Når livet gør ondt

Jeg skriver som anonym, da det er et svært emne for mig..

Hvis I kan se hvem jeg er, bedes I ikke skrive det her, men i stedet over PB eller facebook..

Jeg synes livet er svært i øjeblikket, drømmen om at blive mor vil bare ikke lykkedes! Og jeg mister troen mere for hver dag der går.. Måske det hele hænger sammen med, at det er 10 måneder siden jeg mistede, der mistede jeg virkelig troen på mig selv også 

Jeg har mange problemer med mit underliv, og har siden august blødt rigtig meget og rigtig længe, pånær ca 14 dages blødningsfri.. Jeg fik for 3-4 uger siden lavet en smear hos lægen, som viste celleforandringer, og skulle have taget én igen den 4/10, for at være sikker.. Men den dag blødte jeg og de kan derfor ikke lave den.. Nu skal jeg have taget den, den 24/10.. Jeg er SÅ bange for, at der er noget galt og jeg derfor aldrig bliver mor!

Min mor siger det nok bare ikke er mit lod at skulle være mor, og at det ikke er verdens undergang!
Min mor og jeg har ikke verdens bedste forhold til hinanden, hun har drukket meget, og været efter mig både psykisk og fysisk.. Troede ikke på mig, da jeg som barn fortalte et familie medlem misbrugte mig.. Men hun forstår det ikke, hun forstår ikke hvor vigtigt det er for mig at blive mor, for det har aldrig været hendes ønske og hun har aldrig villet min søster og jeg!

Udover det ovenstående ^^^, Så har jeg længe prøvet at få kontakten mellem min mor og jeg til at ebbe ud, jeg kontakter ikk hende, men hun kontakter mig - Tager den dog kun hveranden gang ca. Hun sluger alt min energi ved én tlf. samtale på 5 min og jeg er brugt op resten af ugen..

Min mor har boet i udlandet i mange år, det sidste år her i Norden, men er nu flyttet her til DK, dog ikke på Sjælland hvor min søster og jeg bor.

Jeg har ikke haft en mor i hende i mange år, men alligevel kan jeg ikke tage det sidste skridt til at cutte kontakten, måske jeg er bange for at ingen mor at have, men for pokker det har jeg jo ikke i hende alligevel!

Jeg "misbruger" mig selv, forstået på den måde, t når jeg en sjælden gang får scoret en fyr i byen, så går jeg kun i seng med dem, fordi jeg tror jeg SKAL og ikke fordi jeg har lyst.. Og når der virkelig er en fyr som VIL mig, så skubber jeg ham ud og lukker af.. Der er den her fyr, som har været vild med mig længe og omvendt, men jeg lukker af hver gang. I sidste weekend, forsøgte jeg virkelig og vi endte også med at kysse - et virkelig dejligt kys, som gav glæde og sug i maven, men så lukkede jeg af  Og denne her fyr undskylder over for mig, at han ikke skulle have kysset mig osv. Selvom det er mig der burde undskylde overfor ham

Ved ikke hvad jeg ville med alt det her, måske bare få det ud, kan mærke det hjalp - Tak fordi du læste med

Anonym skriver:

Jeg skriver som anonym, da det er et svært emne for mig..

Hvis I kan se hvem jeg er, bedes I ikke skrive det her, men i stedet over PB eller facebook..

Jeg synes livet er svært i øjeblikket, drømmen om at blive mor vil bare ikke lykkedes! Og jeg mister troen mere for hver dag der går.. Måske det hele hænger sammen med, at det er 10 måneder siden jeg mistede, der mistede jeg virkelig troen på mig selv også 

Jeg har mange problemer med mit underliv, og har siden august blødt rigtig meget og rigtig længe, pånær ca 14 dages blødningsfri.. Jeg fik for 3-4 uger siden lavet en smear hos lægen, som viste celleforandringer, og skulle have taget én igen den 4/10, for at være sikker.. Men den dag blødte jeg og de kan derfor ikke lave den.. Nu skal jeg have taget den, den 24/10.. Jeg er SÅ bange for, at der er noget galt og jeg derfor aldrig bliver mor!

Min mor siger det nok bare ikke er mit lod at skulle være mor, og at det ikke er verdens undergang!
Min mor og jeg har ikke verdens bedste forhold til hinanden, hun har drukket meget, og været efter mig både psykisk og fysisk.. Troede ikke på mig, da jeg som barn fortalte et familie medlem misbrugte mig.. Men hun forstår det ikke, hun forstår ikke hvor vigtigt det er for mig at blive mor, for det har aldrig været hendes ønske og hun har aldrig villet min søster og jeg!

