Hvornår pokker kommer jeg over mit aks!!??

Jeg er ikke så aktiv herinde mht. at skrive men jeg læser med hver evig eneste dag.

Nå, men sagen er den at jeg d. 27/9-11 blev mor til en dejlig pige  Men desværre ved aks  

Selvom hun nu er 7 mdr. gammel så er jeg ikke kommet mig over at jeg fik kejsersnit på det psykiske plan....jeg er meget ked af at det endte sådan. Jeg fik ovenikøbet fuld narkose da epien ikke virkede som den skulle og jeg kunne mærke at de begyndte at skære i mig. Jeg prøvede virkelig at holde smerten ud for ville ikke gå glip af når min datter kom ud, men ak og nej....jeg blev lagt i fuld narkose  

Jeg havde hele min graviditet det rigtig godt og nemt. Ingen gener overhovedet så jeg skænkede jo ikke det en tanke at risikoen for at fødslen kunne ende med aks. Jeg regnede jo med at jeg skulle føde ganske normalt. Derfor kom det jo som et stort chock for mig da jeg fik at vide at hun skulle ud med aks.

Den dag i dag når jeg hører eller læser om kvinder der føder helt normalt bliver jeg trist og misundelig og føler virkelig at jeg er blevet snydt for min datter's ankomst her i livet. Jeg fik ikke lov til at høre hendes første skrig, være den første til at holde hende og se moderkagen som hun havde lagt i. Jeg hører tit at det er simpelthen den bedste oplevelse i livet at føde sit barn og jeg føler ikke at jeg har født min datter. Hun er faktisk blevet opereret ud. Jeg kan også begynde at græde når jeg hører om andre der har født ganske normalt for det skulle jo have været mig!!!

Jeg har faktisk ikke lyst til at høre om andres fødsler da jeg bliver så miundelig og ikke rigtig kan blive glad på deres vegne.

Hvad pokker gør jeg så jeg kan se det som noget positivt istedet for?? Det skal lige siges at min datter er fuldstændig sund og rask selvom hun blev taget med ks.

Jeg fik selv aks i februar, men dog kun med epi blokade.

Jeg har en datter, som jeg selv fødte uden problemer, så jeg havde heller ikke skænket en tanke, at min fødsel kunne ende i et kejsersnit.

Min søn er nu 11 uger, men når jeg tænker på "fødslen" (som der jo ikke var), føler jeg mig også lidt snydt, og jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal kalde hans ankomst til verden.

Jeg gav mig selv lov til at føle, som jeg gjorde og på den måde bearbejde det, at jeg ikke selv fik lov til at føde ham.

I dag fylder det ikke så meget, og når jeg tænker på det, påminder jeg altid mig selv, at det vigtigste jo er, at han var/er sund og rask.

Jeg håber, du får det bedre med forløbet, men måske var det en ide at vende det med din Sp? Det gjorde jeg, og det hjalp

Knus og tanker

PT skriver:

Jeg fik selv aks i februar, men dog kun med epi blokade.

Jeg har en datter, som jeg selv fødte uden problemer, så jeg havde heller ikke skænket en tanke, at min fødsel kunne ende i et kejsersnit.

Min søn er nu 11 uger, men når jeg tænker på "fødslen" (som der jo ikke var), føler jeg mig også lidt snydt, og jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal kalde hans ankomst til verden.

Jeg gav mig selv lov til at føle, som jeg gjorde og på den måde bearbejde det, at jeg ikke selv fik lov til at føde ham.

I dag fylder det ikke så meget, og når jeg tænker på det, påminder jeg altid mig selv, at det vigtigste jo er, at han var/er sund og rask.

Jeg håber, du får det bedre med forløbet, men måske var det en ide at vende det med din Sp? Det gjorde jeg, og det hjalp

Knus og tanker

Det kunne selvfølgelig være en mulighed at snakke med vores sp. om det, men vi er ikke helt begejstrede for hende så har ikke lyst til at snakke med hende om det desværre....

Er der ikke andre der har noget at sige?? Komme med opmuntring til mig??

Omsorgsgiver skriver:

Er der ikke andre der har noget at sige?? Komme med opmuntring til mig??

Jeg ved ikke om jeg kan muntre dig op, men vil da gerne tale mine tanker om det du skriver.

For som jeg læser det ville du have en fødsel for hver en pris og jeg synes måske der er en tendens til at glemme at et kejsersnit ikke bliver gjort mod dig. Men for at få baby ud så sikkert og hurtigt som muligt.

Havde du fået din vilje, ved du ikke hvad der var sket. Du må stole på at lægevidenskaben ikke har set sig sur på dig og straffer dig med et kejsersnit.

Hellere kejsersnit og en rask baby, end en mor der har fået lov til at føde naturligt?

Stakkels dig. 

Det lyder virkelig heller ikke rart. 

Har du har en efterfølgende fødselssamtale? Synes du skal henvende dug til dit fødested eller sundhedsplejersken. Du skal i hvert tilfælde have talt ud om alle dine følelser. Kan godt forstå dig

Omsorgsgiver skriver:

Jeg er ikke så aktiv herinde mht. at skrive men jeg læser med hver evig eneste dag.

