jeg føler mig som en enlig mor.

Og det gør jeg virkelig. Når kæresten langt om længe kommer hjem ved en 6-7 tiden, spiser vi, og endten ligger han sig til at sove på sofaen, ellers skal han ud i værkstedet. han har altid planer, og aldrig tid til hans familie. Der er nogen dage hvor han næsten ikke ser vores datter. 
Hvis der er et eller andet med vores datter, i den trælse retning, ( selvom dette er sjældent, for vi har virkelig det nemmeste barn! ) så får han det tit til at lyde som om at det var verdens undergang. og så tænker jeg, ærlig talt, *så luk dog, du ved nærmest ikke hvordan det er at være forældre*. fx. da jeg havde født, så skulle alt handle om at han havde været vågen i næsten 24 timer, og han var bare sååååå træt. *Hvordan fanden tror du man har det efter en fødsel?!* helt ærlig. 

Jeg har op til flere gange følt at vores datter ikke er hans første priotet, men at der er så mange andre ting der bliver smidt ind foran hende. Både da jeg var gravid, men også nu. Dengang jeg var gravid virkede det som om at det kun var mig der var super glad, og bare ikke kunne vente. bl.a var det også kun mig der lavede hendes værelse klar, og han var med i en babyforretning 1 gang, og alt dette såre mig virkelig. :/ 

jeg har prøvet op til flere gange, at forklare ham på en pæn måde, at det såre mig at han næsten aldrig er inde ved os/mig, og hvis han er, så falder han i søvn på sofaen. Vi laver aldrig noget sammen, som fx. at gå en tur i det her lækre vejr!, tage et spil kort, se en film, osv. det hele er bare dødt. Og hvis jeg brokker mig lidt, bliver tingene ændret i en uge, og så er vi tilbage til den samme rutine igen. + at når vi snakker om det, og jeg fx. siger, at jeg ikke synes han tager vores datter særlig tit, så kommer den der: "amen, jeg tog hende da i morges" - ak. imorges.. ud af 6 måneder...
Jeg er virkelig tæt på randen af bare at smide alt på gulvet, og give vores datter en hverdag, uden tåre og konstant skuffet mor, bare mig og hende. :/ 

Min økonomi er virkelig også blevet stram. Ved godt det koster at få børn, men når man er to om det, og det så KUN er mig der skal betale ALT til vores datter, så er det fandme hårdt! med alt mener jeg ALT. - tøj, mad, bleer, osv. og når tiden kommer til at hun skal i dagpleje, skal også kun jeg, betale for det. 
Det skal lige siges at han betaler alt til huset og bilen ( bortset fra benzin ) , og så sidder jeg med resten, også når der skal laves om i huset. Jeg ved virkelig ikke hvordan jeg skal få min verden til at hænge sammen når min barsel slutter, og jeg skal ned på SU. :/

Jeg ved fandme snart ikke hvad jeg skal gøre mere :/
 

Og det gør jeg virkelig. Når kæresten langt om længe kommer hjem ved en 6-7 tiden, spiser vi, og endten ligger han sig til at sove på sofaen, ellers skal han ud i værkstedet. han har altid planer, og aldrig tid til hans familie. Der er nogen dage hvor han næsten ikke ser vores datter. 
Hvis der er et eller andet med vores datter, i den trælse retning, ( selvom dette er sjældent, for vi har virkelig det nemmeste barn! ) så får han det tit til at lyde som om at det var verdens undergang. og så tænker jeg, ærlig talt, *så luk dog, du ved nærmest ikke hvordan det er at være forældre*. fx. da jeg havde født, så skulle alt handle om at han havde været vågen i næsten 24 timer, og han var bare sååååå træt. *Hvordan fanden tror du man har det efter en fødsel?!* helt ærlig. 

Jeg har op til flere gange følt at vores datter ikke er hans første priotet, men at der er så mange andre ting der bliver smidt ind foran hende. Både da jeg var gravid, men også nu. Dengang jeg var gravid virkede det som om at det kun var mig der var super glad, og bare ikke kunne vente. bl.a var det også kun mig der lavede hendes værelse klar, og han var med i en babyforretning 1 gang, og alt dette såre mig virkelig. :/ 

jeg har prøvet op til flere gange, at forklare ham på en pæn måde, at det såre mig at han næsten aldrig er inde ved os/mig, og hvis han er, så falder han i søvn på sofaen. Vi laver aldrig noget sammen, som fx. at gå en tur i det her lækre vejr!, tage et spil kort, se en film, osv. det hele er bare dødt. Og hvis jeg brokker mig lidt, bliver tingene ændret i en uge, og så er vi tilbage til den samme rutine igen. + at når vi snakker om det, og jeg fx. siger, at jeg ikke synes han tager vores datter særlig tit, så kommer den der: "amen, jeg tog hende da i morges" - ak. imorges.. ud af 6 måneder...
Jeg er virkelig tæt på randen af bare at smide alt på gulvet, og give vores datter en hverdag, uden tåre og konstant skuffet mor, bare mig og hende. :/ 