Udover det ovenstående ^^^, Så har jeg længe prøvet at få kontakten mellem min mor og jeg til at ebbe ud, jeg kontakter ikk hende, men hun kontakter mig - Tager den dog kun hveranden gang ca. Hun sluger alt min energi ved én tlf. samtale på 5 min og jeg er brugt op resten af ugen..

Min mor har boet i udlandet i mange år, det sidste år her i Norden, men er nu flyttet her til DK, dog ikke på Sjælland hvor min søster og jeg bor.

Jeg har ikke haft en mor i hende i mange år, men alligevel kan jeg ikke tage det sidste skridt til at cutte kontakten, måske jeg er bange for at ingen mor at have, men for pokker det har jeg jo ikke i hende alligevel!

Jeg "misbruger" mig selv, forstået på den måde, t når jeg en sjælden gang får scoret en fyr i byen, så går jeg kun i seng med dem, fordi jeg tror jeg SKAL og ikke fordi jeg har lyst.. Og når der virkelig er en fyr som VIL mig, så skubber jeg ham ud og lukker af.. Der er den her fyr, som har været vild med mig længe og omvendt, men jeg lukker af hver gang. I sidste weekend, forsøgte jeg virkelig og vi endte også med at kysse - et virkelig dejligt kys, som gav glæde og sug i maven, men så lukkede jeg af  Og denne her fyr undskylder over for mig, at han ikke skulle have kysset mig osv. Selvom det er mig der burde undskylde overfor ham

Ved ikke hvad jeg ville med alt det her, måske bare få det ud, kan mærke det hjalp - Tak fordi du læste med

Stakkels lille dig.

Et stort kærligt knus.

Har du nogen sinde fået hjælp til at tackle alle dine problemer?

Skriv evt, en pb til mig

Kærligst
Sussie

SussieThyssen skriver:

Stakkels lille dig.

Et stort kærligt knus.

Har du nogen sinde fået hjælp til at tackle alle dine problemer?

Skriv evt, en pb til mig

Kærligst
Sussie

Tak

Jeg har gået med alt her selv, indtil for 1½ år siden. Der startede jeg til psykolog og en samtale gr. igennem lægen. Det hjalp virkelig meget..

Men i takt med jeg er SÅ bekymret for, om der er noget rigtig galt med mit underliv og alt det med min mor, så kommer det hele lige som frem igen synes jeg..

Anonym skriver:

Tak

Jeg har gået med alt her selv, indtil for 1½ år siden. Der startede jeg til psykolog og en samtale gr. igennem lægen. Det hjalp virkelig meget..

Men i takt med jeg er SÅ bekymret for, om der er noget rigtig galt med mit underliv og alt det med min mor, så kommer det hele lige som frem igen synes jeg..

Hvad med at få en henvisning på ny? Og starte psykolog eller anden terapi igen?

Jeg synes jeg kan genkende din historie lidt, så jeg sender en PB om et øjeblik. 

jeg kangodt forstå hvordan det er på een gang at ville være uden sin forælder, men samtidig føle en form for pligt i at holde fast i dem, om ikke andet så på et overfladisk plan. 

Er din mor stadig sådan aldeles overfladisk, og slet ikke mor agtig, eller ville hun kunne finde ud af det, hvis hun fik chancen? Altså, jeg tænker på om du har lyst til at få et bedre mor-datter forhold. Eller om du i virkeligheden har meget mere lyst til at lære at håndtere hende på en måde, så hunikke tager idn energi, når i en sjælden gang snakker sammen?

Om ikke andet, uanset hvilken del du vælger, så tror jeg en psykolog vil kunne hjælpe dig med det problem. Altså, give dig nogle værktøjer til at håndtere det anderledes, så det ikke påvirker din mentale energi. 

Ham fyren der, som er vild med dig (Hvis du er den jeg tror, så mindes jeg at du faktisk også er ret glad for ham?), kan du snakke med ham? Sådan rigtig hjertelig dybt? 
Ville du kunne fortælle ham, hvad der holder dig tilbage, i forhold til at tage et rigtigt forhold op med ham?
For han lyder da som en der har masser af empati, og sagtens ville kunne forstå dig.
Måske kan han faktisk håndtere alle de her ting meget bedre end du tror?
Er det en mulighed?

