Irriteret over at være skuffet.

Ja, det er godt nok en lidt forvirrende overskrift, men her følger forklaringen..

Jeg er gravid 26+0, og graviditeten er helt igennem planlagt fra vores begges side

Da min kæreste og jeg fandt sammen, fortalte han mig, som noget af det allerførste, at han gerne ville have børn, og at det skulle være SNART! Det var sådan set bare op til mig, at smide pillerne..

Så da jeg følte tiden var inde, smed jeg p-pillerne, og bevares - jeg blev også gravid i første forsøg! Helt igennem fantastisk.

Jeg har altid ønsket mig en dreng (og det er det), jeg har altid ønsket mig et sommerbarn (er sat til 10/08), så alt er ellers bare perfekt.

Men jeg føler, at det kun er mig selv der bliver begejstret hver gang der sker noget mht maven..

F.eks. da sønnike sparkede første gang, hvor min kæreste kunne mærke det, var hans reaktion slet ikke som jeg havde regnet med.. Han blev da glad, men fordi at han altid har været så vild efter at få børn, og det nu endelig sker, havde jeg måske bare regnet med, at få en lidt vildere reaktion.. Det var det samme da man kunne se et spark på maven første gang.

Jeg var til kontrol hos lægen igår (uden kæresten), hvor jeg hørte hjertelyd for første gang. Jeg havde håbet på at Lasse måske var blevet lidt misundelig (forfærdeligt af mig - jeg ved det), men det var tilsyneladende ikke tilfældet.

Og det irriterer mig, at jeg bliver skuffet over det.. For jeg ved godt, at mænd er anderledes end kvinder, og jeg ved også godt, at Lasse ikke kan sætte sig ind i alle de samme ting som jeg kan, fordi at de sker i min krop, og han egentlig bare ser på.

Som han selv siger, så glæder han sig nok bare mere, til han rent faktisk kommer til verden. Man siger jo også at kvinden knytter sig til barnet, den dag hun finder ud af hun er gravid, og mænd knytter sig til barnet den dag det kommer til verden.

Jeg ved, at han glæder sig ligeså meget som mig, til at vi skal blive forældre, jeg ville bare ønske, at han jublede lidt mere over de ting der sker undervejs

Jeg ved egentlig ikke hvad formålet med det her indlæg er - håber bare at der er nogen der vil sige til mig, at jeg ikke er et dårligt menneske, fordi jeg tænker som jeg gør

BabyHL skriver:

Ja, det er godt nok en lidt forvirrende overskrift, men her følger forklaringen..

 

Jeg er gravid 26+0, og graviditeten er helt igennem planlagt fra vores begges side

Da min kæreste og jeg fandt sammen, fortalte han mig, som noget af det allerførste, at han gerne ville have børn, og at det skulle være SNART! Det var sådan set bare op til mig, at smide pillerne..

 

Så da jeg følte tiden var inde, smed jeg p-pillerne, og bevares - jeg blev også gravid i første forsøg! Helt igennem fantastisk.

 

Jeg har altid ønsket mig en dreng (og det er det), jeg har altid ønsket mig et sommerbarn (er sat til 10/08), så alt er ellers bare perfekt.

 

Men jeg føler, at det kun er mig selv der bliver begejstret hver gang der sker noget mht maven..

 

F.eks. da sønnike sparkede første gang, hvor min kæreste kunne mærke det, var hans reaktion slet ikke som jeg havde regnet med.. Han blev da glad, men fordi at han altid har været så vild efter at få børn, og det nu endelig sker, havde jeg måske bare regnet med, at få en lidt vildere reaktion.. Det var det samme da man kunne se et spark på maven første gang.

 

Jeg var til kontrol hos lægen igår (uden kæresten), hvor jeg hørte hjertelyd for første gang. Jeg havde håbet på at Lasse måske var blevet lidt misundelig (forfærdeligt af mig - jeg ved det), men det var tilsyneladende ikke tilfældet.

 

Og det irriterer mig, at jeg bliver skuffet over det.. For jeg ved godt, at mænd er anderledes end kvinder, og jeg ved også godt, at Lasse ikke kan sætte sig ind i alle de samme ting som jeg kan, fordi at de sker i min krop, og han egentlig bare ser på.

 

Som han selv siger, så glæder han sig nok bare mere, til han rent faktisk kommer til verden. Man siger jo også at kvinden knytter sig til barnet, den dag hun finder ud af hun er gravid, og mænd knytter sig til barnet den dag det kommer til verden.