Min økonomi er virkelig også blevet stram. Ved godt det koster at få børn, men når man er to om det, og det så KUN er mig der skal betale ALT til vores datter, så er det fandme hårdt! med alt mener jeg ALT. - tøj, mad, bleer, osv. og når tiden kommer til at hun skal i dagpleje, skal også kun jeg, betale for det. 
Det skal lige siges at han betaler alt til huset og bilen ( bortset fra benzin ) , og så sidder jeg med resten, også når der skal laves om i huset. Jeg ved virkelig ikke hvordan jeg skal få min verden til at hænge sammen når min barsel slutter, og jeg skal ned på SU. :/

Jeg ved fandme snart ikke hvad jeg skal gøre mere :/
 

Jeg er også enlig mor i et forhold, men jeg vidste hvad jeg gik ind til inden vi fik børn, her betaler jeg også ALT mht. børneopsparinger, opsparinger, rejser, mad, husholdning o.s.v. men manden betaler alle faste udgifter, min mand er meget god til vennetjenester, dvs. at når han endelig har fri ska han 117 andre ting, der kan gå flere dage imellem han ser vores drenge, og i hverdagene kommer han først hjem, når de er puttet - men igen, jeg vidste det da vi blev enige om børn, så jeg kan skam ikke klage.

Så du må jo egentlig "bare" gøre op med dig selv om du kan leve med det?

Anonym skriver:

Og det gør jeg virkelig. Når kæresten langt om længe kommer hjem ved en 6-7 tiden, spiser vi, og endten ligger han sig til at sove på sofaen, ellers skal han ud i værkstedet. han har altid planer, og aldrig tid til hans familie. Der er nogen dage hvor han næsten ikke ser vores datter. 
Hvis der er et eller andet med vores datter, i den trælse retning, ( selvom dette er sjældent, for vi har virkelig det nemmeste barn! ) så får han det tit til at lyde som om at det var verdens undergang. og så tænker jeg, ærlig talt, *så luk dog, du ved nærmest ikke hvordan det er at være forældre*. fx. da jeg havde født, så skulle alt handle om at han havde været vågen i næsten 24 timer, og han var bare sååååå træt. *Hvordan fanden tror du man har det efter en fødsel?!* helt ærlig. 

Jeg har op til flere gange følt at vores datter ikke er hans første priotet, men at der er så mange andre ting der bliver smidt ind foran hende. Både da jeg var gravid, men også nu. Dengang jeg var gravid virkede det som om at det kun var mig der var super glad, og bare ikke kunne vente. bl.a var det også kun mig der lavede hendes værelse klar, og han var med i en babyforretning 1 gang, og alt dette såre mig virkelig. :/ 

jeg har prøvet op til flere gange, at forklare ham på en pæn måde, at det såre mig at han næsten aldrig er inde ved os/mig, og hvis han er, så falder han i søvn på sofaen. Vi laver aldrig noget sammen, som fx. at gå en tur i det her lækre vejr!, tage et spil kort, se en film, osv. det hele er bare dødt. Og hvis jeg brokker mig lidt, bliver tingene ændret i en uge, og så er vi tilbage til den samme rutine igen. + at når vi snakker om det, og jeg fx. siger, at jeg ikke synes han tager vores datter særlig tit, så kommer den der: "amen, jeg tog hende da i morges" - ak. imorges.. ud af 6 måneder...
Jeg er virkelig tæt på randen af bare at smide alt på gulvet, og give vores datter en hverdag, uden tåre og konstant skuffet mor, bare mig og hende. :/ 

Min økonomi er virkelig også blevet stram. Ved godt det koster at få børn, men når man er to om det, og det så KUN er mig der skal betale ALT til vores datter, så er det fandme hårdt! med alt mener jeg ALT. - tøj, mad, bleer, osv. og når tiden kommer til at hun skal i dagpleje, skal også kun jeg, betale for det. 
Det skal lige siges at han betaler alt til huset og bilen ( bortset fra benzin ) , og så sidder jeg med resten, også når der skal laves om i huset. Jeg ved virkelig ikke hvordan jeg skal få min verden til at hænge sammen når min barsel slutter, og jeg skal ned på SU. :/

Jeg ved fandme snart ikke hvad jeg skal gøre mere :/
 

puha lyder hårdt I må sætte jer ned og få talt om hvordan du har det og at det slider på dig og du ville ønske han var til stede lidt mere. Dermed ikke sagt der ikke også er tid til ham, men jeg tror ikke det skader et forhold at i hårde perioder at aftale den og den dag skal vi hygge og det er forbudt at sove på sofaen.