Altså, det jeg tænker, med ham her fyren er, at du faktisk holder dig tilbage, ikke fordi du er bange for at BLIVE såret, men fordi du er bange for at komme til at såre HAM, og fordi du er bange for du ikke er alt det han tror om dig?
Men måske er han kun et menneske, og tror ikke mere end hvad han ser og hører fra dig selv. 

Jeg siger ikke at du skal kaste dig i armene på ham, for selvfølgelig skal du ikke det, hvis du ikke kan. Du skal jo også mærke efter, om du overhovedet kan lide ham på den måde.

Han virker til at have masser af tålmodighed og empati, og den slags mennesker er i stand til at håndtere rigtig meget

og selvfølgelig er du bekymret for hvad prøverne siger. Det er da klart. Det er jo dit liv, og hvis prøverne ikke er okay, skal du jo opereres. Det er da virkelig en stor ting at tumle med.
Har du ikke nogen rigtig virkelig god veninde elle rven, i virkelighedens verden, som du kan snakke med, og som kan holde dig i hånden?

Du er voksen ja, men du har det svært, og lige nu oplever du en krise oven i hatten, og så har man altså lov til at der er nogen der holder dig i hånden.  Du SKAL ikke nødvendigvis klare alting selv, bare fordi du er voksen.

 Knus.

Åhh søde du

Vi har mange ens handlingsmønstre, så jeg kan sagtens genkende din frustrationer.
Jeg synes da helt klart, at du skal opsøge et terapeutisk forløb igen, så du kan komme på rette spor

Jeg synes du er et dejligt og omsorgsfuldt menneske

Åh hvor blev jeg ked af det på dine vejne, da jeg læste dit indlæg. Det viser bare med tydelighed hvordan et omsorgsvigt af sine forældre i barndommen sætter sig til resten af livet. Måske er det en af grundende til du så brændende ønsker dig at være mor. For at give alt det, som du aldrig selv har fået (ved godt, at det er ville have et barn selvfølgelig ikke altid har noget med det at gøre- men alt andet lige, er det jo fordi man ønsker en at elske og give en den kærlighed som man har) Jeg tror du har ret i at din mors tankegang med, at det ikke er jordens undergang, mere har noget at gøre med hendes eget liv at gøre.

Jeg tror, du skal ind og have fat i en professionel igen. For det forfærdelig er jo netop, at et barns kærlighed og brug for sin mor,loyalitet osv. ofte overskygger alt den sorg det kan give, når I nu har et så problematisk forhold.

Jeg tænker, at det med at du bare er sammen med forskellige fyre uden egentlig at ville, når det kommer til stykket. Bunder I, at du ofte har måtte "please" for at få den nærhed og omsorg som barn. At du er sammen med dem fordi det på den ene side får dig til at være i kontrol og på den anden side den eneste måde du tænker at de så vil holde af dig og samtid at du måske ikke helt vant til at sige fra. Men igen, det er ren hjemme-bryg psykologi for hvad ved jeg om det. Det er derfor jeg synes, at det bedste for dig vil være, at få lægen til at skrive en henvisning så du kan komme videre i forløbet.

Jeg håber, det lykkes dig at blive gravid og at smir-testen viser, at alt er ok.

Camilla

www.foto-paa-laerred.dk

Invitationer til dåb, søde wallstickers til ungernes værelse, flotte collager overført på lærred.

Anonym skriver:

Jeg skriver som anonym, da det er et svært emne for mig..

Hvis I kan se hvem jeg er, bedes I ikke skrive det her, men i stedet over PB eller facebook..

Jeg synes livet er svært i øjeblikket, drømmen om at blive mor vil bare ikke lykkedes! Og jeg mister troen mere for hver dag der går.. Måske det hele hænger sammen med, at det er 10 måneder siden jeg mistede, der mistede jeg virkelig troen på mig selv også 

Jeg har mange problemer med mit underliv, og har siden august blødt rigtig meget og rigtig længe, pånær ca 14 dages blødningsfri.. Jeg fik for 3-4 uger siden lavet en smear hos lægen, som viste celleforandringer, og skulle have taget én igen den 4/10, for at være sikker.. Men den dag blødte jeg og de kan derfor ikke lave den.. Nu skal jeg have taget den, den 24/10.. Jeg er SÅ bange for, at der er noget galt og jeg derfor aldrig bliver mor!

