Jeg har mistet følelserne for min kæreste.

Hej kære babybrugere.

Jeg vælger at være anonym da ingen kender til disse følelser.

Jeg er en ung pige og har været sammen med min kæreste i mange år nu. Før i tiden kunne jeg gøre alt for ham, sagde han til mig at jeg ikke måtte noget gjorde jeg det ikke. Og jeg har derfor ofret meget for ham og forholdet. Vi fik et barn for noget tid siden. Og nu... ja..

Før sagde han til mig at jeg ikke skulle gå i byen, jeg har derfor ikke været i byen i 3 år. Da jeg var i byen for en måned siden med min veninde, som også har barn, synes jeg at det var mega hyggeligt. Og lige siden har jeg savnet at være fri og ikke lade en mand bestemme over mig. Jeg har siden evalueret mit forhold. Og er kommet frem til at hele mit forhold måske en er løgn, måske har jeg valgt ham fordi han udstrålede tryghed, og måske har jeg ofret så meget for ham fordi jeg ville holde fast i den tryghed og stabilitet hos ham.
Forstå mig ret- jeg har elsket ham. Og jeg elsker ham stadig på en eller anden måde. Jeg kan bare ikke se det. Jeg har snakket med ham om mine følelser og han bliver ked af det, jeg bliver ked af det og får skyldfølelse, og siger bagefter undskyld og prøver at gøre det godt igen.
Men jeg kan godt mærke at der er en del af mig der gerne vil bryde fri fra dette. Jeg vil gerne flytte med vores barn og starte på en frisk og prøve at finde ud af hvem jeg er og hvordan jeg gerne vil behandles.
Min eneste veninde som jeg elsker så meget er jeg somme tider nødt til at skjule for min kæreste, fordi han ikke kan lide hende, og han føler at hun vil løsrive mig fra ham. Men hun vil mig kun det bedste. Jeg er en meget social person og kan snakke med alle, jeg nyder at tage på cafe med barnevogn og en veninde, jeg nyder at tage vores søn med ud og shoppe, jeg nyder at grine, synge, have det hyggeligt med venner, god mad og måske senere en tur i byen, hvor jeg selvf. ikke drikker fordi jeg stadig ammer. Jeg elsker vores søn så højt, og jeg vil ikke lære ham at nøjes, fordi man bliver presset til det.
Jeg har i lang måtte nøjes ikke kun nu her efter vi har fået vores søn, men også før vi fik ham.

Sagen er bare at det er så svært. Vi har været sammen i så mange mange år og jeg kender kun rollen som hans kæreste, og ikke rollen som MIG.

Jeg vil gerne fortælle jer min historie og spørge om nogle ting.
1. Er det okay at forlade min kæreste, pga at jeg ikke har følelser for ham mere, og fordi jeg gerne vil holde en slags pause, for at finde min identitet.
2. Min kæreste er en sød og dejlig mand, men han har flere gange understreget at hvis jeg nogensinde forlod ham, at han så ville søge om fuld forældrermyndighed og han vil vinde sagen.

Og der er jeg bange, jeg er en udenlandsk pige uden fast opholdstilladelse her i danmark, jeg har kun et imidlertiddigt som udløber hver 3. år. og Jeg har ikke rigtig noget familie.
Kan min kæreste få fuld forældremyndighed over mit barn på de grundlag.
Jeg er en fuldstændig velfungerende mor, jeg har aldrig røget, drukket mere end 2 genstande på en aften, jeg ammer stadig, jeg er i gang med en uddannelse og har læreplads hos H&M, jeg kan ikke blive sendt ud af danmark, jeg har boet i danmark i 17 år.

