Var det tiden?

Min bror og jeg har tit talt om den omsorg vi har manglet i vores barndom, og ofte er vi egentlig blevet enige om at det var fordi tiden var sådan, at vores barndom var som den var. Vi har altså slået os til tåls med, at vores forældre måske ikke altid har været lige gode forældre, fordi at det var sådan tiden var.

Nu er jeg egentlig bare blevet i tvivl, og jeg kunne da rigtig godt tænke mig at høre om DIN barndom, hvis du er født i årerne omkring slut 70'erne start 80'erne?

Jeg kan nævne nogle markante ting, som vi har manglet som børn, men som jeg ved at jeg giver mine egen børn, og som ejg ved er noget man har behov for:

Knus, kram og kærtegn - dette får mine børn rigtig ofte, men jeg har ALDRIG selv fået det som barn.

Støtte i form af samtale - "hvordan er din dag gået", "Hvordan har du det med, at den og den ikke har lyst til at lege med dig?". Der er ALDRIG nogen der har talt med mig, og har jeg forsøgt at tale med mine forældre om problemer, har de bare sagt at jeg nok var træt, og skulle gå ind og sove.

Samfundsforklaring - Hvordan hænger samfundet sammen, vi lever i et demokrati, og hvad betyder det egentlig? Dette er emner jeg ofte fortæller om til mine børn. Jeg har ALDRIG fået fortalt hvordan samfundet hænger sammen, og jeg kan huske at da jeg i 9. klasse spurgte min mor hvad statsministeren hed, så vidste hun det ikke????

Der er meget mere, og jeg vil gerne uddybe noget mere, hvis debatten kommer ordentlig igang, eller blot hvis der er nogen der har lyst til at høre mere..

Uha svært at svare på! Kender da nogle stykker som helt sikkert har haft det på samme måde som dig, men sådan har min barndom aldrig været! 

Hjemme ved os, har der altid været masser af knus og kram, tid til at snakke, hjælpe og støtte. Ka vist bedst beskrive det som at jeg er vokset op i en demokratisk styret familie, i den forstand at vi alle blev spurt og hørt. Vh stine

jeg klager bestemt ik over min bandom kan dog ik huske kys på mundn a mine foreldre men fik mange kram og kys på kinden. 

Min bror og jeg har tit talt om den omsorg vi har manglet i vores barndom, og ofte er vi egentlig blevet enige om at det var fordi tiden var sådan, at vores barndom var som den var. Vi har altså slået os til tåls med, at vores forældre måske ikke altid har været lige gode forældre, fordi at det var sådan tiden var.

Nu er jeg egentlig bare blevet i tvivl, og jeg kunne da rigtig godt tænke mig at høre om DIN barndom, hvis du er født i årerne omkring slut 70'erne start 80'erne?

 

Jeg kan nævne nogle markante ting, som vi har manglet som børn, men som jeg ved at jeg giver mine egen børn, og som ejg ved er noget man har behov for:

Knus, kram og kærtegn - dette får mine børn rigtig ofte, men jeg har ALDRIG selv fået det som barn.

Støtte i form af samtale - "hvordan er din dag gået", "Hvordan har du det med, at den og den ikke har lyst til at lege med dig?". Der er ALDRIG nogen der har talt med mig, og har jeg forsøgt at tale med mine forældre om problemer, har de bare sagt at jeg nok var træt, og skulle gå ind og sove.

Samfundsforklaring - Hvordan hænger samfundet sammen, vi lever i et demokrati, og hvad betyder det egentlig? Dette er emner jeg ofte fortæller om til mine børn. Jeg har ALDRIG fået fortalt hvordan samfundet hænger sammen, og jeg kan huske at da jeg i 9. klasse spurgte min mor hvad statsministeren hed, så vidste hun det ikke????

 

Der er meget mere, og jeg vil gerne uddybe noget mere, hvis debatten kommer ordentlig igang, eller blot hvis der er nogen der har lyst til at høre mere..

