Når man føler sig svigtet som voksen

På forhånd undskyld for et meget langt indlæg. 

Har I realiteten haft en fin barndom. Mor, far, stedfar og et par meget yngre halvsøskende. Der er i min barndom ikke blevet gjort forskel og har ikke haft nogle grund til ikke at føle mig som en del af min mor og stedfars familie. Dette har ændret sig fuldstændigt de sidste par år. Ihvertfald efter min egen opfattelse og specielt efter jeg er blevet mor. Mine søskende har på grund af deres alder altid været i centrum, hvilket jo er super fint. Jeg var jo ligesom preteenager/teenager da de blev født og jeg så det jo så som en naturlig ting, der gav mig noget mere frihed til en hvis grad. Jeg tjente penge fra jeg var 11 og sørgede fra at købe mit eget tøj og til fornøjelser/studierejser fra da jeg var 15/16. 

Da jeg gik ud af gymnasiet havde jeg fået seriøst nok af småbørnsfamilien og flyttede til den anden ende af landet. Jeg var total mættet, men kom selvfølgelig stadig hjem engang imellem (ca. 4-6 gange årligt på SU! Og det var altid hyggelige konfliktløse besøg). De sidst par år trak jeg den dog til 3-4 gange på grund af studiet. Besøgene den anden vej var dog på ingen måde gengældt, og jeg fik besøg hvis jeg virkelig bad om det. Ca. 1 gang om året. Efter 7 år flyttede jeg tilbage til hvor jeg er opvokset (30min i bil) sammen med min lille nye familie. Jeg tænkte at det måtte være dejligt for vores barn, samt de kommende at have nogle bedster tæt på, som de kunne få glæde af. Min mor synes det var fantastisk og glædede sig til at se mine børn vokse op på tæt hold. Men kontakten er ikke blevet bedre. Det er os der pakker barnet og tager med offentligt for at se dem. Det er sket 3 gange at de er kørt i bil op for at se os! 3 Gange at de har været her i mere end halvanden time. 

Mine søskende er teenagere nu. De har ingen fornemmelse af penge, ved ikke hvad det vil sige at tjene dem selv. Og får stadig rigtig meget betalt af mor og far. 

Der hvor mit bæger er fyldt op og jeg nu bare sidder med en knugen i maven er ganske material, hvilket jeg ikke er stolt af. Jeg har næsten lige haft fødselsdag og inviterede ikke. For folk synes at være ligeglad med én når man er blevet mor. Mine "stedbedsteforældre" har halveret julegavebudgettet til mig og mit barn efter jeg er blevet mor, men det er aldrig blevet halveret for mine forældre eller tante og onkel. Mine forældre har nedgraderet min og mit barns gave til det fætre/kusiner får, selvom mine søskendes er uændret og i år har ingen givet mig en fødselsdagsgave (hvilket jeg også kun havde "forventet" mine forældre ville! Jeg har set mine forældre 2 gange siden min fødselsdag (den ene gang til en af deres fødselsdage) Men ikke så meget som et fødselsdagskort.

Jeg ved godt jeg lyder fuldstændig utaknemlig (og måske smålig). Og det eneste jeg vil med dette indlæg er også bare og vide om det bare er sådan det skal være? Er det bare sådan at blive mor? Jeg troede lidt naivt at bedsteforældre ville hoppe og springe for deres børnebørn og hjælpe hvis de kunne? Jeg føler mig egentlig ret såret og overset. Føler mig på ingen måde som en del af deres "børneflok" mere, og frygter at jeg selv vil få mine børn til at føle sådan her engang. 

Anonym skriver:

På forhånd undskyld for et meget langt indlæg. 

Har I realiteten haft en fin barndom. Mor, far, stedfar og et par meget yngre halvsøskende. Der er i min barndom ikke blevet gjort forskel og har ikke haft nogle grund til ikke at føle mig som en del af min mor og stedfars familie. Dette har ændret sig fuldstændigt de sidste par år. Ihvertfald efter min egen opfattelse og specielt efter jeg er blevet mor. Mine søskende har på grund af deres alder altid været i centrum, hvilket jo er super fint. Jeg var jo ligesom preteenager/teenager da de blev født og jeg så det jo så som en naturlig ting, der gav mig noget mere frihed til en hvis grad. Jeg tjente penge fra jeg var 11 og sørgede fra at købe mit eget tøj og til fornøjelser/studierejser fra da jeg var 15/16. 