Jeg håber at I har tid til at læse mit problem igennem og give mig noget respons. Jeg siger tusind tak for alle råd. Knus

en kæmpe krammer til dig

du skriver jo det hele selv

han holder dig fanget ja undskyld ordet men det gør han jo du droppede byen pga ham og du holder dig tilbage og det skal man ikke du elsker at være sammen med andre personer og det er det du skal, og du er vist rimelig ung så self skal du da også i byen og have det sjovt...

og din kæreste får ikke bare den fulde forældermyndighed bare sådan... sank med amtet omkring de ting så i får hende på den aftale i kan lave...

og hvor lyder det fedt med du læser og har en læreplads du har så meget styr på tingene og det er et kæmpe plus for dig...

jeg syntes du skulle prøve at bo alene med jeres barn tror du vil elske det

B&J skriver:

en kæmpe krammer til dig

du skriver jo det hele selv

han holder dig fanget ja undskyld ordet men det gør han jo du droppede byen pga ham og du holder dig tilbage og det skal man ikke du elsker at være sammen med andre personer og det er det du skal, og du er vist rimelig ung så self skal du da også i byen og have det sjovt...

og din kæreste får ikke bare den fulde forældermyndighed bare sådan... sank med amtet omkring de ting så i får hende på den aftale i kan lave...

og hvor lyder det fedt med du læser og har en læreplads du har så meget styr på tingene og det er et kæmpe plus for dig...

jeg syntes du skulle prøve at bo alene med jeres barn tror du vil elske det

Ej hvor er du sød tusind tak for de rosende ord. Jeg fik tilbudt en lærerplads hos H&M fordi jeg var i ulønnet praktik hos dem.

Jeg havde lyst til at sige ja på stedet, men jeg ved at hver gang der er nogen der tilbyder mig noget at jeg lige skal spørge min kæreste først. Han sagde i første omgang nej, og det blev jeg ked af fordi at jeg så gerne vil have et arbejde. Han endte til sidst med at sige ja Og det er jeg meget glad for.

Jeg har bedt en advokat om at ringe til mig på mandag, men jeg skal snakke med ham hemmeligt, fordi hvis min kæreste kan få fuld forældre myndighed over vores søn vil jeg blive hos min kæreste selvom at jeg ikke er lykkelig. Min kæreste kommer fra en meget meget rig familie med mange kontakter. Han har sagt i spøg til mig, at hvis jeg nogensinde forlod ham ville han få mig sendt tilbage til mit hjemland og jeg ville aldrig se vores søn igen. Den gang opfattede jeg det ikke som en trussel, fordi jeg tænkte at det kunne jeg heller aldrig finde på.

Jeg kunne godt tænke mig at prøve at bo med min søn. Jeg kunne godt tænke mig at flytte tilbage til den store by vi kommer fra, der hvor jeg har min veninde, min mødregruppe, min elevplads og min uddannelse. Jeg vil kun min søn det bedste og har læst at et barn helst gerne vil se mor og far sammen, kan de ikke lade sig gøre, vil de bare se mor og far glade.

Anonym skriver:

Hej kære babybrugere.

Jeg vælger at være anonym da ingen kender til disse følelser.

Jeg er en ung pige og har været sammen med min kæreste i mange år nu. Før i tiden kunne jeg gøre alt for ham, sagde han til mig at jeg ikke måtte noget gjorde jeg det ikke. Og jeg har derfor ofret meget for ham og forholdet. Vi fik et barn for noget tid siden. Og nu... ja..

