Hvad fanden bilder folk sig ind

Anonym skriver:

Nogle burde bare lukke deres dertil indrettede........

Sagen er den at jeg står til pension, da jeg ikke kan klare et alm arbejde, selvom jeg gerne ville. Samtidig har jeg haft 2 hårde graviditeter, med bla svangerskabsforgiftning, til slut, men ikke værre end mange andre, hvor jeg vil mene det Er meget normalt og en del af det at være gravid, som kvalme de første 4 mdr, mild grad af bækkenløsning osv. Intet som har gjort noget til hindre for at være en god mor

Har altid ønsket 3-4 børn, og da jeg ikke kan realisere karrieredrømme, betyder det endnu mere at få drømmene opfyldt, om av få ønskebørnene.
Nu har nogle så udtalt, at Jeg da måtte droppe det, og tage mig sammen, tænke på mine børn og mit helbred, er så sårende, får at vide af mange hvor god en mor jeg er, fået tonsvis af ros ved sundhedsplejersken, og snakket med min læge for få dage siden, som sagde der ingen risiko var, og jeg uden problem ville kunne gennemgå 2 graviditeter mere, og klare børnene

Bliver så sur at folk bla også kommer med kommentarer om, at Jeg umuligt kan holde til børn når jeg ikke kan arbejde, eller hentyder/siger direkte jeg er en dårlig mor fordi jeg ikke arbejder. Det kan bare ikke sammenlignes

Hvad bilder folk sig ind, troede det skulle være glædeligt at se frem til flere børn, men nogle forstår da bare at ødelægge det for andre

Skal lige siges at Jeg ved jeg er en god mor, og kunne aldrig drømme om at få flere hvis jeg ikke havde overskud til at give dem alt de fortjener og en god barndom, ej heller hvis mit helbred kunne blive i fare, eller det ville skade mig eller babyen. Er trods alt ansvarlig, netop også derfor jeg rådførte mig ved lægen for en sikkerheds skyld

Kan man ikke bare holde kæft hvis man ikke har noget godt at sige og blande sig udenom

Jeg kender det godt

Det er som om at hvis man ikke er i stand til at arbejde så kan man heller ikke tage vare på sine børn.

Jeg lider at OCD, og min tilstand er meget stresspåvirket, og da jeg meget let bliver stresset (især i et arbejdsmiljø) er jeg på nuværende tidspunkt langtidssygmeldt, og min mand og jeg overvejer at jeg skal være hjemmegående. Når jeg nævner for folk at jeg ikke kan klare et arbejde på grund af stress og hellere vil gå hjemme med mit barn, får jeg mange skæve blikke.

HeXeri skriver:

Jeg har en lillesøster der er førtidspensionist. Kæmper i øjeblikket med næb og kløer for at få hendes 10. klasse så hun kan komme på hf. Hendes drøm er en lang videregående uddannelse, fordi hun vil bevise alle at det kan hun. Blikket i hendes øjne nogen dage er ubærligt, min smukke, tillidsfulde, intelligente søster der bare bliver mast ned under gulvbrædderne af intolerante, stupide kommentarer fra folk der alligevel ikke har fattet en flyvende fis.
Læn dig opad din familie der ved du er en god mor, et smukt menneske. Din familie kan slet ikke fungere uden din tilstedeværelse og det skal du se styrken i. Hvad fremmede mener om din situation må og skal du kunne børste af dig. Muligt de har job, men så har du sikkert noget andet, børn der er venlige og rolige i deres tilgang til livet, fordi mor er til rådighed, børn der ikke er stressede, fordi mor er til rådighed, børn der stopper op og lytter, forstår og føler, fordi deres mor har vist dem at hun altid er der for dem.
Rigtigt mange  til dig

Sikke et dejligt positivt svar !! Og hvor er det dejligt du taler positivt om din søster... Og ikke negativt.. Det fik mig da til at smile  

Dot D skriver:

Du skal glemme, hvad de siger, selvom det er træls og hårde meldinger, de kommer med... Det er svært, men for din egen skyld, lad være med at tænke på det.

Jeg taler af erfaring..... Desværre.

Jeg havde meget slem bækkenløsning ved første graviditet, var sengeliggende inden og ca et halvt år efter fødsel...

Da vores datter er omkring 1.5 - 2 år, bliver vi inviteret med i et "hoppeland" og jeg takker nej, da jeg ikke kan holde til det. Jeg får så smidt i hovedet, at det ikke er mig, der skal hoppe men pigen. Må så sige, at det stadigvæk er mig, der skal rende efter hende, og det kunne jeg stadigt ikke pga bækkenløsning. Sagde så, at hvis vi skulle gøre os forhåbninger om at få nummer to, så ville jeg ikke rende mig selv "i stykker" i et hoppeland..

Så kom kommentaren: HVORDAN KAN DU TILLADE DIG AT FÅ NUMMER TO, NÅR DU IKKE EN GANG KAN PASSE NUMMER ET!!!!!!

Dér blev jeg skisme ked af det, for jeg kunne fint passe min datter, vi prioterede måske bare andre ting end lige en tur i hoppeland. Så det var HENDES kriterie for at passe et barn, hvor vores datter tilgengæld er vildt god finmotorisk og kunne sy filthjerter og navn på puder, da hun var ikke en gang tre år...

Så (groft sagt) SKID HUL i hvad andre siger, det er dig, dit liv og dine børn, du ved bedst, hvordan de har og du selv har det...

