Så ked af det på min søns vegne :(

skal lige siges at jeg også er pædagog. så det er ikke ment som et angreb.

men jeg tror at man som pædagog nemt kan komme til at over analysere sine egne børn, se ting som ikke er der, og analysere sig frem til grunde som slet ikke er der. alle børn vil i perioder have op og nedture. og især ture hvor far og mor skal prøves af, for hvor meget kan man styre dem, og hvad kan man få trumfet igennem, og hvordan reagere de på de ting man gør. jeg tror man nogle gange skal lægge pædagogikken på hylden, og være pædagogisk på arbejdet, men ikke derhjemme. børn har brug for at få at vide hvornår det er nok, og hvornår det er mor eller far der bestemmer og hvornår noget ikke er til diskussion. selvfølgelig skal de rummes og mærke kærligheden, men ät lade det tage overhånd og blive til en pylleri og at se spøgelser overalt, det gavner ingen.

ps: bare fordi far har adhd, så er det ikke ens betydende at søn har det.

Gigl skriver:

Man kan så sige at vi da heldigvis har en masse redskaber som pædagog, som vi kan have gavn af. Men det er ikke svært at holde det adskilt, netop fordi det er så svært at tænke "objektivt" når der er så dybe følelser i klemme  

Men ja, han skal afsted igen mandag. 

lige netop... der er jo en gammel say, at pædagogens børn er de mest uopdragende...

Moster Lagkage skriver:

skal lige siges at jeg også er pædagog. så det er ikke ment som et angreb.

men jeg tror at man som pædagog nemt kan komme til at over analysere sine egne børn, se ting som ikke er der, og analysere sig frem til grunde som slet ikke er der. alle børn vil i perioder have op og nedture. og især ture hvor far og mor skal prøves af, for hvor meget kan man styre dem, og hvad kan man få trumfet igennem, og hvordan reagere de på de ting man gør. jeg tror man nogle gange skal lægge pædagogikken på hylden, og være pædagogisk på arbejdet, men ikke derhjemme. børn har brug for at få at vide hvornår det er nok, og hvornår det er mor eller far der bestemmer og hvornår noget ikke er til diskussion. selvfølgelig skal de rummes og mærke kærligheden, men ät lade det tage overhånd og blive til en pylleri og at se spøgelser overalt, det gavner ingen.

 

ps: bare fordi far har adhd, så er det ikke ens betydende at søn har det.

Tak for dit svar

Og nej, min søn har ikke adhd, det kan jeg mærke på ham. Der ligger nogle grunde til at han går til fys, men jeg er ret sikker på at han ikke har adhd som sin far (kan dog ikke frisige mig for at hans fars uro sommetider tilfører min dreng noget, men det er en anden sag) 

Du har nok helt ret i at jeg bør tage det med ro og holde op med at bekymre mig. Og self får han at vide når ting ikke er i orden  

Jeg føler bare at dette er en reaktion for noget, fordi det har været så voldsomt radikalt lige i den her uge o_O og det vil gerne tage hånd om for min søns skyld.