Jeg er ikke god i den "hårde"/konsekvente mor rolle :-/

Ja min datter er snart 2 og hun er selvfølgelig begyndt at prøve grænser af og hun gør jo en masse ting, man skal aflede, "vejlede" og vise hende hvad der er rigtig og forkert og må og ikke må..
er vi herhjemme kan jeg fint nok sige nej og holde ved når hun f.eks. vil have noget specielt inden aftensmaden eller hvis hun ikke vil have børstet tænder, have saft når hun får vand og alle de der ting.. ingen problemer..
Mit problem er når vi er ude.. Idag var vi til fødselsdag med hele familien og gik en lang tur..
Jeg kan bare IKKE træde i kræft/opdrage i andres påhør..
jeg har i forvejen altid været den stille type (blandt større forsamlinger).. ikke den der spasmager der sidder og plabre op.. lidt usikker på mig selv, hvad jeg skal sige osv..
Det er jo så overført til den her fandens opdragelse nu..
Idag ville hun hoppe i dybe vandpytter, men havde ikke gummirøjser på så jeg synes ikke hun skulle.. hun ville løbe ned af en MEGET stejl asfaltteret bakke som jeg ikke synes om.. hun vil ikke holde mig i hånden på parleringsplads hvor jeg synes det for farlig hun ikke gør, hun.. jeg kan ikke lide irettesætte hende blandt andre
Går mig virkelig meget på!!
Som om jeg er usikker på hvordan jeg skal håndtere det når hun så bliver sur over det  i alles påhør   eller at jeg tænker om det er mig som er gal på den og de tænker "årh en sippet/pyller mor" osv...
Ihhh nogen der har det som mig eller har erfaringer?

Anonym skriver:

Ja min datter er snart 2 og hun er selvfølgelig begyndt at prøve grænser af og hun gør jo en masse ting, man skal aflede, "vejlede" og vise hende hvad der er rigtig og forkert og må og ikke må..
er vi herhjemme kan jeg fint nok sige nej og holde ved når hun f.eks. vil have noget specielt inden aftensmaden eller hvis hun ikke vil have børstet tænder, have saft når hun får vand og alle de der ting.. ingen problemer..
Mit problem er når vi er ude.. Idag var vi til fødselsdag med hele familien og gik en lang tur..
Jeg kan bare IKKE træde i kræft/opdrage i andres påhør..
jeg har i forvejen altid været den stille type (blandt større forsamlinger).. ikke den der spasmager der sidder og plabre op.. lidt usikker på mig selv, hvad jeg skal sige osv..
Det er jo så overført til den her fandens opdragelse nu..
Idag ville hun hoppe i dybe vandpytter, men havde ikke gummirøjser på så jeg synes ikke hun skulle.. hun ville løbe ned af en MEGET stejl asfaltteret bakke som jeg ikke synes om.. hun vil ikke holde mig i hånden på parleringsplads hvor jeg synes det for farlig hun ikke gør, hun.. jeg kan ikke lide irettesætte hende blandt andre
Går mig virkelig meget på!!
Som om jeg er usikker på hvordan jeg skal håndtere det når hun så bliver sur over det  i alles påhør   eller at jeg tænker om det er mig som er gal på den og de tænker "årh en sippet/pyller mor" osv...
Ihhh nogen der har det som mig eller har erfaringer?

Sådan har jeg haft det... Men måtte indse at min datter hurtigt læste mig... Og gjorde alt hun vidste hun ikke måtte , netop i situationer hvor hun vidste jeg ik rigtig trængte igennem....

Har bare gjort op med mig selv at det er nemmere for hende hvis min holdning er fast .. Så er begyndt og tage en konflikteksempelvis midt på gaden, i super markedet, eller hvis jeg har talt i telefon .. Selvom det evt har været en fra koMunen,lægen osv så siger jeg 'hæng lige på' og tager den stille og roligt med hende.. Og så fortsætter jeg bagefter... 

Tror mere, at du skal tænke over, hvad din datter har brug for. Og hun har brug for, at andre ikke ryster på hovedet af hende, når I er ude blandt andre. Det er dig, der skal lære hende, hvordan hun skal være ude blandt andre. Og hun er så lille, at det ved hun slet ikke endnu.

Men du er på rette spor Du skal bare stole på, at du gør det rigtige.

Humanincubator skriver:

Tror mere, at du skal tænke over, hvad din datter har brug for. Og hun har brug for, at andre ikke ryster på hovedet af hende, når I er ude blandt andre. Det er dig, der skal lære hende, hvordan hun skal være ude blandt andre. Og hun er så lille, at det ved hun slet ikke endnu.

