Jeg håber det, for ellers har min mand og jeg ingen fremtid sammen. 
Vi har helt forskellige slags venner. Min bedste veninde kan han godt med, og nogen af hans nærmeste venner har jeg jeg også fået et godt forhold til. Men ellers holder han sig langt fra min vennekreds, hvis han kan komme til det, og jeg trives heller ikke med hans flok. Jeg er en af den kreative slags, bruger meget tid på musik osv. Det har jo selvfølgelig sat sit præg på, hvilke venner og omgangskreds, jeg har. Min mand er bil- og motormenneske. Så mine venner og hans venner har meget lidt til fælles.
Vi mødtes over en fælles interesse i en kameraklub og igennem det, har vi så fået en nogen fælles venner. Det gør så også, at vi kan have et socialt liv, hvor vi begge kan trives, og så nogen gange mødes jeg med de venner, jeg har "alene" og nogen gange mødes han med dem, han har "alene".
Jeg tror, man er nødt til at have i hvert fald lidt fælles socialt liv, hvis man skal holde ud sammen. Selvfølgelig må man godtage, at alt ikke er som før, og jeg har jo heller ikke så meget tid med de venner, som jeg havde før, men man skal ikke helt give afkald på den man er, og de interesser og venner man har fra før, fordi man finder sig en kæreste. Det tror, vil straffe sig i det lange løb.
Prøv at bygge noget fælles positivt op, måske prøve at finde en arena, hvor I kan træffe folk, som ingen af jer kender fra før? Bare pas på, at du stadig har kontakten med nogen af dine egne venner og prioriter at mødes med dem en gang i mellem. Man må altid give afkald på noget, når man går ind i et forhold, men man skal passe på, at det ikke bliver så meget, at man mister en vigtig del af sig selv.
