Er du okay?

Musse21 skriver:

NEJ det er jeg bestemt ikke  Min søde lillebror er lige blevet far og er rigtig glad på deres vegne..

 

Men da de ringede og fortalte at nu gik fødslen igang  fik jeg en knude i maven og kunne stille mig til at tude med det samme. Og står nu her bag efter han er født og har rigtig svært ved at skulle om at se ham.De ved selvfølgelig ikke jeg har det sådan...

 

Men er der andre der har prøvet noget linene som kan give nogle råd? Hvordan takler jeg det bedst?

 

åhhh.. det er en svær situation at stå i det der... Min bror og hans kone blev gravide sammentidig med mig.. Jeg var vidst et par dage længere i termin end hun var. Jeg tabte mit foster for 4 gang, vi havde lige nået at glæde os. 

Så det var en rigtig hård tid for mig at se dem være gravide (de tog rigtig meget hensyn til mig). 

Men efter jeg har fået et dejligt forhold til min dejlige nevø, og tænker på det somom jeg ikke har mistet noget, men fået et lille nyt familie medlem hjælper det lidt. Selvom jeg selv kunne være mor til en lille størrelse som ham. 

Men det er hård, og det tager noget tid at bearbejde.. Jeg håber snart det lykkes for jer 

Jeg blev gravid første gang tilbage i aug 2010 efter 8 mdrs forsøg - og vi var simpelthen så lykkelige. 2 mdr efter får jeg et opkald fra min bedste veninde at hun også er blevet gravid. Vi er glade for at vi har hinanden og følges med gennem graviditeten og alt er bare skønt  

Mennn i nov. 3 dage før jeg skal til NF begynder jeg at bløde - bliver vildt bange, men har også hørt at det ikke behøver at have en betydning. Dagen efter kommer jeg til undersøgelse på sygehuset, hvor det desværre viser sig at den lille spire er gået til grunde omkring uge 7 - får derefter piller med hjem til MA, da jeg ikke ville have det fjernet kirugisk.

Alt forløber fint - abortere som jeg skal.

Men hold op hvor var det hårdt lang tid efter at følge min venindes graviditet. Det berøre mig stdig den dag i dag, når jeg kigger på hendes dejlige lille datter - at vide jeg kunne have haft en der var på hendes alder. Min veninde har dog også været rigtig god til at være der for mig og har sagtens kunne forstå at jeg har haft det svært, da vi har talt meget åbent omkring det.

Efter SA har vi prøvet i 1 ½ år og var ved at opgive håbet - men nu er jeg iflg egen beregning 7+0 og vi krydser alt hvad vi har for at det lykkes denne gang.

Men kan sagtens sætte mig ind i hvor svært det er men en dag lykkes det også for dig.

Musse21 skriver:

NEJ det er jeg bestemt ikke  Min søde lillebror er lige blevet far og er rigtig glad på deres vegne..

 

Men da de ringede og fortalte at nu gik fødslen igang  fik jeg en knude i maven og kunne stille mig til at tude med det samme. Og står nu her bag efter han er født og har rigtig svært ved at skulle om at se ham.De ved selvfølgelig ikke jeg har det sådan...

 

Men er der andre der har prøvet noget linene som kan give nogle råd? Hvordan takler jeg det bedst?

 

det er bare ikke sjovt at ens familie bliver gravide og får børn, mens man er i behandling.

Ved de at I er i behandling??

Hvis de ikke ved at I forsøger at blive gravide, så kan det jo være svært for dem at forstå din manglende glæde. Da jeg blev moster for første gang var det pisse hårdt, jeg var selvfølgelig glad på deres vegne, men total ked af det på samme tid. Så forstår sgu godt at du kan tude over det, håber det er blevet lidt bedre her et par dage efter. Har du set ham??

Kan desuden fortælle, at da min søster fortalte at de var gravide, ved at vise et scanningsbillede var min regation at udbryde: "det er snyd" og gå ud af stuen stortudende. Sidder sgu her 2 år efter og tuder igen ved at tænke på det Og er selv blevet mor i mellemtiden.

Så et kæmpe kram fra en som har prøvet det samme. Fortæl dem hvordan du føler, hvis du ikke har sagt det, så er jeg sikker på at de vil forstå dig.