jeg føler mig som en enlig mor.

Jeg er også en af dem, som har stået i den situation. Jeg vil helst ikke komme med for mange private detailler, men det viste sig efterhånden, at hovedproblemet var, at han var blevet usikker på, om det egentlig var mig og familielivet, han ønskede.

Vi var til sidst igennem en længere process med parterapi, gensidig mistillid osv osv osv. Og til sidst satte jeg foden ned og flyttede for mig selv. Han vaklede en del frem og tilbage men besluttede sig så for at flytte sammen med os og satse på familien alligevel - og siden da er alt gået meget bedre. Vi har det ikke perfekt i dag, men ting er meget meget bedre og vi arbejder i hvert fald begge to mod at have det godt sammen, hvor det for to år siden var ham, som fandt på undskyldniger/"stak af" i fritiden/ikke tog sin del af arbejdet med børnene osv mens jeg kæmpede for at få familien til at fungere alligevel og gjorde både hans og mit og sled mig totalt ud ved det.

Jeg tror, I må finde ud af, hvad som er problemet bag opførslen her. Hvorfor han ikke prioriterer familien. Og derefter må han så finde ud af, om det er noget, han faktisk ønsker at ændre, og du må finde ud af, om det er nok og noget, du kan leve med.

Sender en stor . Ved hvordan du har det.

Hej.

Jeg blev også alenemor i en kortere periode (indtil jeg mødte min nuværende kæreste), efter at min eksmand og jeg gik fra hinanden. Alle de ting du nævner kan jeg nikke genkendende til.

Da vi gik fra hinanden blev alt meget nemmere. Mit humør blev meget bedre og jeg havde et meget større overskud. Jeg skulle ikke bruge energi på at blive irriteret over at han ikke hjalp med noget osv.

Min eksmand tog afsted om morgenen inden vi stod op. Han kom hjem om aftenen en halv time inden at Emma skulle i seng. Og dengang ville jeg jo gerne have at han brugte den halve time på hende, men det havde han ikke overskud til. Så det var mig der ordnede alt. Når han så endelig havde en fridag ville han hellere sove længe end at stå op og hygge med os osv osv.

Jeg tror at det er vigtigt at i en gang for alle får en ordentlig snak. Hvis du vil have det til at fungere, bliver du nød til at fortælle ham hvad det er du "forventer". At i begge er blevet forældre og at du også gerne ser at han tager ansvar og hjælper - også selvom at han har været på arbejde.

I bliver nød til at finde ud af om i kan finde en løsning som i begge kan leve med.

Ciss skriver:

Jeg er også en af dem, som har stået i den situation. Jeg vil helst ikke komme med for mange private detailler, men det viste sig efterhånden, at hovedproblemet var, at han var blevet usikker på, om det egentlig var mig og familielivet, han ønskede.

Vi var til sidst igennem en længere process med parterapi, gensidig mistillid osv osv osv. Og til sidst satte jeg foden ned og flyttede for mig selv. Han vaklede en del frem og tilbage men besluttede sig så for at flytte sammen med os og satse på familien alligevel - og siden da er alt gået meget bedre. Vi har det ikke perfekt i dag, men ting er meget meget bedre og vi arbejder i hvert fald begge to mod at have det godt sammen, hvor det for to år siden var ham, som fandt på undskyldniger/"stak af" i fritiden/ikke tog sin del af arbejdet med børnene osv mens jeg kæmpede for at få familien til at fungere alligevel og gjorde både hans og mit og sled mig totalt ud ved det.

Jeg tror, I må finde ud af, hvad som er problemet bag opførslen her. Hvorfor han ikke prioriterer familien. Og derefter må han så finde ud af, om det er noget, han faktisk ønsker at ændre, og du må finde ud af, om det er nok og noget, du kan leve med.

Sender en stor . Ved hvordan du har det.

TUSIND MANGE TAK! 
jeg sidder virkelig nogengange med tåre i øjnene og ikke ved hvad jeg skal stille op. de sidste to morgener er jeg vågnet, med tåre i øjene, og prøver simpelthen at skjule det så godt for min datter, men hold kæft hvor er det svært! :/

Anonym skriver:

TUSIND MANGE TAK! 
jeg sidder virkelig nogengange med tåre i øjnene og ikke ved hvad jeg skal stille op. de sidste to morgener er jeg vågnet, med tåre i øjene, og prøver simpelthen at skjule det så godt for min datter, men hold kæft hvor er det svært! :/

Jeg tror, det er nu du skal sætte foden ned og sige, at du ikke holder til mere, og nu må I finde ud af dette.

Det kommer ikke til at blive bedre uden, at I begge to arbejder for det. Og du kommer ikke til at få det bedre, før der sker ændringer i den ene eller den anden retning.

