Puha hvor er det hårdt, og jeg kæmper for, ikke at tude mens jeg skriver det her. (Mest fordi manden sidder ved siden af og spiller playstation, og ikke aner noget)
Det er nu ikke fordi jeg vil være anonym for jer herinde, tværtimod, for jeg ved man får mere respons/gode råd hvis man ikke er anonym, men jeg tør simpelthen ikke risikerer at nogle i familien falder over mit navn og denne tråd kædet sammen. Ikke endnu....
Ja følelserne er væk. For mit vedkomne. Jeg har længe bildt mig ind at det nok skyldes stress og arbejde og økonomi og bla bla bla. Og at det nok skulle blive bedre.
Men jeg er sgu begyndt at tvivle. Og jeg kan næste græde hver eneste dag over jeg savner savner savner, den der følelse som bare burde være der.... 
Jeg ved ikke om jeg kan gå. Jeg ved min mand fortjener en, som har det på samme måde han selv har det. Men jeg kan simpelthen ikke gøre det mod ham. Ved han bliver såret.
Og tør slet ikke tænke på hvordan vi skal gøre mht. vores datter. Jeg har altid svoret jeg ikke ville have et delebarn. Jeg elsker min datter over alt på jorden, og kunne slet ikke forestille mig ikke at skulle have hende hele tiden....
Tro mig piger, jeg gør ikke det her for at holde min mand for nar, og tro mig, jeg ville inderligt ønske mig at følelserne bare kunne vende tilbage, så vi ikke behøvedes en skilsmisse.
Men jeg ved ikke om det kan lade sig gøre, og jeg ved ikke hvordan.
Kan man virkelig begynde at elske en igen, som man har elsket før?
Suk
Anmeld
