Jeg kan ikke tage skridtet og gå :(

Bare lige kort. Nogengange kan man godt finde kærligheden igen. Men det kræver at man minder sig selv om de følelser man havde, da man forelskede sig. Det er normalt at ryge ned i et hul af og til og ikke lige føle noget, hvis ellers man kan mærke at man holder af ens partner.

aarhusmor skriver:

Bare lige kort. Nogengange kan man godt finde kærligheden igen. Men det kræver at man minder sig selv om de følelser man havde, da man forelskede sig. Det er normalt at ryge ned i et hul af og til og ikke lige føle noget, hvis ellers man kan mærke at man holder af ens partner.

Tak...

Vil i hvert fald kæmpe for det. Og inderligt håbe vi kan finde tilbage igen.... 

Anonym skriver:

Puha hvor er det hårdt, og jeg kæmper for, ikke at tude mens jeg skriver det her. (Mest fordi manden sidder ved siden af og spiller playstation, og ikke aner noget) 

Det er nu ikke fordi jeg vil være anonym for jer herinde, tværtimod, for jeg ved man får mere respons/gode råd hvis man ikke er anonym, men jeg tør simpelthen ikke risikerer at nogle i familien falder over mit navn og denne tråd kædet sammen. Ikke endnu....

Ja følelserne er væk. For mit vedkomne. Jeg har længe bildt mig ind at det nok skyldes stress og arbejde og økonomi og bla bla bla. Og at det nok skulle blive bedre. 

Men jeg er sgu begyndt at tvivle. Og jeg kan næste græde hver eneste dag over jeg savner savner savner, den der følelse som bare burde være der.... 

Jeg ved ikke om jeg kan gå. Jeg ved min mand fortjener en, som har det på samme måde han selv har det. Men jeg kan simpelthen ikke gøre det mod ham. Ved han bliver såret. 
Og tør slet ikke tænke på hvordan vi skal gøre mht. vores datter. Jeg har altid svoret jeg ikke ville have et delebarn. Jeg elsker min datter over alt på jorden, og kunne slet ikke forestille mig ikke at skulle have hende hele tiden.... 

Tro mig piger, jeg gør ikke det her for at holde min mand for nar, og tro mig, jeg ville inderligt ønske mig at følelserne bare kunne vende tilbage, så vi ikke behøvedes en skilsmisse. 
Men jeg ved ikke om det kan lade sig gøre, og jeg ved ikke hvordan.

Kan man virkelig begynde at elske en igen, som man har elsket før?

Suk  

Selvfølgelig kan man finde gnisten igen jeg tror nået parterapi ville hjælpe , så i kan lærer hinanden at kende igen . og i kan få snakket tingene igennem og finde kærligheden sammen og så han kan indse hvor i er på vej hen ad .. 

Babyklar skriver:

Selvfølgelig kan man finde gnisten igen jeg tror nået parterapi ville hjælpe , så i kan lærer hinanden at kende igen . og i kan få snakket tingene igennem og finde kærligheden sammen og så han kan indse hvor i er på vej hen ad .. 

Tusind tak 

Tror også det bliver parterapi.... Jeg skulle også bare selv sluge kamelen om at parterapi måske var nødvendigt.....

Hej,

Jeg synes det er en sørgelig situation du står i, men det er mit indtryk, at det nærmest er en folkeepidemi! Samfundet forventer så meget af os (kvinder især, på nogle måder) - vi skal det hele (uddannelse, karriere, børn, passe hjemmet, venskaber, øvrig familie, hobbyer, sport osv osv). JA man kan drukne i det!!! Især hvis man ikke har været opmærksom i opløbet og gjort noget for at holde tingene ved lige.

Hvor gammel er jeres datter?

For hendes skyld synes jeg helt klart også, at I skal kæmpe  Og det er dejligt at se, at du i din frustration stadig har lysten til at kæmpe. Godt! 

