Det der med at acceptere at man nu er enlig

Ja ved ikke rigtig hvordan jeg skal forklare det... Men, ja min eks og jeg gik fra hinanden en måned inden jeg skulle føde. den kørte historie er år jeg tog ham i at skrivesnakke med en pige, som vi har haft flere konflikter over. Han løj overfor os begge og nok må være nok og jeg besluttede at flytte.
Han var med til fødslen og kommer næsten hver dag og ser sin datter. Han skriver også mange beskeder til mig hver dag.. han siger han vil gøre alt for at jeg kommer tilbage.
Ingen tvivl om at jeg elsker ham,.men kan ikke være tjent med hans behandling af mig.
Nå men jeg er egentlig glad for min lejlighed og har efterhånden en rigtig god hverdag.. der er masser af struktur og jeg når en masse ting, samtidig med at jeg tager mig af min skønne datter som nu er 3 måneder.

Men på en eller anden måde kan jeg ikke rigtig acceptere det med at være enlig. Når jeg møder nye menesker og de spørger om jeg er sammen med barnets far, ved jeg ikke hvad jeg skal svare...
Vi er jo meget sammen og laver også mange ting sammen. Han håber vi kan blive en familie igen, men jeg er egentlig ikke interesseret... Søg får jeg den største klump i hals og mave når jeg tænker på at min datter skal være skilsmisse barn. Så har jeg lyst til at pakke mine ting og tage "hjem" igen.. jeg kan simpelthen ikke bære tanken om det.
Jeg holder min eks hen i uvished, for selvom jeg har afsluttet det følelsesmæssigt, så lader jeg ham nok tro at vi stadig har en chance fordi jeg er så bange for at give slip på ham.

Jeg er nødt til at få snakket med ham og afslutte det så vi begge kan komme videre.. men jeg er nervøs og bange for det er den forkerte beslutning.. skal jeg måske tage tilbage og kæmpe med næb og klør for at det skal fungere for min datters skyld. Ved han elsker mig og jeg ham.. men der er bare så store brud på tillid at det måske ikke kan rettes.

Hvordan kommer man videre. Kan ikke forestille mig nogensinde at skulle være sammen med en anden. Ja tanken er faktisk frastødende.. og skal undvære min datter når hun skal være hos far. Den bliver hård..

Ja til jer enlige. Hvordan klare man det hele. Og hvordan tager man den endelige beslutning. Hver gang jeg tænker over det, tænker jeg at det skal være slut.. når jeg har tænkt den tænke rammes jeg af en stor sorg over at skulle miste ham og den familie jeg troede vi skulle være. Tænker jeg over at gå tilbage, føler jeg en tristhed over den mange gange brudte tillid...

Tak fordi i læste med så langt og håber der er nogen der vil dele deres historie med mig.

Sujan skriver:

Ja ved ikke rigtig hvordan jeg skal forklare det... Men, ja min eks og jeg gik fra hinanden en måned inden jeg skulle føde. den kørte historie er år jeg tog ham i at skrivesnakke med en pige, som vi har haft flere konflikter over. Han løj overfor os begge og nok må være nok og jeg besluttede at flytte.
Han var med til fødslen og kommer næsten hver dag og ser sin datter. Han skriver også mange beskeder til mig hver dag.. han siger han vil gøre alt for at jeg kommer tilbage.
Ingen tvivl om at jeg elsker ham,.men kan ikke være tjent med hans behandling af mig.
Nå men jeg er egentlig glad for min lejlighed og har efterhånden en rigtig god hverdag.. der er masser af struktur og jeg når en masse ting, samtidig med at jeg tager mig af min skønne datter som nu er 3 måneder.

Men på en eller anden måde kan jeg ikke rigtig acceptere det med at være enlig. Når jeg møder nye menesker og de spørger om jeg er sammen med barnets far, ved jeg ikke hvad jeg skal svare...
Vi er jo meget sammen og laver også mange ting sammen. Han håber vi kan blive en familie igen, men jeg er egentlig ikke interesseret... Søg får jeg den største klump i hals og mave når jeg tænker på at min datter skal være skilsmisse barn. Så har jeg lyst til at pakke mine ting og tage "hjem" igen.. jeg kan simpelthen ikke bære tanken om det.
Jeg holder min eks hen i uvished, for selvom jeg har afsluttet det følelsesmæssigt, så lader jeg ham nok tro at vi stadig har en chance fordi jeg er så bange for at give slip på ham.

