problemer med bedsteveninde:( langt)

Jeg er gravid og er 35+4

Min barndomsveninde/bedsteveninde blev gift sidste år, sammen med en hun dårlig nok kendte, hun havde snakket med ham i knap 2 uger før hun besluttede sig for at blive forlovede med ham, min barndomsveninde bor i stockholm, og ham hun blev gift med bor i new zealand.. 

De blev forlovet i 2010 og snakkede over tlf 2-4 gange om ugen i et år, og sidste sommer giftede de sig, men desværre efter 1-2 uger da hun flyttede til NZ der ændrede han sig fuldkommende, han behandlede hende som lort, han slog hende, han tog hende aldrig ud, og det endte med at de blev skilt efter en lang og problematisk forhold som de havde.. Hun kom hjem fra NZ og blev hjemme i et par måneder før de blev skilt, og i den tid, sagde vi alle ud fra det vi havde hørt at hun skulle skilles fra ham, for det var ihvertfald det hun selv ville have.. 

Jeg ringede til hende hver eneste dag næsten, og vi snakkede om det. Hun kom for et par måneder siden på besøg hos mig, og jeg bragte ikke emnet op angående om hendes problemer med xmanden, kun fordi jeg ikke ville gøre hende ked af det, da hun kun var på besøg i 3 dage hos mig.. 

Men det har åbenbart gjort at hun følte jeg var ligeglad med hende, og at jeg slet ikke tænkte på hende, så da hun blev skilt, opdagede jeg det fra andre, og jeg skrev til hende at hvorfor hun ikke selv havde sagt noget, hvor hun udbrød at jeg er ligeglad med hende, og at jeg slet ikke støtter hende osv.. 

Jeg blev rigtig ked af det og begyndte at græde, jeg skrev at jeg har gjort hvad jeg kunne, den tid hvor hun og hendes mand havde det hårdt, der var det mig som ringede hver eneste dag og snakkede med hende i timevis, mens min egen mand stod for det hele, da jeg selv skulle bruge alt krudt på at snakke med hende, mine hormoner har været oppe og køre, og min stakkels mand har håndteret at være sammen med en så oprørt som mig, jeg var irriteret og ked af det pga min venindes mand var sådan en nar over for hende.. 

 

Men dert værste er hun intet føler, hun synes jeg ikke har været der for hende, jeg kan jo ikke vide at hun ville snakke om det igen da hun var her, vi havde jo diskuteret om d over tlf, og jeg har jo ikke selv stået i sådan en situation så jeg vidste sku ikke hvordan man håndtere det.. men hun forstå det slet ikke, har prøvet at forklar hende det, men det eneste hun gør er at give mig skyld i alt.. og at jeg slet ikke er der for hende..

Jeg er så ked af det, og jeg føler mig bare som den største idiot lige nu, jeg føler bare at det både gå ud over mit barn og min mand, at jeg skal gå og være ked af det, min mand er pisse sur på min veninde, fordi han selv var der den gang hvor hun havde problemer, og han så selv hvor meget jeg har prøvet at gøre for hende..

Jeg snakkede med min anden veninde om det, og hun sagde at min bedsteveninde overreager og hun opføre sig som om jeg er hendes kæreste.. 

Jeg skrev så igen idag undskyld til min bedstevninde, men hun ignore mine beskeder , synes det så tarveligt, for jeg har jo altid svaret hende med det samme når hun skrev.. men lige nu, føler jeg bare som det mest dårligste menneske, fordi hun for mig til at føle mig som den værste veninde.. 

 

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.. jeg har jo også et liv ved siden af, men hvis man siger det på den måde til hende, vil hun misforstå det, hun misforstår næsten alt hvad jeg siger, og siger jeg aldrig ringer til hende, og at alle hendes veninder er ligeglad med hende efter hun er blevet skilt.. åhhh

Anonym skriver:

Jeg er gravid og er 35+4

Min barndomsveninde/bedsteveninde blev gift sidste år, sammen med en hun dårlig nok kendte, hun havde snakket med ham i knap 2 uger før hun besluttede sig for at blive forlovede med ham, min barndomsveninde bor i stockholm, og ham hun blev gift med bor i new zealand.. 