Min mor siger det nok bare ikke er mit lod at skulle være mor, og at det ikke er verdens undergang!
Min mor og jeg har ikke verdens bedste forhold til hinanden, hun har drukket meget, og været efter mig både psykisk og fysisk.. Troede ikke på mig, da jeg som barn fortalte et familie medlem misbrugte mig.. Men hun forstår det ikke, hun forstår ikke hvor vigtigt det er for mig at blive mor, for det har aldrig været hendes ønske og hun har aldrig villet min søster og jeg!

Udover det ovenstående ^^^, Så har jeg længe prøvet at få kontakten mellem min mor og jeg til at ebbe ud, jeg kontakter ikk hende, men hun kontakter mig - Tager den dog kun hveranden gang ca. Hun sluger alt min energi ved én tlf. samtale på 5 min og jeg er brugt op resten af ugen..

Min mor har boet i udlandet i mange år, det sidste år her i Norden, men er nu flyttet her til DK, dog ikke på Sjælland hvor min søster og jeg bor.

Jeg har ikke haft en mor i hende i mange år, men alligevel kan jeg ikke tage det sidste skridt til at cutte kontakten, måske jeg er bange for at ingen mor at have, men for pokker det har jeg jo ikke i hende alligevel!

Jeg "misbruger" mig selv, forstået på den måde, t når jeg en sjælden gang får scoret en fyr i byen, så går jeg kun i seng med dem, fordi jeg tror jeg SKAL og ikke fordi jeg har lyst.. Og når der virkelig er en fyr som VIL mig, så skubber jeg ham ud og lukker af.. Der er den her fyr, som har været vild med mig længe og omvendt, men jeg lukker af hver gang. I sidste weekend, forsøgte jeg virkelig og vi endte også med at kysse - et virkelig dejligt kys, som gav glæde og sug i maven, men så lukkede jeg af  Og denne her fyr undskylder over for mig, at han ikke skulle have kysset mig osv. Selvom det er mig der burde undskylde overfor ham

Ved ikke hvad jeg ville med alt det her, måske bare få det ud, kan mærke det hjalp - Tak fordi du læste med

Puha en masse du går og tumler med! Og det lyder desværre som om, du hovedsageligt tumler med det selv det gør ondt at læse!

Har du talt med din læge om, hvordan du har det? For mig lyder det til, at du godt kunne bruge noget professionel hjælp ved en rigtig god psykolog... Måske jeg tænker det, fordi det har hjulpet mig et par gange, når jeg har haft det svært, og jeg har på ingen måde været udsat for alt det du har!

Kan godt nok godt forstå din mor dræner dig for energi, når hendes svar på, at du har det svært er, at du nok bare ikke skal være mor! Hvis hun ikke ønskede børn, og endda har fortalt dette til din søster og dig, så var det hende der ikke burde have haft børn, men derfor kunne hun jo godt få dem alligevel! Biologien har intet at gøre med, om man "fortjerner" børn i min verden! For så var der rigtig mange børn, der ikke burde være født og rigtig mange familier der ikke burde kæmpe som vi og mange andre herinde gør og har gjort!

Jeg tror du er nødt til at finde dig selv og finde ro med dig selv, før du skal være mor, så du kan give dit barn alt det du ikke selv fik! Jeg er helt sikker på, at du bliver en fantastisk mor, men jeg tror du skal have noget ro i dit liv og finde en rigtig sød fyr, måske ham der giver dig sommerfugle i maven, men hvor du har svært ved at tage imod hans omsorg!

Jeg ville ønske jeg kunne komme med det gyldne råd, der gjorde, at du turde lukke ham ind! For du har så meget fortjent en, der bare vil dig, og vil passe på dig og som er der 100% for dig, og kan hjælpe dig igennem de svigt du oplever fra din mor!

Jeg kan godt forstå, at det er svært, at kappe båndet til din mor! Det tror jeg heller ikke jeg ville kunne! Men har en veninde der gjorde det, fordi det simpelthen gjorde for ondt hver gang de talte sammen! Og det var rigitg godt for hende i det lange løb, selvom det var svært!

Sidst men ikke mindst så får du en masse fra mig

mariamiss6 skriver:

Hvad med at få en henvisning på ny? Og starte psykolog eller anden terapi igen?

Jeg synes jeg kan genkende din historie lidt, så jeg sender en PB om et øjeblik. 

jeg kangodt forstå hvordan det er på een gang at ville være uden sin forælder, men samtidig føle en form for pligt i at holde fast i dem, om ikke andet så på et overfladisk plan. 

