psykolog pga. PB

Hej..

Er der nogen herinde der har pga. mislykkedes PB igen, igen, igen og igen haft behov for psykolog hjælp...

tror jeg er ved at være der.

eller hvad gjorde i andre når i var så langt nede at ALT andet kunne være bedøvende ligegyldigt... ??

Heldigvis lykkedes det lidt før jeg blev vanvittig, men kan godt forstå dig. Det var så frustrerende at gå at vente på gevinst, og man kan ikke tænke på andet.

For mig hjalp det at være ærlig overfor min mand - så var jeg ikke alene om det og kunne altid få lov at græde overfor ham.

Håber snart den er der for Jer

jeg tager en dag af gangen og fokuserer på det positive i mit liv, så jeg ikke kører helt ned på det.

Men det er indimellem svært.  

Jeg har ind i mellem overvejet det, men har det kun sådan i perioder hvor jeg virkelig har ondt af mig selv. Men så går set bedre en periode igen og sådan fortsætter det i det uendelig. Men vil nok sige at hvis det ikke lykkedes i løbet af næste år(skal forhåbentlig starte inseminering i løbet af foråret) så tror jeg at jeg er nødt til at få lidt hjælp til mine tanker, da det stort set er det eneste jeg tænker på.

E. B. skriver:

Heldigvis lykkedes det lidt før jeg blev vanvittig, men kan godt forstå dig. Det var så frustrerende at gå at vente på gevinst, og man kan ikke tænke på andet.

For mig hjalp det at være ærlig overfor min mand - så var jeg ikke alene om det og kunne altid få lov at græde overfor ham.

Håber snart den er der for Jer

manden kan ikke høre på mig mere. (på det område er vi nok ret forskellige.)

han kan kun se det lyse, mens jeg er fuldstændig nede og kan kun se det dårlige... men selvom han ønsker børn er det slet slet ikke på samme måde som jeg.. tror godt han kunne leve med hvis vi fik at vide vi ikke kunne få børn, mens jeg lige så godt kunne tage mit liv hvis jeg fik den besked...

come2 skriver:

jeg tager en dag af gangen og fokuserer på det positive i mit liv, så jeg ikke kører helt ned på det.

Men det er indimellem svært.  

synes jeg er kommet så langt at jeg slet ikke kan se det positive i noget som helst... selvom der er positive ting nok, er jeg ligeglad...

går godt på arbejde - jeg er ligeglad jeg vil bare gå hjemme med min baby

går skidt på arbejde, burde måske snakke med chefen - gider ikk, forhåbentlig er jeg snart gravid og kan sige jeg snart går på barsel.

jamen jeg kan blive ved, hvorfor lave have, hvis ikke der kommer en sppunk man kan spille bold med??

føler jeg er dernede hvor der bare er fuldstændig bundløs.

BigBabyWish12 skriver:

Jeg har ind i mellem overvejet det, men har det kun sådan i perioder hvor jeg virkelig har ondt af mig selv. Men så går set bedre en periode igen og sådan fortsætter det i det uendelig. Men vil nok sige at hvis det ikke lykkedes i løbet af næste år(skal forhåbentlig starte inseminering i løbet af foråret) så tror jeg at jeg er nødt til at få lidt hjælp til mine tanker, da det stort set er det eneste jeg tænker på.

jeg kan også godt have perioder hvor det er OK...

men det er måske 2-3 dage i mdr... resten af tiden er LORT...

manden har bare så svært ved at blive ved at støtte mig, han prøver, men i hans ører klynker jeg bare - det gør det bestemt ikke lettere at alle omkring mig bare siger - det skal nok lykkedes, ta det roligt...



som om mine følelser ikke er berretiget...

Det første år gik jeg helt ned i kuldkælderen hver gang jeg fik min mens. Efter halvandet år kom min eksamen og jeg glemte det lidt, da vi rundede 2 år så jeg frem til jeg for første gang skulle på ferie til syden, nu er der gået 2½ år og de sidste par måneder har der været så meget at jeg ikke har tænkt over det overhovedet.

Det jeg vil sige er at man bliver nød til at flytte fokus, selvom det er meget svært, til noget andet. Jeg kan godt blive øv når min mens kommer, men så tænker jeg bare på det jeg skal i fremtiden og gemmer PB lidt væk.

Denne gang er jeg gået tre dage over tid og mine tanker er kun hos PB og evt. graviditet og kan da også mærke at jeg bliver meget skuffet hvis den lige pludselig kommer  

grinny skriver:

Det første år gik jeg helt ned i kuldkælderen hver gang jeg fik min mens. Efter halvandet år kom min eksamen og jeg glemte det lidt, da vi rundede 2 år så jeg frem til jeg for første gang skulle på ferie til syden, nu er der gået 2½ år og de sidste par måneder har der været så meget at jeg ikke har tænkt over det overhovedet.

Det jeg vil sige er at man bliver nød til at flytte fokus, selvom det er meget svært, til noget andet. Jeg kan godt blive øv når min mens kommer, men så tænker jeg bare på det jeg skal i fremtiden og gemmer PB lidt væk.

Denne gang er jeg gået tre dage over tid og mine tanker er kun hos PB og evt. graviditet og kan da også mærke at jeg bliver meget skuffet hvis den lige pludselig kommer  

jeg har bare ingen fremtidsplaner... jo selvf. har jeg det, men det kan være fuldstændig ligegyldigt hvis ikke der kommer baby...

jeg har ikke lyst til at leve, hvis det er uden børn...