Jeg har en dejlig, dejlig dreng på 4 år, som går i børnehave. Han er generelt en glad og kærlig dreng med krudt i røven.
Vi er begyndt til fys med ham fordi han engang imellem har nogle uroligheder i sin krop som jeg bekymre mig om (hans far har adhd). Her har jeg brug for nogle redskaber til at få ro på hans krop. Men jeg tænker i det hele taget at jeg har en velfungerende, klog og tænksom dreng.
Her den sidste lille uge er der bare sket noget som han reagerer voldsomt på! 
Og jeg ved ikke hvad.
Det starter om morgenen som plejer at være stille og rolig og i en glad atmosfære - men nu er den vendt.. han kan blive meget ulykkelig eller flegne helt ved den mindste ting. Det kan være hvis han ikke kan finde et bestemt stykke legetøj eller ja.. ved alt! Jeg rummer hans følelser og fortæller ham, at jeg kan se han bliver frustreret og hvor er det dog ærgeligt for ham. Han er forholdsvis hurtigt ovre det igen, men han både skriger, kradser, slår og sparker, løber væk og græder som pisket og det er ofte Jeg synes jeg trøster og trøster og giver ham konstant forståelse og en favn at havne i. For jeg vil så gerne rumme hans følelser fordi det gør mig SÅ KED af det at se hvor svært han selv kan rumme sådan nogle småting lige for tiden
Når jeg henter ham fra børnehaven er det værre endnu. I dag slog han mig hårdt da jeg hentede ham. Han kradsede mig også på hånden og da jeg meget bestemt sagde til ham at det vil jeg IKKE have! så så han vredt på mig og sagde "jeg er ligeglad!" .. og senere "jeg vil ikke have dig mor!" .. Jeg bliver så ked af det indeni når jeg tænker på hvad der dog foregår indeni ham
Nede i børnehaven oplever jeg også kort at der ikke skal ret meget til før han bryder voldsomt sammen og tror ingen vil lege med ham mere Jeg ved der er drenge som han leger rigtig godt med.. så det gør ondt at se, at han har det sådan.
Hjemme igen skal der heller ikke meget til. Hvis han ikke lige kan finde fjernbetjeningen. Hvis han har besvær med at samle noget. Han virker til ikke at have troen på nogen somhelst
De sidste dage har jeg næsten ikke set mig selv gøre andet end at trøste, rumme ham, forstå ham, afværge mulige konflikter, vurdere om denne nu er vigtig at tage... i dag har jeg været MEGET bestemt i min tone når han har slået - for jeg VIL ikke have det! Og så fortæller jeg ham at jeg bliver vred.. og også når jeg ikke er vred mere - så trøster jeg. Og sådan går det...
Nu sover han og jeg er brudt helt sammen hvad er der dog galt? Det startede i mandags og jeg troede det var fordi han lige havde haft en uges ferie de første dage, men det er ikke blevet bedre.
Han siger flere gange at han ikke vil i børnehave og jeg er så bange for om han mon bliver drillet. Eller i hvert fald oplever sig som drillet eller holdt udenfor. Og i så fald, hvorfor han har den følelse
Jeg vil så gerne få ham ned på jorden igen så hans hele lille verden ikke bryder helt sammen ved den mindste ting mere
Jeg har lyst til at tage en fridag med ham i morgen... fordi jeg vil holde om ham hele dagen, hvis jeg kunne!
Undskyld min lange lange smøre .. Jeg ved næsten ikke hvad jeg vil med dette.. håber bare jeg kan reducere hans følelses-kaos på en måde