De blev forlovet i 2010 og snakkede over tlf 2-4 gange om ugen i et år, og sidste sommer giftede de sig, men desværre efter 1-2 uger da hun flyttede til NZ der ændrede han sig fuldkommende, han behandlede hende som lort, han slog hende, han tog hende aldrig ud, og det endte med at de blev skilt efter en lang og problematisk forhold som de havde.. Hun kom hjem fra NZ og blev hjemme i et par måneder før de blev skilt, og i den tid, sagde vi alle ud fra det vi havde hørt at hun skulle skilles fra ham, for det var ihvertfald det hun selv ville have.. 

Jeg ringede til hende hver eneste dag næsten, og vi snakkede om det. Hun kom for et par måneder siden på besøg hos mig, og jeg bragte ikke emnet op angående om hendes problemer med xmanden, kun fordi jeg ikke ville gøre hende ked af det, da hun kun var på besøg i 3 dage hos mig.. 

Men det har åbenbart gjort at hun følte jeg var ligeglad med hende, og at jeg slet ikke tænkte på hende, så da hun blev skilt, opdagede jeg det fra andre, og jeg skrev til hende at hvorfor hun ikke selv havde sagt noget, hvor hun udbrød at jeg er ligeglad med hende, og at jeg slet ikke støtter hende osv.. 

Jeg blev rigtig ked af det og begyndte at græde, jeg skrev at jeg har gjort hvad jeg kunne, den tid hvor hun og hendes mand havde det hårdt, der var det mig som ringede hver eneste dag og snakkede med hende i timevis, mens min egen mand stod for det hele, da jeg selv skulle bruge alt krudt på at snakke med hende, mine hormoner har været oppe og køre, og min stakkels mand har håndteret at være sammen med en så oprørt som mig, jeg var irriteret og ked af det pga min venindes mand var sådan en nar over for hende.. 

 

Men dert værste er hun intet føler, hun synes jeg ikke har været der for hende, jeg kan jo ikke vide at hun ville snakke om det igen da hun var her, vi havde jo diskuteret om d over tlf, og jeg har jo ikke selv stået i sådan en situation så jeg vidste sku ikke hvordan man håndtere det.. men hun forstå det slet ikke, har prøvet at forklar hende det, men det eneste hun gør er at give mig skyld i alt.. og at jeg slet ikke er der for hende..

Jeg er så ked af det, og jeg føler mig bare som den største idiot lige nu, jeg føler bare at det både gå ud over mit barn og min mand, at jeg skal gå og være ked af det, min mand er pisse sur på min veninde, fordi han selv var der den gang hvor hun havde problemer, og han så selv hvor meget jeg har prøvet at gøre for hende..

Jeg snakkede med min anden veninde om det, og hun sagde at min bedsteveninde overreager og hun opføre sig som om jeg er hendes kæreste.. 

Jeg skrev så igen idag undskyld til min bedstevninde, men hun ignore mine beskeder , synes det så tarveligt, for jeg har jo altid svaret hende med det samme når hun skrev.. men lige nu, føler jeg bare som det mest dårligste menneske, fordi hun for mig til at føle mig som den værste veninde.. 

 

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.. jeg har jo også et liv ved siden af, men hvis man siger det på den måde til hende, vil hun misforstå det, hun misforstår næsten alt hvad jeg siger, og siger jeg aldrig ringer til hende, og at alle hendes veninder er ligeglad med hende efter hun er blevet skilt.. åhhh

Først  

Og som din anden veninde også har sagt, synes jeg også hun overreagere.. Du har jo gjort alt for at hjælpe og støtte hende, at hun så ikke kan se det, må være hendes egen skyld!

Du skal ikke have det dårligt over det der er sket, din veninde burde skamme sig.

Hvis det var mig, havde jeg taget en pause fra hende, og fokuseret på de andre vigtige ting du står med lige nu, også lade hende komme til dig, når hun er klar.

Håber hun en dag kan se du bare prøver at hjælpe hende.

Held og lykke  

Anonym skriver:

Jeg er gravid og er 35+4

Min barndomsveninde/bedsteveninde blev gift sidste år, sammen med en hun dårlig nok kendte, hun havde snakket med ham i knap 2 uger før hun besluttede sig for at blive forlovede med ham, min barndomsveninde bor i stockholm, og ham hun blev gift med bor i new zealand.. 

