genert/sensitiv baby 7 måneder

Hej Damer!

jeg skriver ano, hvorfor ved jeg egentlig ikke men synes det er en anelse "pinligt" som mor at have et så tryghedssøgende barn som jeg har. Selvom det intet har med mig at gøre.. tror jeg

Nå, men sagen er den at min kære søn på ingen måde vil sidde hos mennesker han ikke kender eller som han kun har set et par gange. Jerg ved at han snart er i den alder, hvor mor-sygen kan indtræde men det her har altså stået på siden han var 4-5 måneder..

De eneste der faktisk kan tage ham uden problemer er mine forældre og det er også dem der passer ham hvis kæresten og jeg skal noget. Siden sønnike blev født synes jeg vi har været meget afslappede og ladet alle sidde med ham, hvis de havde lyst da jeg gerne ville have et barn der var vant til at være i andres hænder end mine. Det ser dog bare ud til at være mislykkedes...

Det er ligemeget om jeg sidder ved siden af, snakker etc.. Det er stensikkert at han rbyder ud i gråd før eller siden indenfor 2-3 minutter.

Så kære damer... Hvad gør man? Jeg respekterer ham fuldt ud når han reagerer som han gør og tager ham hen til mig og trøster. Vi skal snart udenlands og besøge min familie som garanteret RIGTIG gerne vil holde, pusle og lege med ham, men jeg har bare en knude i maven Skide irriterende at det skal gøre mig flov altså... Børn er jo børn og alt er nyt for dem det ved jeg godt. Er også bange for at det ikke engang hælper at se de "fremmede" an i nogle timer..

Hvordan kan man bedst imødekommende denne "problematik" med et følsomt/utrygt barn?

Anonym skriver:

Hej Damer!

jeg skriver ano, hvorfor ved jeg egentlig ikke men synes det er en anelse "pinligt" som mor at have et så tryghedssøgende barn som jeg har. Selvom det intet har med mig at gøre.. tror jeg

Nå, men sagen er den at min kære søn på ingen måde vil sidde hos mennesker han ikke kender eller som han kun har set et par gange. Jerg ved at han snart er i den alder, hvor mor-sygen kan indtræde men det her har altså stået på siden han var 4-5 måneder..

De eneste der faktisk kan tage ham uden problemer er mine forældre og det er også dem der passer ham hvis kæresten og jeg skal noget. Siden sønnike blev født synes jeg vi har været meget afslappede og ladet alle sidde med ham, hvis de havde lyst da jeg gerne ville have et barn der var vant til at være i andres hænder end mine. Det ser dog bare ud til at være mislykkedes...

Det er ligemeget om jeg sidder ved siden af, snakker etc.. Det er stensikkert at han rbyder ud i gråd før eller siden indenfor 2-3 minutter.

Så kære damer... Hvad gør man? Jeg respekterer ham fuldt ud når han reagerer som han gør og tager ham hen til mig og trøster. Vi skal snart udenlands og besøge min familie som garanteret RIGTIG gerne vil holde, pusle og lege med ham, men jeg har bare en knude i maven Skide irriterende at det skal gøre mig flov altså... Børn er jo børn og alt er nyt for dem det ved jeg godt. Er også bange for at det ikke engang hælper at se de "fremmede" an i nogle timer..

Hvordan kan man bedst imødekommende denne "problematik" med et følsomt/utrygt barn?

 

Lad andre mennesker komme til ham imens han sidder/er ved dig. Når de vil lege med ham fx på gulvet, sæt ham imellem dine ben med hænderne rundt om ham, og lad ham føle dit nærvær. Når det så er sket gentagende gange, og han 'kender' dem lidt mere, kan du rykke dig længere væk, eller lade personen holde ham, imens du fx holder ham i hånden, nusser ham på kinden, snakker sødt til ham, osv.

Bare sørg for at gemme din usikkerhed langt væk omkring dem og ham, for han kan med sikkerhed mærke at du er usikker og så bliver det værre for ham. 

Held og lykke med det 

Sandra + Mike skriver:

Lad andre mennesker komme til ham imens han sidder/er ved dig. Når de vil lege med ham fx på gulvet, sæt ham imellem dine ben med hænderne rundt om ham, og lad ham føle dit nærvær. Når det så er sket gentagende gange, og han 'kender' dem lidt mere, kan du rykke dig længere væk, eller lade personen holde ham, imens du fx holder ham i hånden, nusser ham på kinden, snakker sødt til ham, osv.

Bare sørg for at gemme din usikkerhed langt væk omkring dem og ham, for han kan med sikkerhed mærke at du er usikker og så bliver det værre for ham. 

