rose har altid haft temperament. Da hun var lille var det fordi hun ville en masse hun ikke kunne. Det kan hun så nu. Nu er hun bare hidsig generelt, og jeg ved ikke hvad man gør i denne alder. Man skælder vel ikke ud? Altså hvad siger man så for at vise man forstår frustrationen men ikke bifalder den?
Det er SLEMT synes jeg. Når hun ikke får sin vilje kommer hun med høje vredesskrig. HØJE! Fx når hun ikke må sætte hænderne på fjernsynet, eller jeg tager noget fra hende hun ikke må lege med. Jeg prøver det der med at distrahere hende eller give hende noget andet, men den falder hun altså ikke for!

Det kan også være hvor hun er vred men man ikke helt ved hvorfor. Eller hun går amok fordi man er for langsom om at lave maden. Og hun kaster sig rundt når hun bliver hidsig, det var derfor hun slog panden på ferien, fordi hun lavede et vildt spring da hun var ,vRED over at få sko på..

Hvad gør man?

Da Alberte var 1 år hvade hun også et pænt temperament, og det har hun stadig nu hvor hun er 2 år.. Det vi begyndte på i samarbejde med DP var at når hun bliver hidsig over noget hun ikke må, forklare vi hende stille og rolig hvorfor hun ikke må det, da hun var mindre, prøvede vi at distrahere hende med noget andet efterfølgende, nu siger vi efterfølgende til hende at hun skal stoppe det skrigeri og hvis hun foresætter sætter vi hende ud på en stol lidt væk fra os, så hun finder ud af at hun ikke får sin vilje eller opmærksom på den måde..

Ved ikke om det lyder hårdt, men er slet ikke så hårdt, og hun finder hurtig ud af at det ikke hjælper noget, og lige så snart hun stopper går vi ud til hende og siger at det ikke nytter noget at hidse sig op og at vi elsker hende.. og så er det hele glemt igen..

Det virker her, og vi kan som oftest efterhånden snakke hende ned fra starten...

Frøken J. skriver:

Jeg mener nemlig heller ikke der er grund til direkte at skælde ud, for hun gør det jo ikke for at være træls, hun forstår jo bare endnu ikke hvorfor hun ikke må pille ved fjernsynet, og hvorfor hun ikke bare kan få mad det sekund hun er sulten... Men tror du det giver mening kort at forklare hende hvorfor hun ikke må, når hun ikke forstår det endun?

Altså jeg ville aldrig begynde på en lang forklaring. Men jeg kan høre at min datters dagplejemor siger "Det er (dagplejemoderens navn)" når Victoria begynder at pille i skuffer osv, hun er nemlig et RIGTIG Pillebarn - hun går i alle de skuffer hun kan komme i. Det samme gør jeg faktisk hjemme, hvis hun rører ved noget som jeg helst ikke synes hun skal i nærheden af, hun er f.eks vild med fjernsynet, ledninger og lysestager. Så siger jeg pænt "Det er mors" og så sætter jeg en handling på ved at tage hende væk

Hun kan lige som din datter blive helt ekstremt vred, og har i arrigskab indtil videre smadret en lampe, og en lysestage og ødelagt et bord. Nu er hun 15 måneder og når hun har ødelagt disse ting er det sket efter jeg har fjernet hende nok 25 gange på et kvarter, til sidst fik hun bare nok og den 26 gang nåede jeg så ikke at fange hende i tide. Det er bare rigtig øv, og jeg lader hende bestemt vide at jeg er vred i det øjeblk at det sker. Men kunne aldrig finde på at sætte hende på et værelse eller lign. Hun har jo glemt situationen 10 sek efter den er sket, og derfor skal hun ikke straffes. I det hele taget er der ikke noget der hedder straf hjemme hos os.  

 

Synes også det er fint det med at forudse nogle af situationerne, men det kan man desværre ikke altid, i hvert fald ikke med et barn som mit 

Det lyder bekendt...

Celina er godt nok 3 år nu, men har altid haft meget temperament og det er ikke blevet mindre med alderen. Hvis noget ikke lige passer hende, skriger hun voldsomt højt, nærmest brøler så hun bliver helt rød i hovedet og er ved at kaste op

Fx igår var vi i badeland. Da vi var i bad efterfølgende, sad hun i badekar og ville bestemt ikke op da vi var færdige. Jeg måtte derfor løfte hende op og tømme badekarret, men hun SKREG! ALLE kiggede og det lyder bare ekstra højt inde i sådan et baderum Det eneste jeg gjorde var, at sige at jeg godt kunne forstå det var træls og at hun blev sur. Derudover gjorde jeg hende opmærksom på, at hun skreg meget højt. Fik at vide af en pædagogisk vejleder at det er godt at benævne det de gør...

Men det er absolut frustrerende, især med puplikum på