De blev forlovet i 2010 og snakkede over tlf 2-4 gange om ugen i et år, og sidste sommer giftede de sig, men desværre efter 1-2 uger da hun flyttede til NZ der ændrede han sig fuldkommende, han behandlede hende som lort, han slog hende, han tog hende aldrig ud, og det endte med at de blev skilt efter en lang og problematisk forhold som de havde.. Hun kom hjem fra NZ og blev hjemme i et par måneder før de blev skilt, og i den tid, sagde vi alle ud fra det vi havde hørt at hun skulle skilles fra ham, for det var ihvertfald det hun selv ville have.. 

Jeg ringede til hende hver eneste dag næsten, og vi snakkede om det. Hun kom for et par måneder siden på besøg hos mig, og jeg bragte ikke emnet op angående om hendes problemer med xmanden, kun fordi jeg ikke ville gøre hende ked af det, da hun kun var på besøg i 3 dage hos mig.. 

Men det har åbenbart gjort at hun følte jeg var ligeglad med hende, og at jeg slet ikke tænkte på hende, så da hun blev skilt, opdagede jeg det fra andre, og jeg skrev til hende at hvorfor hun ikke selv havde sagt noget, hvor hun udbrød at jeg er ligeglad med hende, og at jeg slet ikke støtter hende osv.. 

Jeg blev rigtig ked af det og begyndte at græde, jeg skrev at jeg har gjort hvad jeg kunne, den tid hvor hun og hendes mand havde det hårdt, der var det mig som ringede hver eneste dag og snakkede med hende i timevis, mens min egen mand stod for det hele, da jeg selv skulle bruge alt krudt på at snakke med hende, mine hormoner har været oppe og køre, og min stakkels mand har håndteret at være sammen med en så oprørt som mig, jeg var irriteret og ked af det pga min venindes mand var sådan en nar over for hende.. 

 

Men dert værste er hun intet føler, hun synes jeg ikke har været der for hende, jeg kan jo ikke vide at hun ville snakke om det igen da hun var her, vi havde jo diskuteret om d over tlf, og jeg har jo ikke selv stået i sådan en situation så jeg vidste sku ikke hvordan man håndtere det.. men hun forstå det slet ikke, har prøvet at forklar hende det, men det eneste hun gør er at give mig skyld i alt.. og at jeg slet ikke er der for hende..

Jeg er så ked af det, og jeg føler mig bare som den største idiot lige nu, jeg føler bare at det både gå ud over mit barn og min mand, at jeg skal gå og være ked af det, min mand er pisse sur på min veninde, fordi han selv var der den gang hvor hun havde problemer, og han så selv hvor meget jeg har prøvet at gøre for hende..

Jeg snakkede med min anden veninde om det, og hun sagde at min bedsteveninde overreager og hun opføre sig som om jeg er hendes kæreste.. 

Jeg skrev så igen idag undskyld til min bedstevninde, men hun ignore mine beskeder , synes det så tarveligt, for jeg har jo altid svaret hende med det samme når hun skrev.. men lige nu, føler jeg bare som det mest dårligste menneske, fordi hun for mig til at føle mig som den værste veninde.. 

 

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.. jeg har jo også et liv ved siden af, men hvis man siger det på den måde til hende, vil hun misforstå det, hun misforstår næsten alt hvad jeg siger, og siger jeg aldrig ringer til hende, og at alle hendes veninder er ligeglad med hende efter hun er blevet skilt.. åhhh

Er enig med Chili. Jeg bliver faktisk helt vred på din veninde når jeg sidder og læser det. Har ikke andet at sige, end at det er spild af tid at tænke på sådan en tåbe, brug istedet den tid på din familie. Kunne evt. være fordi hun er jaloux... Eller andet der nager hende. Det er ikke normalt at blive sur over sådan noget. Og hvis det er andet der nager hende, og hun som nu bare ignorer dig. Er det fordi hun er ligeglad med dig. En god veninde ville have snakket ud om det, og kæmpet for venskabet.

Ved du hvad vense...jeg vil ret kort og kontant sige, at hvis hun behandler dig sådan efter alt hvad du har gjort for hende, så fortjener hun ikke titlen "bedsteveninde".
Ja det er så sørgeligt når man vil det bedste for en anden, og de så bare behandler en på den måde, men det sker engang imellem, og der er ikke andet at gøre end at vende ryggen til og gå.