Men du er på rette spor Du skal bare stole på, at du gør det rigtige.

Men det er det jeg har så svært ved
Ved ikke hvordan jeg kan arbejde med mig selv så jeg kan.. ænker hele tiden på om det jeg nu siger/irettesætter hende med nu er "ok", hvad andre tænker osv..

janne1986 skriver:

Sådan har jeg haft det... Men måtte indse at min datter hurtigt læste mig... Og gjorde alt hun vidste hun ikke måtte , netop i situationer hvor hun vidste jeg ik rigtig trængte igennem....

Har bare gjort op med mig selv at det er nemmere for hende hvis min holdning er fast .. Så er begyndt og tage en konflikteksempelvis midt på gaden, i super markedet, eller hvis jeg har talt i telefon .. Selvom det evt har været en fra koMunen,lægen osv så siger jeg 'hæng lige på' og tager den stille og roligt med hende.. Og så fortsætter jeg bagefter... 

Tusind tak for svar! Men hvordan ændrede du dig så? Sagde du bare til dig selv at du måtte være ligeglad hvad andre tænkte eller??

Anonym skriver:

Tusind tak for svar! Men hvordan ændrede du dig så? Sagde du bare til dig selv at du måtte være ligeglad hvad andre tænkte eller??

Ja, for det gjorde min datter forvirret at beg nogen gange holdte fast ved ting og andre gange kunne hun få lov til alt i selskab med nogle stykker.... 

Og havde de nogen indvendinger sagde jeg tit at de skulle blande sig udenom.

janne1986 skriver:

Ja, for det gjorde min datter forvirret at beg nogen gange holdte fast ved ting og andre gange kunne hun få lov til alt i selskab med nogle stykker.... 

Og havde de nogen indvendinger sagde jeg tit at de skulle blande sig udenom.

Ok tak... men hvordan kom vendepunktet for dig? For sådan kan jeg ikke tænke

Anonym skriver:

Ok tak... men hvordan kom vendepunktet for dig? For sådan kan jeg ikke tænke

Jamen vendepunktet var at det blev for meget for mig... At hun blev forvirret og jeg blev nok mere irritereoppe mig selv... 

Hun er mit barn, mit ansvar... Og det følte jeg var på tide jeg tog det ansvar...

janne1986 skriver:

Jamen vendepunktet var at det blev for meget for mig... At hun blev forvirret og jeg blev nok mere irritereoppe mig selv... 

Hun er mit barn, mit ansvar... Og det følte jeg var på tide jeg tog det ansvar...

ok tak.. må prøve.. men ved bare ikke hvordan jeg skal agere i øjeblikket  nu idag da hun ville løbe selv på parkeringen.. sagde til hende "du skal holde mor i hånden her, der køre biler".. Så river hun sin hånd ud af min, sætter farten op og siger "nej".. Jeg tager den igen og siger "jo det er farlig at løbe her med alle de biler, hold mor i hånden".. tager hendes hånd igen.. hun flår den ud af min og begynder løbe.. jeg tager hende op og hun vrider sig op af.. jeg kan næsten ikke holde hende.. hun træder med sine fødder imod min krop og går "opad", så hun er ved at falde ud af mine arme..
Vi er så forbi parkeringen mens hun er ved at vride sig fri.. Og ja jeg sætter hende ned og hun løber.. irritere mig grænseløst..

Anonym skriver:

ok tak.. må prøve.. men ved bare ikke hvordan jeg skal agere i øjeblikket  nu idag da hun ville løbe selv på parkeringen.. sagde til hende "du skal holde mor i hånden her, der køre biler".. Så river hun sin hånd ud af min, sætter farten op og siger "nej".. Jeg tager den igen og siger "jo det er farlig at løbe her med alle de biler, hold mor i hånden".. tager hendes hånd igen.. hun flår den ud af min og begynder løbe.. jeg tager hende op og hun vrider sig op af.. jeg kan næsten ikke holde hende.. hun træder med sine fødder imod min krop og går "opad", så hun er ved at falde ud af mine arme..
Vi er så forbi parkeringen mens hun er ved at vride sig fri.. Og ja jeg sætter hende ned og hun løber.. irritere mig grænseløst..

Synes du reagerede som jegvillehhs gjort... Undtagen det sidste,havde ik sluppet... Havde nok nærmere sat hende, forklaret hende at det er farligt og siden huikk vil acceptere at blive båret så må hun gå med dig i hånden... Og ku godt finde på at tage fat så ik hun vil ku vride sig ud... Det er trods alt hendes sikkerhed vi taler om