Held og lykke med det 

Tak for svar

Ja det lyder som en god idé. Jeg må vist være lidt mere aktiv og nærværende når vi har gæster etc. Har nok helt automatisk ment at det kunne han sagtens klare.. Men han mangler lidt mutti-feeling ved fremmede måske 

pas på med at klantre dig selv.. Det behøver jo ikke være din skyld! Jeg ser du kalder ham utryg, igen, det behøver han jo ikke være. Det er jo også sundt at børn ikke bare giver sig hen til alle og enhver!  
vores datter var lige omvendt og er det stadig, det bekymrer også mig af og til  

Hvis jeg var dig, ville jeg sige det til familien som I skal besøge. Så de ved det, og ikke bare tromler ind over og overskrider hans grænser, men så I kan finde en balance der passer din dreng.

Og lad være med at være pinlig over det. Alle børn er forskellige. 

Anonym skriver:

Hej Damer!

jeg skriver ano, hvorfor ved jeg egentlig ikke men synes det er en anelse "pinligt" som mor at have et så tryghedssøgende barn som jeg har. Selvom det intet har med mig at gøre.. tror jeg

Nå, men sagen er den at min kære søn på ingen måde vil sidde hos mennesker han ikke kender eller som han kun har set et par gange. Jerg ved at han snart er i den alder, hvor mor-sygen kan indtræde men det her har altså stået på siden han var 4-5 måneder..

De eneste der faktisk kan tage ham uden problemer er mine forældre og det er også dem der passer ham hvis kæresten og jeg skal noget. Siden sønnike blev født synes jeg vi har været meget afslappede og ladet alle sidde med ham, hvis de havde lyst da jeg gerne ville have et barn der var vant til at være i andres hænder end mine. Det ser dog bare ud til at være mislykkedes...

Det er ligemeget om jeg sidder ved siden af, snakker etc.. Det er stensikkert at han rbyder ud i gråd før eller siden indenfor 2-3 minutter.

Så kære damer... Hvad gør man? Jeg respekterer ham fuldt ud når han reagerer som han gør og tager ham hen til mig og trøster. Vi skal snart udenlands og besøge min familie som garanteret RIGTIG gerne vil holde, pusle og lege med ham, men jeg har bare en knude i maven Skide irriterende at det skal gøre mig flov altså... Børn er jo børn og alt er nyt for dem det ved jeg godt. Er også bange for at det ikke engang hælper at se de "fremmede" an i nogle timer..

Hvordan kan man bedst imødekommende denne "problematik" med et følsomt/utrygt barn?

 

Halløjsa

Først og fremmest skal du på ingen måder føle skyld, over at dit barn søger din trykhed og nærvær. Alle børn er forskellige og har deres egne behov. Det er bestemt heller ikke unormalt at dit barn søger den tryghed hos dig

Som de andre siger, så lad din søn være hos dig, og lad de andre komme til ham mens du sidder med ham. Så kan han mærke at det er okay, og når han er klar til at give slip, skal han nok bevæge sig ud i verdenen væk fra mor.

Børn er indrettet således at de begiver sig ud, når de ved at deres tryghedsbase (mor og far) er der. Så han skal nok lige bruge lidt tid på at indse at i er der  (Hvis det giver mening)....

Min datter er selv MEGET trykhedssøgende i en alder af 4.

Når jeg henter hende i børnehaven går hun enten rundt med en voksen i hånden (fordi hun savner sin mor), eller står ovre ved stakittet og venter på at jeg skal komme. Og det er bestemt ikke fordi hun tvivler på at hun er elsket, eller at hun ikke får kram og lign. nok. Det er blot fordi hun har et behov for den trykhed hun finder i det. Det bliver ganske langsomt bedre og man må væbne sig med tålmodighed.... Men det jeg prøver at sige er, at det er ganske normalt, og det er ikke noget man laver om på fra dag til anden  Det kommer ganske langsomt når dit barn er klar til at give slip

Knus Pernille

Vidunderligeunger skriver:

pas på med at klantre dig selv.. Det behøver jo ikke være din skyld! Jeg ser du kalder ham utryg, igen, det behøver han jo ikke være. Det er jo også sundt at børn ikke bare giver sig hen til alle og enhver!  
vores datter var lige omvendt og er det stadig, det bekymrer også mig af og til  

Tak for svar... 

jeg tænkte utryg ville dække det hele.. Men du har ret... det behøves jo ikke være derfor.

modesty skriver:

Hvis jeg var dig, ville jeg sige det til familien som I skal besøge. Så de ved det, og ikke bare tromler ind over og overskrider hans grænser, men så I kan finde en balance der passer din dreng.

Og lad være med at være pinlig over det. Alle børn er forskellige. 

Hej!