Og jeg tror din mand vil give mig ret, hvis du spørger ham.
Hun er ganske enkelt ikke dine tårer værd.

Fatter man det? Nej.
Kommer man nogen sinde til at forstå den form for handling? Nej.

Lad hende være, hun har ikke fortjent din kærlighed, så enkelt er det.

Kærligst
Sussie 

Helt ærligt svar fra mig. Hvis jeg var på besøg hos min bedste veninde- i 3 dage - og hun ikke spurgte en eneste gang til,hvordan det gik med min kommende ex mand og dertil vedrørende, så ville jeg nok også synes hun virkede lige glad. Det må jeg altså sige...

Anonym skriver:

Jeg er gravid og er 35+4

Min barndomsveninde/bedsteveninde blev gift sidste år, sammen med en hun dårlig nok kendte, hun havde snakket med ham i knap 2 uger før hun besluttede sig for at blive forlovede med ham, min barndomsveninde bor i stockholm, og ham hun blev gift med bor i new zealand.. 

De blev forlovet i 2010 og snakkede over tlf 2-4 gange om ugen i et år, og sidste sommer giftede de sig, men desværre efter 1-2 uger da hun flyttede til NZ der ændrede han sig fuldkommende, han behandlede hende som lort, han slog hende, han tog hende aldrig ud, og det endte med at de blev skilt efter en lang og problematisk forhold som de havde.. Hun kom hjem fra NZ og blev hjemme i et par måneder før de blev skilt, og i den tid, sagde vi alle ud fra det vi havde hørt at hun skulle skilles fra ham, for det var ihvertfald det hun selv ville have.. 

Jeg ringede til hende hver eneste dag næsten, og vi snakkede om det. Hun kom for et par måneder siden på besøg hos mig, og jeg bragte ikke emnet op angående om hendes problemer med xmanden, kun fordi jeg ikke ville gøre hende ked af det, da hun kun var på besøg i 3 dage hos mig.. 

Men det har åbenbart gjort at hun følte jeg var ligeglad med hende, og at jeg slet ikke tænkte på hende, så da hun blev skilt, opdagede jeg det fra andre, og jeg skrev til hende at hvorfor hun ikke selv havde sagt noget, hvor hun udbrød at jeg er ligeglad med hende, og at jeg slet ikke støtter hende osv.. 

Jeg blev rigtig ked af det og begyndte at græde, jeg skrev at jeg har gjort hvad jeg kunne, den tid hvor hun og hendes mand havde det hårdt, der var det mig som ringede hver eneste dag og snakkede med hende i timevis, mens min egen mand stod for det hele, da jeg selv skulle bruge alt krudt på at snakke med hende, mine hormoner har været oppe og køre, og min stakkels mand har håndteret at være sammen med en så oprørt som mig, jeg var irriteret og ked af det pga min venindes mand var sådan en nar over for hende.. 

 

Men dert værste er hun intet føler, hun synes jeg ikke har været der for hende, jeg kan jo ikke vide at hun ville snakke om det igen da hun var her, vi havde jo diskuteret om d over tlf, og jeg har jo ikke selv stået i sådan en situation så jeg vidste sku ikke hvordan man håndtere det.. men hun forstå det slet ikke, har prøvet at forklar hende det, men det eneste hun gør er at give mig skyld i alt.. og at jeg slet ikke er der for hende..

Jeg er så ked af det, og jeg føler mig bare som den største idiot lige nu, jeg føler bare at det både gå ud over mit barn og min mand, at jeg skal gå og være ked af det, min mand er pisse sur på min veninde, fordi han selv var der den gang hvor hun havde problemer, og han så selv hvor meget jeg har prøvet at gøre for hende..

Jeg snakkede med min anden veninde om det, og hun sagde at min bedsteveninde overreager og hun opføre sig som om jeg er hendes kæreste.. 

Jeg skrev så igen idag undskyld til min bedstevninde, men hun ignore mine beskeder , synes det så tarveligt, for jeg har jo altid svaret hende med det samme når hun skrev.. men lige nu, føler jeg bare som det mest dårligste menneske, fordi hun for mig til at føle mig som den værste veninde.. 

