Er jeg mon klar?

Hej Allesammen, jeg har læst en hel masse om folk der ikke kan vente med at blive gravide. Er der nogensinde nogen der tænker på om i er klar til det ansvar det kræver at få børn? 

Min mand og jeg har været gift i 1½ år, og vi har siden maj2012 forsøgt at blive gravide, uden held endnu.  Dog går jeg tit og tænker; ej er jeg nu også klar til det her Synes at mine tanker er overalt, også fordi jeg gerne vil se og opleve en masse inden børnene kommer, og synes at jeg nogle gange prioriterer min kommende karriere over det at få et barn. Men det er jo ikke sådan at jeg kun er 18år mere, er nu 25år så mon ikke man skulle til at igang hvis man gerne vil have en tre stykker. 

Tænker også på hvordan det vil påvirke min krop. Siden jeg blev gift har jeg taget 12kg på, og tænker at hvis jeg nu også tager meget på  i graviditeten om jeg ville kunne affinde mig med dette (dog er det nok en ting der løser sig selv fordi man så inderligt begynder at elske det ufødte barn mere end de ekstra 10kg)

Er der nogle af jer der har gået med disse tanker eller er det bare mig der overdriver?  

seh skriver:

Hej Allesammen, jeg har læst en hel masse om folk der ikke kan vente med at blive gravide. Er der nogensinde nogen der tænker på om i er klar til det ansvar det kræver at få børn? 

Min mand og jeg har været gift i 1½ år, og vi har siden maj2012 forsøgt at blive gravide, uden held endnu.  Dog går jeg tit og tænker; ej er jeg nu også klar til det her Synes at mine tanker er overalt, også fordi jeg gerne vil se og opleve en masse inden børnene kommer, og synes at jeg nogle gange prioriterer min kommende karriere over det at få et barn. Men det er jo ikke sådan at jeg kun er 18år mere, er nu 25år så mon ikke man skulle til at igang hvis man gerne vil have en tre stykker. 

Tænker også på hvordan det vil påvirke min krop. Siden jeg blev gift har jeg taget 12kg på, og tænker at hvis jeg nu også tager meget på  i graviditeten om jeg ville kunne affinde mig med dette (dog er det nok en ting der løser sig selv fordi man så inderligt begynder at elske det ufødte barn mere end de ekstra 10kg)

Er der nogle af jer der har gået med disse tanker eller er det bare mig der overdriver?  

Du overdriver ikke
Det er helt normalt at tænke som dig, i din situation
Du er ikke mor endnu og du har derfor ikke et barn som du elsker mere end noget andet i verdenen.. Hvordan skal du så forholde dig til det? Jeg tror også at du måske ubevist stiller dig spørgsmålet om det nu er det værd, nu hvor i kæmper for at få en baby :-) jeg var også nervøs i min graviditet og var direkte bange for at skulle være mor - det var alt sammen uvidenhed :-) jeg er ikke i tvivl om at når du sidder med dit lille vidunder, så vil tænke: "hvad var jeg lige så nervøs for?" pøj pøj med projekt baby.. Håber lykken snart tilsmiler jer

Hvis du er meget i tvivl om, om nu er det rette tidspunkt for børn, sker der jo heller ik noget ved at vente etpart år endnu. Jeg fik mit første barn da jeg var 29, og har lig fået nr 2, hvor jeg er 33. Hvis jeg/vi vil ha en mere om et par år, ja så gør vi da det! 

Jeg er glad for at vi ventede med at få børn, til vi havde haft tid til at rejse bare os, arbejde osv. Tror ik jeg ville ha sat lige så stor pris på tiden med små børn, på samme måde som jeg gør nu, hvor jeg har mere ro i mig selv! Vh stine

Lukasmor skriver:

Du overdriver ikke
Det er helt normalt at tænke som dig, i din situation
Du er ikke mor endnu og du har derfor ikke et barn som du elsker mere end noget andet i verdenen.. Hvordan skal du så forholde dig til det? Jeg tror også at du måske ubevist stiller dig spørgsmålet om det nu er det værd, nu hvor i kæmper for at få en baby :-) jeg var også nervøs i min graviditet og var direkte bange for at skulle være mor - det var alt sammen uvidenhed :-) jeg er ikke i tvivl om at når du sidder med dit lille vidunder, så vil tænke: "hvad var jeg lige så nervøs for?" pøj pøj med projekt baby.. Håber lykken snart tilsmiler jer

Ja nu du siger uvidenhed så tror jeg også at det er det som passer bedst på de følelser og tanker jeg har omkring det hele  men det er jo noget man skal prøve før man kan sige noget om det  så vi , selv om min mand på nuværende tidspunkt nok er den som glæder sig mest til den dag jeg sidder med en positiv test. 