Er din mor stadig sådan aldeles overfladisk, og slet ikke mor agtig, eller ville hun kunne finde ud af det, hvis hun fik chancen? Altså, jeg tænker på om du har lyst til at få et bedre mor-datter forhold. Eller om du i virkeligheden har meget mere lyst til at lære at håndtere hende på en måde, så hunikke tager idn energi, når i en sjælden gang snakker sammen?

Om ikke andet, uanset hvilken del du vælger, så tror jeg en psykolog vil kunne hjælpe dig med det problem. Altså, give dig nogle værktøjer til at håndtere det anderledes, så det ikke påvirker din mentale energi. 

Ham fyren der, som er vild med dig (Hvis du er den jeg tror, så mindes jeg at du faktisk også er ret glad for ham?), kan du snakke med ham? Sådan rigtig hjertelig dybt? 
Ville du kunne fortælle ham, hvad der holder dig tilbage, i forhold til at tage et rigtigt forhold op med ham?
For han lyder da som en der har masser af empati, og sagtens ville kunne forstå dig.
Måske kan han faktisk håndtere alle de her ting meget bedre end du tror?
Er det en mulighed?

Altså, det jeg tænker, med ham her fyren er, at du faktisk holder dig tilbage, ikke fordi du er bange for at BLIVE såret, men fordi du er bange for at komme til at såre HAM, og fordi du er bange for du ikke er alt det han tror om dig?
Men måske er han kun et menneske, og tror ikke mere end hvad han ser og hører fra dig selv. 

Jeg siger ikke at du skal kaste dig i armene på ham, for selvfølgelig skal du ikke det, hvis du ikke kan. Du skal jo også mærke efter, om du overhovedet kan lide ham på den måde.

Han virker til at have masser af tålmodighed og empati, og den slags mennesker er i stand til at håndtere rigtig meget

og selvfølgelig er du bekymret for hvad prøverne siger. Det er da klart. Det er jo dit liv, og hvis prøverne ikke er okay, skal du jo opereres. Det er da virkelig en stor ting at tumle med.
Har du ikke nogen rigtig virkelig god veninde elle rven, i virkelighedens verden, som du kan snakke med, og som kan holde dig i hånden?

Du er voksen ja, men du har det svært, og lige nu oplever du en krise oven i hatten, og så har man altså lov til at der er nogen der holder dig i hånden.  Du SKAL ikke nødvendigvis klare alting selv, bare fordi du er voksen.

 Knus.

Tak søde...

Jeg går stadig til psykolog, efter behov.. Var der i sidste uge og skal igen på mandag.. Problemet er jo, at jeg føler jeg skal være så fandens stærk, så jeg fortæller ham ikke tingene, før de eskalerer.. Inden bægeret ville flyde over, valgte jeg så at skrive til jer herinde i går - og det hjalp faktisk utroligt meget, føler mig 10 kg lettere..

Jeg føler nemlig en pligt, for at holde fast i hende, for hun er jo min mor, og man skal jo elske ens mor ikke? Tror jeg føler skyld over at jeg ikke elsker hende, men hun dræner mig virkelig for energi og magter ikke alt det druk, og når hun er fuld hver gang hun ringer, så magter jeg hende ikke..

Hun er stadigvæk meget overfladisk, og hun har fået SÅ mange chancer, så jeg har ikke mere at give af..

Inderst inde vil jeg jo gerne have det der mor/datter forhold, men det er fordi jeg aldrig har haft det, hverken som barn, teenager eller nu so, voksen.. Hun køber mig med rejser, gaver osv. og har altid gjort det - Fortalte hende for små 10 år siden, at det er jo ikke gaverne jeg vil have, men en mor! Fik kastet en flaske i hovedet og fik at vide, at jeg var et utaknemmeligt barn, så var stilen ligesom lagt..

Jep, du har helt ret, jeg var (er) også vild med ham..

Der var en masse problemer, veninde, mig og ham igennem, så jeg "kom" over ham, fik også for meget af ham, da jeg kunne mærke han stod og stirrede på mig fra sit køkkenvindue over i min stue.. Men nu er han flyttet længere ned af gaden, og jeg så ham igen for en uge siden, da vi var i byen.. Vi kyssede, og det var SÅ dejligt et kys.. Han skriver til mig dagen efter, undskylder og siger hvis jeg vil mere skal jeg endelig skrive til ham! Jeg skriver tilbage at det var super dejligt, men at det ikke bliver til mere end det og håber han forstår.. Han skriver tilbage at han forstår og at hvis jeg fortryder, så ved jeg hvor han bor og kan altid skrive eller ringe til ham.. Skøn fyr altså..
Jeg føler bare at han tror, at han får mig i en pakke, men sandheden er jo at jeg findes ikke i en pakke, jeg har SÅ meget baggage, som ville skræmme enhver væk tror jeg..

