Hvor er det hårdt at være barnløs nogle gange...

Bare lige et lille indlæg skrevet i frustration. Jeg har jo i flere år været klar til at få børn og det krævede bare lige at få manden overtalt. Det lykkes i december 2011. Jeg blev hurtigt gravid og stod med en positiv test i jan. i år. De der har fulgt mig, ved at jeg nu har været igennem 3 SA. Det har været det hårdeste år i mit liv. Op og ned ture. Glad det ene øjeblik, ulykkelig det næste.

Hele vores omgangskreds har efterhånden fået børn og vi er et af 2 par der endnu ikke har børn. De fleste ved, at vi prøver. Jeg er nået til et punkt nu, hvor jeg næsten ikke orker at være sammen med mine veninder længere. Snakken går kun om børn, babyer og graviditet. Og jeg bliver så træt af det og så ked af det. De kan lige spørge lidt ind til hvordan jeg har det og hvordan det går på job osv.... men så ryger de lynhurtigt tilbage i samme rille med babysnak. Det er vel forståeligt nok, jeg ville nok gøre det samme hvis det var mig. Det er jo det deres liv drejer sig om, det er deres hverdag. Det er bare så svært, når de har alt det jeg går og ønsker mig så inderligt. Jeg tvinger mig selv ud og til at være sammen med dem, men har egentlig ikke lyst.

Lige nu går jeg og venter på en sidste del af min udredning.... en hysteroskopi i næste måned, derfor vil jeg vente med at blive gravid til den er overstået. Alle vores blodprøver, kromosomundersøgelser m.m. har været helt normale. Hysteroskopien vil vise om der er noget abnormt i livmoderen; fibromer eller en skillevæg som ikke skal være der.

Kan ikke holde al den ventetid ud, ville ønske jeg kunne stå med en positiv test i morgen og at spiren ville blive siddende!

Og så kommer det næste problem nok... den uendelige bekymring for at noget igen skal gå galt. Hvad man ikke vil gå igennem for at blive en lille familie.

Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg vil med dette indlæg. Håber lidt at nogle i samme båd måske vil følges ad. Det er ikke sjovt at være den eneste i omgangskredsen med problemer, føler ikke rigtigt at jeg har nogle veninder der virkelig forstår hvad jeg gennemgår.

lillemusen10 skriver:

Bare lige et lille indlæg skrevet i frustration. Jeg har jo i flere år været klar til at få børn og det krævede bare lige at få manden overtalt. Det lykkes i december 2011. Jeg blev hurtigt gravid og stod med en positiv test i jan. i år. De der har fulgt mig, ved at jeg nu har været igennem 3 SA. Det har været det hårdeste år i mit liv. Op og ned ture. Glad det ene øjeblik, ulykkelig det næste.

Hele vores omgangskreds har efterhånden fået børn og vi er et af 2 par der endnu ikke har børn. De fleste ved, at vi prøver. Jeg er nået til et punkt nu, hvor jeg næsten ikke orker at være sammen med mine veninder længere. Snakken går kun om børn, babyer og graviditet. Og jeg bliver så træt af det og så ked af det. De kan lige spørge lidt ind til hvordan jeg har det og hvordan det går på job osv.... men så ryger de lynhurtigt tilbage i samme rille med babysnak. Det er vel forståeligt nok, jeg ville nok gøre det samme hvis det var mig. Det er jo det deres liv drejer sig om, det er deres hverdag. Det er bare så svært, når de har alt det jeg går og ønsker mig så inderligt. Jeg tvinger mig selv ud og til at være sammen med dem, men har egentlig ikke lyst.

Lige nu går jeg og venter på en sidste del af min udredning.... en hysteroskopi i næste måned, derfor vil jeg vente med at blive gravid til den er overstået. Alle vores blodprøver, kromosomundersøgelser m.m. har været helt normale. Hysteroskopien vil vise om der er noget abnormt i livmoderen; fibromer eller en skillevæg som ikke skal være der.

Kan ikke holde al den ventetid ud, ville ønske jeg kunne stå med en positiv test i morgen og at spiren ville blive siddende!

Og så kommer det næste problem nok... den uendelige bekymring for at noget igen skal gå galt. Hvad man ikke vil gå igennem for at blive en lille familie.

Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg vil med dette indlæg. Håber lidt at nogle i samme båd måske vil følges ad. Det er ikke sjovt at være den eneste i omgangskredsen med problemer, føler ikke rigtigt at jeg har nogle veninder der virkelig forstår hvad jeg gennemgår.

du fortjener en kæmpe krammer

Har du fået tjekket om du mangler mannanbindende lektin? Eller har en blodsygdom (factor v leiden eller lignende)

Jeg har siden 1989 tabt det ene foster efter det andet - så jeg har oplevet alt det du har talt om. Men i 2006 fik jeg mirakuløst en søn, uden at få hjælp til det. Jeg vil bare lige sige til dig, hold modet oppe.

aarhusmor skriver:

Har du fået tjekket om du mangler mannanbindende lektin? Eller har en blodsygdom (factor v leiden eller lignende)

Jeg har siden 1989 tabt det ene foster efter det andet - så jeg har oplevet alt det du har talt om. Men i 2006 fik jeg mirakuløst en søn, uden at få hjælp til det. Jeg vil bare lige sige til dig, hold modet oppe.

Hej og tak for dit svar.

Jeg har lige været inde og tjekke mine papirer og det ser ikke ud til at jeg er blevet tjekket for mangel på mannanbindende lektin og for blodsygdomme. Måske jeg skal prøve at ringe til fertilitetsklinikken og høre om jeg kan blive tjekket for det, måske når jeg nu alligevel skal ture til Odense i starten af november.

Fandt du ud af grunden til dine gentagne aborter?

FrkZier skriver:

du fortjener en kæmpe krammer

Tusind tak FrkZier

lillemusen10 skriver:

Hej og tak for dit svar.

Jeg har lige været inde og tjekke mine papirer og det ser ikke ud til at jeg er blevet tjekket for mangel på mannanbindende lektin og for blodsygdomme. Måske jeg skal prøve at ringe til fertilitetsklinikken og høre om jeg kan blive tjekket for det, måske når jeg nu alligevel skal ture til Odense i starten af november.

Fandt du ud af grunden til dine gentagne aborter?

Ja, jeg mangler mannanbindende lektin - og gør man det, kan man komme med i et forskningsprojekt (Det kan du nokalligevel) ved enheden for gentagne aborter på Riget, ved Ole Bjarne Chstiansen.

Jeg har også en genfejl.

Og ja det rigtige er at tage kontakt til din nuværende klinik og når de har undersøgt det, så kan de henvise dig. Når de har henvist dig, så kan du sikkert få betalt turen - hvis der er langt til Riget

lillemusen10 skriver:

Bare lige et lille indlæg skrevet i frustration. Jeg har jo i flere år været klar til at få børn og det krævede bare lige at få manden overtalt. Det lykkes i december 2011. Jeg blev hurtigt gravid og stod med en positiv test i jan. i år. De der har fulgt mig, ved at jeg nu har været igennem 3 SA. Det har været det hårdeste år i mit liv. Op og ned ture. Glad det ene øjeblik, ulykkelig det næste.

Hele vores omgangskreds har efterhånden fået børn og vi er et af 2 par der endnu ikke har børn. De fleste ved, at vi prøver. Jeg er nået til et punkt nu, hvor jeg næsten ikke orker at være sammen med mine veninder længere. Snakken går kun om børn, babyer og graviditet. Og jeg bliver så træt af det og så ked af det. De kan lige spørge lidt ind til hvordan jeg har det og hvordan det går på job osv.... men så ryger de lynhurtigt tilbage i samme rille med babysnak. Det er vel forståeligt nok, jeg ville nok gøre det samme hvis det var mig. Det er jo det deres liv drejer sig om, det er deres hverdag. Det er bare så svært, når de har alt det jeg går og ønsker mig så inderligt. Jeg tvinger mig selv ud og til at være sammen med dem, men har egentlig ikke lyst.

Lige nu går jeg og venter på en sidste del af min udredning.... en hysteroskopi i næste måned, derfor vil jeg vente med at blive gravid til den er overstået. Alle vores blodprøver, kromosomundersøgelser m.m. har været helt normale. Hysteroskopien vil vise om der er noget abnormt i livmoderen; fibromer eller en skillevæg som ikke skal være der.

Kan ikke holde al den ventetid ud, ville ønske jeg kunne stå med en positiv test i morgen og at spiren ville blive siddende!

Og så kommer det næste problem nok... den uendelige bekymring for at noget igen skal gå galt. Hvad man ikke vil gå igennem for at blive en lille familie.

Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg vil med dette indlæg. Håber lidt at nogle i samme båd måske vil følges ad. Det er ikke sjovt at være den eneste i omgangskredsen med problemer, føler ikke rigtigt at jeg har nogle veninder der virkelig forstår hvad jeg gennemgår.

Åhh det er så hårdt! Kan godt forstå, at du er ved ikke at kunne mere! Sender et kæmpe afsted til dig!

Har du sagt til dine veninder, hvordan du har det? Jeg synes jeg har hørt mange, der ikke rigtig tør spørge, fordi de er bange for at sige noget forkert! Og de tænker ikke, at de ikke kan gøre noget værre end det er!

Jeg kan sagtens forstå det er mega frustrerende, for hvor er det bare hårdt at høre om alle andres lykke, når man selv kæmper for at opnå det samme!

Og så synes jeg bare du skal give los med alle dine frustrationer herinde, så du ikke pludselig eksploderer i afmagt

lillemusen10 skriver:

Bare lige et lille indlæg skrevet i frustration. Jeg har jo i flere år været klar til at få børn og det krævede bare lige at få manden overtalt. Det lykkes i december 2011. Jeg blev hurtigt gravid og stod med en positiv test i jan. i år. De der har fulgt mig, ved at jeg nu har været igennem 3 SA. Det har været det hårdeste år i mit liv. Op og ned ture. Glad det ene øjeblik, ulykkelig det næste.

Hele vores omgangskreds har efterhånden fået børn og vi er et af 2 par der endnu ikke har børn. De fleste ved, at vi prøver. Jeg er nået til et punkt nu, hvor jeg næsten ikke orker at være sammen med mine veninder længere. Snakken går kun om børn, babyer og graviditet. Og jeg bliver så træt af det og så ked af det. De kan lige spørge lidt ind til hvordan jeg har det og hvordan det går på job osv.... men så ryger de lynhurtigt tilbage i samme rille med babysnak. Det er vel forståeligt nok, jeg ville nok gøre det samme hvis det var mig. Det er jo det deres liv drejer sig om, det er deres hverdag. Det er bare så svært, når de har alt det jeg går og ønsker mig så inderligt. Jeg tvinger mig selv ud og til at være sammen med dem, men har egentlig ikke lyst.

Lige nu går jeg og venter på en sidste del af min udredning.... en hysteroskopi i næste måned, derfor vil jeg vente med at blive gravid til den er overstået. Alle vores blodprøver, kromosomundersøgelser m.m. har været helt normale. Hysteroskopien vil vise om der er noget abnormt i livmoderen; fibromer eller en skillevæg som ikke skal være der.

Kan ikke holde al den ventetid ud, ville ønske jeg kunne stå med en positiv test i morgen og at spiren ville blive siddende!

Og så kommer det næste problem nok... den uendelige bekymring for at noget igen skal gå galt. Hvad man ikke vil gå igennem for at blive en lille familie.

Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg vil med dette indlæg. Håber lidt at nogle i samme båd måske vil følges ad. Det er ikke sjovt at være den eneste i omgangskredsen med problemer, føler ikke rigtigt at jeg har nogle veninder der virkelig forstår hvad jeg gennemgår.

Det er ikke sjovt, jeg forstår hvad du føler, men man må også prøve at se lidt væk fra sin egen navle.
Og så kunne det måske hjælpe dig lidt, at melde dig som barnepige nogen gange, så du bedre kan sætte dig ind i begejstringen over de små vidundere.
Det giver dig selvfølgelig ikke børn, men det knytter dig måske lidt mere til vennernes børn, så du bedre kan bære at høre på al snakken.

Du skal jo også huske, at verden går videre, selvom du evt. ikke får børn, så allerede nu vil det være godt for dig, at du øver dig lidt hver dag på at se ud og væk fra det at blive mor. Man risikerer nemlig også at gå helt ned på det, hvis man ikke passer på sig.

Så, et ekstra stort trøsteknus skal du have.
Somme tider vil naturen ikke som man selv vil, men håbet er lysegrønt, og det er det man må holde fast i.

Kærligst
Sussie

Åh blev helt følsom af at læse dit indlæg - havde det præcis på samme måde med mine veninder med børn..  Vi valgte dog at træde i fertilitet sbehandling så snart vi kunne (efter 1 år jf lægen) - og efter 2 mislykkedes inseminationsforsøg blev jeg øko gravid.. 

Jeg vil give Sussie ret - prøv at nyde venindernes børn - det glemte jeg og det fortryder jeg i dag..

hold modet oppe!