StineW79 skriver:

Hvis du er meget i tvivl om, om nu er det rette tidspunkt for børn, sker der jo heller ik noget ved at vente etpart år endnu. Jeg fik mit første barn da jeg var 29, og har lig fået nr 2, hvor jeg er 33. Hvis jeg/vi vil ha en mere om et par år, ja så gør vi da det! 

Jeg er glad for at vi ventede med at få børn, til vi havde haft tid til at rejse bare os, arbejde osv. Tror ik jeg ville ha sat lige så stor pris på tiden med små børn, på samme måde som jeg gør nu, hvor jeg har mere ro i mig selv! Vh stine

Jeg synes bare personligt for mig at hvis jeg venter ihvertfald mere end 2år at jeg vil synes det er sent  Som ung forestillede jeg mig allerede at jeg ville have været gift som 20årig og haft et barn i 21års alderen. Dog kom manden i mit liv senere end planlagt hehe 

Jeg kan dog ikke vide hvornår jeg i princippet bliver gravid. Der kan gå gå mange år, men  for at det sker nu her indenfor et års tid. Man er vel aldrig rigtig klar før man står med den positive test i hånden, har så ikke selv noget at sammenligne med 

seh skriver:

Jeg synes bare personligt for mig at hvis jeg venter ihvertfald mere end 2år at jeg vil synes det er sent  Som ung forestillede jeg mig allerede at jeg ville have været gift som 20årig og haft et barn i 21års alderen. Dog kom manden i mit liv senere end planlagt hehe 

Jeg kan dog ikke vide hvornår jeg i princippet bliver gravid. Der kan gå gå mange år, men  for at det sker nu her indenfor et års tid. Man er vel aldrig rigtig klar før man står med den positive test i hånden, har så ikke selv noget at sammenligne med 

Når du er 100 % klar så er du ikke i tvivl.. Brug hellere lidt tid til at gennemtænke inden du binder dig for de næste 18+ år.. Jeg er selv 24 og førstegangsgravid og vi startede pb da jeg var 22.. Den dag jeg smed præventionen var jeg ikke i tvivl - jeg var 100% klar og så er der frustrerende at der går så mang måneder uden held 

Følg det inderste i dit hjerte - og pøj pøj fremover 

seh skriver:

Hej Allesammen, jeg har læst en hel masse om folk der ikke kan vente med at blive gravide. Er der nogensinde nogen der tænker på om i er klar til det ansvar det kræver at få børn? 

Min mand og jeg har været gift i 1½ år, og vi har siden maj2012 forsøgt at blive gravide, uden held endnu.  Dog går jeg tit og tænker; ej er jeg nu også klar til det her Synes at mine tanker er overalt, også fordi jeg gerne vil se og opleve en masse inden børnene kommer, og synes at jeg nogle gange prioriterer min kommende karriere over det at få et barn. Men det er jo ikke sådan at jeg kun er 18år mere, er nu 25år så mon ikke man skulle til at igang hvis man gerne vil have en tre stykker. 

Tænker også på hvordan det vil påvirke min krop. Siden jeg blev gift har jeg taget 12kg på, og tænker at hvis jeg nu også tager meget på  i graviditeten om jeg ville kunne affinde mig med dette (dog er det nok en ting der løser sig selv fordi man så inderligt begynder at elske det ufødte barn mere end de ekstra 10kg)

Er der nogle af jer der har gået med disse tanker eller er det bare mig der overdriver?  

nej du er langt fra alene

Jeg tvivler jævnligt...og kraftigt når mit job bare kører på skinner, manden har været træls eller når jeg bare hopper ind i bilen og kører ud og ofre penge på mit ego

Det kan jo ikke undgå at ændre hele ens liv totalt, og den tanke skræmmer også mig.... elsker min mand og er bange for at ende som alle andre husmødre.... og ja end krop tager jo "skade"....