 

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.. jeg har jo også et liv ved siden af, men hvis man siger det på den måde til hende, vil hun misforstå det, hun misforstår næsten alt hvad jeg siger, og siger jeg aldrig ringer til hende, og at alle hendes veninder er ligeglad med hende efter hun er blevet skilt.. åhhh

På den ene side synes jeg at hun overreagerer og på den anden side synes jeg, at det er underligt at du ikke spørger én eneste gang i de tre dage hun er på besøg om hvordan det går med hende og hendes kommende exmand.

Det her er et klassisk eksempel på når man ikke får forventningsafstemt hos hinanden og bare går ud fra hvad den anden har behov for

Det er tit af et misforstået hensyn, at vi ikke spørger fordi vi ikke vil gøre den anden ked af det.

Anonym skriver:

Jeg er gravid og er 35+4

Min barndomsveninde/bedsteveninde blev gift sidste år, sammen med en hun dårlig nok kendte, hun havde snakket med ham i knap 2 uger før hun besluttede sig for at blive forlovede med ham, min barndomsveninde bor i stockholm, og ham hun blev gift med bor i new zealand.. 

De blev forlovet i 2010 og snakkede over tlf 2-4 gange om ugen i et år, og sidste sommer giftede de sig, men desværre efter 1-2 uger da hun flyttede til NZ der ændrede han sig fuldkommende, han behandlede hende som lort, han slog hende, han tog hende aldrig ud, og det endte med at de blev skilt efter en lang og problematisk forhold som de havde.. Hun kom hjem fra NZ og blev hjemme i et par måneder før de blev skilt, og i den tid, sagde vi alle ud fra det vi havde hørt at hun skulle skilles fra ham, for det var ihvertfald det hun selv ville have.. 

Jeg ringede til hende hver eneste dag næsten, og vi snakkede om det. Hun kom for et par måneder siden på besøg hos mig, og jeg bragte ikke emnet op angående om hendes problemer med xmanden, kun fordi jeg ikke ville gøre hende ked af det, da hun kun var på besøg i 3 dage hos mig.. 

Men det har åbenbart gjort at hun følte jeg var ligeglad med hende, og at jeg slet ikke tænkte på hende, så da hun blev skilt, opdagede jeg det fra andre, og jeg skrev til hende at hvorfor hun ikke selv havde sagt noget, hvor hun udbrød at jeg er ligeglad med hende, og at jeg slet ikke støtter hende osv.. 

Jeg blev rigtig ked af det og begyndte at græde, jeg skrev at jeg har gjort hvad jeg kunne, den tid hvor hun og hendes mand havde det hårdt, der var det mig som ringede hver eneste dag og snakkede med hende i timevis, mens min egen mand stod for det hele, da jeg selv skulle bruge alt krudt på at snakke med hende, mine hormoner har været oppe og køre, og min stakkels mand har håndteret at være sammen med en så oprørt som mig, jeg var irriteret og ked af det pga min venindes mand var sådan en nar over for hende.. 

 

Men dert værste er hun intet føler, hun synes jeg ikke har været der for hende, jeg kan jo ikke vide at hun ville snakke om det igen da hun var her, vi havde jo diskuteret om d over tlf, og jeg har jo ikke selv stået i sådan en situation så jeg vidste sku ikke hvordan man håndtere det.. men hun forstå det slet ikke, har prøvet at forklar hende det, men det eneste hun gør er at give mig skyld i alt.. og at jeg slet ikke er der for hende..

Jeg er så ked af det, og jeg føler mig bare som den største idiot lige nu, jeg føler bare at det både gå ud over mit barn og min mand, at jeg skal gå og være ked af det, min mand er pisse sur på min veninde, fordi han selv var der den gang hvor hun havde problemer, og han så selv hvor meget jeg har prøvet at gøre for hende..

Jeg snakkede med min anden veninde om det, og hun sagde at min bedsteveninde overreager og hun opføre sig som om jeg er hendes kæreste.. 

Jeg skrev så igen idag undskyld til min bedstevninde, men hun ignore mine beskeder , synes det så tarveligt, for jeg har jo altid svaret hende med det samme når hun skrev.. men lige nu, føler jeg bare som det mest dårligste menneske, fordi hun for mig til at føle mig som den værste veninde.. 

