Intelligens og fordomme

Jeg vælger at være anonym her fordi jeg ikke selv ved hvordan jeg har det med det.

Jeg har været jobsøgende i noget tid og har i den forbindelse taget en logisk test fra et firma der hedder People Test Systems. Den her specifikke test er godkendt at Mensa i Danmark og betragtes som værende retvisende.

Et par dage efter at jeg tog testen (det er en online test, man får et link tilsendt til den), blev jeg ringet op af hende der testede mig og vi gennemgik resultatet. Min IQ var så høj at jeg lå lige på kanten af Mensa niveau (som er top 2%). Hun fortalte også at hvis jeg tog testen igen, var hun sikker på at jeg scorede endnu højere, ikke fordi spørgsmålene var de samme, men fordi jeg så kendte konceptet og havde prøvet det før.

Jeg var ret chokeret efter jeg havde snakket med hende og her måneder senere kan jeg stadig ikke helt forlige mig med det.

Jeg har ikke rigtigt fortalt det til nogen - bortset fra min mand, min mor og en god veninde. Min frygt er lidt at blive ramt af fordommene omkring intelligens som værende lig med manglende sociale evner - mine gode venner ved godt hvem jeg er og vil ganske sikkert ikke ændre syn på mig, men jeg tænker lidt at det vil betyde noget i den bredere omgangskreds.

Jeg er i forvejen meget introvert og har derfor i mange år arbejdet med at rykke mine grænser stille og roligt, fordi det da jeg var yngre virkelig var en hæmsko for mig. Jeg havde ikke rigtigt nogen venner, havde svært ved at falde til klasser og grupper da osv.

I virkeligheden kan de to ting sagtens hænge sammen. Jeg har ikke følt behov for nære relationer, og har derfor ikke prioriteret det. Da jeg blev ældre, gik det op for mig hvor meget jeg gik glip af ved totalt at ignorere det sociale aspekt af uddannelse/arbejde osv, og det har jeg derfor arbejdet målrettet med i mange år, hvilket betyder at jeg i dag har et velfungerende socialt liv, et fornuftigt netværk og et godt forhold til mine kolleger.

Jeg arbejder til dagligt i et vidensmiljø og er netop omgivet af folk med ofte meget høj intelligens - noget der har virket enormt tiltrækkende på mig, men jeg kan også se på mine kolleger at der  er nogle omkostninger - der er bl.a. næsten ingen kvinder. Det er mit indtryk af der stadig er mange mænd der føler sig truet af intelligente kvinder og at det bliver betragtet som ukvindeligt.

Jeg ved ikke helt hvad formålet med indlægget er - måske bare at komme af med nogle tanker... Hvad med jer, ville det gøre en forskel for jer?

det er da fantastisk du er så klog, jeg har ingen fordomme jeg syntes bare du er super dygtig du kan klare den også godt

Anonym skriver:

Jeg vælger at være anonym her fordi jeg ikke selv ved hvordan jeg har det med det.

Jeg har været jobsøgende i noget tid og har i den forbindelse taget en logisk test fra et firma der hedder People Test Systems. Den her specifikke test er godkendt at Mensa i Danmark og betragtes som værende retvisende.

Et par dage efter at jeg tog testen (det er en online test, man får et link tilsendt til den), blev jeg ringet op af hende der testede mig og vi gennemgik resultatet. Min IQ var så høj at jeg lå lige på kanten af Mensa niveau (som er top 2%). Hun fortalte også at hvis jeg tog testen igen, var hun sikker på at jeg scorede endnu højere, ikke fordi spørgsmålene var de samme, men fordi jeg så kendte konceptet og havde prøvet det før.

Jeg var ret chokeret efter jeg havde snakket med hende og her måneder senere kan jeg stadig ikke helt forlige mig med det.

Jeg har ikke rigtigt fortalt det til nogen - bortset fra min mand, min mor og en god veninde. Min frygt er lidt at blive ramt af fordommene omkring intelligens som værende lig med manglende sociale evner - mine gode venner ved godt hvem jeg er og vil ganske sikkert ikke ændre syn på mig, men jeg tænker lidt at det vil betyde noget i den bredere omgangskreds.