Med hensyn til økonomien har I så ikke mulighed for at priotere om. Jeg ville aldrig have kunne betale alle de ting du gør ud fra min su da jeg læste - vuggestue ville jo bare sluge halvdelen af min su og det med lån . Tænker at det kun er rimeligt man har sådan en ordning hvis ens lønniveau er næsten ens eller vil den ene stå i en meget dårlig situation og det slider også på et forhold.

Pøj pøj med en god snak over et glas rødvin

Æv, var du ikke klar over hvordan det var før i fik barn? Var barnet planlagt og ønsket af begge? Han lyder meget umoden eller også, er jeg ked af at sig, han lyder enormt egoistisk og som om han ikke elsker jer eller ihvertfald elsker han sig selv mere

Du må jo gøre op med dig selv, om du vil leve sådan..

Anonym skriver:

Og det gør jeg virkelig. Når kæresten langt om længe kommer hjem ved en 6-7 tiden, spiser vi, og endten ligger han sig til at sove på sofaen, ellers skal han ud i værkstedet. han har altid planer, og aldrig tid til hans familie. Der er nogen dage hvor han næsten ikke ser vores datter. 
Hvis der er et eller andet med vores datter, i den trælse retning, ( selvom dette er sjældent, for vi har virkelig det nemmeste barn! ) så får han det tit til at lyde som om at det var verdens undergang. og så tænker jeg, ærlig talt, *så luk dog, du ved nærmest ikke hvordan det er at være forældre*. fx. da jeg havde født, så skulle alt handle om at han havde været vågen i næsten 24 timer, og han var bare sååååå træt. *Hvordan fanden tror du man har det efter en fødsel?!* helt ærlig. 

Jeg har op til flere gange følt at vores datter ikke er hans første priotet, men at der er så mange andre ting der bliver smidt ind foran hende. Både da jeg var gravid, men også nu. Dengang jeg var gravid virkede det som om at det kun var mig der var super glad, og bare ikke kunne vente. bl.a var det også kun mig der lavede hendes værelse klar, og han var med i en babyforretning 1 gang, og alt dette såre mig virkelig. :/ 

jeg har prøvet op til flere gange, at forklare ham på en pæn måde, at det såre mig at han næsten aldrig er inde ved os/mig, og hvis han er, så falder han i søvn på sofaen. Vi laver aldrig noget sammen, som fx. at gå en tur i det her lækre vejr!, tage et spil kort, se en film, osv. det hele er bare dødt. Og hvis jeg brokker mig lidt, bliver tingene ændret i en uge, og så er vi tilbage til den samme rutine igen. + at når vi snakker om det, og jeg fx. siger, at jeg ikke synes han tager vores datter særlig tit, så kommer den der: "amen, jeg tog hende da i morges" - ak. imorges.. ud af 6 måneder...
Jeg er virkelig tæt på randen af bare at smide alt på gulvet, og give vores datter en hverdag, uden tåre og konstant skuffet mor, bare mig og hende. :/ 

Min økonomi er virkelig også blevet stram. Ved godt det koster at få børn, men når man er to om det, og det så KUN er mig der skal betale ALT til vores datter, så er det fandme hårdt! med alt mener jeg ALT. - tøj, mad, bleer, osv. og når tiden kommer til at hun skal i dagpleje, skal også kun jeg, betale for det. 
Det skal lige siges at han betaler alt til huset og bilen ( bortset fra benzin ) , og så sidder jeg med resten, også når der skal laves om i huset. Jeg ved virkelig ikke hvordan jeg skal få min verden til at hænge sammen når min barsel slutter, og jeg skal ned på SU. :/

Jeg ved fandme snart ikke hvad jeg skal gøre mere :/
 

Åh, jeg ved præcis hvordan du har det 

Alt hvad du har skrevet, kunne være skrevet af mig (lige undtaget det med selve fødslen, der brokkede han sig ikke).

Jeg er i dag alenemor og virelig glad for den beslutning 

Nu er jeg fri for at gå og vente på at han "hjælper til" i hverdagen.