 

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.. jeg har jo også et liv ved siden af, men hvis man siger det på den måde til hende, vil hun misforstå det, hun misforstår næsten alt hvad jeg siger, og siger jeg aldrig ringer til hende, og at alle hendes veninder er ligeglad med hende efter hun er blevet skilt.. åhhh

For det første vil jeg sige, at hun overreagerer, men det gør hun nok i kraft af, at hun er et rigtigt svært sted i sit liv! Hun har være udsat for et dårligt og meget kort ægteskab hvor der endda var vold indblandet, det kan ikke være sjovt!

Jeg tror faktisk også jeg ville blive lidt ked af det, hvis min bedste veninde ikke spurgte til det når man er sammen så længe, men jeg ville nok bare selv bringe det på banen, hvis jeg havde brug for det...

Jeg synes du skal ringe til hende og forklare situationen set fra din side! Sms'er er roden til alt ondt når man er skuffet og ked af det! Dem kommer der aldrig noget godt ud af!

Ring og sig til hende, at du er rigtig ked af, at hun blev såret og ikke følte sig hørt! Men at det bestemt ikke havde været din mening, du ville bare ikke gøre hende ked af det, når nu l skulle hygge de dage hun var her!

Hvis hun så ikke godtager din undskyldning, jamen så er der nok desværre ikke så meget mere at gøre!

Held og lykke med det

Chili skriver:

Først  

Og som din anden veninde også har sagt, synes jeg også hun overreagere.. Du har jo gjort alt for at hjælpe og støtte hende, at hun så ikke kan se det, må være hendes egen skyld!

Du skal ikke have det dårligt over det der er sket, din veninde burde skamme sig.

Hvis det var mig, havde jeg taget en pause fra hende, og fokuseret på de andre vigtige ting du står med lige nu, også lade hende komme til dig, når hun er klar.

Håber hun en dag kan se du bare prøver at hjælpe hende.

Held og lykke  

Tak for forståelsen, synes bare det så ærgerligt at det hele skal se sådan her ud, jeg har jo ikke ønsket hende noget ondt eller dårligt.

Monica skriver:

Helt ærligt svar fra mig. Hvis jeg var på besøg hos min bedste veninde- i 3 dage - og hun ikke spurgte en eneste gang til,hvordan det gik med min kommende ex mand og dertil vedrørende, så ville jeg nok også synes hun virkede lige glad. Det må jeg altså sige...

Vi havde snakket om det flere gange over Tlf og jeg kan vel godt sige at jeg brugte nærmest alt mit tid på at snakke og skrive med hende, det kan være rigtig svært når man er gift og har et liv ved siden af, men stadigvæk brugte jeg tid på at stå hver eneste morgen op for st snakke med hende, når hendes Eks mand var ikke hjemme.. Og da hun kom tilbage til Stockholm snakkede vi også rigtig meget om det, og til sidst snakkede vi jo om alt andet, for hver eneste gang det var om det blev hun ked af det og hun virkede irriteret over Tlf,så da hun kom til dk, tænkte jeg ikke på at vi skulle snakke om det, for var skam bange for at gøre hende endnu ked af det, og tænkte på at nu når hun er her i 3 dage så vil jeg prøve st gøre mit bedste st hun skal hygge sig og glemme til alt det der sket, selvom jeg ved det ikke er nemt at glemme.. Og hun gav ikke udtryk for at hun vil snakke om det, ellers måtte hun jo sige det direkte, for så langt tænker jeg altså ikke, og synes da ærlig talt det lidt tarveligt at sige jeg er ligeglad når jeg har været der forhende da hun sad i situationen og jeg prøvede mit på atstøttte hende og være der, men ja nu ignore hun mig fuldkommende, hun har været påfacebook igår men hun gider ikke at svare mig:-( jeg har sagt undskyld flere tusind gange og st jeg selv går igennem en hård tid hvor mit humørsvinger konstant...

Anonym skriver:

Tak for forståelsen, synes bare det så ærgerligt at det hele skal se sådan her ud, jeg har jo ikke ønsket hende noget ondt eller dårligt.

Nej, og det forstår jeg godt. Jeg synes også det er et ømt punkt når det kommer til ens rigtig gode veninder. Men det nytter ikke noget hun kører dig ned på den måde. Det har du ikke fortjent