Det der med at acceptere at man nu er enlig

Emilie2010 skriver:

hejsa

det eneste jeg kan sige er, jeg var igennem det samme, det med at min kæreste skrive/snakkede med en af mine veninder, bag min ryg.. jeg to ham i det og "tilgav" men han gjorde det igen 14 dage efter, og han mente faktisk han var forelsket i hende ....... han fik 2 dage til at tænke over hvad han ville, om han ville droppe kontakten med hende og arbejde med tilliden i vores forhold og ikke mindst kæmpe fordig vi havde lille emilie sammen.

han valgte mig.

jeg har stadig ekstremt svært ved ikke at tænke på om han skriver med en eller flere bag min ryg, eller hende!! men det så bare noget jeg skal arbejde med at komme mig over.

jeg har glemt men ikke tilgivet.. men det skulle ikke ødelægge mit familie liv

Lyder nøjagtig som det der er foregået med os.. Har bare tilgivet ham det flere gange.. Gav ham ultimatum. Han valgte mig. men det fortsatte. i ca. 1,5 år.... Til sidst kunne jeg ikke mere. Selvom han stadig siger han vælger mig, kan han bare ikke lade være at skrive med hende. Selvom de aldrig har været sammen har han løjet når han har været sammen med hende

Sandra1985 skriver:

Ååååh, den er svær... Jeg har ikke selv prøvet noget lignende, så jeg har desværre ikke en masse gode erfaringer du kan trække på... Jeg kan godt forstå din frustration og sorg over hans løgne og bedrag - det må være en forfærdelig følelse og et stort brud på tilliden... Jeg ved ikke hvordan jeg selv ville reagere - det ved man nok aldrig før man står i det - men alene tanken om at skulle leve uden min mand gør mig helt syg indeni og giver mig tårer i øjnene... Jeg ville nok selv gå meget meget langt for at redde vores forhold og få løst problemerne... Det vil tage tid og energi og endnu mere tid at få tilliden tilbage, men jeg kender flere eksempler på at det godt kan lade sig gøre! Man skal selvfølgelig ikke finde sig i hvad som helst bare for kunne blive sammen, men det lyder ikke som om du egentlig har lyst til at undvære ham... Håber du finder den rigtige løsning for jer alle tre... 

Mange knus og kærlige tanker herfra 

Tak for dine ord.. Nej man ved det ikke før man selv står i det.

Hvis jeg havde være min veninde eller en anden, ville jeg råde mig selv til at blive alene. for man skal ikke finde sig i hvad som helst

tarkoflen skriver:

Jeg vil lige starte med at sige, at jeg ikke har stået i din situation, men vil alligevel lige komme med mine tanker, så må du tage dem til dig eller lade være

Jeg tænker lidt ud fra dit oplæg, at du har taget beslutningen, men du er i tvivl om, om du har kæmpet nok for kernefamilien.

Det er noget hø, at han har misbrugt din tillid, for den er svær at genfinde! Men med den rette hjælp kan den genfindes! Men l skal begge være indstillet på det! Og han skal være som en åben bog, så du kan få ro i maven, hvis det på nogen måde skal kunne lade sig gøre! Og så tror jeg, at l skal have noget prof hjælp!

Og måske skal l starte med bare at være kærester, der bor hver for sig...

Men vigtigst af alt, så tror jeg du skal mærke godt efter nede i maven, hvad har DU lyst til? Er drømmen om en kernefamilie sammen med ham, fordi du ikke kan leve uden ham, elsker ham og vil have det til at fungere. Eller er det mere fordi du ikke orker andres spørgsmål til hvor faren til jeres barn er, at du skal være alenemor og hvad andre tænker?

Hvis det er det sidste, så er det ikke værd at kæmpe for! Er det det første, synes jeg du skal give det en chance, så du kan sige bagefter, at du gjorde hvad du kunne!

Mavefornemmelsen tager ALDRIG fejl! Du skal bare lytte godt efter hvad den siger!

Stort herfra jeg håber det løser sig, så du bliver rigtig glad igen, for det fortjener du og det fortjener dit barn

Tak for dine ord.

jeg vil så gerne have familie med ham..Men det vil virkelig kræve hårdt arbejde og tror jeg desværre ikke han kan finde ud af..