Altså nu er jeg fra slut 80 erne....

Er ikke itvivl om at mine forældre elsker mig men jeg synes deres priotering har været helt hæn i vejret.....

De er selvstændige og har altid været det, skal siger at min mor kørte galt da jeg var 6 og lå på sygehus næsten 2 år var kun hjemme i weekenden. 

Vi fik heller ikke knus og kys, kan ikke engang kramme min mor og far idag uden at det virker akavet....

Følelser er bare ikke noget man snakker om, havde en fødselsreaktion som jeg så gerne ville have snakket og fået støtte til ved min mor, men jeg kunne bare ikke......

Ferier har vi sjældent hold sammen, vi blev send til mormor og morfar 5  uger i sommerferien og resten til farmor.....

Alle disse ting vil jeg 150 procent give min datter, hun skal kunne komme til mig hvis hun er ked, og føle sig tryk ved det Om jeg så skal sælge biksen det skal bare ikke gå ud over mine børn....

Dog har vi lært at klare os selv og fået stor forståelse for og omkring samfundet

Ved ikke om det bare var sådan, men du er hvertfald ikke alene

Tror desværre ikke at det har noget med hvilken tid man er fra, men om personlighed, overskud, egen opdragelse, miljø osv. Din beskrivelse af din barndom kunne ligeså vel foregå idag, som for 50 år siden.

Vi har fået rigeligt med kærlighed både kys, kram og forståelse. Vores mor har i den grad lært os om samfundet, værdier, normer, tillid og respekt og andre ting, som skal styrke en senere i livet.

Min mor er den eneste som 100 % gennemskue mig - hun ser lynhurtigt om jeg har det skidt, trods det at jeg smiler. Vi har altid talt om tingene, men har også vidst hvem der havde det sidste ord. Jeg husker min barndom som en god tid og er rigtig glad for den måde jeg er opdraget på - og håber jeg kan videregive meget af det til min egen datter.

/Fenja ( fra 1982)

Jeg er også lidt tilhænger af, at det "bare var dén tid".

Jeg er født i 1976 og blev opdraget med total fri opdragelse (Hvis det kan kaldes opdragelse)

Jeg har en bror, der er 1½ år yngre end jeg.Vi har unge forældre. Mor fik mig som 20 årig. Jeg har aldrig haft nogle som helst regler. Der var intet, der var fast. Hverken sengetider, hvem ell hvornår man måtte lege. Der blev spurgt om jeg havde lavet lektier, men det blev aldrig tjekket ell lagt en interesse i det.

Når mine forældre havde været til forældresamtaler, fik jeg aldrig nogen tilbagemeldinger. Aldrig nogle kram, knus, interesse ell fortalt at jeg var elsket. Jeg var heller ikke en belastning. Jeg var der ligesom bare. Passiv barndom. Men egentlig en fin nok barndom...

Da jeg blev teenager søgte jeg virkelig opmærksomheden og ret tidligt fik jeg øje på det modsatte køn og det tog om sig. Hold op, jeg var vild og omkring. Og med stadig ingen regler hjemmefra. Skulle bare komme hjem, så jeg kunne lave lektier til om mandagen. Lavede aldrig lektier, for det var lidt ligemeget.

Ja sådan kørte det hele bare......... Men det må have givet noget. Et ell andet... For jeg er blevet en god og struktureret mor til vores 3 drenge. Jeg anerkender mine drenge, jeg spørger og lytter af interesse for dem. Jeg giver dem regler fordi jeg er interessere mig for deres udvikling, hvem de går med og den faste stuktur i nærmest hele samfundet.

