Hvorfor vil hun ikke?

rogerrasch skriver:

hmm for mig kunne det godt lyde som om hun ikke er klar, eller evt, er bange for hvordan hun vil klare sig som mor, osv. det ved jeg at jeg var, jeg syntes nærmest ikke min graviditet var lang nok fordi jeg var så sindsyg bange for om jeg egentlig kunne klare det, om jeg havde levet mit liv nok da jeg kun er 25 osv... men nu har jeg en søn på 7 måneder og klare det ganske godt men ja kan være hun simpelthen bare er bange..

held og lykke du får lige en  fra mig

Mange tak for dit svar 

Ciss skriver:

Min første tanke er, at det lyder, som om hun har lyst til at få et barn, men når I først skal i gang med det, så rammer alvoret og tvivlen hende, så hun ikke helt klarer at gennemføre det alligevel. Jeg husker da selv, at jeg syntes, det var meget vanskeligt bare at slappe af og være som normalt, da vi startede med babyprojektet. Pludselig er det alvor og ikke bare leg.

Min anbefaling ville være at give hende nogle dage. Du har jo gået og tænkt længe på sagen. Det har hun sikkert ikke i samme grad. Det er jo en stor beslutning, så det er jo ikke unaturligt, om hun har brug for lidt tid til lige at få det tænkt rigtigt igennem.

Det er da positivt, at hun ikke er afvisende.

Men er der noget jeg kan gøre for at hjælpe hende?

 

Lade hende være i fred virker ikke rigtigt, fordi vores forhold er "normalt" men at hele tiden at snakke om det virker bare som om jeg er desperat..

Den er lidt svær.. 

come2 skriver:

Hvor er det bare fedt du fik fortalt hende det.

Min kæreste var faktisk ligesom din kæreste i starten, ganske enkelt fordi han kom i tvivl om det var det rette for ham og han synes det var en stor mundfuld.

Det var vildt fustrerende, jeg gav ham tid og ligepludselig følte han sig 100% klar.

Har i prøvet at hygge jer på andre tidspunkter end natten, måske hun er træt og har svært ved at overskue det?

Har ik rigtig nogle råd, vil bare sige jeg har været der

Din kæreste og min kæreste er langt fra ens med køn og personlighed osv.

Men hvad gjorde du med din kæreste for at få ham til at være glad eller føle sig 100% klar?(:

Min tanke er, at hun måske gerne vil, men at det er en stor mundfuld på én gang.

Du har jo gået og leget med tanken over noget tid. Vænnet dig til tanken og fundet ud af, at du virkelig gerne vil være far nu og fundet ro med den beslutning. Det har hun jo slet ikke haft tid til.

Hvis du præsenterede idéen for hende og regnede med, at hun ville være klar mentalt til at blive gravid blot dagen efter, synes jeg også, du satser højt.

Det er en ekstremt stor beslutning at blive forælder, og hun har lige så meget brug for at lade tanken synke ind og vænne sig til, at skulle vende hele sin hverdag og sit liv rundt, som du har haft. Hvis hun IKKE skulle tænke grundigt over dette, ville hun slet ikke være klar til at blive mor (i mine øjne).

Jeg tror absolut ikke, du skal tage det som at hun IKKE ønsker, at I skal blive forældre, men jeg vil råde dig til at give hende tid. 

Jeg synes, du skal sige til hende, at du stadig mener, hvad du sagde den aften, men at du vil lade det være op til hende at tage første skridt når hun føler sig klar til det.

Det kan godt være træls og hårdt for dig at måtte gå og vente på at/om hun rent faktisk tager dette skridt, men du kan jo alligevel ikke tvinge hende, og jeg tror, hun vil vænne sig langt hurtigere til tanken på den måde. - Under frihed og tålmodighed frem for pres.

Anonym skriver:

Jeg presser hende bestemt ikke, jeg forstår bare ikke hvorfor hun ikke vil snakke om det, jeg elsker hende og ville ikke gå fra hende hvis hun sagde nej til en baby men når hun starter et samleje med mig lige efter jeg har spurgt tager jeg det ikke som et nej.

Jeg ved også godt hvad en baby indeholder , jeg har kusiner, fætre og en bror som har fået børn i forskellige aldre alt fra 0-17.

Jeg respektere hende.

Jeg forstår bare ikke tegn hun har sendt mig, fordi de svinger rigtigt meget fra det ene til det andet.

