Hvornår ved man om det er slut?

Hvis du føler at det er værd at kæmpe for, hvad så med at prøve med parterapi? Det kan måske hjælpe jer til at finde gnisten igen, så jeres forhold ikke bare er et venskab, men rent faktisk et romantisk kæresteforhold. Der er ingen garanti for at det lykkedes, men hvis du synes det er værd at kæmpe for, så er det da værd at prøve hvad som helst.

Medmindre du inderst inde helst vil noget andet, måske være alene? En pause kunne også være en ide. På den måde finder I ud af om I egentlig savner hinanden hvis I ikke er sammen.

Måske kunne det være en ide at I to skal ud og lave noget sammen - få oplevelser sammen udover jeres datter, noget der kan få jer til at grine, smile, sige wow, eller aaaargh... eller få jer til at juble og hoppe, svømme hen, forelske jer, sætte gang i endorfinerne, kram, kys længe og intenst... 

Zafir skriver:

Jeg tror tryghed gør rigtig meget...

Men det gavner ingen at gå og blive ved på den måde. I bund og grund ved han nok også at det er slut, når I har det sådan som du beskriver. mmm...

Men jeg syntes du skal tage ham med i tankerne omkring det, så det kan være et stille og roligt brud, det tror jeg vil såre ham mindst. I stedet for at gå og planlægge det hele bag hans ryg også en dag bare tage barn og kuffert og skride, hvis du forstår?

Forstår godt hvad du mener. Og ja det er da rigtigt nok. Men synes også det er svært for hvis jeg nu fortryder det så er det jo ikke sikkert han vil have mig tilbage. Synes simpelthen det er så svært det her.

MortilElias2010 skriver:

Måske kunne det være en ide at I to skal ud og lave noget sammen - få oplevelser sammen udover jeres datter, noget der kan få jer til at grine, smile, sige wow, eller aaaargh... eller få jer til at juble og hoppe, svømme hen, forelske jer, sætte gang i endorfinerne, kram, kys længe og intenst... 

Det er rigtigt. Vi har bare rigtig mange gange været i biffen ude og spise og sådan nogle ting alene. Men det ændre ingenting. Det er nærmest som om man venter på at komme hjem til vores datter igen

Zafir skriver:

Altsåååå... Når det er sådan, at det mere er et venskab, end et forhold, så er det nok at tage snakken og lade det være det.

Skilles som venner og være gode forældre omkring jeres datter,så du ka komme ud og være kvinde.

Held og lykke med det.

Jeg synes det er svært at skulle rådgive andre, man ikke kender, omkring eventuelt parbrud, da der er SÅ mange elementer i sådan noget, som der skal tages højde for. Ting vi ikke ved noget om.

Jeg har selv engang følt, at det var blevet mere venskab, været bange for om det nu også VAR af de rigtige grund vi var sammen osv. Skulle jeg dengang have skrevet et indlæg om min tvivl, ville der helt sikkert have været rigtig mane, som havde skrevet, at de syntes jeg skulle sige stop. Men det var ikke det rigtige for mig, og det vidste jeg også godt inderst inde, da det kom til stykket.

Derfor synes jeg, at det er vigtigt først at tale med en parterapeut (specielt når der er børn involveret) for at finde ud af om kærligheden virkelig ER død eller om der bare er en masse støj, som skygger for alt det gode!
Det er jo ikke ligefrem gunstigt for et parforhold at begge har gået hjemme i to år op og ned ad hinanden og heller ej at have små børn! Og en depression oven i hatten hos den ene part. Så jeg vil helt sikkert råde til professionel hjælp og gøre alt for at få forhooldet ppå rette køl inden man taler om et eventuelt endeligt brud!

Anonym skriver:

Det er rigtigt. Vi har bare rigtig mange gange været i biffen ude og spise og sådan nogle ting alene. Men det ændre ingenting. Det er nærmest som om man venter på at komme hjem til vores datter igen

jeg synes ikke det lyder som om du er klar til at gøre jeres forhold forbi, som du har det nu. Uden at kende dig og uden at vide det.

Jeg kan bare sige, at jeg har oplevet mange af de samme følelser og ting som du beskriver, og det er mange år siden efterhånden og vi er stadig sammen på 12. år  Vi gik i parterapi og siden har jeg aldrig været i tvivl om, at det er ham jeg skal leve med resten af mit liv - jeg kan simpelthen ikke undvære ham!
Mange ting kan skygge over kærligheden, selvom den er der, hvilket kan gøre det svært at mærke den. I vores tilfælde handlede det egentlig mest om mig og min egen tvivl omkring mig selv og mine følelser (en grundlæggende tvivl omkring mig selv, om jeg var god nok, følte rigtigt og nok osv., noget, som jeg sandsynligvis ville have kæmpet med uanset hvilket forhold, jeg havde befundet mig i). Derfor kæmpede jeg on/off i de første mange år med tvivlen, men den har som sagt været væk i mange år siden jeg indså hvori problemet lå! Inderst inde vidste jeg dog godt, at jeg ikke kunne undvære min dejlige kæreste! Men det kan være svært at vide sig sikker, specielt når man har mødt hinanden meget tidligt og ligesom udvikler sig i forholdet og ikke har meget andet at sammenligne med, og derfor skal lære sig selv at kende I forholdet frem for, at mange lærer sig selv at kende gennem mange forhold og i pauserne mellem kærester, gennem engangsforetagener osv. osv.