Det går ikke en eneste dag, hvor jeg ikke spørger ind til dem anerkendende og taler med dem. De store på 12 og 14 år, siger jeg ikke til hver dag mere, at jeg elsker dem. Det er lidt kikset for dem, men jeg krammer dem, aer dem og "puffer" til dem, som man nu gør med sådan nogle store drenge hver dag. Den lille på 8 siger jeg til hver eneste dag, at jeg elsker ham. Og ham tilbage.

Jeg er yderst interesseret i deres skole og vi laver tingene sammen (med måde self med de store) Men jeg går op i, at degør deres bedste og at vi hjælpes af med det. De spiller alle 3 fodbold og det kan tælles på 1 hånd, hvor mange gange de tre drenge har været til kamp uden en af os forældre var med.

Mine drenge er nærmest overhovedet ikke opdraget som jeg selv blev. Men jeg er også helt overbevist om, at de har det bedre pga der er interesse for dem som personer.

Anonym skriver:

Min bror og jeg har tit talt om den omsorg vi har manglet i vores barndom, og ofte er vi egentlig blevet enige om at det var fordi tiden var sådan, at vores barndom var som den var. Vi har altså slået os til tåls med, at vores forældre måske ikke altid har været lige gode forældre, fordi at det var sådan tiden var.

Nu er jeg egentlig bare blevet i tvivl, og jeg kunne da rigtig godt tænke mig at høre om DIN barndom, hvis du er født i årerne omkring slut 70'erne start 80'erne?

 

Jeg kan nævne nogle markante ting, som vi har manglet som børn, men som jeg ved at jeg giver mine egen børn, og som ejg ved er noget man har behov for:

Knus, kram og kærtegn - dette får mine børn rigtig ofte, men jeg har ALDRIG selv fået det som barn.

Støtte i form af samtale - "hvordan er din dag gået", "Hvordan har du det med, at den og den ikke har lyst til at lege med dig?". Der er ALDRIG nogen der har talt med mig, og har jeg forsøgt at tale med mine forældre om problemer, har de bare sagt at jeg nok var træt, og skulle gå ind og sove.

Samfundsforklaring - Hvordan hænger samfundet sammen, vi lever i et demokrati, og hvad betyder det egentlig? Dette er emner jeg ofte fortæller om til mine børn. Jeg har ALDRIG fået fortalt hvordan samfundet hænger sammen, og jeg kan huske at da jeg i 9. klasse spurgte min mor hvad statsministeren hed, så vidste hun det ikke????

 

Der er meget mere, og jeg vil gerne uddybe noget mere, hvis debatten kommer ordentlig igang, eller blot hvis der er nogen der har lyst til at høre mere..

 Dog er jeg fra 90 .. 

Men det lyder som mig der skriver det der

Anonym skriver:

Min bror og jeg har tit talt om den omsorg vi har manglet i vores barndom, og ofte er vi egentlig blevet enige om at det var fordi tiden var sådan, at vores barndom var som den var. Vi har altså slået os til tåls med, at vores forældre måske ikke altid har været lige gode forældre, fordi at det var sådan tiden var.

Nu er jeg egentlig bare blevet i tvivl, og jeg kunne da rigtig godt tænke mig at høre om DIN barndom, hvis du er født i årerne omkring slut 70'erne start 80'erne?

 

Jeg kan nævne nogle markante ting, som vi har manglet som børn, men som jeg ved at jeg giver mine egen børn, og som ejg ved er noget man har behov for:

Knus, kram og kærtegn - dette får mine børn rigtig ofte, men jeg har ALDRIG selv fået det som barn.

Støtte i form af samtale - "hvordan er din dag gået", "Hvordan har du det med, at den og den ikke har lyst til at lege med dig?". Der er ALDRIG nogen der har talt med mig, og har jeg forsøgt at tale med mine forældre om problemer, har de bare sagt at jeg nok var træt, og skulle gå ind og sove.