 

Da jeg gik ud af gymnasiet havde jeg fået seriøst nok af småbørnsfamilien og flyttede til den anden ende af landet. Jeg var total mættet, men kom selvfølgelig stadig hjem engang imellem (ca. 4-6 gange årligt på SU! Og det var altid hyggelige konfliktløse besøg). De sidst par år trak jeg den dog til 3-4 gange på grund af studiet. Besøgene den anden vej var dog på ingen måde gengældt, og jeg fik besøg hvis jeg virkelig bad om det. Ca. 1 gang om året. Efter 7 år flyttede jeg tilbage til hvor jeg er opvokset (30min i bil) sammen med min lille nye familie. Jeg tænkte at det måtte være dejligt for vores barn, samt de kommende at have nogle bedster tæt på, som de kunne få glæde af. Min mor synes det var fantastisk og glædede sig til at se mine børn vokse op på tæt hold. Men kontakten er ikke blevet bedre. Det er os der pakker barnet og tager med offentligt for at se dem. Det er sket 3 gange at de er kørt i bil op for at se os! 3 Gange at de har været her i mere end halvanden time. 

Mine søskende er teenagere nu. De har ingen fornemmelse af penge, ved ikke hvad det vil sige at tjene dem selv. Og får stadig rigtig meget betalt af mor og far. 

Der hvor mit bæger er fyldt op og jeg nu bare sidder med en knugen i maven er ganske material, hvilket jeg ikke er stolt af. Jeg har næsten lige haft fødselsdag og inviterede ikke. For folk synes at være ligeglad med én når man er blevet mor. Mine "stedbedsteforældre" har halveret julegavebudgettet til mig og mit barn efter jeg er blevet mor, men det er aldrig blevet halveret for mine forældre eller tante og onkel. Mine forældre har nedgraderet min og mit barns gave til det fætre/kusiner får, selvom mine søskendes er uændret og i år har ingen givet mig en fødselsdagsgave (hvilket jeg også kun havde "forventet" mine forældre ville! Jeg har set mine forældre 2 gange siden min fødselsdag (den ene gang til en af deres fødselsdage) Men ikke så meget som et fødselsdagskort.

Jeg ved godt jeg lyder fuldstændig utaknemlig (og måske smålig). Og det eneste jeg vil med dette indlæg er også bare og vide om det bare er sådan det skal være? Er det bare sådan at blive mor? Jeg troede lidt naivt at bedsteforældre ville hoppe og springe for deres børnebørn og hjælpe hvis de kunne? Jeg føler mig egentlig ret såret og overset. Føler mig på ingen måde som en del af deres "børneflok" mere, og frygter at jeg selv vil få mine børn til at føle sådan her engang. 

jeg kender følelsen  jeg fik nok! og har idag ingen kontakt med mine forældre

tag en snak med dem og find ud af hvor du står og hvis det ikke kan ændres skal du finde ud af om du kan leve med det .

det er det eneste råd jeg kan give dig

kiwilouise skriver:

jeg kender følelsen  jeg fik nok! og har idag ingen kontakt med mine forældre

tag en snak med dem og find ud af hvor du står og hvis det ikke kan ændres skal du finde ud af om du kan leve med det .

det er det eneste råd jeg kan give dig

Tak for svar. Ja puha, der er jo nok ingen vej udenom. Ved slet ikke i hvilken sammenhæng man kan gøre det. Hvordan tog du den samtale?

Puha det vil jeg slet ikke kunne accpetere... Hjemme ved mine forældre er der ingen forskel på os søskende ( vi er 4) eller på vores børn... Jeg kan og vil ikke accpetere forskels behandling! 

Og vores unger altså mine forældres børnebørn ja dem hopper og springer de gerne for, forkældre og nyder dem nig time...

Hvis det var mig vil jeg tag en snak med dem og finde ud af med mig selv om det var noget jeg vil kunne leve med! 

Held og lykke og husk at traf dit valg både ud fra nu men også fremtiden især fordit barns skyld! Det er aldrig rart at blive sat "til side" ! Husk hvilket billede du vil give dine unger af havd der er okay og hvad der er okay at finde sig i! Mm. 

Puha det vil jeg slet ikke kunne accpetere... Hjemme ved mine forældre er der ingen forskel på os søskende ( vi er 4) eller på vores børn... Jeg kan og vil ikke accpetere forskels behandling! 

Og vores unger altså mine forældres børnebørn ja dem hopper og springer de gerne for, forkældre og nyder dem nig time...

Hvis det var mig vil jeg tag en snak med dem og finde ud af med mig selv om det var noget jeg vil kunne leve med! 