Før sagde han til mig at jeg ikke skulle gå i byen, jeg har derfor ikke været i byen i 3 år. Da jeg var i byen for en måned siden med min veninde, som også har barn, synes jeg at det var mega hyggeligt. Og lige siden har jeg savnet at være fri og ikke lade en mand bestemme over mig. Jeg har siden evalueret mit forhold. Og er kommet frem til at hele mit forhold måske en er løgn, måske har jeg valgt ham fordi han udstrålede tryghed, og måske har jeg ofret så meget for ham fordi jeg ville holde fast i den tryghed og stabilitet hos ham.
Forstå mig ret- jeg har elsket ham. Og jeg elsker ham stadig på en eller anden måde. Jeg kan bare ikke se det. Jeg har snakket med ham om mine følelser og han bliver ked af det, jeg bliver ked af det og får skyldfølelse, og siger bagefter undskyld og prøver at gøre det godt igen.
Men jeg kan godt mærke at der er en del af mig der gerne vil bryde fri fra dette. Jeg vil gerne flytte med vores barn og starte på en frisk og prøve at finde ud af hvem jeg er og hvordan jeg gerne vil behandles.
Min eneste veninde som jeg elsker så meget er jeg somme tider nødt til at skjule for min kæreste, fordi han ikke kan lide hende, og han føler at hun vil løsrive mig fra ham. Men hun vil mig kun det bedste. Jeg er en meget social person og kan snakke med alle, jeg nyder at tage på cafe med barnevogn og en veninde, jeg nyder at tage vores søn med ud og shoppe, jeg nyder at grine, synge, have det hyggeligt med venner, god mad og måske senere en tur i byen, hvor jeg selvf. ikke drikker fordi jeg stadig ammer. Jeg elsker vores søn så højt, og jeg vil ikke lære ham at nøjes, fordi man bliver presset til det.
Jeg har i lang måtte nøjes ikke kun nu her efter vi har fået vores søn, men også før vi fik ham.

Sagen er bare at det er så svært. Vi har været sammen i så mange mange år og jeg kender kun rollen som hans kæreste, og ikke rollen som MIG.

Jeg vil gerne fortælle jer min historie og spørge om nogle ting.
1. Er det okay at forlade min kæreste, pga at jeg ikke har følelser for ham mere, og fordi jeg gerne vil holde en slags pause, for at finde min identitet.
2. Min kæreste er en sød og dejlig mand, men han har flere gange understreget at hvis jeg nogensinde forlod ham, at han så ville søge om fuld forældrermyndighed og han vil vinde sagen.

Og der er jeg bange, jeg er en udenlandsk pige uden fast opholdstilladelse her i danmark, jeg har kun et imidlertiddigt som udløber hver 3. år. og Jeg har ikke rigtig noget familie.
Kan min kæreste få fuld forældremyndighed over mit barn på de grundlag.
Jeg er en fuldstændig velfungerende mor, jeg har aldrig røget, drukket mere end 2 genstande på en aften, jeg ammer stadig, jeg er i gang med en uddannelse og har læreplads hos H&M, jeg kan ikke blive sendt ud af danmark, jeg har boet i danmark i 17 år.

Jeg håber at I har tid til at læse mit problem igennem og give mig noget respons. Jeg siger tusind tak for alle råd. Knus

Hmm Er der slet ingen mulighed for at I kan finde gløden sammen igen?

Fx at han slækker på "tøjlerne" og lader dig få lidt luft, mens han passer hjemmet

At I to laver ting sammen så I igen kan finde den glød der kunne lave jeres barn?

Hvis svaret er regulert  nej, ville jeg for 3 alles skyld flytte fra ham, men synes man skal kæmpe en ekstra gang når man nu har sådan en lille guldklump at passe på!

Anonym skriver:

Ej hvor er du sød tusind tak for de rosende ord. Jeg fik tilbudt en lærerplads hos H&M fordi jeg var i ulønnet praktik hos dem.

Jeg havde lyst til at sige ja på stedet, men jeg ved at hver gang der er nogen der tilbyder mig noget at jeg lige skal spørge min kæreste først. Han sagde i første omgang nej, og det blev jeg ked af fordi at jeg så gerne vil have et arbejde. Han endte til sidst med at sige ja Og det er jeg meget glad for.

Jeg har bedt en advokat om at ringe til mig på mandag, men jeg skal snakke med ham hemmeligt, fordi hvis min kæreste kan få fuld forældre myndighed over vores søn vil jeg blive hos min kæreste selvom at jeg ikke er lykkelig. Min kæreste kommer fra en meget meget rig familie med mange kontakter. Han har sagt i spøg til mig, at hvis jeg nogensinde forlod ham ville han få mig sendt tilbage til mit hjemland og jeg ville aldrig se vores søn igen. Den gang opfattede jeg det ikke som en trussel, fordi jeg tænkte at det kunne jeg heller aldrig finde på.