Men ingen tvivl om, at intet bliver anderledes eller bedre af bare at lade stå til og ikke gøre noget ved problemerne! Så afsted med jer - det skylder I jer selv, jeres forhold og ike mindst jeres datter

Anonym skriver:

Forstår godt hvad du mener. Og ja det er da rigtigt nok. Men synes også det er svært for hvis jeg nu fortryder det så er det jo ikke sikkert han vil have mig tilbage. Synes simpelthen det er så svært det her.

Du lyder bestemt ikke afklaret og klar til at risikere dit forhold og dit barns forældres forhold, som tingene ser ud lige nu.

Du er jo bange for at fortryde og ikke kunne rette op på skaden og for altid skulle leve med den fejl, at du brød forholdet.

PRÆCIS de tanker havde jeg i sin tid, og derfor gik jeg heldigvis heller aldrig.

Jeg mener ikke, at man skal lade sig nøjes, hvis man ikke har det godt. Men jeg mener, at man bør kæmpe for det, hvis der bare er det mindste tilbage at kæmpe for, hvilket det lyder som om I har. Om ikke andet, så har I jo jeres datter at kæmpe for. Og jeg tror på at hvis man begge er indstillet på at kæmpe og får den rette hjælp, så kan man altså genfinde gnisten og få forholdet til at fungere

Anonym skriver:

Forstår godt hvad du mener. Og ja det er da rigtigt nok. Men synes også det er svært for hvis jeg nu fortryder det så er det jo ikke sikkert han vil have mig tilbage. Synes simpelthen det er så svært det her.

Det forstår jeg godt og det er kun dig der kan finde ud af det. Det kan ingen andre jo for dig Desværre...

Jeg håber du finder den bedste løsning. men jeg syntes helt kalrt at det bedste for din datter (og dig) er hvis I kan finde ud af det mens I stadig er venner

Måske skulle i først prøve at være lidt mere væk fra hinanden, inden du/i beslutter at gøre det forbi. Jeg ville personligt blive sindsyg af, at gå op og ned ad kærersten dagen lang i årevis. Vi har f.eks. en aftale om, at have flest mulige venner hver for sig. Og når vi har været ude at rejse, siger vi altid (med et glimt i øjet) puha nu er jeg træt af dig og trænger til at se nogle andre levende væsner

Men hvis du så mærker at du faktisk ikke begynder at savne ham som den han er, så må i jo gå fra hinanden.

Anonym skriver:

Hej piger.
Synes jeg er lidt i vildrede lige pt. For kæresten og jeg har siden vores datter kom for 14 mdr siden. Været ved at gå fra hinanden utallige af gange.
Og det er som om at jeg har mistet mere og mere for hvergang.
Vi harværet sammen i 3,5 år. Vi har stortset aldrig haft noget sexliv pga kærestens lyst ikke er der, fordi han får antidepressiv medicin. Men før vores datter kom havde vi det ca. En gang om mdr. Men nu siden vores datter kom har vi har sex 3-4 gange. Spredt over de 14 mdr. Jeg synes ikke jeg har lyst til ham sexuelt mere. Han tænder mig ikke ihvertfald. Og når vi endelig har sex er det to ryk og en aflevering og total akavet. Vi har snakket meget om sexen i vores forhold førhen. Men gør det ikke mere.
Jeg tænker ofte på hvordan det vil være at bo selv med min datter.
Og tit irriterer min kæreste mig selvom han bare er der og ikke har gjort nogetgalt. Men bare synet af ham irriterer mig.
Vi går begge hjemme, han er pensioneret og jeg er sygemeldt. Og sådan har detværet i 2 år nu.
Jeg holder af ham, og han er ikkeendårlig kæreste som sådan. Han sætter stor pris på at mig og min datterhar detgodt.
Synes vores forhold har udviklet sig til et venskab.

Jeg ved ikke hvad jeg egentlig ville med dette. Men tror bare jeg har brug for andres syn på vores forhold.

udfra din overskrift er dit spørgsmål: hvornår ved man om det er slut?

og dertil vil jeg svare, at når man ikke tænder seksuelt på sin partner længere, er der ikke meget at komme efter længere - SELVFØLGELIG er der perioder hvor man ikke har ligeså meget lyst til sex osv. men direkte ikke at tænde på sin partner længere, det er vidst et godt tegn på det er ved at være slut ..

- det var bare lige hvad jeg havde at sige