Jeg er nødt til at få snakket med ham og afslutte det så vi begge kan komme videre.. men jeg er nervøs og bange for det er den forkerte beslutning.. skal jeg måske tage tilbage og kæmpe med næb og klør for at det skal fungere for min datters skyld. Ved han elsker mig og jeg ham.. men der er bare så store brud på tillid at det måske ikke kan rettes.

Hvordan kommer man videre. Kan ikke forestille mig nogensinde at skulle være sammen med en anden. Ja tanken er faktisk frastødende.. og skal undvære min datter når hun skal være hos far. Den bliver hård..

Ja til jer enlige. Hvordan klare man det hele. Og hvordan tager man den endelige beslutning. Hver gang jeg tænker over det, tænker jeg at det skal være slut.. når jeg har tænkt den tænke rammes jeg af en stor sorg over at skulle miste ham og den familie jeg troede vi skulle være. Tænker jeg over at gå tilbage, føler jeg en tristhed over den mange gange brudte tillid...

Tak fordi i læste med så langt og håber der er nogen der vil dele deres historie med mig.

Ååååh, den er svær... Jeg har ikke selv prøvet noget lignende, så jeg har desværre ikke en masse gode erfaringer du kan trække på... Jeg kan godt forstå din frustration og sorg over hans løgne og bedrag - det må være en forfærdelig følelse og et stort brud på tilliden... Jeg ved ikke hvordan jeg selv ville reagere - det ved man nok aldrig før man står i det - men alene tanken om at skulle leve uden min mand gør mig helt syg indeni og giver mig tårer i øjnene... Jeg ville nok selv gå meget meget langt for at redde vores forhold og få løst problemerne... Det vil tage tid og energi og endnu mere tid at få tilliden tilbage, men jeg kender flere eksempler på at det godt kan lade sig gøre! Man skal selvfølgelig ikke finde sig i hvad som helst bare for kunne blive sammen, men det lyder ikke som om du egentlig har lyst til at undvære ham... Håber du finder den rigtige løsning for jer alle tre... 

Mange knus og kærlige tanker herfra 

Ja det er aldrig sjovt at gå fra hinanden.

ud fra hvad du skrive lyder det til at du endelig har taget din beslutning om at i ikke skal være sammen mere. det lyder til at du nok er mest bange for at være alene og miste drømmen om en kernefarmilie, end du endelig er for at miste ham..

Jeg håber du finder ud af det. held og lykke.

Katrine26.

Jeg gik fra min x, da elias var et år gammel. Det var så hårdt!
Jeg elskede virkelig den mand, som jeg aldrig havde elsket andre. Var helt sikker på at jeg skulle dele min fremtid med ham.
Han havde dog også et problem med ærlighed, og utroskab desværre.

Da jeg flyttede var det meget skræmmende. Savnede ham sådan i min hverdag, der gik heller ikk længe før vi begyndte at se hinanden igen. Vi var en familie igen, der bare ikk boede sammen. Han ville gerne, mm begriffe ikke.
Heldigt nok da jeg igen tog ham i at lyve.. Var helt besluttet på at nu var det slut.. Men næ nej.. På et helt år begyndte vi at se hinanden 4 gange.. Hver gang gik det galt. Simpelthen fordi at jeg var bange for at min fremtidsdrøm nu døde for altid, og fordi at jeg virkelig elskede ham.
Men hver eneste gang begyndte han igen at svigte min tillid. Så sidst gang vi begyndte at ses, stillede jeg ham et ultimatum. Ville have alle sandheder på bordet, omkring hvad han havde lavet.. Og jeg mente ALT. For på den måde kunne jeg måske genvinde tillid.
Han fortalte en masse, og vi snakkede - og så gik tingene så godt!
Desværre fandt jeg hurtigt ud af at der var en lille ting han havde udeladt.
Lige der valgte jeg at nu var det slut for altid! Ville aldrig kunne stole på ham igen, også selvom jeg virkelig elskede ham - og stadig gør den dag idag. Så kan jeg bare ikke byde hverken mit barn eller mig selv den slags behandling!

louise4060 skriver:

Jeg gik fra min x, da elias var et år gammel. Det var så hårdt!
Jeg elskede virkelig den mand, som jeg aldrig havde elsket andre. Var helt sikker på at jeg skulle dele min fremtid med ham.
Han havde dog også et problem med ærlighed, og utroskab desværre.