Nu er det ikke heeeelt det samme at din bror har en fætter eller hvad du samlignede det med. Det er kvindes krop der skal sønder rives af et lille væsen, kvinden der skal sætte sit liv på stand by, risikere sygemeldinger, hæmorider, babser der lækker mælk allerede i uge 20, amning der ikke vil fungere, bækkenløsning, fødsel, være vågen med kolikbarn, undvære sit arbejde/studie i lang tid, og alt det, selv om du måske ser det positive så ser hun måske det negative og det gør måske at hun gerne vil selve sexen men ikke uden beskyttelse. Nu ved jeg heller ikke hvor gamle i er. Men der er jo en del ting der skal på plads inden, og, måske er du bare ikke den hun ønsker børn med, men hun har måske ikke lyst til at sige det til dig. Jeg tror bare du skal bruge kondom igen, det var jo det hun bragte op var det ikke? respekter det.

Hun hopper af fordi hun er i tvivl og det er helt normalt!! Hun skal lige finde ud af om et barn er det hun vil??! Jeg så engang en erotisk drama film hvor der selvfølgelig var hed sex,da manden ville have barn gik hun med til det,men midt i sexakten,eller rettere lige han skulle sprøjte,skubbede hun ham væk og sagde at hun ikke var klar alligevel!! Manden spurgte hvorfor og vendte ryggen til for at rive den af og forplante skoven istedet! Den scene har siddet fast siden jeg så den første gang for det var 1 gang jeg så rollerne var byttet rundt!!  

Anonym skriver:

Men er der noget jeg kan gøre for at hjælpe hende?

 

Lade hende være i fred virker ikke rigtigt, fordi vores forhold er "normalt" men at hele tiden at snakke om det virker bare som om jeg er desperat..

Den er lidt svær.. 

Det er virkelig vanskelig at vide, hvad som er det rette svar her.

Hvis hun afbryder forløbet og bare vil sove, kan du jo forsøge at snakke med hende om det - uden at nævne baby i det hele taget. (Lad hende selv bringe det op, hvis det er det, som er grunden. Der kan jo faktisk også være en helt anden grund bag det.) Du kan jo prøve at sige til hende, at du bliver lidt forvirret, når det sker, og at du spekulerer på, om du gør noget galt...

Uanset, ønsker jer en masse lykke til og håber, I finder ud af det hele sammen.

Miss Kat skriver:

Min tanke er, at hun måske gerne vil, men at det er en stor mundfuld på én gang.

Du har jo gået og leget med tanken over noget tid. Vænnet dig til tanken og fundet ud af, at du virkelig gerne vil være far nu og fundet ro med den beslutning. Det har hun jo slet ikke haft tid til.

Hvis du præsenterede idéen for hende og regnede med, at hun ville være klar mentalt til at blive gravid blot dagen efter, synes jeg også, du satser højt.

Det er en ekstremt stor beslutning at blive forælder, og hun har lige så meget brug for at lade tanken synke ind og vænne sig til, at skulle vende hele sin hverdag og sit liv rundt, som du har haft. Hvis hun IKKE skulle tænke grundigt over dette, ville hun slet ikke være klar til at blive mor (i mine øjne).

Jeg tror absolut ikke, du skal tage det som at hun IKKE ønsker, at I skal blive forældre, men jeg vil råde dig til at give hende tid. 

Jeg synes, du skal sige til hende, at du stadig mener, hvad du sagde den aften, men at du vil lade det være op til hende at tage første skridt når hun føler sig klar til det.

Det kan godt være træls og hårdt for dig at måtte gå og vente på at/om hun rent faktisk tager dette skridt, men du kan jo alligevel ikke tvinge hende, og jeg tror, hun vil vænne sig langt hurtigere til tanken på den måde. - Under frihed og tålmodighed frem for pres.

Anonym skriver:

Jeg skrev tidligere et indlæg angående hvordan man kan spørge sin kæreste om at få en baby med hende.

jeg lyttede til de forskellige forslag og en del synes at det kunne være en god ide at tage hende ud og spise hvilket jeg gjorde og det hele kørte perfekt både på resturanten og i biografen, jeg fik bare aldrig taget mig mod til at bringe mit "baby emne" op.

Da vi kom hjem fortalte jeg hende at jeg havde noget jeg gerne ville fortælle hende, så jeg tændte nogle lys, og fik sat noget roligt musik på, og satte mig hen til hende i vores sofa, tog hendes hånd og kiggede på hende, fortalte hende at jeg elsker hende, at jeg ikke kan undvære hende i min daglig dag og fik bragt mit baby emne op fortalte hende at jeg rigtig gerne vil have en baby med hende og være far til hendes børn.