Men prøv at sætte dig ned, som jeg gjorde... mærk dybt efter... de ting man er så bange for er jo alle nogen ting man selv kan gøre noget ved.Din krop kan trænes (og evt. fixes hvis det er slemt) og ens forhold skal man jo alligevel arbejde på..... Karrieren skal nok komme, hvis man er vil det, eller er der nok en anden sti

Jeg er 28 år... og helt ærligt så er jeg NØD til at tvinge mig selv til unger, ellers får jeg aldrig nogen....  Jeg kan faktisk ikke li børn... jo nogen børn.... men syntes generalt børn er uopdragne, larmende og på godt jysk "træls" .... men jeg vil jo gerne ha mine egne "engang" og "engang" er ved at være tidsbegrænset... jeg har ingen anelse om hvor længe vi skal forsøge at blive forældre.... og da jeg fandt ud af at vi nok ikke er dem der lige popper børn ud, så kunne jeg mærke at :nu prøver vi sgu.

men er 100% sikker på at år det lykkes så kommer jeg atter til at stå med tanken "åhhhh.... er jeg klar "

men sådan er jeg bare skruet sammen.

seh skriver:

Hej Allesammen, jeg har læst en hel masse om folk der ikke kan vente med at blive gravide. Er der nogensinde nogen der tænker på om i er klar til det ansvar det kræver at få børn? 

Min mand og jeg har været gift i 1½ år, og vi har siden maj2012 forsøgt at blive gravide, uden held endnu.  Dog går jeg tit og tænker; ej er jeg nu også klar til det her Synes at mine tanker er overalt, også fordi jeg gerne vil se og opleve en masse inden børnene kommer, og synes at jeg nogle gange prioriterer min kommende karriere over det at få et barn. Men det er jo ikke sådan at jeg kun er 18år mere, er nu 25år så mon ikke man skulle til at igang hvis man gerne vil have en tre stykker. 

Tænker også på hvordan det vil påvirke min krop. Siden jeg blev gift har jeg taget 12kg på, og tænker at hvis jeg nu også tager meget på  i graviditeten om jeg ville kunne affinde mig med dette (dog er det nok en ting der løser sig selv fordi man så inderligt begynder at elske det ufødte barn mere end de ekstra 10kg)

Er der nogle af jer der har gået med disse tanker eller er det bare mig der overdriver?  

Det er fuldstændig normalt! Jeg er 27 og har kendt kæresten i 9 år - og har nøjagtig samme tanker omkring projekt baby som du har. Lidt af samme grund er vi ikke gået i gang endnu, for jeg skal lige oparbejde mod til at smide p-pillerne.
Hvor dumt det end lyder, så er det jeg er mest bange for, ved at blive mor på et tidspunkt, at jeg ender med at blive ensom. At jeg pludselig sidder derhjemme og aldrig ser veninderne mere, ikke har plads til at komme ud at danse en gang imellem (dans fylder en del i mit liv pt), at karrieren er lagt på hylden, at alle samtaler i mit liv er forvandlet til babysnak og at jeg føler mig - ja, ensom.
Jeg forventer selvfølgelig ikke at jeg kan fortsætte mit liv som nu, jeg ved godt at jeg kommer til at ofre en masse ting, jeg holder af, men jeg er bange for at glemme mig selv fuldstændig undervejs, så jeg en dag ikke kan kende mig selv længere. Og det er efter sådan nogle tanker, at jeg bliver i tvivl om, hvorvidt jeg er klar..

Omvendt, så er jeg helt sikker på, at mine tanker ikke vil blive anderledes, uanset hvor mange år jeg venter! Så nu er vi gået i gang med at planlægge en stribe rejser, så vi får oplevet lidt af verden inden vi skal være forældre, og så får jeg mig taget sammen til ikke at forny p-pillerecepten snart

Jeg synes det lyder som om du og manden har et rigtig godt fundament, og dine tanker kunne jo også bare være et udtryk for, at du netop er klar, fordi du har indset at det ikke bare bliver en dans på roser, men også kompromiser og hårdt arbejde. Held og lykke med en forhåbentlig snarlig titel som forældre

seh skriver:

Hej Allesammen, jeg har læst en hel masse om folk der ikke kan vente med at blive gravide. Er der nogensinde nogen der tænker på om i er klar til det ansvar det kræver at få børn? 

Min mand og jeg har været gift i 1½ år, og vi har siden maj2012 forsøgt at blive gravide, uden held endnu.  Dog går jeg tit og tænker; ej er jeg nu også klar til det her Synes at mine tanker er overalt, også fordi jeg gerne vil se og opleve en masse inden børnene kommer, og synes at jeg nogle gange prioriterer min kommende karriere over det at få et barn. Men det er jo ikke sådan at jeg kun er 18år mere, er nu 25år så mon ikke man skulle til at igang hvis man gerne vil have en tre stykker. 

Tænker også på hvordan det vil påvirke min krop. Siden jeg blev gift har jeg taget 12kg på, og tænker at hvis jeg nu også tager meget på  i graviditeten om jeg ville kunne affinde mig med dette (dog er det nok en ting der løser sig selv fordi man så inderligt begynder at elske det ufødte barn mere end de ekstra 10kg)

Er der nogle af jer der har gået med disse tanker eller er det bare mig der overdriver?  