Samfundsforklaring - Hvordan hænger samfundet sammen, vi lever i et demokrati, og hvad betyder det egentlig? Dette er emner jeg ofte fortæller om til mine børn. Jeg har ALDRIG fået fortalt hvordan samfundet hænger sammen, og jeg kan huske at da jeg i 9. klasse spurgte min mor hvad statsministeren hed, så vidste hun det ikke????

 

Der er meget mere, og jeg vil gerne uddybe noget mere, hvis debatten kommer ordentlig igang, eller blot hvis der er nogen der har lyst til at høre mere..

Jeg er født i 1980 og jeg kan så absolut nikke genkendende til det du skriver. Min barndom forgik under rædselsfulde forhold med en pædofil far der gennembankede os, da der endeligt blev ringet efter politiet og han fik en dom for vld mod min mor, fortsatte samværet bare efter afsoning. Han havde jo udstået sin straf og der var ingen beviser på vold mod os børn. Så det fortsatte sin glade gang indtil jeg fik sagt fra, fik betroet mig tll en veninde og hun heldivis løb hjem og fortalte det videre.
Et skolevæsen der vist nærmest kunne beskrives som kasseopbevaring, en elendig samfundslære. Jeg kan stadig huske min biologilærer der stod der rød i hovedet og pressede sit halvstive lem op ad bordet mens han fortalte om sex. En matematiklærer der belærte os mens hans ånde stank af vodka.
En lillesøster der faldte om med epileptisk anfald blev efterladt i en klasse med forældre der drak, begik selvmord, mobning.
Massiv mobning, til punktet hvor 3 lærer røg ned under gulvbrædderne med deppressioner og en blev indlagt.
Men alt det vidste jeg slet ikke var så rivende forkert da det stod på. Men det kan stadig forarge mig at der ikke var en enste voksen i det der lille indspiste landsby-samfund der reagerede

Jeg tror desværre ikke det har noget med tiden at gøre.. Jeg tror nærmere det har noget med miljø, forældrenes opvækst og opdragelse at gøre.

Jeg er selv fra '87 og har haft den mest kærlige opvækst med både knus, kram og masser af omsorg.

Min søster som er fra start 80'erne fik den samme opvækst som jeg.

Derimod min mor, som er fra '59 fik INGEN omsorg. Der var simpelthen ingen interesse for hende! Men har heller ikke noget med min mors side af familien at gøre, den dag i dag. De havde heller ingen interesse for os børnebørn.

Min far derimod, havde en sund, kærlig og fantastisk opvækst! Og han er fra '58!

Er virkelig ked af at sige det, men tror som sagt, at det INTET har med tiden at gøre...

Du får lige et knus med på vejen

Ved ikke helt om man kan sige at sådan var den tid. Tror det afhænger en hel del af hvordan vores forældre har haft det.

Jeg er fra 83, så regner med jeg hører indunder start 80'erne

Der har ikke rigtig været nogen regler for mig, har fået en meget fri opdragelse med frihed under ansvar og det har fungeret rigtig godt (synes jeg i hvert fald selv ) og regner med at mine børn skal opdrages nogenunde ligesådan.

Jeg kan dog ikke erindre nogen kys, knus og kram. Men dem er der heller ikke noget af nu, sådan gør man bare ikke i min familie. Eller jo det gør man hos min far og hans kone, men man gør ikke hos min mor og hendes mand. 
Mine børn får masser af kys, knus og kram hver dag, men det betyder ikke at jeg elsker mine børn mere end min mor elsker mig, hvis du forstår.

DEt med at blive spurgt til sin dag og sådan, det blev jeg næsten spurgt om hverdag og havde jeg brug for hjæp til lektierne kunne både min mor eller hendes mand hjælpe.

Jeg ved at en del af det jeg måske mangler af kærlig omsorg fra min mor, det bunder i hendes ikke alt for fantastiske barndom. Vi fik alt afvide for ca 5 år siden og nu forstår man en masse ting bedre. Så når jeg sidder og tænker tilbage på min barndom nui, så mener jeg ikke jeg manglede noget.