Jeg er en pylder mor :-/

Min kæreste og jeg er flyttet sammen. Han har ingen børn og jeg har en datter på 9 år. Jeg har de sidste 7 år været alene med min datter og jeg har nok været lidt overbeskyttende. Det har jeg selv kæmpet meget med, da jeg ikke vil gøre min datter skrøbelig. Men men men det har vist ikke helt lykkes mig. Hun siger av ved det mindste og er lidt (eller meget) pyldret. I går var vi alle tre ude i haven og lege. Men det sluttede brat da min datter blev ved med at pyldre og så hjalp det jo slet ikke, at jeg var over hende. Men hvordan pokker får jeg den pyldre-mor rolle af mig? Jeg kunne se med det samme, at jeg kun ynkede hende frem for at styrke hende. Nøj hvor kan jeg bare se alle mine fejl som mor nu hvor jeg ikke længere er alene og ikke kan skjule mine ”fejl”

Nogen ideer til hvordan man lægger pylder mor rollen fra sig??

Jeg er lige det modsatte (næsten, hi hi) jeg siger: op igen, nej, det skete der ikke noget ved, prøv igen, så går det anderledes næste gang. Det hele sagt med et smil på læben, for hvis hun ser i dine øjne, at du synes, det er synd for hende, så kan jeg love dig, at hun helt sikkert pyldre videre..

Så prøv at sige: Kom igen.... Det virker ofte hjemme hos os. Du kunne også være hudløs ærlig overfor din kæreste, fortæl ham hvordan du har det, og lad ham hjælpe dig, det er ikke alt, man SKAL klare alene

Held og lykke med det

Hvad med nogen bøger om hvordan man styrker børns selvtillid og selvværd? Og så nogen oplevelsesture hvor i skal prøve forskellige lidt hårde ting (tænker klatring eller overlevelsesture i skoven, vrandring o.lign og hun kan se 1 at hun kan godt selv og 2 kan se at hun kan stole på at i er der for hende og støtter hende i at klare sig selv ? Hvis i er ude på sådan en tur kan du jo ikke bare pakke hende ned i lommen og pylre.

Min mor var selv alene med os søstre i mange år før der kom en mand ind i hendes/vores liv, og jeg vil sige det har gavnet os rigtig meget at vi ikke bare blev pylrede om og forkælede men også kom ud og oplevede at vi faktisk kunne en hel masse selv, helt uden vi vidste det (også selv om vi var meget modvillige i starten) Vi gik fra at være lidt skrøbelige og usikre i starten til at 'HEY jeg kan bare det her!' Og det var sku fedt, tænker stadig tilbage på de oplevelser som noget superskønt og givende.

Kæresten og jeg har snakket om at jeg engang i mellem lige skal bide mig i tungen frem for at sige "av ja det så ud til at gøre ondt" Jeg er bundløs ærlig overfor ham og føler jeg har svigtet min lille pige big time på dette område. Jeg vil så gerne styrke hende og det er han heldigvis god til. Vi har været på skiferie sammen og der var han bare rigtig god til at skubbe til min datters grænser og jeg holdt mig laaaangt væk fra dem. Med det resultat at hun på 4. dagen selv kunne klar både grønne og røde pister

Anonym skriver:

Min kæreste og jeg er flyttet sammen. Han har ingen børn og jeg har en datter på 9 år. Jeg har de sidste 7 år været alene med min datter og jeg har nok været lidt overbeskyttende. Det har jeg selv kæmpet meget med, da jeg ikke vil gøre min datter skrøbelig. Men men men det har vist ikke helt lykkes mig. Hun siger av ved det mindste og er lidt (eller meget) pyldret. I går var vi alle tre ude i haven og lege. Men det sluttede brat da min datter blev ved med at pyldre og så hjalp det jo slet ikke, at jeg var over hende. Men hvordan pokker får jeg den pyldre-mor rolle af mig? Jeg kunne se med det samme, at jeg kun ynkede hende frem for at styrke hende. Nøj hvor kan jeg bare se alle mine fejl som mor nu hvor jeg ikke længere er alene og ikke kan skjule mine ”fejl”

Min mand plejer at sige: bløder det? Nej? så gør det ikke ondt. Med mindre man virkelig så dem slå sig hårdt på noget.

Jeg var selv meget pylret som barn - og min far støttede virkelig op om det. Hvis det gjorde ondt nok fik man både chokolade og alt muligt. Gæt hvem som slider med en stærk tendens til at trøstespise i dag....?

(Min mor var lidt mere realist....men hun gik jo ikke imod ham, når han mente, at dette var ilde.)

Jeg synes virkelig, at det er flot, at du selv er opmærksom på det og forsøger at arbejde for at gøre noget med det. For så er løbet ikke kørt endnu for din pige. Det er ikke så let at ændre sine egne reaktionsmønstre så det er dejligt, at din kæreste er med på det, så du slipper for at stå helt alene med det.

Jeg tror, det er meget vigtigt, at du/I ikke "gør nar" af hende. F eks "Sådan en stor pige piver vel ikke for så lidt?" - den slags bryder mere ned end det bygger op, selvom det bliver sagt i den bedste mening.

Og så forsøg at bremse din første impuls til at komme løbende med det samme. Tæl roligt til 30. Hvis hun kommer til dig, så snak selvfølgelig med hende, men hvis du kommer med samme, hun pyldrer over en lille ting, så sender du også et signal om, at dette er farligt og noget stort.