Jeg har hørt om flere par, der siger at de 1 weekend om måneden får passet børnene og ikke laver nogen planer med andre. Så står den på kæreste-weekend! Og selvom man er et sted i forholdet, hvor gnisterne ikke flyver, så er det vigtigt at prioritere den tid til at snakke sammen og se hinanden i øjnene. Når vores lille datter (nu snart 5 mdr.) bliver lige et par måneder ældre, kan vi begynde at få hende passet herhjemme en nat eller to og så tager vi væk sammen. Vores store dreng tager gerne på weekend hos en af sine mange bedsteforældre (fordelen for min mand og jeg, der begge er skilsmissebørn). Vi er meget opmærksomme på at pleje forholdet løbende.... for det drukner også her med 2 små børn på hhv. 3 år og 4mdr. Barsel, 2 uddannelser, dyr husleje, gæld, madplaner, rengøring  og tusindvis af hobbyer (virker det nogle gange som om). 

Jeg er sikker på at alle forhold har perioder, hvor gnisten ikke er der. Prøv at tænk på dem, der har været gift i 50 år... der MÅ have været nogle sløve år. Måske kan man lige spørge sig selv hvad man egentlig forventer at et ægteskab er (!!??) Jeg tror ikke at det er muligt for nogen (måske nogle få) at være konstant forelsket hele livet.... Men ægteskab er jo så meget mere!!! Det er fællesskab, venskab, erotik, oplevelser... at stå til sidst og have hinanden at se tilbage med. 

Jeg siger selvfølgelig ikke, at man skal blive sammen for enhver pris  MEN... hvad ville blive bedre i dit liv ved at I gik fra hinanden? Hvad ville blive bedre, hvis I blev sammen og gjorde noget aktivt for at finde hinanden? Det er måske nogle spørgsmål du kan stille dig selv, for ligesom at måle/føle hvor du egentlig står.

Jeg håber det kunne bruges bare lidt, Rigtig meget held og lykke til jer Jeg håber det lykkes at genfinde gnisten! 

Anonym skriver:

Tusind tak 

Tror også det bliver parterapi.... Jeg skulle også bare selv sluge kamelen om at parterapi måske var nødvendigt.....

Klart .. Men ikk se det som et nederlag men en styrke du erkender livet frem for bare at nøjes..

BettyBoop skriver:

Hej,

Jeg synes det er en sørgelig situation du står i, men det er mit indtryk, at det nærmest er en folkeepidemi! Samfundet forventer så meget af os (kvinder især, på nogle måder) - vi skal det hele (uddannelse, karriere, børn, passe hjemmet, venskaber, øvrig familie, hobbyer, sport osv osv). JA man kan drukne i det!!! Især hvis man ikke har været opmærksom i opløbet og gjort noget for at holde tingene ved lige.

Hvor gammel er jeres datter?

For hendes skyld synes jeg helt klart også, at I skal kæmpe  Og det er dejligt at se, at du i din frustration stadig har lysten til at kæmpe. Godt! 

Jeg har hørt om flere par, der siger at de 1 weekend om måneden får passet børnene og ikke laver nogen planer med andre. Så står den på kæreste-weekend! Og selvom man er et sted i forholdet, hvor gnisterne ikke flyver, så er det vigtigt at prioritere den tid til at snakke sammen og se hinanden i øjnene. Når vores lille datter (nu snart 5 mdr.) bliver lige et par måneder ældre, kan vi begynde at få hende passet herhjemme en nat eller to og så tager vi væk sammen. Vores store dreng tager gerne på weekend hos en af sine mange bedsteforældre (fordelen for min mand og jeg, der begge er skilsmissebørn). Vi er meget opmærksomme på at pleje forholdet løbende.... for det drukner også her med 2 små børn på hhv. 3 år og 4mdr. Barsel, 2 uddannelser, dyr husleje, gæld, madplaner, rengøring  og tusindvis af hobbyer (virker det nogle gange som om). 

Jeg er sikker på at alle forhold har perioder, hvor gnisten ikke er der. Prøv at tænk på dem, der har været gift i 50 år... der MÅ have været nogle sløve år. Måske kan man lige spørge sig selv hvad man egentlig forventer at et ægteskab er (!!??) Jeg tror ikke at det er muligt for nogen (måske nogle få) at være konstant forelsket hele livet.... Men ægteskab er jo så meget mere!!! Det er fællesskab, venskab, erotik, oplevelser... at stå til sidst og have hinanden at se tilbage med. 