Jeg skal lære at være en kæreste og ikke skubbe dem væk, jeg skal lære hvordan man har sex, for nydelsens skyld og ikke føle det som et overgreb osv..

Jeg har fortalt min dejligste veninde om de her prøver, også fordi jeg faktisk tror der er noget galt.. Jeg har en eller anden fornemmelse, håber selvfølgelig jeg tger fejl..

Pyh, sikken lang smøre du fik tilbage

wamse skriver:

Åhh søde du

Vi har mange ens handlingsmønstre, så jeg kan sagtens genkende din frustrationer.
Jeg synes da helt klart, at du skal opsøge et terapeutisk forløb igen, så du kan komme på rette spor

Jeg synes du er et dejligt og omsorgsfuldt menneske

Tak søde <3

Jeg går stadig til psykolog og var der i sidste uge, skal igen på mandag.. Men jeg åbner mig ikke altid lige nok for ham.. Føler det som et overgreb mod mig selv, og føler jeg skal beskytte mig selv.. For der var ingen der beskyttede mig da jeg var lille, den hænger sgu ved.

Tror jeg viser ham det jeg har skrevet herinde, så er der ligesom lukket op for posen derinde!

Tak for krammene

foto på lærred skriver:

Åh hvor blev jeg ked af det på dine vejne, da jeg læste dit indlæg. Det viser bare med tydelighed hvordan et omsorgsvigt af sine forældre i barndommen sætter sig til resten af livet. Måske er det en af grundende til du så brændende ønsker dig at være mor. For at give alt det, som du aldrig selv har fået (ved godt, at det er ville have et barn selvfølgelig ikke altid har noget med det at gøre- men alt andet lige, er det jo fordi man ønsker en at elske og give en den kærlighed som man har) Jeg tror du har ret i at din mors tankegang med, at det ikke er jordens undergang, mere har noget at gøre med hendes eget liv at gøre.

Jeg tror, du skal ind og have fat i en professionel igen. For det forfærdelig er jo netop, at et barns kærlighed og brug for sin mor,loyalitet osv. ofte overskygger alt den sorg det kan give, når I nu har et så problematisk forhold.

Jeg tænker, at det med at du bare er sammen med forskellige fyre uden egentlig at ville, når det kommer til stykket. Bunder I, at du ofte har måtte "please" for at få den nærhed og omsorg som barn. At du er sammen med dem fordi det på den ene side får dig til at være i kontrol og på den anden side den eneste måde du tænker at de så vil holde af dig og samtid at du måske ikke helt vant til at sige fra. Men igen, det er ren hjemme-bryg psykologi for hvad ved jeg om det. Det er derfor jeg synes, at det bedste for dig vil være, at få lægen til at skrive en henvisning så du kan komme videre i forløbet.

Jeg håber, det lykkes dig at blive gravid og at smir-testen viser, at alt er ok.

Camilla

www.foto-paa-laerred.dk

Invitationer til dåb, søde wallstickers til ungernes værelse, flotte collager overført på lærred.

Ja, det er skræmmende som det stadig kan påvirke én.. Selvom mine forældre boede sammen til jeg var 9, så har min far aldrig vidst hvordan tingene har været, når han ikke var hjemme.. Jeg er så småt ved at åbne op over for ham nu, og fortælle ham hvordan min mor svigtede mig og stadig gør det..

Jeg går stadig til psykolog, er bare ikke altid lige god til at åbne mig for ham, men som jeg skrev til Wamse, så skulle jeg måske vise ham det jeg har skrevet herinde på mandag..

Jeg har et forskruet forhold til mænd, fordi jeg har "lært" igennem misbrugene at man bare skal være sammen med en mand, når de lægger op til sex.. Jeg glemmer bare at få mig selv med i det.. Og når så fyren faktisk vil mig, og ikke sexen - Så får jeg den vendt om til det negative..

Jeg kan huske da min psykolog spirgte mig hvorfor jeg ikke er sammen med ham der er vild med mig og omvendt. Og der svarede jeg, at jeg ikke vil sårer ham, så er det nemmere for mig at være sammen med én i ny og næ, som bare vil sexen. For så er det mig der bliver såret, det er det jeg kender og det jeg er vant til!