 

Jeg ved, at han glæder sig ligeså meget som mig, til at vi skal blive forældre, jeg ville bare ønske, at han jublede lidt mere over de ting der sker undervejs

 

Jeg ved egentlig ikke hvad formålet med det her indlæg er - håber bare at der er nogen der vil sige til mig, at jeg ikke er et dårligt menneske, fordi jeg tænker som jeg gør

Du er overhovedet ikke et dårligt menneske

Kan da egentlig godt forstå at du forventede mere begejstring fra hans side, når nu han startede hele baby snakken og meldte ud som han gjorde.

Synes næsten du skal snakke med ham om hvordan du har det, så ikke du ender med at gå og blive indebrændt over ham...

Christina9870 skriver:

Du er overhovedet ikke et dårligt menneske

Kan da egentlig godt forstå at du forventede mere begejstring fra hans side, når nu han startede hele baby snakken og meldte ud som han gjorde.

Synes næsten du skal snakke med ham om hvordan du har det, så ikke du ender med at gå og blive indebrændt over ham...

Jeg har sagt til ham for et par dage siden, at jeg måske forventede lidt mere begejstring fra hans side.. Han sagde, at han altså bliver rigtig glad når de ting sker, men at han måske ikke er så god til at vise det på den måde, jeg havde håbet.

Når vi har været til scanninger, har han reageret præcis på den måde jeg forventede, og lykken og stoltheden har bare lyst ud af ham . Jeg håbede måske bare, at det også viste sig når de "små" ting skete.

jeg har det nok på samme måde men jeg trør snart ikke vise min løkke for det hele mere da han virker enten ligeglad eller som mom jeg er tossed jeg kikker på baby ting osv men vis jeg viser noget er der ikke den store rekesjon som fx når han kikker biler så kan nemt sætte mig ind i det håber bare det bliver anderledes når den bette kommer

BabyHL skriver:

Jeg har sagt til ham for et par dage siden, at jeg måske forventede lidt mere begejstring fra hans side.. Han sagde, at han altså bliver rigtig glad når de ting sker, men at han måske ikke er så god til at vise det på den måde, jeg havde håbet.

 

Når vi har været til scanninger, har han reageret præcis på den måde jeg forventede, og lykken og stoltheden har bare lyst ud af ham . Jeg håbede måske bare, at det også viste sig når de "små" ting skete.

Okay. Er glad for at hører at han reagere sådan på scanninger mm.

Han er nok bare som de fleste mænd jeg kender, de har svært ved at forholde sig til helt små ting, som når man kan mærke små spark.

Forstår dig godt, for når man går med det lille pus i maven er alt man oplever derindefra jo fantastisk. Men tror virkelig det er svært for nogen mænd at forholde sig til det. Min kæreste er en skøn far når men han interesserer sig ikke vildt for det der sker i maven under graviditeten. Men ja det er svært for os kvinder at forstå, at mændene ikke lige oplever den samme begejstring, men er sikker på det bliver helt anderledes, når han står med Jeres lille barn i armene første gang.

Kellie skriver:

Forstår dig godt, for når man går med det lille pus i maven er alt man oplever derindefra jo fantastisk. Men tror virkelig det er svært for nogen mænd at forholde sig til det. Min kæreste er en skøn far når men han interesserer sig ikke vildt for det der sker i maven under graviditeten. Men ja det er svært for os kvinder at forstå, at mændene ikke lige oplever den samme begejstring, men er sikker på det bliver helt anderledes, når han står med Jeres lille barn i armene første gang.

Tak  . Dejligt at høre det ikke kun er her det er sådan .

Lykke86 skriver:

Tror de fleste kvinder har det som dig, men tror, som du selv siger, at mænd jo bare først knytter sig helt til barnet, når det er født vi må nok bare forstå at vores mænd jo nok føler sig udenfor på det punkt og det må VI jo respektere!

Ja det er rigtigt . Lasse har også haft sagt på et tidspunkt at han føler sig lidt udenfor . 

Men jeg glæder mig til lillemanden kommer ud, så får jeg nok reaktion for de sidste 9 mdr 

Jeg kan godt forstå din skuffelse, men tror altså samtidig at din kærestes reaktion er meget normal. Min mand var på samme måde, da vi ventede den første, og til dels også denne gang. For ham begyndte det med at være far først rigtigt, da vores datter var født. Han er en fantastisk far, elsker vores datter overalt på jorden og glæder sig til nummer to kommer lige om lidt, selvom vi ikke går op i de samme ting altid.