babyolesen skriver:
Nu har vi fået 2 forsøg med alm. insiminering, jeg venter dog på og få svar fra det sidste forsøg. Der er en uge til at jeg skal have taget blodprøve.
Jeg må indrømme, at jeg tror ikke meget på det, da jeg nu har lidt ømme bryster(plejer at være tegn på mens, om ca. 1 uge)
Jeg har insisterede på at det sidste forsøg bliver regensglas behandling, da min mands sæd har haft lave tal fra begyndelsen. Lægen har hørt mig, og forstår det, og har lovede mig regensglas næste gang.
Dog tænker vi begge, hvad hvis det så heller ikke lykkedes, skal vi bruge vores opsparing på flere forsøg, eller forsøge adoption???
Vi har ikke råd til begge dele.!
Når man først har oplevet nederlag, er det svært og blive ved med at være optimistisk.
Efter hvad lægen siger, er der ikke noget galt med, at jeg kan blive gravid, derimod er min mands sæd sparsomt, og lidt sløve. Så tanken om en andens sæd har også strejfet os.
Ærligt er vi i vildtrede. Skal vi forsøge adoption, flere behandlingsforsøg, eller leve vores liv uden børn, og en masse hunde istedet.?? Hvad er jeres menning?? Hvad ville i gøre i den situation??
Nu kan jeg jo kun skrive ud fra mine egne forudsætninger og oplevelser, så derfor må du plukke det, du evt. kan bruge og smide resten væk. 
Dengang min daværende mand og jeg fandt ud af, at jeg kun havde max 15% chance for at kunne gennemføre et svangerskab, uden at der ville blive noget i vejen med barnet, stod vi i lignende overvejelser. Men dengang var det jo så heller ikke aktuelt med kunstig befrugtning, idet det var mig der var noget galt med, men valget er jo alligevel lidt af det samme, for skulle vi, som du siger, leve et liv med en masse hunde/katte eller forsøge at adoptere.
Vi var helt enige om, at vi ikke ville blive ved med at prøve efter 3 mistede, og vi blev så enige om, at vi med tiden ville adoptere. Det blev så heldigvis slet ikke aktuelt, men det er en helt anden historie.
Men..hvis jeg/vi stod i din situation, så er der jo mange overvejelser.
Hvor stort er jeres ønske om børn?
Kan I se jer selv om 40 år uden børn, og have følelsen af at det er ok? Man kan jo sige, at uden børn, vil I have mange flere muligheder for at opfylde ønsker for jer selv, end hvis I havde børn. I kan rejse, arbejde - forfølge karrieren - tage til udlandet, bo og arbejde der, så længe I gider, I kan gå i byen når det passer jer, dyrke venner, leve frit rent materielt, ja lave alle de tossede ting, som man ikke kan hvis man har børn, fordi man både tidsmæssigt og økonomisk skal tage sig af børnene. I behøver også kun spare op til alderdommen, og kan ellers tillade jer at bruge de penge, som I tjener på jer selv.
Men så er der jo også det biologiske ur, der somme tider kan tikke ret så kraftigt.
For mig var og er det utænkeligt at leve et liv uden børn. Og så er det egentligt ligegyldigt om det er mine egne eller andres.
Nu var jeg jo heldig, at få mine egne alligevel, men jeg havde også gerne taget imod andres, altså adopteret.
Hvis jeg stod i din/jeres situation, så er det jo vigtigt at overveje, hvordan din mand forholder sig til sæddonation. Er hans ønske om børn så stort, at han vil være fløjtende ligeglad med, om han er faderen eller ej?
Nogle mænd er ret ømfindtlige i den retning, for et eller andet sted, så føler de sig kun som halve mænd når de er reproduktivt udfordrede, medens andre er villige til at tage det hele, bare de får børn under deres vinger, som de kan kalde deres egne.
Personligt synes jeg jo at det da må være den optimale løsning for jer, men som sagt, det kan jeg slet ikke dømme om, da jeg ikke kender spor til din mand og hans holdninger.
Men skal fair være fair, så er I et par, og skal to og to være lige, jamen så skal I gå efter adoption.
Så er der ingen af jer, der har lavet barnet, men det er JERES barn, sammen, netop fordi I begge har valgt på lige fod at tage det til jer...kan du følge mig?
Så...jeg kan ikke sige: Gør det ene eller gør det andet, for..jeg står ikke I jeres sko. Den beslutning kan kun I selv tage.
Kærligst
Sussie