Hvem? skriver:

Jeg er også enlig mor i et forhold, men jeg vidste hvad jeg gik ind til inden vi fik børn, her betaler jeg også ALT mht. børneopsparinger, opsparinger, rejser, mad, husholdning o.s.v. men manden betaler alle faste udgifter, min mand er meget god til vennetjenester, dvs. at når han endelig har fri ska han 117 andre ting, der kan gå flere dage imellem han ser vores drenge, og i hverdagene kommer han først hjem, når de er puttet - men igen, jeg vidste det da vi blev enige om børn, så jeg kan skam ikke klage.

Så du må jo egentlig "bare" gøre op med dig selv om du kan leve med det?

sådan er det osse hjemme ved os.

Hvem? skriver:

Jeg er også enlig mor i et forhold, men jeg vidste hvad jeg gik ind til inden vi fik børn, her betaler jeg også ALT mht. børneopsparinger, opsparinger, rejser, mad, husholdning o.s.v. men manden betaler alle faste udgifter, min mand er meget god til vennetjenester, dvs. at når han endelig har fri ska han 117 andre ting, der kan gå flere dage imellem han ser vores drenge, og i hverdagene kommer han først hjem, når de er puttet - men igen, jeg vidste det da vi blev enige om børn, så jeg kan skam ikke klage.

Så du må jo egentlig "bare" gøre op med dig selv om du kan leve med det?

"dejligt" at jeg ikke er den eneste. 
 Og ja, det er bare en svær beslutning :/

AnjaB skriver:

puha lyder hårdt I må sætte jer ned og få talt om hvordan du har det og at det slider på dig og du ville ønske han var til stede lidt mere. Dermed ikke sagt der ikke også er tid til ham, men jeg tror ikke det skader et forhold at i hårde perioder at aftale den og den dag skal vi hygge og det er forbudt at sove på sofaen.

Med hensyn til økonomien har I så ikke mulighed for at priotere om. Jeg ville aldrig have kunne betale alle de ting du gør ud fra min su da jeg læste - vuggestue ville jo bare sluge halvdelen af min su og det med lån . Tænker at det kun er rimeligt man har sådan en ordning hvis ens lønniveau er næsten ens eller vil den ene stå i en meget dårlig situation og det slider også på et forhold.

Pøj pøj med en god snak over et glas rødvin

Jeg ved virkelig heller ikke hvad jeg skal gøre når jeg skal ind og læse igen :/ 
det bliver nok nødvendigt, men jeg føler virkelig bare ikke for at tage et sulån, og sidde med kæmpe gæld bagefter :/

 

Roselil skriver:

Æv, var du ikke klar over hvordan det var før i fik barn? Var barnet planlagt og ønsket af begge? Han lyder meget umoden eller også, er jeg ked af at sig, han lyder enormt egoistisk og som om han ikke elsker jer eller ihvertfald elsker han sig selv mere

Du må jo gøre op med dig selv, om du vil leve sådan..

 

Inden jeg blev gravid, var det også sådan, men bare ikke i så stor en grad, men han lovede mig at han ville gøre det bedre, og de andre gange der blev snakket om det, sagde han at jeg bare måtte værdsætte den tid vi havde sammen, selvom vi var udenbys. :/ det er bare ikke det samme :/

Vores datter er 100% planlagt, ihvert fald fra min side, og det siger han også at hun er fra hans. sommetider virker det bare ikke sådan :/

For mig, som en snobbet kæreste, så virker han også umoden og en lille smule ego. Ved det er ondt sagt, men sådan føler jeg det af og til. Vi sad en dag hjemme ved hans bror og kone, og jeg fik det virkelig dårligt. jeg blev helt ligbleg, og hang helt. Selv hans mor og svigerinde, sagde jeg så dårlig ud, og spurgte om jeg var okay. Jeg svarede også at jeg havde det a helveds til. Min kæreste kiggede kort over på mig, og snakkede så bare videre med de andre. :/ jeg rykkede også flere gange for om vi ikke skulle hjem fordi jeg virkelig havde det skidt, men han blev ved med at udskyde det :/ 
sådan var det også af og til, da jeg var gravid. Jeg skulle rykke for hvornår vi skulle hjem fordi jeg havde ondt i ryggen osv, men der skete ikke en skid. Det hjælper dog når man virkelig ryger op i det røde felt ( hvilket kan være en smule ubehageligt, på udsatte punkter ) men det er virkelig bare ikke fedt at skulle gøre det hver gang. :/

Wimmie skriver:

Åh, jeg ved præcis hvordan du har det 

Alt hvad du har skrevet, kunne være skrevet af mig (lige undtaget det med selve fødslen, der brokkede han sig ikke).

Jeg er i dag alenemor og virelig glad for den beslutning 

Nu er jeg fri for at gå og vente på at han "hjælper til" i hverdagen.

 

Tanken har virkelig strejfet mig mange gange :/