Held og lykke og husk at traf dit valg både ud fra nu men også fremtiden især fordit barns skyld! Det er aldrig rart at blive sat "til side" ! Husk hvilket billede du vil give dine unger af havd der er okay og hvad der er okay at finde sig i! Mm. 

Jeg kan desværre ikke sige at jeg ved hvordan du har det. Men jeg kan sagtens forstå at du føler at din familie bliver tilsidesat og overset.

I min familie gøres der heller ikke forskel på børnene. Vi er tre og vi får altid for det samme til fødselsdag og jul, også selvom vi alle tre nu er så gamle at det virkelig ikke betyder noget at den ene får for mere end den anden. Det er jo sjældent man har ønsker i helt samme prisklasse. 

Jeg og kæresten har to børn. De er de første børne- og oldebørn i både min familie og i kærestens familie. Så de bliver forkælet rigtig meget af alle bedste- og oldeforældre. Men selvom Mille kun er knap 3 måneder gammel og Silas er knap 16 måneder, får de for det samme. 

Det er så sådan at min lillebror på 24 har fundet en kæreste der er noget ældre end ham selv og hun har en søn på 13 år. Så nu har mine forældre også et bonusbarnebarn. Der bliver der heller ikke gjort forskel til fødselsdag og jul. Han får for det samme som mine børn gør.

Jeg er ikke datter af min mors mand. Men de har været sammen siden jeg var 2½ år gammel. Fra dag et bliv jeg ligestillet med min mors svigerforældres andre børnebørn. Vi er 8 børnebørn og vi får alle sammen for præcis det samme til fødselsdag og jul.
Selvom jeg faktisk godt ville kunne forstå hvis der blev gjort lidt forskel, jeg er jo ikke deres 'rigtige' barnebarn. 

Jeg kan slet ikke sætte mig ind i hvordan en mor kan gøre forskel på sine børn. 
Jeg føler med dig og håber du finder den løsning der er bedst for dig og din familie.
Tror det ville være en god ide at tage en snak med din mor om hvordan du har det.

stort til dig.

(håber ikke dette blev for rodet) 

hvorfor er det skidt man gør forskel ?

børn og ja alle mennesker er da forskellige og jeg mener så ikke alle skal behandles ens.

Min bror fik et større penge beløb da han havde brug for det, uden jeg fik det, og her da min eks skred og efterlod mig med det hele, gik mine forældre ind og betale min bil for mig. Uden min bror blev sur.

Min søster har alt gange 2 men nu har de også bedre råd til at give hende det, end da vi var på hendes alder ( hun er 18 år yngre) Men hverken jeg eller min bror, er hva hedder det , vi føler os oversete. Men ja givet hun er meget mere forkælet end os, jeg jobbede fra jeg var 11, kom selv rundt, min søster bliver kørt alle steder og har endnu ikek haft et job.

Men jeg mener så også at hvis det går dig så meget på, så snak med dem om det, det kan være de har en forklaring på det.

Mange af mine venner holdt lige pludselig op med at inviteret mig til ting, da jeg endelig spurgte fik jeg svaret at de følte fordi jeg havde sagt nej i en periode, og fordi jeg aldrig spurgte om hjælp til noget, så troede de at jeg havde nok i mig selv. Der skal så lidt til at man kan få folk til at tro noget.

Håber du findet ud af det

Anonym skriver:

Tak for svar. Ja puha, der er jo nok ingen vej udenom. Ved slet ikke i hvilken sammenhæng man kan gøre det. Hvordan tog du den samtale?

jeg inviterede min mor på frokost hjemme hos mig og sagde så hvordan jeg følte situationen var på det tidspunkt og spurgte hvordan hun havde oplevet det. vi fik snakket lidt frem og tilbage og hun lovede at gøre det bedre. desværre blev det meget værre og til sidst var det mine børn det gik ud over. det var min grænse og hun fik en besked fra mig at hun aldrig skulle kontakte mig eller mine børn igen.

det er ærgeligt at det skulle ende sådan men jeg kunne ikke leve med at mine børn blev svigtet så groft af deres bedsteforældre og så var det bedre at de slet ikke skulle være i mine børns liv.

kiwilouise skriver:

jeg kender følelsen  jeg fik nok! og har idag ingen kontakt med mine forældre

tag en snak med dem og find ud af hvor du står og hvis det ikke kan ændres skal du finde ud af om du kan leve med det .

det er det eneste råd jeg kan give dig

Tak for dit svar. Ja må nok tage den snak, så snart jeg kan få min mor under 4 øjne. Er lidt bange for udfaldet, men det er jo træls når det bare ligger og fylder hos mig!