Irriteret over at være skuffet.

BabyHL skriver:

Ja, det er godt nok en lidt forvirrende overskrift, men her følger forklaringen..

 

Jeg er gravid 26+0, og graviditeten er helt igennem planlagt fra vores begges side

Da min kæreste og jeg fandt sammen, fortalte han mig, som noget af det allerførste, at han gerne ville have børn, og at det skulle være SNART! Det var sådan set bare op til mig, at smide pillerne..

 

Så da jeg følte tiden var inde, smed jeg p-pillerne, og bevares - jeg blev også gravid i første forsøg! Helt igennem fantastisk.

 

Jeg har altid ønsket mig en dreng (og det er det), jeg har altid ønsket mig et sommerbarn (er sat til 10/08), så alt er ellers bare perfekt.

 

Men jeg føler, at det kun er mig selv der bliver begejstret hver gang der sker noget mht maven..

 

F.eks. da sønnike sparkede første gang, hvor min kæreste kunne mærke det, var hans reaktion slet ikke som jeg havde regnet med.. Han blev da glad, men fordi at han altid har været så vild efter at få børn, og det nu endelig sker, havde jeg måske bare regnet med, at få en lidt vildere reaktion.. Det var det samme da man kunne se et spark på maven første gang.

 

Jeg var til kontrol hos lægen igår (uden kæresten), hvor jeg hørte hjertelyd for første gang. Jeg havde håbet på at Lasse måske var blevet lidt misundelig (forfærdeligt af mig - jeg ved det), men det var tilsyneladende ikke tilfældet.

 

Og det irriterer mig, at jeg bliver skuffet over det.. For jeg ved godt, at mænd er anderledes end kvinder, og jeg ved også godt, at Lasse ikke kan sætte sig ind i alle de samme ting som jeg kan, fordi at de sker i min krop, og han egentlig bare ser på.

 

Som han selv siger, så glæder han sig nok bare mere, til han rent faktisk kommer til verden. Man siger jo også at kvinden knytter sig til barnet, den dag hun finder ud af hun er gravid, og mænd knytter sig til barnet den dag det kommer til verden.

 

Jeg ved, at han glæder sig ligeså meget som mig, til at vi skal blive forældre, jeg ville bare ønske, at han jublede lidt mere over de ting der sker undervejs

 

Jeg ved egentlig ikke hvad formålet med det her indlæg er - håber bare at der er nogen der vil sige til mig, at jeg ikke er et dårligt menneske, fordi jeg tænker som jeg gør

Jeg har haft det på præcis samme måde.. men de sidste to måneder har det været kæresten der har været ellevild med at snakke til "maven/den lille" og ligge og mærke hans spark.. hvor jeg derimod bare har vænnet mig til sparkene og ikke synes det er sp "spændende" mere..  det ændre sig lige pludselig.. 

EKBJ skriver:

Jeg har haft det på præcis samme måde.. men de sidste to måneder har det været kæresten der har været ellevild med at snakke til "maven/den lille" og ligge og mærke hans spark.. hvor jeg derimod bare har vænnet mig til sparkene og ikke synes det er sp "spændende" mere..  det ændre sig lige pludselig.. 

Ja du er også er også et godt stykke længere henne end mig, så det kan selvfølgelig godt være begejstringen blir større efterhånden som maven også bliver endnu større

BabyHL skriver:

Ja det er rigtigt . Lasse har også haft sagt på et tidspunkt at han føler sig lidt udenfor . 

 

Men jeg glæder mig til lillemanden kommer ud, så får jeg nok reaktion for de sidste 9 mdr 

BabyHL skriver:

Ja du er også er også et godt stykke længere henne end mig, så det kan selvfølgelig godt være begejstringen blir større efterhånden som maven også bliver endnu større

Det gjorde den i hvert fald her.. det var som om det gik mere op for ham hvad det egentlig var der skete efter som at det kom tættere og tættere på.. nu går han hele tiden og spørger om jeg ikke snart kan spytte den unge ud.. 

BabyHL skriver:

Ja, det er godt nok en lidt forvirrende overskrift, men her følger forklaringen..

 

Jeg er gravid 26+0, og graviditeten er helt igennem planlagt fra vores begges side

Da min kæreste og jeg fandt sammen, fortalte han mig, som noget af det allerførste, at han gerne ville have børn, og at det skulle være SNART! Det var sådan set bare op til mig, at smide pillerne..

 

Så da jeg følte tiden var inde, smed jeg p-pillerne, og bevares - jeg blev også gravid i første forsøg! Helt igennem fantastisk.