Jeg er i forvejen meget introvert og har derfor i mange år arbejdet med at rykke mine grænser stille og roligt, fordi det da jeg var yngre virkelig var en hæmsko for mig. Jeg havde ikke rigtigt nogen venner, havde svært ved at falde til klasser og grupper da osv.

I virkeligheden kan de to ting sagtens hænge sammen. Jeg har ikke følt behov for nære relationer, og har derfor ikke prioriteret det. Da jeg blev ældre, gik det op for mig hvor meget jeg gik glip af ved totalt at ignorere det sociale aspekt af uddannelse/arbejde osv, og det har jeg derfor arbejdet målrettet med i mange år, hvilket betyder at jeg i dag har et velfungerende socialt liv, et fornuftigt netværk og et godt forhold til mine kolleger.

Jeg arbejder til dagligt i et vidensmiljø og er netop omgivet af folk med ofte meget høj intelligens - noget der har virket enormt tiltrækkende på mig, men jeg kan også se på mine kolleger at der  er nogle omkostninger - der er bl.a. næsten ingen kvinder. Det er mit indtryk af der stadig er mange mænd der føler sig truet af intelligente kvinder og at det bliver betragtet som ukvindeligt.

Jeg ved ikke helt hvad formålet med indlægget er - måske bare at komme af med nogle tanker... Hvad med jer, ville det gøre en forskel for jer?

Næ, det ville ikke gøre nogen forskel for mig...

Ville nok tage afstand hvis det var en oplysning du smed i hovedet på mig mens vi gav hånd første gang, men ellers, nej. Selvom jeg godt kan forstå at det må virke en smule intimiderende for dem der ikke kender dig...

Min første tanke var, at du har mindet meget om min Mand... Han havde for sjov prøvet en Mensa-test på nettet, var blevet kontaktet, og havde været inde og få lavet en rigtig en. Den viste så at han lå en del over gennemsnittet (kan ikke huske hvor meget, mener at det var omkring 147)...

Han var blevet lidt forsigtig med hvem han nævnte det overfor, da han havde fået nogle kedelige (deciderede dumme) kommentarer med på vejen... Jaja, misundelse er en grim ting.

Jeg er nu personligt ret ligeglad - min mand er hamrende dygtig til det logiske, og kan regne ting ud jeg ikke ville have en chance for. Han husker også alle mulige mærkelige ting om det der interesserer ham, fx solsystemet og jordens tilblivelse. Siger mig ikke en skid, men er fedt at han kan.

Pointen er, at der jo er andre ting jeg er skide god til, som han ikke er... Fx det sociale. Han har ENDELIG i en alder af snart 30 år, fundet sig en rigtig god kammerat. Men ellers har han kun haft mine venner - og bevares, de klinger fint sammen og hygger sig... Men det er MINE venner, og de følger mig.

Min mand har heller ikke haft behov for at være social, og har haft opfattelsen af at hans kolleger var hans venner, fordi at de en gang hver anden mdr kunne finde på at tage en tur i byen. Det har fungeret for ham, men jeg havde det elendigt over det. Jeg mener jo at man er bedre stillet hvis man har i hvert fald éen rigtig god ven... Nå, men det var jo en anden snak...

Ved ikke om du fik svar?

I min verden er høj intelligens ikke lig med manglende sociale evner. Jeg ved ikke om det er en generel opfattelse, det tror jeg egentlig ikke. 

Jeg skal ikke udtale mig om min egen intelligens, men jeg er i hvert fald en kvinde der ikke er bange for at tage en debat og give mig selv til kende i en professionel sammenhæng. Det har muligvis virket intimiderende på nogle mænd, men de mænd der bliver intimideret af den slags kvinde er jeg jo alligevel ikke interesseret i.

Jeg kunne aldrig drømme om at sætte mit lys under en skæppe for at please andre eller være bange for hvordan de ville reagere.

Om det ville påvirke mig? Hmm.... Hvis du ikke lod en lejlighed forpasse til at fortælle mig, at du altså er rigtig klog og kan en masse ting som jeg ikke kan - så kan det godt være du lige så stille blev filtreret fra igen Hvis du til gengæld havde respekt for at jeg er dygtig til mit job, der er en sælsom blanding af naturvidenskab, humanistiske discipliner og en lille smule overtro plus blækspruttefunktion (=sygeplejerske) så ville jeg helt sikkert bare have respekt for at du er født med en veludviklet logisk/matematisk intelligens og ringe til dig, når jeg skulle have hjælp til noget! Jeg arbejder sammen med læger, hvoraf i hvert fald en af dem kandiderer til Mensa-niveau. De kan godt være lidt specielle at arbejde sammen med, men bare det at du er bevidst om at arbejde med det sociale gør jo at du er langt. 