14 dage før mit kejsersnit var jeg ved at gå i panik. Ikke sådan en opstemt, forventnings-panik. Men panik som at jeg overvejede muligheden for jeg slet ikke var tilstede ved fødslen

Min kæreste er klodens bedste mand, han mindede mig hele tiden om at man altid er forældre - vi mangler bare vores børn. Han fortalte mig at der var et fåtal af mennesker der ikke var istand til at sørge for ens barn og det at jeg allerede der var ved at panikke, vidste meget om mine egne forventninger til mig selv. Det skal du også tage som en styrke. For mange år siden interesserede jeg mig meget for flystyrt (Jae...) og igennem alt min læsning fandt jeg ud af at vores hjerne fungerer på den måde at alt nyt og ukendt, bliver vendt til en katastrofeagtig tilstand i hjernen, for at vores sind er klar til aktion når det sker. Det er det samme når vi er førstegangsmødre:
"Hvad hvis jeg ikke kan tage vare på det lille liv?" "Hvad hvis jeg gør skade på det lille liv?" "Hvad hvis, hvad hvis, hvad hvis"

Du er klar. Du bliver automatisk klar når du får baby i hænderne, der sker noget insitinktiv inde i vores kroppe, hjerner og sjæle. Jeg kan ikke forklare det for dig, for jeg har stadig ikke forstået det. Men jeg blev klar i sekundet han kom over til mig, jeg vidste bare indeni hvordan han skulle ammes, skiftes, kæles, trøstes, nusses.. Og jeg har aldrig leget med dukker, har aldrig anset mig selv for at være en mor, jeg troede slet ikke jeg ville have børn...

Glæd dig, det er en oplevelse der ændrer dig som menneske og ændrer din opfattelse af hvad du er istand til

seh skriver:

Hej Allesammen, jeg har læst en hel masse om folk der ikke kan vente med at blive gravide. Er der nogensinde nogen der tænker på om i er klar til det ansvar det kræver at få børn? 

Min mand og jeg har været gift i 1½ år, og vi har siden maj2012 forsøgt at blive gravide, uden held endnu.  Dog går jeg tit og tænker; ej er jeg nu også klar til det her Synes at mine tanker er overalt, også fordi jeg gerne vil se og opleve en masse inden børnene kommer, og synes at jeg nogle gange prioriterer min kommende karriere over det at få et barn. Men det er jo ikke sådan at jeg kun er 18år mere, er nu 25år så mon ikke man skulle til at igang hvis man gerne vil have en tre stykker. 

Tænker også på hvordan det vil påvirke min krop. Siden jeg blev gift har jeg taget 12kg på, og tænker at hvis jeg nu også tager meget på  i graviditeten om jeg ville kunne affinde mig med dette (dog er det nok en ting der løser sig selv fordi man så inderligt begynder at elske det ufødte barn mere end de ekstra 10kg)

Er der nogle af jer der har gået med disse tanker eller er det bare mig der overdriver?  

jeg synes da, at det kun er skønt, at du gør dig disse tanker om karriere og oplevelser, for det viser netop din modenhed.

De fleste af os har bare været så skruk, at vi bare har kastet os ud i det, og først bag efter har tænkt, at det måske var lige tidligt nok.

Min gamle farmor, som var en ualmindelig klog kone, sagde ofte til mig; Uddan dig i 20'erne, rejs og oplev livet i 30'erne og få børn i 40'erne!
Helt så grelt vil jeg nu ikke sætte det op, men der er nu lidt om snakken, jeg fik mit første barn da jeg var 22 og dengang var det jo bare lykken, men siden gik det op for mig, da jeg fik barn nr 2 som 32 årig, at jeg var langt mere parat til at blive mor der, for der var bare så meget mere ro over mig, og som følge deraf nød jeg mit barn så meget mere.
Set i bakspejlet, skulle jeg have haft lavet meget mere inden jeg fik barn, men så klog er man sjældent.

At du gør dig disse overvejelser synes jeg kun er godt, og der vil da helller ikke ske det mindste ved at du venter, heller ikke til du har passeret de 30.
Jeg var 37, da jeg fik den sidste og jeg ville gerne have haft en mere. Min kusine var 48, da hendes den sidste kom til og min farmor var 50. Så det er kun krop og sind, der sætter grænsen for hvornår det er for sent. 

Så føler du, at du har brug for et par år mere, så vent dog.
Jeg kendte engang et par, der netop efterlevede min farmors principper og fik 6 børn efter hun havde passeret de 40. For pokker det må have været hårdt, men de elskede det. LOL

Kærligst
Sussie