Vi har fået nummer to, og vi får ros alle steder fra, to dejlige og velopdragne unger, der er meget dygtige, så JEG har lært ikke at høre på de dårlige kommentarer....

Jeg skal dog ikke have flere børn, da jeg fik bækkenløsning, igen i svær grad, og svangerskabsforgiftning med 43 dages indlæggelse i tilgift, så jeg KAN IKKE holde til flere børn. Så jeg nyder de to, vi har.

Men til dig...... Go for it

Det blev lidt langt, men synes du skulle have "hele" historien

Tusind tak fordi du delte, og ja det var da også noget af en kommentar du har haft fået med på vejen. Jeg har også fået at vide jeg skulle slappe af og nyde mine børn i stedet for at have så travlt. Jeg nyder bestemt mine børn, jeg ved bare hvad jeg ønsker, havde det været en bestemt udd havde jeg været ambitiøs, men er åbenbart anderledes når man ønsker sig sunde raske og dejlige børn. Er jo ikke 10 eller 15 børn vi snakker om, men maks 4, og det kræver da lidt at have de ønsker, forberedelse i form af møbelvalg, bil valg osv så man ikke skal skifte 2 år efter fordi man ikke var praktisk og fornuftig
Jeg kan heller ikke se problemet, så længe det ikke er uansvarligt, eller sætter helbred på spil. Mit har heldigvis ikke været så slemt som dit, og Så graviditet er en periode hvor nogle måneder er hårde, men bliver det hele værd. Selvom mit ønske er stort, så ved vi hvornår vi ønsker pb nr 3 men med forbehold for at ombestemme inden, hvis noget skulle tale for den retning. Jeg synes bare det Er vigtigt det er vores ønske, og vores valg og ikke alle andres

HeXeri skriver:

Jeg har en lillesøster der er førtidspensionist. Kæmper i øjeblikket med næb og kløer for at få hendes 10. klasse så hun kan komme på hf. Hendes drøm er en lang videregående uddannelse, fordi hun vil bevise alle at det kan hun. Blikket i hendes øjne nogen dage er ubærligt, min smukke, tillidsfulde, intelligente søster der bare bliver mast ned under gulvbrædderne af intolerante, stupide kommentarer fra folk der alligevel ikke har fattet en flyvende fis.
Læn dig opad din familie der ved du er en god mor, et smukt menneske. Din familie kan slet ikke fungere uden din tilstedeværelse og det skal du se styrken i. Hvad fremmede mener om din situation må og skal du kunne børste af dig. Muligt de har job, men så har du sikkert noget andet, børn der er venlige og rolige i deres tilgang til livet, fordi mor er til rådighed, børn der ikke er stressede, fordi mor er til rådighed, børn der stopper op og lytter, forstår og føler, fordi deres mor har vist dem at hun altid er der for dem.
Rigtigt mange  til dig

Er helt enig
Flot af din søster. Det er ikke altid nemt, og har taget mig lang tid at overvinde at Jeg aldrig får drømmejobbet eller noget der ligner de jobs jeg ville, har knoklet og kæmpet mange år, hvor folk også havde kommentarer, og til sidst måtte jeg sige stop, nægtede at ende mine dage udslidt inden jeg var 30 fordi jeg knoklede på og måtte indre realiteter. Det var hårdt men mit liv og helbred var bare ikke det værd, da min arbejdsevne blev mindre og mindre og nu hvor jeg går hjemme kan jeg holde alt på fornuftigt plan, kan hvile og styre mine arbejdsopgaver hjemme i rigtig tempo og tage hvil hvis jeg får brug for det. Gælder om at få det bedste ud af livet og har indset arbejde ikke er alt, hvis det i sidste ende koster en alt

tithi skriver:

Jeg kender det godt

Det er som om at hvis man ikke er i stand til at arbejde så kan man heller ikke tage vare på sine børn.

Jeg lider at OCD, og min tilstand er meget stresspåvirket, og da jeg meget let bliver stresset (især i et arbejdsmiljø) er jeg på nuværende tidspunkt langtidssygmeldt, og min mand og jeg overvejer at jeg skal være hjemmegående. Når jeg nævner for folk at jeg ikke kan klare et arbejde på grund af stress og hellere vil gå hjemme med mit barn, får jeg mange skæve blikke.

Ja må indrømme at der er stor forskel på arbejde og være hjemme med børn

Man Kan sagtens være en fantastisk mor selvom man ikke kan klare et alm arbejde
Kan huske en fra fagforeningen under min graviditet påpegede, at Jeg skulle huske, når jeg skulle arbejdsprøves at alle normale jo havde børn og arbejde og ikke fik mindre arbejdsevne, jo men nogle vælger at gå ned i tid eller blive hjemmegående, samtidig nægtede jeg at knokle på, da jeg ville finde realistisk arbejdsevne og ikke ødelægge mig selv nu hvor jeg skulle være mor, ville gerne være der for mine børn fremfor at ødelægge mit helbred, ville jeg ikke være med til længere, og indså at uanset hvor meget jeg arbejdede, ændrede det intet, gjorde det kun værre, havde alt for længe lyttet og håbet at folk havde ret, når de sagde jeg bare skulle tage mig sammen

AalborgPigen skriver:

Sikke et dejligt positivt svar !! Og hvor er det dejligt du taler positivt om din søster... Og ikke negativt.. Det fik mig da til at smile  

 Ikke sikker på jeg forstår?

HeXeri skriver:

 Ikke sikker på jeg forstår?

Jeg syntes bare dit svar var dejligt postivt Svært at forklare åbenbart..