Det, som til sidst gav mig skubbet til at sætte foden ned, var tanken om, hvad jeg var i gang med at lære min datter. Jeg vil ikke, at hun skal vokse op og tro, at det er sådan livet skal være. Og jeg vil ikke, at hun skal tro, at det er ok for en mand, at behandle hende på den måde. For det er det ikke.

jeg har 2 forslag.

Jeg synes du skulle se a få arrangeret en tøse aften, eller lign med din mor eller søster eller lign, hvor du er væk en hel dag, evt med overnatning ude.

Og så bare medle ud til ham a det trænger DU til, så nu har han jeres datter alene næste weekend fx.

Simpelthen, se a kom ud a hytten så han er tvunget til a tilbringe til og se alle de opgaver der er ved a have et barn.

2: Skriv et brev til ham hvor du forklare PÆNT og uden at angribe, hvordan du har det med situationen og hvordan du føler dig alene og a du er ked af at han ikke arrangergere sig i jerres barn.

Det kan nogengange være nemmere a skrive ned, end a skulle snakke, da man blir afbrudt og ender med a føle a det er ens ejen skyld.

Husk, hvis du ikke gør noget aktivt for a ændre det, er du selv med til a støtte op om a han får lov til bare a hænge løst rundt og ikke være ansvarlig.

Anonym skriver:

"dejligt" at jeg ikke er den eneste. 
 Og ja, det er bare en svær beslutning :/

Jo, men man er bare nød til at finde ud af det, hvis han ik vil ændre sig eller du ik kan leve med det, hva nytter det så at blive sammen?

soejde84 skriver:

Hej.

Jeg blev også alenemor i en kortere periode (indtil jeg mødte min nuværende kæreste), efter at min eksmand og jeg gik fra hinanden. Alle de ting du nævner kan jeg nikke genkendende til.

Da vi gik fra hinanden blev alt meget nemmere. Mit humør blev meget bedre og jeg havde et meget større overskud. Jeg skulle ikke bruge energi på at blive irriteret over at han ikke hjalp med noget osv.

Min eksmand tog afsted om morgenen inden vi stod op. Han kom hjem om aftenen en halv time inden at Emma skulle i seng. Og dengang ville jeg jo gerne have at han brugte den halve time på hende, men det havde han ikke overskud til. Så det var mig der ordnede alt. Når han så endelig havde en fridag ville han hellere sove længe end at stå op og hygge med os osv osv.

Jeg tror at det er vigtigt at i en gang for alle får en ordentlig snak. Hvis du vil have det til at fungere, bliver du nød til at fortælle ham hvad det er du "forventer". At i begge er blevet forældre og at du også gerne ser at han tager ansvar og hjælper - også selvom at han har været på arbejde.

I bliver nød til at finde ud af om i kan finde en løsning som i begge kan leve med.

Synes bare det er møgsvært. :/
for han går altid i selvforsvar, og så kommer vi ingen vegne.
og hvis vi snakker om det med at han ikke tager vores datter så tit, og han så fx. lige har haft taget hende dagen før om aftenen fx. så får jeg den smidt i hovedet. "jamen jeg tog hende da igår" hm .. :/
 

Anonym skriver:

Synes bare det er møgsvært. :/
for han går altid i selvforsvar, og så kommer vi ingen vegne.
og hvis vi snakker om det med at han ikke tager vores datter så tit, og han så fx. lige har haft taget hende dagen før om aftenen fx. så får jeg den smidt i hovedet. "jamen jeg tog hende da igår" hm .. :/
 

Ja, det er rigtig svært. Og jeg husker det som var det i går.

Men du må jo forklare ham at du har hende hver dag fra kl ..til kl .. og at du gerne ser at når han er hjemme, at det er ham som tager over i den korte tid de har sammen.

Du ønsker jo bare at han også får en tilknytning til barnet og at i kan være sammen som familie.

Du kan evt. smide en mail i min indbakke hvis du har flere spørgsmål  Så skal jeg nok stå til rådighed

jeg havde ikke givet min mand så lang snor...

dvs jeg var nok gået, for jeg ville ikke leve med det.

dels syntes jeg økonomine skal være rimlig ligelig fordelt når man bor sammen så den deles så man til slut ca hr de samme lommepenge.. og her gør det lige meget hvem der tjæner hvad.

din mand har også fået barn, altså er det kun rimligt han arbejder i huset også og er en ligeværdig partner i forholdt det barnet.. det hedder ikke at han skal hjælpe.. men han skal sku deltage..

kan du ikke vende den mod ham.. igår var du i værkstedet, versko her er DIT barn... nu går jeg en tur.. så kan du komme i værkstedet i morgen.

men hvis dilogen ikke hjalp vr jeg flyttet