Min kæreste er ikke klogere end gennemsnittet, men han er en klassisk logisk/matematisk intelligens hvor jeg er et mix - det fungerer fint, vi supplerer hinanden. Han skal nok ikke hjælpe bobsen med danske stile og retstavning, til gengæld kan de hygge sig med ligninger og parabler

Vær du bare stolt af, at din hjerne kan noget ikke alles kan

Om det ville påvirke mig i min opfattelse af dig. Absolut JA! Men på den positive måde :-) Det er altid en fantastisk oplevelse at møde nye mennesker som man kan sparre med og som kan give en nye syn på sagen. Uanset om det er fordi de er ekseptionelt gode til kvantefysik, naturvidenskab eller er hamrende dygtige til at hækle sengetæpper... (jeg falder selv fuldstændig ude for alle 3 nævnte kategorier, men har så til gengæld et fantastisk sprogøre...)

Som andre også skriver, så er det (ligesom så mange andre ting) ikke det man skal præsentere sig med når man møder nye mennesker, men lad det lige så stille blive en del af dig og det du rummer.

Ligesom du bevidst har arbejdet med dine sociale kompetencer gennem flere år, og derigennem har lært en masse om dig selv, så er dette bare et nyt punkt du har lært om dig selv.

Jeg tror at hvis du omfavner det og lader det være en naturlig del af dig, så er dem det evt. måtte skræmme væk, kun dem som har et mindreværdskompleks i forhold til deres egen intelligens niveau.

Brug det positivt, - du skriver ikke noget om hvilken af intelligenstyperne du scorer bedst i? - men måske er det noget du kan bruge i dit fremtidige virke..?

Tillykke med det flotte resultat - det er super stærkt gået!

B&J skriver:

det er da fantastisk du er så klog, jeg har ingen fordomme jeg syntes bare du er super dygtig du kan klare den også godt

Tak

Holbæktrunten skriver:

Næ, det ville ikke gøre nogen forskel for mig...

Ville nok tage afstand hvis det var en oplysning du smed i hovedet på mig mens vi gav hånd første gang, men ellers, nej. Selvom jeg godt kan forstå at det må virke en smule intimiderende for dem der ikke kender dig...

Min første tanke var, at du har mindet meget om min Mand... Han havde for sjov prøvet en Mensa-test på nettet, var blevet kontaktet, og havde været inde og få lavet en rigtig en. Den viste så at han lå en del over gennemsnittet (kan ikke huske hvor meget, mener at det var omkring 147)...

Han var blevet lidt forsigtig med hvem han nævnte det overfor, da han havde fået nogle kedelige (deciderede dumme) kommentarer med på vejen... Jaja, misundelse er en grim ting.

Jeg er nu personligt ret ligeglad - min mand er hamrende dygtig til det logiske, og kan regne ting ud jeg ikke ville have en chance for. Han husker også alle mulige mærkelige ting om det der interesserer ham, fx solsystemet og jordens tilblivelse. Siger mig ikke en skid, men er fedt at han kan.

Pointen er, at der jo er andre ting jeg er skide god til, som han ikke er... Fx det sociale. Han har ENDELIG i en alder af snart 30 år, fundet sig en rigtig god kammerat. Men ellers har han kun haft mine venner - og bevares, de klinger fint sammen og hygger sig... Men det er MINE venner, og de følger mig.

Min mand har heller ikke haft behov for at være social, og har haft opfattelsen af at hans kolleger var hans venner, fordi at de en gang hver anden mdr kunne finde på at tage en tur i byen. Det har fungeret for ham, men jeg havde det elendigt over det. Jeg mener jo at man er bedre stillet hvis man har i hvert fald éen rigtig god ven... Nå, men det var jo en anden snak...

Ved ikke om du fik svar?