Det gik RIGTIG godt til trods fra at jeg var blevet ret svedig under mit jakkesæt hah og det fik sat gang i et meget langt samleje.

Men nu har jeg prøvet nærmest hver nat at få gang i et samleje med hende, og hun afviser hvergang ellers så stopper hun lige når vi er ved at være der.

Jeg forstår det bare ikke, jeg har spurgt hende om der er noget galt, om der er noget hun vil snakke med, jeg har spurgt hende om hvorfor hun ikke vil have sex og om hvorfor hun stopper, i går nat begyndte hun at snakke om kondomer jeg er ikke dum jeg forstår godt et hint og jeg spurgte om vi skulle holde "baby" hen, også begyndte hun at kysse mig, fik tændt mig helt vildt men lige så snart jeg begyndte at røre hende uden at tage hendes undertøj, jeg rørte hende bare, men så stoppede hoppede hun af mig også skulle vi bare sove, jeg forstår ikke noget som helst jeg aner ikke hvad der sker, for ifølge hende er der ikke noget galt.

jeg forstår det bare ikke, jeg kan ikke forstå det på nogen måde og har tænkt over det hele dagen, hun opfører sig på samme måde hele dagen lige indtil vi kommer til sengetid.. jeg fatter det bare ikke.. jeg forstår ikke noget som helst af det.

Hun kysser mig om dagen, og snakker en masse, intet er galt om dagen intet, det her er bare så mærkeligt og jeg forstår det ikke..

skal jeg lade hende være i fred? 

jeg er ikke vant til at snakke om sådan noget her med kvinder så er anonym og er måske heller ikke så god til at beskrive det her men kvinder er bedre til at forstå kvinder så mine brødre er ikke til så meget hjælp og den ene er ude og rejse. 

jeg forstår bare ikke noget af det..

i må v irkelig gerne hjælpe mig eller bare komme med ideer til hvad der kan være galt fordi som jeg har sagt rigtig mange gange så forstår jeg det bare ikke.. jeg er rigtig frusteret. 

Kære du.

Først og fremmest, hatten af for at du fik fortalt hende om din drøm, jeg synes du klarede situationen super godt!

Nu er det sådan at min kæreste også har været klar til at få et barn i et stykke tid, og jeg er helt sikker på, det er ham jeg skal have mine børn med, men jeg har endnu ikke taget skridtet til at stoppe med p-pillerne.
Da min kæreste fortalte mig, at han ville have et barn med mig og syntes at vi skulle gå i gang, var jeg først og fremmest lykkelig og vildt smigret, fordi vi jo "pludselig" gik fra at være ungdomskærester til at snakke om fremtidsplaner for de næste 20 år. Jeg tror nu også at den snak endte i sex
Men hvorfor har jeg så ikke smidt p-pillerne endnu? I det øjeblik min kæreste sagde baby til mig begyndte tankerne jo at køre. Første dag var det idyliske tanker om dejlig stor mave og hyggestunder på sofaen med et sovende lille væsen. Men de tanker blev lynhurtig drejet til 9 måneder med opkastninger, kompliceret 40 timers fødsel, kolikbarn, sidde derhjemme med en grædende unge måned efter måned uden kontakt til andre voksne mennesker end min kæreste, veninderne (som forresten slet ikke er nået til børnesnakken endnu) forsvinder sammen med mine hobbier, barnet spræller og ryger på gulvet og får en hjerneskade, jeg er en dårlig mor, hysteriske uopdragne børn i supermarkedet, sure mutte teenagere der tager stoffer og stjæler biler.... Alt sammen MIN skyld!

Jeg elsker min kæreste lige højt, hvis ikke højere, for at ønske en fremtid med mig, jeg ønsker hans nærhed, kys og kærlighed og bestemt også sex!, men jeg er nu glad for at jeg er på p-piller, så jeg selv kan bestemme tempoet, få mine tanker under kontrol og vende tilbage til de glade, hyggelige tanker om det at få et barn

Måske din kæreste har det lidt ligesom jeg? I så fald lægger hun op til sex, fordi hun virkelig ønsker at være nær og sammen med dig, men tanken om barn er stadig lidt for skræmmende. På med kondomet igen og giv hende lidt længere tid til at bearbejde dit fantastiske forslag

Anonym skriver:

Din kæreste og min kæreste er langt fra ens med køn og personlighed osv.

Men hvad gjorde du med din kæreste for at få ham til at være glad eller føle sig 100% klar?(:

Det har jeg nu heller ikke sagde de er -.-

Jeg sagde det var sådan min kæreste også følte det

Jeg gav ham tid! og pressede ikke på-.