Jeg kunne godt tænke mig at prøve at bo med min søn. Jeg kunne godt tænke mig at flytte tilbage til den store by vi kommer fra, der hvor jeg har min veninde, min mødregruppe, min elevplads og min uddannelse. Jeg vil kun min søn det bedste og har læst at et barn helst gerne vil se mor og far sammen, kan de ikke lade sig gøre, vil de bare se mor og far glade.

ved du hvad, du har jo bare alle svar selv, du får jobbet og du skal prøve at bo selv så han ikke har dig i tøjlerne mere du skal være en fri kvinde og han kan ikke få sendt dig hjem bare fordi de  har penge ej heller med jeres søn.... og dejligt du har kontaktet en advokat...

det hele skal nok lykkes for dig tro på det og det sker

dola skriver:

Hmm Er der slet ingen mulighed for at I kan finde gløden sammen igen?

Fx at han slækker på "tøjlerne" og lader dig få lidt luft, mens han passer hjemmet

At I to laver ting sammen så I igen kan finde den glød der kunne lave jeres barn?

Hvis svaret er regulert  nej, ville jeg for 3 alles skyld flytte fra ham, men synes man skal kæmpe en ekstra gang når man nu har sådan en lille guldklump at passe på!

Jeg må indrømme at jeg i lang tid ikke har prøvet at gøre særlig meget, jeg har desværre ikke oversskud til det., jeg afleverer vores søn i dagpleje, og tager bussen på arbejde, da jeg kommer hjem igen skal jeg hente min søn hos mine svigerforældre, komme hjem og lave mad til kl. 18 og kl 19 skal vores søn puttes. han sover kl. 20 og derefter skal jeg have gjort rent og rydde op, Pakke alt til næste dag, smørre madpakker. Jeg kommer i seng over kl 12 hver nat og skal putte vores søn hvis han vågner i løbet af natten.

Og somme tider kan jeg blive så bitter over at min kæreste ikke laver noget. Men jeg har lært ikke at sige noget, men jeg bliver da stadig ked af det. Når jeg siger det til ham, bliver han træls og vifter med sine penge og siger at hvis jeg ikke kan klare det huslige så må vi hyrer nogen til det.

B&J skriver:

ved du hvad, du har jo bare alle svar selv, du får jobbet og du skal prøve at bo selv så han ikke har dig i tøjlerne mere du skal være en fri kvinde og han kan ikke få sendt dig hjem bare fordi de  har penge ej heller med jeres søn.... og dejligt du har kontaktet en advokat...

det hele skal nok lykkes for dig tro på det og det sker

Vil du mene at det er okay at jeg vil forlade min kæreste på grundlag at jeg har brug for at være mig selv. Og jeg ikke længere har følelser for ham.

Anonym skriver:

Vil du mene at det er okay at jeg vil forlade min kæreste på grundlag at jeg har brug for at være mig selv. Og jeg ikke længere har følelser for ham.

ja du har ingen følelser for ham også skal man ikke være sammen med ham mere det er blodt trykhed som du skrev først og det er ikke derfor man skal være sammen og slet ikke når du skal spørge ham om alt...

B&J skriver:

ja du har ingen følelser for ham også skal man ikke være sammen med ham mere det er blodt trykhed som du skrev først og det er ikke derfor man skal være sammen og slet ikke når du skal spørge ham om alt...

Jeg vil prøve at snakke med advokaten på mandag. Siger han at min kæreste ikke har lov til at tage mit barn fra mig, så vil jeg overveje at sætte noget i gang.

Jeg vil bare lige sende dig et Det er en rigtig træls situation du står i og kan godt forstå du syntes det er svært! Jeg har ikke noget råd til dig, ud over at følge dit hjerte, måske se tiden lidt an, men du skal ikke blive i et forhold på grund af tryghed eller frygt! Det kan der umuligt blive noget godt ud af, hverken for dig, ham eller jeres søn
for at du finder ud af det