Hvem er mest egoistisk?

AnonymAnonym skriver:

Hej derude. Har lige brug for nogle andres øjne på sagen.

Som overskriften lød, hvem er mest egoistisk! Min mand og jeg har haft lidt, fnidder i forholdet, og vi havde begge brug for en uge væk fra hinanden således at vi kunne savne hinanden. Aftalen lyder at, jeg har vores datter som er 2½ mdr, da min mand ikke har noget barsel og jo af den grund har en normal hverdag. Han skal derimod komme hjem i weekenden og passe hende mens jeg kan slappe af. Og hvor jeg helt kan lade være med at hjælpe til med bleer mad nattevagt osv. I weekenden vælger jeg alligevel at hjælpe til, for at gøre min mand glad, men også fordi jeg gerne vil hjælpe til. Problemet er så, at vi snakkede videre om det med ikke lige at være sammen en uge af gangen, og min mand siger, at han ku godt bruge en uge mere. Han nævner derudover et vennepar, han ville tage hjem til, (nogle om han spiller meget computer med og det vennepar laver ikke andet end computer og smøger. Jeg siger så at, det syntes jeg ikke lyder som en go ide for så får han ikke tænkt så meget over ham og mig og vore forhold hvis han skal sidde foan en skærm med venner hele ugen, til forskel på hvis han var alene. Der begynder han så at brokke sig lidt og kan se at hvis jeg ikke siger ok på den, vil han skændes om det, så vælger at sige fin for den, eftersom jeg ikke syntes vores datter behøver se flere skænderier. (har vi haft en del af nemlig) .. Efter weekenden slutter (og nu her) Sidder vi så og snakker, og jeg fortæller ham at jeg ikke er så glad for at han skal afsted, fordi jeg har kunnet mærke på vores pige at hun har manglet ham. Så om han virkelig behøvede at tage derhen? En ting er at vores datter mangler ham men jeg gør altså også. jeg var totalt grædefærdig, som han stod det og sagde at det var hvertfald ikke fair og jeg var egoistisk.. jeg mener så at han er egoistisk, når både hans datter og kæreste mangler ham i hverdagen, han har lige haft en ugen uden os, så hvorfor en mere? og den måde han lidt koldrøvet render rundt og pakker sine ting mens jeg sad og græd samtidig med jeg prøvede at trøste vores datter? og kan slet ikke forstå at han kan holde ud at komme hjem til os efter han ikke har set  os i en hel uge og vores datter så skal bruge en hel dag på lige at finde ud af hvem han er og lige blive tryg  ved ham igen, det syntes jeg selv er hårdt bare at se på... 

det er en træls situation i er i. Men du har jo selv givet ham lov til at tage afsted uge nr. 2.

Du vælger ikke at ville tage diskutionen, mens jeres barn hører det. Hvis du ikke ville have at han skulle tage afsted, burde du have taget diskutionen med ham, i kunne have gjort det mens den lille sov til middag eller aften. Du skulle have sagt at han ikke måtte gå, før i havde diskutere den færdig.

At han går mens du er ked af det og græder, det er ikke fair. Men jeg syntes i begge er lige gode om det, da du jo giver ham lov. Og han forstår så åbentbart ikke at læse dig rigtigt.

Det er en øv situation, som jeg håber for dig i finder en løsning på, så du kan nyde jeres datter og ikke skal spekulere på dette.

Det er rigtigt hårdt at blive forældre, og det tager sine kræfter på parforholdet, når man lige pludselig bliver sat i en situation hvor man konstant skal være et serviceorgan for barnet, og samtidig skulle tage sig af sit arbejde/husligepligter og så ovenikøbet også skulle finde plads til lidt kys og kram imellem alt det andet. Det er svært, og det er en kunst at få det til at harmonere. 

Jeg forstår godt at du er ked af han pt. ikke ønsker at være en del af jer lige nu, det er rigtig hårdt. Men, hellere at han er lidt væk fra jer, får luft og så er i stand til at gå helhjertet ind for det, end som nu hvor i skændes formodentlig dagligt. 

Ja det er super hårdt det desværre er dig som står tilbage som forsat skal være serviceorgan for barnet, og klare de husligepligter. Men det positive ved det er, at du ikke skal forvente noget af ham i denne periode, og derfor heller ikke lader dig irritere af ham. 

Jeg har selv stået i din situation med en kæreste som også havde mere travlt med alt andet end at være far og kæreste. Og der er ikke noget mere opslidende at være alene mor i et parforhold med faren. Så hellere være alene. 

Vi gik fra hinanden kort inden vores datter fyldte 2 år, og han er den dag i dag blevet verdens bedste far. Men desværre var det dét der skulle til. Og det er også helt i orden, for vi har et dejlig tæt venskab i dag, begge med nye kærester som vi er glade for. 

Nårh det blev til en længere roman, men pointen i denne lange fortælling er vel egentlig blot, at du må give ham den plads han skal have lige nu, og så må du meget stærkt pointere overfor ham at han må gøre op med sig selv om han ønsker på længere sigt at være en del af jer, som familie. 

LunaLykke skriver:

Jeg kan godt forstå dig. Han virker meget egoistisk, især den måde han går og pakker sine ting når du sidder og er ked af det. Og at hans hjerte ikke bliver knust over at hans barn dårligt kan kende ham, det forstår jeg så heller ikke.

Men når det så er sagt, så synes jeg at du skulle have banket i bordet og sagt nej, dengang han nævnte at være væk en uge mere - for det virker som om, at han ikke brugte ugen på at tænke over jeres forhold (for så var han jo nok kommet frem til en eller anden konklusion) men mere som en mulighed for at komme væk og netop være egoistisk.

Jeg synes DU skal bruge ugen her på virkelig at tænke det her igennem. I står med et barn på 2½ måned, det er nu I virkelig har brug for hinanden. Og hvis han ikke er helt med på den, så hellere være fri. For ellers vil du gang på gang blive skuffet over ham, og det skærer i hjertet hver gang.

Kæmpe