 

Ciss skriver:

Jeg var selv meget pylret som barn - og min far støttede virkelig op om det. Hvis det gjorde ondt nok fik man både chokolade og alt muligt. Gæt hvem som slider med en stærk tendens til at trøstespise i dag....?

(Min mor var lidt mere realist....men hun gik jo ikke imod ham, når han mente, at dette var ilde.)

Jeg synes virkelig, at det er flot, at du selv er opmærksom på det og forsøger at arbejde for at gøre noget med det. For så er løbet ikke kørt endnu for din pige. Det er ikke så let at ændre sine egne reaktionsmønstre så det er dejligt, at din kæreste er med på det, så du slipper for at stå helt alene med det.

Jeg tror, det er meget vigtigt, at du/I ikke "gør nar" af hende. F eks "Sådan en stor pige piver vel ikke for så lidt?" - den slags bryder mere ned end det bygger op, selvom det bliver sagt i den bedste mening.

Og så forsøg at bremse din første impuls til at komme løbende med det samme. Tæl roligt til 30. Hvis hun kommer til dig, så snak selvfølgelig med hende, men hvis du kommer med samme, hun pyldrer over en lille ting, så sender du også et signal om, at dette er farligt og noget stort.

 

Noget som jeg faktisk ikke gør er at komme rendende, for hvis hun har slået sig sådan for alvor ved jeg hun nok skal komme hen til mig. Det er mere når jeg selv står og ser på, for så synes jeg jo også at det ser ud til at gøre ondt, men kan godt følge min kæreste, at man f.eks. har meget svært ved at slå sig på en trampolin (med mindre man vrider om, eller lander uheldigt, hvilket ikke var tilfældet) Og jeg tror det er den overforsigtighed jeg udviser når jeg står som tilskuer der ligger sig i hende og øv det er jeg ked af. Så nyder bare når hun og min kæreste er ude og lege på trampolinen også selv om det kan gå lidt vildt for sig - i forholdt til hvad jeg synes, nok egentlig ikke i forhold til hvad min datter synes. Og så er det jo bare skønt at se som hun putter sig ovenpå ham når de lige holder en pause og ligger og snakker

Men ja jeg er meget opmærksom på det, men for pokker det gør ondt at se og vide at man et eller andet sted har fejlet :/

Anonym skriver:

Noget som jeg faktisk ikke gør er at komme rendende, for hvis hun har slået sig sådan for alvor ved jeg hun nok skal komme hen til mig. Det er mere når jeg selv står og ser på, for så synes jeg jo også at det ser ud til at gøre ondt, men kan godt følge min kæreste, at man f.eks. har meget svært ved at slå sig på en trampolin (med mindre man vrider om, eller lander uheldigt, hvilket ikke var tilfældet) Og jeg tror det er den overforsigtighed jeg udviser når jeg står som tilskuer der ligger sig i hende og øv det er jeg ked af. Så nyder bare når hun og min kæreste er ude og lege på trampolinen også selv om det kan gå lidt vildt for sig - i forholdt til hvad jeg synes, nok egentlig ikke i forhold til hvad min datter synes. Og så er det jo bare skønt at se som hun putter sig ovenpå ham når de lige holder en pause og ligger og snakker

Men ja jeg er meget opmærksom på det, men for pokker det gør ondt at se og vide at man et eller andet sted har fejlet :/

Altså - så er det jo nok ikke værre. Og at du er obs på det nu, er jo fantastisk - du kan stadig nå at rette op!

Anyway, nu har jeg jo kun en bette fis på 8 mdr - jeg er meget obs på ikke at være pyller. Også når han slår sig... Han får lov at pive nogen minutter, og når så jeg ved at den værste smerte/forskrækkelse har lagt sig siger jeg "så så, jaja - så var det vist heller ikke værre" og så holder han op næsten med det samme...

Men nu er jeg også sådan en der lader mit barn nyde en lækker salat af græs og mælkebøtter ude i haven... Han får lov at udforske verden, nogen gange smager den grimt, andre gange godt, nogen gange slår man sig, og andre gange finder man ud af at mosset i græsplænen er dejligt at røre ved... 

Jeg synes der er stor forskel på de ting i siger her i debatten, for et er at være pylleret, noget andet er, at sige til at barn der er faldet, at så slemt er det heller ikke...... Hvis det er alternativet til at være pylleret, så vil jeg virkelig hellere pylre om mit barn.

Hvis min datter falder, så afventer jeg hendes reaktion. Jeg flyver ikke hen til hende, men jeg ser, hvad hun selv siger. Hvis min datter siger det gøre ondt og græder, ja så tror jeg da selvfølgelig på mit barn. Jeg siger til hende, at det kan jeg godt se på hende, og som regel skal der ikke mere end en det til, og et lille pust fra en mors magiske ånde

Jeg ville aldrig sige til mit barn, at så slemt er det heller ikke, for min datter er et selvstændig individ, der har ret til at føle som hun gør, det gør hende ikke pylleret. Men jeg har et barn, der er meget omsorgsfuldt overfor andre, for det er hvad hun ser at jeg også er overfor hende.

Man kan sagtens anerkende sit barn uden at det gør dem pylleret