 

Jeg har altid ønsket mig en dreng (og det er det), jeg har altid ønsket mig et sommerbarn (er sat til 10/08), så alt er ellers bare perfekt.

 

Men jeg føler, at det kun er mig selv der bliver begejstret hver gang der sker noget mht maven..

 

F.eks. da sønnike sparkede første gang, hvor min kæreste kunne mærke det, var hans reaktion slet ikke som jeg havde regnet med.. Han blev da glad, men fordi at han altid har været så vild efter at få børn, og det nu endelig sker, havde jeg måske bare regnet med, at få en lidt vildere reaktion.. Det var det samme da man kunne se et spark på maven første gang.

 

Jeg var til kontrol hos lægen igår (uden kæresten), hvor jeg hørte hjertelyd for første gang. Jeg havde håbet på at Lasse måske var blevet lidt misundelig (forfærdeligt af mig - jeg ved det), men det var tilsyneladende ikke tilfældet.

 

Og det irriterer mig, at jeg bliver skuffet over det.. For jeg ved godt, at mænd er anderledes end kvinder, og jeg ved også godt, at Lasse ikke kan sætte sig ind i alle de samme ting som jeg kan, fordi at de sker i min krop, og han egentlig bare ser på.

 

Som han selv siger, så glæder han sig nok bare mere, til han rent faktisk kommer til verden. Man siger jo også at kvinden knytter sig til barnet, den dag hun finder ud af hun er gravid, og mænd knytter sig til barnet den dag det kommer til verden.

 

Jeg ved, at han glæder sig ligeså meget som mig, til at vi skal blive forældre, jeg ville bare ønske, at han jublede lidt mere over de ting der sker undervejs

 

Jeg ved egentlig ikke hvad formålet med det her indlæg er - håber bare at der er nogen der vil sige til mig, at jeg ikke er et dårligt menneske, fordi jeg tænker som jeg gør

JEG kunne ha skrevet præcis dette indlæg, også min kæreste som ville ha barn NU og mig selvfølgelig.!! 

Men snakkede med min mor om det så sent som for 2 dage siden, hun mente det var meget normalt at min kæreste ikke virkede ligeså 'begejstret' som jeg havde håbet og troet..  Men jeg ik skal tvivle på han glæder sig mindst ligeså meget.

Måske er det bare svært for en mand at forstå, da han ik mærker og føleR graviditeten som os kvinder der bære baby

Mænd, er mænd.. Og slet ikke det samme væsen som kvinder..

Min kæreste gider faktisk ikke med til jordemor og læge, og det kan jeg da godt forstå.. Det er da ikke vildt spændende det der sker der..

Vi kvinder bliver mor, allerede fra vi kender til vores lille barn inde i maven.. Mænd de bliver først far, når de står med barnet i armene..

Så, bær over med din kæreste.. Og giv ham plads til at være med på hans helt egen måde.

Ma-lu skriver:

JEG kunne ha skrevet præcis dette indlæg, også min kæreste som ville ha barn NU og mig selvfølgelig.!! 

 

Men snakkede med min mor om det så sent som for 2 dage siden, hun mente det var meget normalt at min kæreste ikke virkede ligeså 'begejstret' som jeg havde håbet og troet..  Men jeg ik skal tvivle på han glæder sig mindst ligeså meget.

Måske er det bare svært for en mand at forstå, da han ik mærker og føleR graviditeten som os kvinder der bære baby

Det er altså rart at der er andre der har det på samme måde 

Det må sgu også være lidt svært, at bare se på i de 9 mdr babyen "bager" inde i maven . 

Guldimaven skriver:

Mænd, er mænd.. Og slet ikke det samme væsen som kvinder..

Min kæreste gider faktisk ikke med til jordemor og læge, og det kan jeg da godt forstå.. Det er da ikke vildt spændende det der sker der..

Vi kvinder bliver mor, allerede fra vi kender til vores lille barn inde i maven.. Mænd de bliver først far, når de står med barnet i armene..

Så, bær over med din kæreste.. Og giv ham plads til at være med på hans helt egen måde.

BabyHL skriver:

Det er altså rart at der er andre der har det på samme måde 

 

Det må sgu også være lidt svært, at bare se på i de 9 mdr babyen "bager" inde i maven . 

Ja du bestemt ik alene 

Ja vi har hver dag en lille ting vi kan glæde os over eller et lille spark, de skal være heldige hvis de oplever 'noget.!