Da jeg flyttede var det meget skræmmende. Savnede ham sådan i min hverdag, der gik heller ikk længe før vi begyndte at se hinanden igen. Vi var en familie igen, der bare ikk boede sammen. Han ville gerne, mm begriffe ikke.
Heldigt nok da jeg igen tog ham i at lyve.. Var helt besluttet på at nu var det slut.. Men næ nej.. På et helt år begyndte vi at se hinanden 4 gange.. Hver gang gik det galt. Simpelthen fordi at jeg var bange for at min fremtidsdrøm nu døde for altid, og fordi at jeg virkelig elskede ham.
Men hver eneste gang begyndte han igen at svigte min tillid. Så sidst gang vi begyndte at ses, stillede jeg ham et ultimatum. Ville have alle sandheder på bordet, omkring hvad han havde lavet.. Og jeg mente ALT. For på den måde kunne jeg måske genvinde tillid.
Han fortalte en masse, og vi snakkede - og så gik tingene så godt!
Desværre fandt jeg hurtigt ud af at der var en lille ting han havde udeladt.
Lige der valgte jeg at nu var det slut for altid! Ville aldrig kunne stole på ham igen, også selvom jeg virkelig elskede ham - og stadig gør den dag idag. Så kan jeg bare ikke byde hverken mit barn eller mig selv den slags behandling!

Ja lyder til du virkelig forstår hvad jeg gennemgår.. er ked af det ikke gik for jer..
Min fornuft siger også at det må være slut... Men mine følelser siger noget andet..

Kommer man nogensinde til at holde af en anden igen?

Æv det er svært. Tak fordi du delte din historie

Kan virkelig godt forstå dig. Det er altid hårdt, når der stadig er en masse følelser og børn indvolveret.

Min kæreste og jeg har været sammen i 7 år. Vi var kort fra hinanden, lige efter vores datter blev født. Også pga mistillid. Det er nu 3 år siden, vi fandt sammen igen. Og vi har det bedre end nogensinde.

Vi stoler på hinanden, fordi vi arbejdede på vores forhold. Det tager tid og det er heller ikke sikkert at man kan få det til at fungere igen...

Jeg vælger også at tro at vi var heldige..

Vi sætter pris på hinanden - vi har prøvet at skulle leve som enlige forældre og ikke have hinanden og det var ingen af os glade for. Derfor valgte vi at prøve igen. Mit livs bedste beslutning

Vi venter idag vores andet barn (er i uge 25). Har aldrig været lykkeligere og kunne aldrig drømme om nogen anden mand.

Sujan skriver:

Ja ved ikke rigtig hvordan jeg skal forklare det... Men, ja min eks og jeg gik fra hinanden en måned inden jeg skulle føde. den kørte historie er år jeg tog ham i at skrivesnakke med en pige, som vi har haft flere konflikter over. Han løj overfor os begge og nok må være nok og jeg besluttede at flytte.
Han var med til fødslen og kommer næsten hver dag og ser sin datter. Han skriver også mange beskeder til mig hver dag.. han siger han vil gøre alt for at jeg kommer tilbage.
Ingen tvivl om at jeg elsker ham,.men kan ikke være tjent med hans behandling af mig.
Nå men jeg er egentlig glad for min lejlighed og har efterhånden en rigtig god hverdag.. der er masser af struktur og jeg når en masse ting, samtidig med at jeg tager mig af min skønne datter som nu er 3 måneder.

Men på en eller anden måde kan jeg ikke rigtig acceptere det med at være enlig. Når jeg møder nye menesker og de spørger om jeg er sammen med barnets far, ved jeg ikke hvad jeg skal svare...
Vi er jo meget sammen og laver også mange ting sammen. Han håber vi kan blive en familie igen, men jeg er egentlig ikke interesseret... Søg får jeg den største klump i hals og mave når jeg tænker på at min datter skal være skilsmisse barn. Så har jeg lyst til at pakke mine ting og tage "hjem" igen.. jeg kan simpelthen ikke bære tanken om det.
Jeg holder min eks hen i uvished, for selvom jeg har afsluttet det følelsesmæssigt, så lader jeg ham nok tro at vi stadig har en chance fordi jeg er så bange for at give slip på ham.

Jeg er nødt til at få snakket med ham og afslutte det så vi begge kan komme videre.. men jeg er nervøs og bange for det er den forkerte beslutning.. skal jeg måske tage tilbage og kæmpe med næb og klør for at det skal fungere for min datters skyld. Ved han elsker mig og jeg ham.. men der er bare så store brud på tillid at det måske ikke kan rettes.

Hvordan kommer man videre. Kan ikke forestille mig nogensinde at skulle være sammen med en anden. Ja tanken er faktisk frastødende.. og skal undvære min datter når hun skal være hos far. Den bliver hård..