Jeg prøver at lytte til min mavefornemmelse, men synes den siger noget nyt hver dag... Eller også kan jeg simpelthen ikke finde ud af at lytte til den.

Måske skal vi få noget profesionel hjælp og se om vi skal fortsætte eller lade være.

Lige nu bor vi hver for sig, men ses hver dag og laver mange ting sammen. og det er hyggeligt. Vi slipper for herdagens skænderier og har fokus på hinanden når vi er sammen. Synes bare ikke det er holdbart i længden.

Lige nu tror jeg at jeg er nødt til at afslutte det helt og prøve at få et godt samarbejde omkring vores datter... men når jeg skal til at snakke med ham om det, gør det så ondt indeni og har slet ikke lyst alligevel

Sujan skriver:

Lyder som os.. har også været sammen i 7 år.. Vil gerne tilgive, men tror ikke jeg kan. Synes det er så svært at genfinde tilliden

Det er mega svært...

Kan godt huske det. Jeg synes også det var forvirrende i starten - var i tvivl om hvad jeg ville. Men da jeg først havde besluttet mig for at "det er dét jeg vil", så kæmpede jeg bare for forholdet og vi er lykkeligere end nogenside...

Det er ikke sikkert at det er det rigtige for alle par - det kommer helt an på historien, følelserne osv.

Men for os var det helt klart det rigtige

Krydser fingre for dig og dit barn. I fortjener det bedste!

Kram herfra

 

Bellas Mor skriver:

Det er mega svært...

Kan godt huske det. Jeg synes også det var forvirrende i starten - var i tvivl om hvad jeg ville. Men da jeg først havde besluttet mig for at "det er dét jeg vil", så kæmpede jeg bare for forholdet og vi er lykkeligere end nogenside...

Det er ikke sikkert at det er det rigtige for alle par - det kommer helt an på historien, følelserne osv.

Men for os var det helt klart det rigtige

Krydser fingre for dig og dit barn. I fortjener det bedste!

Kram herfra

 

Dejligt for jer at i har det godt.. er rart at høre det kan lykkes..

Sujan skriver:



Tak for dine ord.

jeg vil så gerne have familie med ham..Men det vil virkelig kræve hårdt arbejde og tror jeg desværre ikke han kan finde ud af..

Jeg prøver at lytte til min mavefornemmelse, men synes den siger noget nyt hver dag... Eller også kan jeg simpelthen ikke finde ud af at lytte til den.

Måske skal vi få noget profesionel hjælp og se om vi skal fortsætte eller lade være.

Lige nu bor vi hver for sig, men ses hver dag og laver mange ting sammen. og det er hyggeligt. Vi slipper for herdagens skænderier og har fokus på hinanden når vi er sammen. Synes bare ikke det er holdbart i længden.

Lige nu tror jeg at jeg er nødt til at afslutte det helt og prøve at få et godt samarbejde omkring vores datter... men når jeg skal til at snakke med ham om det, gør det så ondt indeni og har slet ikke lyst alligevel

Hvis du er så meget i tvivl så tror jeg faktisk det ville være rigtig godt at tale med en, der har forstand på det! For de kan jo både fortælle om der er noget at kæmpe for eller det er slut!

Jeg kan godt forstå det er en svær beslutning! Og især når mavefornemmelsen svinger fra det ene til det andet! Men jeg tror du skal give dig selv ro til at finde ud af, hvad der er bedst for dig og din datter, og så skubbe drømmen om kernefamilien i baggrunden! For det er jo ikke en kernefamilie, hvis mor og far ikke er glade sammen!

Nej det er bestemt ikke holdbart i længden at bo væk fra hinanden! Men måske hvis l ikke var sammen hver dag og han så hvad han mistede, kunne han måske tage sig sammen til at kæmpe?

Jeg håber det bedste!

Stort

Sujan skriver:

Ja lyder til du virkelig forstår hvad jeg gennemgår.. er ked af det ikke gik for jer..
Min fornuft siger også at det må være slut... Men mine følelser siger noget andet..

Kommer man nogensinde til at holde af en anden igen?

Æv det er svært. Tak fordi du delte din historie

JA! Det er brandhårdt, når man føler sig svigtet, men jeg kom videre og har det idag ca. 2 år efter rigtig godt og kan sagtens se mig selv med en anden