Gardenia skriver:
14 dage før mit kejsersnit var jeg ved at gå i panik. Ikke sådan en opstemt, forventnings-panik. Men panik som at jeg overvejede muligheden for jeg slet ikke var tilstede ved fødslen 
Min kæreste er klodens bedste mand, han mindede mig hele tiden om at man altid er forældre - vi mangler bare vores børn. Han fortalte mig at der var et fåtal af mennesker der ikke var istand til at sørge for ens barn og det at jeg allerede der var ved at panikke, vidste meget om mine egne forventninger til mig selv. Det skal du også tage som en styrke. For mange år siden interesserede jeg mig meget for flystyrt (Jae...) og igennem alt min læsning fandt jeg ud af at vores hjerne fungerer på den måde at alt nyt og ukendt, bliver vendt til en katastrofeagtig tilstand i hjernen, for at vores sind er klar til aktion når det sker. Det er det samme når vi er førstegangsmødre:
"Hvad hvis jeg ikke kan tage vare på det lille liv?" "Hvad hvis jeg gør skade på det lille liv?" "Hvad hvis, hvad hvis, hvad hvis"
Du er klar. Du bliver automatisk klar når du får baby i hænderne, der sker noget insitinktiv inde i vores kroppe, hjerner og sjæle. Jeg kan ikke forklare det for dig, for jeg har stadig ikke forstået det. Men jeg blev klar i sekundet han kom over til mig, jeg vidste bare indeni hvordan han skulle ammes, skiftes, kæles, trøstes, nusses.. Og jeg har aldrig leget med dukker, har aldrig anset mig selv for at være en mor, jeg troede slet ikke jeg ville have børn...
Glæd dig, det er en oplevelse der ændrer dig som menneske og ændrer din opfattelse af hvad du er istand til 
bliver helt glad af at læse dit indlæg! Du lyder bare SÅ meget som mig, så det er opløftende at læse, at der er håb for, at jeg rent faktisk udvikler moderfølelser og ikke bliver ved at hænge fast i den "åh panik! Flygt!"-agtige tankegang :-) Tak!