Jeg siger selvfølgelig ikke, at man skal blive sammen for enhver pris  MEN... hvad ville blive bedre i dit liv ved at I gik fra hinanden? Hvad ville blive bedre, hvis I blev sammen og gjorde noget aktivt for at finde hinanden? Det er måske nogle spørgsmål du kan stille dig selv, for ligesom at måle/føle hvor du egentlig står.

Jeg håber det kunne bruges bare lidt, Rigtig meget held og lykke til jer Jeg håber det lykkes at genfinde gnisten! 

Tusind tak fordi du tog dig tiden til at skrive så langt og godt et svar 

Der er selvfølgelig også flere omstændigheder der er med til at gøre det "lettere" for os at ende i det dumme hul  
Og så tror jeg bare slet ikke vi har været opmærksomme på at man rent faktisk skulle arbejde for et forhold/ægteskab.

Vores datter er knap to år. Og ønsker ikke mere i hele verden end at hun har to lykkelige forældre.

Det med en kæreste weekend om måneden lyder som en rigtig god idé  Det er jeg sikker på vi må afprøve herhjemme.  

Jeg tror også det bliver værre/mere tydeligt når man ser en masse par omkring en som nærmest er kvalmende lykkelige (forstå mig ret) at jeg selv tænker, "hvorfor har vi det ikke sådan?" Og jeg ønsker virkelig vi får det sådan igen...... 

Hej igen 

Jeg ville bare høre hvordan det går med forholdet?

Jeg har ikke været så meget online på baby.dk ... så jeg så lige dit svar på mit indlæg nu og tænkte på om der er sket noget siden?

Kh 

BettyBoop skriver:

Hej igen 

Jeg ville bare høre hvordan det går med forholdet?

Jeg har ikke været så meget online på baby.dk ... så jeg så lige dit svar på mit indlæg nu og tænkte på om der er sket noget siden?

Kh 

Anonym skriver:

Puha hvor er det hårdt, og jeg kæmper for, ikke at tude mens jeg skriver det her. (Mest fordi manden sidder ved siden af og spiller playstation, og ikke aner noget) 

Det er nu ikke fordi jeg vil være anonym for jer herinde, tværtimod, for jeg ved man får mere respons/gode råd hvis man ikke er anonym, men jeg tør simpelthen ikke risikerer at nogle i familien falder over mit navn og denne tråd kædet sammen. Ikke endnu....

Ja følelserne er væk. For mit vedkomne. Jeg har længe bildt mig ind at det nok skyldes stress og arbejde og økonomi og bla bla bla. Og at det nok skulle blive bedre. 

Men jeg er sgu begyndt at tvivle. Og jeg kan næste græde hver eneste dag over jeg savner savner savner, den der følelse som bare burde være der.... 

Jeg ved ikke om jeg kan gå. Jeg ved min mand fortjener en, som har det på samme måde han selv har det. Men jeg kan simpelthen ikke gøre det mod ham. Ved han bliver såret. 
Og tør slet ikke tænke på hvordan vi skal gøre mht. vores datter. Jeg har altid svoret jeg ikke ville have et delebarn. Jeg elsker min datter over alt på jorden, og kunne slet ikke forestille mig ikke at skulle have hende hele tiden.... 

Tro mig piger, jeg gør ikke det her for at holde min mand for nar, og tro mig, jeg ville inderligt ønske mig at følelserne bare kunne vende tilbage, så vi ikke behøvedes en skilsmisse. 
Men jeg ved ikke om det kan lade sig gøre, og jeg ved ikke hvordan.

Kan man virkelig begynde at elske en igen, som man har elsket før?

Suk  

Jeg må ærligt indrømme jeg sidder lidt og tænker hvis det er så svært at sluge at man skal gå i parterapi, hvorfor sætter i jer så ikke bare ned og tager jer en god laaaaaaaaaaaaang snak og ikke stopper før alt er sagt, når alt så er sagt forsøger i at finde en løsning på problemerne i fællesskab og de løsninger synes jeg ikke skal komme fra nettet/veninder men fra jer to selv, så i føler det er noget i har valgt at gøre sammen og ikke bare har valgt fordi det var den løsning andre sagde. Måske en lidt mærklig kommentar men sidder bare og tænker det virker lidt som om det kun er dit problem og dig der skal finde løsningen, men der skal jo to til et parforhold og så løser man det da i fællesskab, bare min tanke.