Nå, men sagen er den at jeg d. 27/9-11 blev mor til en dejlig pige  Men desværre ved aks  

Selvom hun nu er 7 mdr. gammel så er jeg ikke kommet mig over at jeg fik kejsersnit på det psykiske plan....jeg er meget ked af at det endte sådan. Jeg fik ovenikøbet fuld narkose da epien ikke virkede som den skulle og jeg kunne mærke at de begyndte at skære i mig. Jeg prøvede virkelig at holde smerten ud for ville ikke gå glip af når min datter kom ud, men ak og nej....jeg blev lagt i fuld narkose  

Jeg havde hele min graviditet det rigtig godt og nemt. Ingen gener overhovedet så jeg skænkede jo ikke det en tanke at risikoen for at fødslen kunne ende med aks. Jeg regnede jo med at jeg skulle føde ganske normalt. Derfor kom det jo som et stort chock for mig da jeg fik at vide at hun skulle ud med aks.

Den dag i dag når jeg hører eller læser om kvinder der føder helt normalt bliver jeg trist og misundelig og føler virkelig at jeg er blevet snydt for min datter's ankomst her i livet. Jeg fik ikke lov til at høre hendes første skrig, være den første til at holde hende og se moderkagen som hun havde lagt i. Jeg hører tit at det er simpelthen den bedste oplevelse i livet at føde sit barn og jeg føler ikke at jeg har født min datter. Hun er faktisk blevet opereret ud. Jeg kan også begynde at græde når jeg hører om andre der har født ganske normalt for det skulle jo have været mig!!!

Jeg har faktisk ikke lyst til at høre om andres fødsler da jeg bliver så miundelig og ikke rigtig kan blive glad på deres vegne.

Hvad pokker gør jeg så jeg kan se det som noget positivt istedet for?? Det skal lige siges at min datter er fuldstændig sund og rask selvom hun blev taget med ks.

Puha det lyder fuldstændig som min historie (det der er skrevet med rødt) ..

ved ikke hvad jeg skal sige - udover at jeg forstår dig og det er en meget voldsom oplevelse..

Du er velkommen til at skrive hvis det er ..

Nu skal jeg jo ikke bestemme hvordan du skal tænke og føle, men synes da du skal se det positive, og tænke at du har en sund og rask datter og hvis hun ikke havde kommet hurtig ud var det ikke sikkert at hun var rask.

Jeg fik også selv kejsersnit. Planlagt på tre dage. Jeg kom til undersøgelse hos JM 40+5 og hun var ikke sikker på hovedet var nedad så bliver sendt til scanning og ganske rigtigt, hovedet var opad så jeg havde som førstegangs mor ikke mulighed for at føde normalt. Jeg kan huske at jeg egentlig ikke tog det så tungt. Måske fordi jeg igennem hele graviditeten havde tænkt, at det kunne jo ende i kejsersnit. Havde også været til fødselsforberedelse hvor de også nævnte at det hele kunne ende i kejsersnit og det skulle man være forberedt på. Tror at det hjalp mig meget at jeg havde det i tankerne. Jeg ville da også gerne have født på normal vis, men når det nu ikke kunne være anderledes måtte vi jo bare glæde os til at få vores lille datter i armene og så har vi den oplevelse til gode hos vores næste barn.

Tror du skal prøve at tænke positive tanker og at du har fået dig en dejlig datter

Jonatansmor skriver:

Jeg ved ikke om jeg kan muntre dig op, men vil da gerne tale mine tanker om det du skriver.

For som jeg læser det ville du have en fødsel for hver en pris og jeg synes måske der er en tendens til at glemme at et kejsersnit ikke bliver gjort mod dig. Men for at få baby ud så sikkert og hurtigt som muligt.

Havde du fået din vilje, ved du ikke hvad der var sket. Du må stole på at lægevidenskaben ikke har set sig sur på dig og straffer dig med et kejsersnit.

Hellere kejsersnit og en rask baby, end en mor der har fået lov til at føde naturligt?

Nu må du ikke misforstå mig for selvfølgelig hvis hun var i fare så skulle hun ud med det samme. Jeg sætter ikke mit behov højere end hendes. Hellere at de laver et kejsersnit for meget end for lidt og ingen chancer tager. Det vigtigste er jo at hun var/er sund og rask og ikke hvordan jeg fødte hende.

Men det stopper alligevel ikke mine følelser omkring det.... 

LR85 skriver:

Stakkels dig. 

Det lyder virkelig heller ikke rart. 

Har du har en efterfølgende fødselssamtale? Synes du skal henvende dug til dit fødested eller sundhedsplejersken. Du skal i hvert tilfælde have talt ud om alle dine følelser. Kan godt forstå dig

Jo, en uge efter fødslen var vi til efterfødselssamtale men altså det var bare sådan noget hurtigt noget....ikke noget uddybende som sådan. Som sagt så er vi ikke så begejstrede for vores sp. så det er ikke hende jeg vil snakke med det hele om....Jeg har da også snakket med mine veninder og bekendte om det men det er/har åbenbart ikke været nok da jeg den dag idag stadig sidder med de triste følelser omkring det hele.