uendelig hårdt men sandt

Vælger at skrive som ano da folk ikke skal kunne søge det til mig..

Men sandhede er at jeg af hele mit hjerte fortryder at den person der har givet mit barn dna er præcis den person som personen er.. ( hvis I forstår)

Fortryder 100% IKKE mit barn, men den person der "ejer" det dna der var med til at skabe mit barn fortryder jeg at jeg gav mulighed for at skabe et barn for han er bare ikke en værdig far...

Mit liv er konstant styret af ham selvom det er 6 mdr sidden jeg gik fra ham, han prøver konstant at køre mig ned og truer mig...

Han ser ikke barnet og giver MIG skylden for det - han kunne sku da 1. bare spørge om at se barnet, 2. søge sammenvær....

 

Jeg har ellers været rigtig god til at parkere ham hvor han høre til ( psykisk) men nu er han igang igen med at prøve at køre mig ned

 

Vil ikke rigtig noget med dette indlæg bare have luft for det er uendelig hårdt at leve med så stor en ting man fortryder...

stakkels dig

aarhusmor skriver:

stakkels dig

tusind tak skal du have .... er så hårdt at kæmpe mod at det skal ramme ens barn når det er målet for et andet menneske... mit barn bad ligesom ikke om at få sådan en biologisk far

sådan havde jeg det også.. Altså med at fortryde.. Min datters far var heller ikke skide smart i starten og forsøgte også meget ihærdigt at få mig ned med nakken, Han så hende ikke i en periode på 3 mdr.


men............

min datter elsker sin far, uanset hvor dårligt et menneske jeg synes han er. Og sådan er børn jo skruet sammen..
Din ex får sikkert øjnene op for Jeres barn, når han lige vænner sig til tanken om at du er kommet videre, eller i hvert fald ønsker at komme videre. Indtil da, skal du bede ham lade Jer være. Forklar ham at al kommunikation bør foregå gennem forvaltningen og vær samarbejdsbillig når de kontakter dig

kender følelsen, ham der har givet dna til mit barn er heller ikke i mine øjne en værdig far, jeg synes hun har det perfekt som hun har det nu, in kæreste fungere 100 % som far for hende.. og hendes bio far føler jeg lidt kommer og ødelægger den her fine familie idyl som hersker herhjemme, han gør bare alt for at gøre det å besværligt for os som overhoved muligt  

så ved 100 % hvordan du har det ... 

Anonym skriver:

Vælger at skrive som ano da folk ikke skal kunne søge det til mig..

Men sandhede er at jeg af hele mit hjerte fortryder at den person der har givet mit barn dna er præcis den person som personen er.. ( hvis I forstår)

Fortryder 100% IKKE mit barn, men den person der "ejer" det dna der var med til at skabe mit barn fortryder jeg at jeg gav mulighed for at skabe et barn for han er bare ikke en værdig far...

Mit liv er konstant styret af ham selvom det er 6 mdr sidden jeg gik fra ham, han prøver konstant at køre mig ned og truer mig...

Han ser ikke barnet og giver MIG skylden for det - han kunne sku da 1. bare spørge om at se barnet, 2. søge sammenvær....

 

Jeg har ellers været rigtig god til at parkere ham hvor han høre til ( psykisk) men nu er han igang igen med at prøve at køre mig ned

 

Vil ikke rigtig noget med dette indlæg bare have luft for det er uendelig hårdt at leve med så stor en ting man fortryder...

Søde dig, du er ikke alene. Har ABSOLUT ikke fortrudt min datter, kun FORTRUDT hvem jeg lavede hende med. Jeg forlod ham og boede et par mdr. ved min mor efter jeg forlod ham 6 mdr. inde i min graviditet. Han bombarderede mig med sms'er opringninger op til 50 gange om dagen og fulgte endda efter mig. Han prøvede alt for at få mig ind i folden igen, da han jo havde held med det tidligere. Kom med trusler om alt vedrørende MIN datter. Så efter 2 dage, fik jeg spærret hans tlf der stod i mit navn og fik hemmeligt nr. De mail han sendte slettede jeg uden at læse dem, fordi jeg jo godt vidste hvad de indholdte nemlig.mere L O R T jeg bare ikke havde brug for. Ja kalder det for chikane slet.og ret. Da jeg så flyttede for mig selv fik jeg også hemmelig adresse. Han kontaktede statsforvaltningen i tide og i utide. Ville til sidst ikke anerkende faderskabet. Dukkede ikke op hverken i stf eller i retten. Alle de ressourcer jeg brugte for at mande mig op til at se h, sam igen, for så at falde til jorden med et brag igen og igen, fordi han aldrig kom. Skulle også vidne mod ham midt i det hele, da han var dum nok til at lave bedrageri i mit navn. Hvilket selvfølgelig tog 2 år fordi han heller ikke mødte op der. Så var psykisk udmattet samtidig med jeg skulle tage vare på min datter. Det er næsten endt for et lille halvt års tid siden da han endelig mødte op i stf og aftalen blev at så længe jeg ikke kræver samvær kræver han heller ikke samvær, så nu har vi næsten fred men jeg har det så sådan at når han hverken ser hende eller betaler til hendes underhold, så skal vi heller ikke have fælles forældremyndighed, som vi desværre har lige pt men synes det er hul i hovedet at han skal give samtykke til et pas, så vi kan komme ud at rejse. Eller hvis hun bliver alvorligt syg at han skal med ind over der, så det bliver den næste kamp vi skal have.
Undskyld min lange smøre men bare for at fortælle dig du ikke er alene.

En lille fejl har sneget sig ind. Der skulle stå at så længe jeg ikke kræver børnepenge, kræver han ikke samvær... Undskyld...

Jeg kender det til dels.

Jeg ved godt, at jeg ikke har valgt den mest heldig far til min datter, men han er min datters far uanset hvad. Jeg forsøger at se der, hvor han trods alt har noget at give vores datter, selvom det nogle gange kan være meget svært, at se det gode i ham.

Jeg tænker nogle gange selv, at jeg fortryder mit valg, men jeg fortryder aldrig mit barn, og uden den far, så var hun jo aldrig kommet til.
Hun kommer højest sandsynligt aldrig til at have et "almindeligt" forhold og samvær til/med hendes far, men så må må vi fokusere på, der hvor det fungerer, altså der hvor han har noget at give hende.

Men alt kontakt mellem os er altså også nede på et minimum, og det er et råd jeg vil give videre til dig. Hvis kommunikationen mellem jer ikke fungerer, så undlad at indgå i et dialog, og lad kontakteten foregå gennem statsforvaltningen.

Hvis han truer dig, har du vel meldt det? Lyder ikke som en særlig rar situation at stå i

tusind tak for alle jeres svar!

Det er "dejligt" ikke at være alene om at stå med de følelser selvom man jo helst ikke ønskede det for nogle...

 

Jeg har sagt han kan kontakte statsamtet hvis der er noget - men det nægter han at gøre... Jeg er der hvor jeg overvejer at skifte nr men eftersom hans familie ser mit barn ( de har ikke et godt forhold til hinanden alts han og hans familie ) ved jeg at han nok skal få fanget mit nr igen...

Jeg har ikke meldt truslerne af den simple grund jeg endnu ikke har haft overskud til det.. de går primært på at hvis jeg ikke gør som han vil begår han selvmord eller nægter at se mit barn