Det er ikke noget jeg går og snakker om, og det bliver heller ikke noget stort emne fremover, uanset om jeg fortæller det til flere eller ej.

Dem der kender mig bliver nok ikke super overraskede - de prikker allerede til mig fordi jeg hellere ser Discovery Science og History Channel frem for et eller andet realityshow, og jeg har også nogle mærkværdige interesser (fx hvordan ting fungerer, teknik osv.) - jeg er mere bange for at det bliver brugt til at definere og beskrive mig i omgangskredsen.

Jeg har brugt for meget tid og mange kræfter på at opbygge et netværk og på at fokusere på den sociale intelligens, hvilket på ingen måde kommer naturligt for mig, og jeg gider faktisk ikke også uvidende folks fordomme, og jeg orker SLET ikke de der dumme kommentarer (der kommer rigtigt mange af fordi jeg udover at være mere intelligent end gennemsnittet også tillader mig at være kvinde). Giver det mening?

Netop fordi jeg har øvet mig rigtigt meget i at omgås folk i sociale sammenhænge, er jeg også meget opmærksom på hvordan jeg præsenterer mig for folk jeg ikke kender og hvad jeg vælger at dele om mig selv. 

modesty skriver:

I min verden er høj intelligens ikke lig med manglende sociale evner. Jeg ved ikke om det er en generel opfattelse, det tror jeg egentlig ikke. 

Jeg skal ikke udtale mig om min egen intelligens, men jeg er i hvert fald en kvinde der ikke er bange for at tage en debat og give mig selv til kende i en professionel sammenhæng. Det har muligvis virket intimiderende på nogle mænd, men de mænd der bliver intimideret af den slags kvinde er jeg jo alligevel ikke interesseret i.

Jeg kunne aldrig drømme om at sætte mit lys under en skæppe for at please andre eller være bange for hvordan de ville reagere.

Jeg kan sagtens følge dig - jeg har også i mange år fået at vide at jeg intimiderer mænd fordi jeg ikke er bange for at sige min mening og fordi jeg gerne finder hammeren eller motorsaven frem. Da jeg var yngre gik det mig på indimellem, nu er jeg lidt ligeglad.

Jeg kunne heller ikke finde på lade andre mennesker begrænse mig, omvendt er jeg blevet ældre og mere bevidst om at fordi jeg KAN gøre noget/tage en diskussion/har ret til en bestemt holdning ikke nødvendigvis betyder at jeg SKAL gøre det, og det er også lidt de overvejelser jeg er ude i her.

lotchen skriver:

Om det ville påvirke mig? Hmm.... Hvis du ikke lod en lejlighed forpasse til at fortælle mig, at du altså er rigtig klog og kan en masse ting som jeg ikke kan - så kan det godt være du lige så stille blev filtreret fra igen Hvis du til gengæld havde respekt for at jeg er dygtig til mit job, der er en sælsom blanding af naturvidenskab, humanistiske discipliner og en lille smule overtro plus blækspruttefunktion (=sygeplejerske) så ville jeg helt sikkert bare have respekt for at du er født med en veludviklet logisk/matematisk intelligens og ringe til dig, når jeg skulle have hjælp til noget! Jeg arbejder sammen med læger, hvoraf i hvert fald en af dem kandiderer til Mensa-niveau. De kan godt være lidt specielle at arbejde sammen med, men bare det at du er bevidst om at arbejde med det sociale gør jo at du er langt. 

Min kæreste er ikke klogere end gennemsnittet, men han er en klassisk logisk/matematisk intelligens hvor jeg er et mix - det fungerer fint, vi supplerer hinanden. Han skal nok ikke hjælpe bobsen med danske stile og retstavning, til gengæld kan de hygge sig med ligninger og parabler

Vær du bare stolt af, at din hjerne kan noget ikke alles kan

Det er ikke noget jeg hverken nu eller senere har tænkt mig at udbrede mig om til alle der gider (eller ikke gider) at lytte. Og så har jeg stor respekt for sygeplejersker

Generelt har jeg ikke problemer med at omgås mennesker uanset job, intelligens eller lignende. Holdninger er straks værre - nogle folk undgår jeg fordi jeg har problemer med deres holdninger.

Faktisk scorer jeg højest på sproglig/logisk intelligens, og en lille smule lavere på matematisk/logisk.