Ja til jer enlige. Hvordan klare man det hele. Og hvordan tager man den endelige beslutning. Hver gang jeg tænker over det, tænker jeg at det skal være slut.. når jeg har tænkt den tænke rammes jeg af en stor sorg over at skulle miste ham og den familie jeg troede vi skulle være. Tænker jeg over at gå tilbage, føler jeg en tristhed over den mange gange brudte tillid...

Tak fordi i læste med så langt og håber der er nogen der vil dele deres historie med mig.

hejsa

det eneste jeg kan sige er, jeg var igennem det samme, det med at min kæreste skrive/snakkede med en af mine veninder, bag min ryg.. jeg to ham i det og "tilgav" men han gjorde det igen 14 dage efter, og han mente faktisk han var forelsket i hende ....... han fik 2 dage til at tænke over hvad han ville, om han ville droppe kontakten med hende og arbejde med tilliden i vores forhold og ikke mindst kæmpe fordig vi havde lille emilie sammen.

han valgte mig.

jeg har stadig ekstremt svært ved ikke at tænke på om han skriver med en eller flere bag min ryg, eller hende!! men det så bare noget jeg skal arbejde med at komme mig over.

jeg har glemt men ikke tilgivet.. men det skulle ikke ødelægge mit familie liv

Sujan skriver:



Ja lyder til du virkelig forstår hvad jeg gennemgår.. er ked af det ikke gik for jer..
Min fornuft siger også at det må være slut... Men mine følelser siger noget andet..

Kommer man nogensinde til at holde af en anden igen?

Æv det er svært. Tak fordi du delte din historie

Det tager tid!

Men ja.. Selvfølgelig kommer man til det. Jeg gjorde ihvertfald..

Men åh hvor je stadig har min x i bagtankerne, men det er mere fordi at når man går fra hinanden, klamre man sig til de gode og dejlge oplevelser.. Det er derfor mange finder sammen igen, som jeg gjorde med min x, for derfor at gå fra hinanden igen!

Så hver gang jeg kan mærke at okay nu savner jeg han lidt, og hva nu hvis? Så må jeg lige huske mig selv på alt det Lort jeg også gennemgik osv.. Og så lader jeg det blive ved tankerne..

Jeg vil lige starte med at sige, at jeg ikke har stået i din situation, men vil alligevel lige komme med mine tanker, så må du tage dem til dig eller lade være

Jeg tænker lidt ud fra dit oplæg, at du har taget beslutningen, men du er i tvivl om, om du har kæmpet nok for kernefamilien.

Det er noget hø, at han har misbrugt din tillid, for den er svær at genfinde! Men med den rette hjælp kan den genfindes! Men l skal begge være indstillet på det! Og han skal være som en åben bog, så du kan få ro i maven, hvis det på nogen måde skal kunne lade sig gøre! Og så tror jeg, at l skal have noget prof hjælp!

Og måske skal l starte med bare at være kærester, der bor hver for sig...

Men vigtigst af alt, så tror jeg du skal mærke godt efter nede i maven, hvad har DU lyst til? Er drømmen om en kernefamilie sammen med ham, fordi du ikke kan leve uden ham, elsker ham og vil have det til at fungere. Eller er det mere fordi du ikke orker andres spørgsmål til hvor faren til jeres barn er, at du skal være alenemor og hvad andre tænker?

Hvis det er det sidste, så er det ikke værd at kæmpe for! Er det det første, synes jeg du skal give det en chance, så du kan sige bagefter, at du gjorde hvad du kunne!

Mavefornemmelsen tager ALDRIG fejl! Du skal bare lytte godt efter hvad den siger!

Stort herfra jeg håber det løser sig, så du bliver rigtig glad igen, for det fortjener du og det fortjener dit barn

Kan virkelig godt forstå dig. Det er altid hårdt, når der stadig er en masse følelser og børn indvolveret.

Min kæreste og jeg har været sammen i 7 år. Vi var kort fra hinanden, lige efter vores datter blev født. Også pga mistillid. Det er nu 3 år siden, vi fandt sammen igen. Og vi har det bedre end nogensinde.

Vi stoler på hinanden, fordi vi arbejdede på vores forhold. Det tager tid og det er heller ikke sikkert at man kan få det til at fungere igen...

Jeg vælger også at tro at vi var heldige..

Vi sætter pris på hinanden - vi har prøvet at skulle leve som enlige forældre og ikke have hinanden og det var ingen af os glade for. Derfor valgte vi at prøve igen. Mit livs bedste beslutning

Vi venter idag vores andet barn (er i uge 25). Har aldrig været lykkeligere og kunne aldrig drømme om nogen anden mand.

Lyder som os.. har også været sammen i 7 år.. Vil gerne tilgive, men tror ikke jeg kan. Synes det er så svært at genfinde tilliden