Kæresten gider ikke at komme hjem...

LilleNyPåVej skriver:

Du kan kun selv bestemme hvor de grænse går for at gå fra ham 

 

Men syntes nu det er bedre og snakke med ham og se om der evt ligger noget andet bag. Det kan jo være at det ikk er dig der er problemet - mænd er mærkelige nogen gange...

 

Og husk, han kan nemt blive sur, kender det hjemmefra, nogen gange skal man prøve 5 gange før de er rolige nok til egentligt og hører hvad der bliver sagt. Syntes kæresten herhjemme har en overlegen egenskab der gør at han kan vende det hele inde i hovedet til noget jeg slet ikke har sagt 

 

Puha, hvor er det godt vi er forbi det stadie  Kan næsten huske alle de åndssvage skænderier, hvor jeg dog føler med dig Hvor længe har i været sammen?

Det er slet ikke alene den grund jeg ville gå fra ham overhovedet. Vi elsker som sagt hinanden, men efterhånden er der ikke meget kærlighed tilbage i vores forhold og først tænkte jeg bare, det her er bare dråben.

Vi har været sammen i 5 et halvt år og har tit kæmpet sammen, fordi vi vil holde sammen - men jeg kan sku snart ikke mere..

MariaE skriver:

Hmm, først er fremmest er han jo barnlig...

Men måske ligger der en dybere grund til han er træls lige nu. Han kan f.eks føle sig forbigået pga barnet, han kan også have mistet lidt af den forelskede følelse, for han lyder ikke som en der glæder sig til at komme hjem og hygge med familien.

Uanset hvad må i snakke om grunden til det og dur det ikke, så ville jeg personligt ikke finde mig i at blive behandlet sådan....men vi er alle forskellige.

Meget barnlig, men sådan er han desværre  det har jeg efterhånden også lært at leve med. Synes bare det her var dråben af alt det han gør.. 

Han mener ikke at jeg lytter til ham - Men det eneste jeg sagde var " Du siger hver dag at du kommer tidligt hjem skat" og så flejner han bare fuldstændig ud. Altså nærmest skriger af mig i telefonen,

Anonym skriver:

Det er slet ikke alene den grund jeg ville gå fra ham overhovedet. Vi elsker som sagt hinanden, men efterhånden er der ikke meget kærlighed tilbage i vores forhold og først tænkte jeg bare, det her er bare dråben.

Vi har været sammen i 5 et halvt år og har tit kæmpet sammen, fordi vi vil holde sammen - men jeg kan sku snart ikke mere..

Ja okay, vi har snart været sammen i 7 år og tror faktisk først det er det sidste år eller 1,5 år vi virkelig har haft det godt sammen. 

Vi har også haft skænderi på skænderi - endda voldsomme skænderier, men det er ski svært når man elsker hinanden og det gør i jo stadig..

Men som sagt så syntes jeg virkelig du skal snakke med ham, helt i bund. Det lyder ikke til at i snakker voldsomt meget sammen og der er altså altid brug for at lufte meninger og holdninger - på den måde går man jo heller ikke med alt for mange byrder og så er det nemmere at være glad 

Anonym skriver:

Hej piger. 

 

Jeg aner virkelig ikke hvad jeg skal gøre og har brug for et godt råd eller to. 

Min kæreste og jeg elsker hinanden, men er efterhånden ved at glide mere og mere fra hinanden, vi skændes stort set hver dag og kan bare ikke holde det ud mere, vi bliver hurtigt gode venner igen og jeg vil sige at jeg virkelig prøver!! 

Så her til aften, ringer jeg til ham ved 18 tiden og spørger hvor han bliver af (han er på arbejde) det eneste han svarer er: "Jeg er på vej, men normalt ville jeg have været tidligt hjemme i dag" Det siger han HVER dag, at han normalt ville være tidligt hjemme. Så jeg svarer "Det siger du jo hver dag skat"

Han råber og skriger og siger, hvad fanden mener du med det, jeg kommer ikke hjem. Her står jeg med vores søn på 7 måneder, mad klar på bordet og venter på ham.

Han vælger at slukke sin telefon og er stadig ikke kommet hjem.. 

 

Hvad ville i gøre???

Hvis jeg var dig, ville jeg spørge ham om han er stresset på sit arbejde. Måske mente han at virkelig gerne ville have været hjemme, hvis alt var normalt. Måske kan han ikke sige til sin chef at arbejdspresset er for stort, og så gik det desværre ud over dig. Hvis det er tilfældet, har han nok helt ubeskriveligt dårlig samvittighed.

Det er utroligt svært at analysere mennesker og situationer gennem et indlæg som dette, men det er min umiddelbare indskydelse.

Håber I finder ud af det!

LilleNyPåVej skriver:

Ja okay, vi har snart været sammen i 7 år og tror faktisk først det er det sidste år eller 1,5 år vi virkelig har haft det godt sammen. 

Vi har også haft skænderi på skænderi - endda voldsomme skænderier, men det er ski svært når man elsker hinanden og det gør i jo stadig..

 

Men som sagt så syntes jeg virkelig du skal snakke med ham, helt i bund. Det lyder ikke til at i snakker voldsomt meget sammen og der er altså altid brug for at lufte meninger og holdninger - på den måde går man jo heller ikke med alt for mange byrder og så er det nemmere at være glad 

Okay. Det sidste års tid er det gået ned ad bakke for os. Men hvis i først har fået det sådan rigtig godt, for kun halvandet år siden, så er der jo stadig håb forude 

Pikku Myy skriver:

Hvis jeg var dig, ville jeg spørge ham om han er stresset på sit arbejde. Måske mente han at virkelig gerne ville have været hjemme, hvis alt var normalt. Måske kan han ikke sige til sin chef at arbejdspresset er for stort, og så gik det desværre ud over dig. Hvis det er tilfældet, har han nok helt ubeskriveligt dårlig samvittighed.

Det er utroligt svært at analysere mennesker og situationer gennem et indlæg som dette, men det er min umiddelbare indskydelse.

Håber I finder ud af det!

Tak for dit svar. Det var søde ord. Håber at du har ret 

Anonym skriver:

Okay. Det sidste års tid er det gået ned ad bakke for os. Men hvis i først har fået det sådan rigtig godt, for kun halvandet år siden, så er der jo stadig håb forude 

Jeg syntes altid der er håb  Og jeg føler jo også, herhjemme, at vi gjorde det rigtige fordi at vi har det så super dejligt sammen nu.

Men så skal man jo snakke sammen og man skal gå på kompromi osv osv - det er jo mega hårdt og rigtig svært - men jeg syntes det har lønnet sig i den sidste ende 

Der er en tommelfingerregel der hedder at man ikke skal gå fra hinanden før barnet er 2 år. Og der er en grund til den regel. Det er bare skidehårdt at have en lille baby. Det er en kæmpe omvæltning, både praktisk og følelsesmæssigt. Og selvom du måske ikke synes det er hårdt, kan det sagtens være at din kæreste synes det. De problemer man har i forholdet, bliver meget større når barnet kommer, fordi man har mindre overskud.

Så mit råd er: Hvis I elsker hinanden, så hold ud. SNAK med hinanden! Kommunikation er så vigtig. Og få evt. en parterapeut til at hjælpe jer hvis I har svært ved at åbne op.