Ja det var måske en god idé! Det er meget nemmere at melde klart ud, også for lillemandens skyld

Milla-Victoria's mor skriver:

Halløjsa

 

Først og fremmest skal du på ingen måder føle skyld, over at dit barn søger din trykhed og nærvær. Alle børn er forskellige og har deres egne behov. Det er bestemt heller ikke unormalt at dit barn søger den tryghed hos dig

Som de andre siger, så lad din søn være hos dig, og lad de andre komme til ham mens du sidder med ham. Så kan han mærke at det er okay, og når han er klar til at give slip, skal han nok bevæge sig ud i verdenen væk fra mor.

Børn er indrettet således at de begiver sig ud, når de ved at deres tryghedsbase (mor og far) er der. Så han skal nok lige bruge lidt tid på at indse at i er der  (Hvis det giver mening)....

 

Min datter er selv MEGET trykhedssøgende i en alder af 4.

Når jeg henter hende i børnehaven går hun enten rundt med en voksen i hånden (fordi hun savner sin mor), eller står ovre ved stakittet og venter på at jeg skal komme. Og det er bestemt ikke fordi hun tvivler på at hun er elsket, eller at hun ikke får kram og lign. nok. Det er blot fordi hun har et behov for den trykhed hun finder i det. Det bliver ganske langsomt bedre og man må væbne sig med tålmodighed.... Men det jeg prøver at sige er, at det er ganske normalt, og det er ikke noget man laver om på fra dag til anden  Det kommer ganske langsomt når dit barn er klar til at give slip

 

Knus Pernille

Hejsa!

Ja den tryghedsbase teori kan jeg sagtens følge Føler måske jeg har været for "usynlig" men det er nok bare det sædvanlige dårlig samvittigheds-kvaleri man nemt får som forældre..

Børn er jo forskelige og det er helt iorden at have stort behov for tryghed. Det må man som forældre tilpasse sig efter.. Verden må da også være en anelse skræmmende når man er så lille

Hej Damer!

jeg skriver ano, hvorfor ved jeg egentlig ikke men synes det er en anelse "pinligt" som mor at have et så tryghedssøgende barn som jeg har. Selvom det intet har med mig at gøre.. tror jeg

Nå, men sagen er den at min kære søn på ingen måde vil sidde hos mennesker han ikke kender eller som han kun har set et par gange. Jerg ved at han snart er i den alder, hvor mor-sygen kan indtræde men det her har altså stået på siden han var 4-5 måneder..

De eneste der faktisk kan tage ham uden problemer er mine forældre og det er også dem der passer ham hvis kæresten og jeg skal noget. Siden sønnike blev født synes jeg vi har været meget afslappede og ladet alle sidde med ham, hvis de havde lyst da jeg gerne ville have et barn der var vant til at være i andres hænder end mine. Det ser dog bare ud til at være mislykkedes...

Det er ligemeget om jeg sidder ved siden af, snakker etc.. Det er stensikkert at han rbyder ud i gråd før eller siden indenfor 2-3 minutter.

Så kære damer... Hvad gør man? Jeg respekterer ham fuldt ud når han reagerer som han gør og tager ham hen til mig og trøster. Vi skal snart udenlands og besøge min familie som garanteret RIGTIG gerne vil holde, pusle og lege med ham, men jeg har bare en knude i maven Skide irriterende at det skal gøre mig flov altså... Børn er jo børn og alt er nyt for dem det ved jeg godt. Er også bange for at det ikke engang hælper at se de "fremmede" an i nogle timer..

Hvordan kan man bedst imødekommende denne "problematik" med et følsomt/utrygt barn?

 

Du har lige beskrevet min datter

Det bedste du/I kan gøre er, at respektere hans grænser og fortælle de voksne (og børn) at det er sådan det er. Dvs. at han nok ikke ønsker at bliver holdt, puslet eller andet når I rejser til udlandet, for det gør ham utryg.

Det tog os noget tid at finde ud af at vores datters grænse er hvor den er og at det er ok at sige fra på hendes vegne. Folk synes i lang tid (og nogle gør nok stadig), at var overpylret fordi ingen andre måtte holde hende, men gav vi efter blev hun bare enormt ked af det og så kunne aftenen være ødelagt, eller i hvert fald dele af den, for så var det som at "starte forfra", som hvis vi lige var kommet ind ad døren, selv om vi måske havde været der i 2 timer.

Vi har stadig noget familie, der ikke helt forstår at de ikke lige kan tage hende op og kramme hende, når hun ikke ser dem mere end 1-2 gange om året (hun er i dag 2½ år). Men vi er tilgengæld blevet super gode til at få sagt fra, uanset det en gang imellem giver sure/undrende miner.

Vores datter "vælger" meget hurtigt sine voksne, altså dem som hun føler sig tryg ved og som hun kan mærke er oprigtigt interesseret i hende. Det er ligesom om hun skanner rummet og lynhurtigt har en fornemmelse af de mennesker der er tilstede. Hun er en sensitiv lille pige der har en rigtig god fornemmelse for folk